Gid de havde ret!

Det er Özlem Cekic og Bent Melchior, der er tale om i overskriften. De har i fællesskab udgivet en samtalebog, som journalist ved Politiken Anders Jerichow ”styrer”. Jeg har fundet to anmeldelser af bogen, én i Kristeligt Dagblad her, og én i Berlingske her. Desuden er der i Horsens Folkeblad et uddrag af bogen, dog bag betalingsmur.

Men mest iøjnefaldende var dog alligevel fællesinterview’et i Kristeligt Dagblad, se her. Det var anbragt på forsiden af avisen den 20-1 2020 med den ret fængende overskrift: ”Brobyggere: Du skal elske en fremmed som dig selv”.

Lad os begynde med denne overskrift! Bent Melchior forklarer den i interview’et:

Bent Melchior mener i øvrigt, at de tror på den samme Gud:

Der er også noget smukt i alle religioner. Kristendommen har bare travlt med at tage patent på at være kærlighedens religion, som om kærligheden først blev opfundet i Det Nye Testamente, mens Det Gamle Testamentes Gud skulle være forældet, men jeg savner sommetider lidt, at man anerkender rødderne i Det Gamle Testamente, som både kristendommen og islam jo deler. Og uanset om man er muslim, kristen eller jøde, handler det jo om, hvordan bøgerne læses. Og i Tredje Mosebog står der for eksempel ikke kun, at man skal elske sin næste, men endda at man skal elske en fremmed som sig selv,” siger han uden at behøve at gå op for at se efter i toraen på bimahen bag ham, mens Özlem Cekic nikker som et amen.

Der er to spørgsmål, som jeg mener må stilles til Bent Melchior ud fra dette citat.

For det første kunne det være rart at vide, hvor i Tredje Mosebog det står, at man skal elske en fremmed som sig selv. Det er sandt, at i det kapitel, hvor næstekærlighedsbuddet står, i 3 Mos 19,18, står der også en del om, hvordan en landsmand skal behandles, og man kunne tro, at ordet ”næste” som en slags modsætning til ”landsmand” på dette sted må betyde ”fremmed”. Dog har vi i den danske oversættelse brugt ordet ”næste” og ikke ordet ”fremmed”.

Jeg er ikke nogen ørn til hebraisk, men en lærd jøde, der har skrevet en bog om jødedommen og den naturlige lov, David Novak, har gjort opmærksom på, at de fleste rabbinere op igennem historien har ment, at ordet, der her oversættes ved ”næste”, egentlig betyder ”landsmand”. Han henviser til 2 Mos 21,35-36, der handler om, hvad man skal gøre, hvis en mands okse stanger en anden mands okse ihjel, hvordan der, hvis oksen før havde stanget, skulle ydes erstatning. Men, hævder nu rabbinerne, dette gælder kun, hvis denne anden mand er en landsmand. Om det kunne de godt komme i strid med romerske jurister. Men de holdt sig altså til, at ordet for ”anden mand” er det samme, som bruges i næstekærlighedsbuddet, og, sagde de, det betyder ”landsmand”. Se her. Og så betyder jo altså næstekærlighedsbuddet det modsatte af det, Melchior hævder, kærlighedspligten gælder landsmanden, ikke uden videre den fremmede.

Den udlægning om næsten som lig landsmanden gik Jesus imidlertid imod ifølge Luk 10,25-37, dvs., lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Her spørger jo den lovkyndige Jesus om netop næstekærlighedsbuddet: ”Hvem er så min næste?” Ved at fortælle historien om den overfaldne og den samaritaner, der hjalp ham, tvinger Jesus den lovkyndige til at indrømme, at den overfaldne jøde må erkende samaritaneren som den næste, der skal elskes. Hvilket nok er faldet en del lovkyndige for brystet, for på Jesu tid og også i den senere rabbinske tradition var det almindeligt at indskrænke begrebet ”næste” til kun at gælde landsmanden.

Så hvis det er ordet ”næste” i 3 Mos 19,18, Melchior tænker på og nu vil oversætte med ”fremmed”, så er det da glædeligt nok, men vist mere et tegn på kristen indflydelse end på mere dybtborende eksegese. Dog, det kan jo være et helt andet sted, Melchior tænker på.

Det andet spørgsmål, som må stilles i anledning af ovenstående citat, lyder: ”Mener Bent Melchior, at det var jøderne, der fik Jesus slået ihjel?”

Det forholder sig jo ikke sådan, som han hævder i citatet, at vi kristne har taget patent på kærligheden, kun sådan, at vi har opdaget, at en lovreligion gør mennesker til lovtrælle, og det oven i købet lovtrælle, som har vanskeligt ved at lade den naturlige kærlighed slå igennem. Det var tilfældet med mange af skrifterne i Det gamle Testamente, så når Melchior opfordrer os til at være fælles med dem om Det gamle Testamente, så må vi svare: ja, gerne med dele af Det gamle Testamente, men ikke med de dele, der fremmer lovtrældommen. Vi har lært af Jesus at sige: ”I har hørt, at der er sagt … Men jeg siger jer” (Matt 5,21f, m.m.).

Jeg véd ikke, hvordan moderne jøder stiller sig til spørgsmålet om, hvem der var ansvarlig for Jesu død, men jeg véd, at en del kristne eksegeter har bestræbt sig på at være så ”jødevenlige”, at de prøver at lave om på Det ny Testamentes beretninger, så det bliver romerne, der alene får ansvaret for Jesu død. Det er efter min mening mangel på respekt for de historiske kendsgerninger; dem kan man ikke lave om på efter forgodtbefindende. Og ligesom vi kristne med største beredvillighed erkender, at der har fundet en del jødeforfølgelser sted, fordi man – fejlagtigt – har villet give sin samtids jøder ansvar for Jesu død, sådan kunne man vel forvente, at nutidens jøder erkendte, at henrettelsen af Jesus var en fejl, var noget, overivrige lovforkyndere satte i værk. Men den erkendelse kommer Melchior ikke med, og han bliver heller ikke spurgt om noget i den retning af interview’eren. Se evt. en gennemgang af påstanden om, at det var romerne og dem alene, der var ansvarlige for Jesu død her.

Den samme erkendelse af en fejlagtig voldsudøvelse kunne man forvente fra muslimernes side. Jeg mener, Muhammed var jo en hærfører, der brugte militær magt for at udbrede sin religion, og hvis man mener, der er noget smukt i alle religioner, så må man vel have en vis forpligtelse til at udskille det ikke-smukke fra det smukke i de pågældende religioner. Der er noget ikke-smukt ved Jesu henrettelse, som nutidens jøder burde tage afstand fra, og der er noget ikke-smukt ved de enorme muslimske erobringer, som nutidens muslimer burde erkende som forkerte.

Men som sagt, de to bliver ikke spurgt om deres stilling til sådanne historiske begivenheder. Og spørgsmålet er, om vi så bliver så meget klogere.

Berlingskes anmelder, Bent Blüdnikow, mener i hvert fald, at journalisten Anders Jerichow, der har stået for at redigere samtalerne mellem de to, burde har stillet meget mere indgående spørgsmål til dem. Han opregner en del eksempler.

De to var f.eks. til dialogkaffe med imamen ved Grimhøj-moskéen og blev enige med ham om en fælleserklæring, der sagde, at enhver form for vold imod uskyldige ikke er legitim. Ikke desto mindre ville imamen ikke senere tage afstand fra Islamisk Stats drab og voldtægter. Men, siger Blüdnikow, Jerichow nævner ikke sagen.

Lidt senere skriver Blüdnikow:

Bent Melchior afviser, at der skulle være nogen akut fare ved at gå på Nørrebro med kalot eller andre jødiske kendetegn, og han fremdrager sit eget eksempel, for han går alle vegne med kalot, og folk ved, at han er jøde. Som læser håber man, at Jerichow stiller ham det indlysende spørgsmål, om det ikke netop er, fordi han er så kendt, at han kan gøre det, og at andre jøder vil være mere udsatte. Men Jerichow spørger ikke.

Jeg ville måske nok have længtes efter, at Jerichow havde præsenteret Melchior for politiets advarsler til jøderne mod at bære jødiske kendetegn på Nørrebro. Men det har Jerichow nok heller ikke spurgt ind til.

Og så får problemet ”Muhammedtegningerne” også lige en omgang:

Og når Bent Melchior i 2010 i Jerichows egen avis, Politiken, vendte sig mod offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger, hvilket han stadig fastholder det rigtige i at gøre, så rejser det nogle principielle spørgsmål. Hvis Bent Melchior og Özlem Cekic vil pålægge andre tavshed for ikke at krænke religiøse følelser, hvad skal en kaffedialog så egentlig gøre godt for? Er forudsætningen ikke, at man kan tale frit, så kaffen ikke skal komme galt i halsen? Det kunne Jerichow have spurgt til, men det gør han ikke.

Alt i alt: De to må se bort fra en række kendsgerninger for at kunne argumentere for det, de har for: dialogkaffeprojektet.

Lad os se på en anden af Melchiors udtalelser! I interview’et i Kristeligt Dagblad siger han:

Det er jo et spændende fænomen, at folk har en tilbøjelighed til at lægge skylden på hele gruppen, når et individ fra en mindretalsgruppe gør noget dumt. Jeg voksede selv op i den tid, hvor der var nazisme og besættelse og så videre, og det var en stående bemærkning fra min mor, at jeg skulle opføre mig ordentligt, for hvis jeg lavede gale streger, fik hele det jødiske samfund skylden. Og det er stadig en problematik i samfundet, at vi er tilbøjelige til at mene, at en hel mindretalsgruppe skal bære skylden for, at enkelte opfører sig som tåber. Jeg kender ikke en gruppe, hvor der ikke er tåber,” siger han og griner.

Dette er, vil jeg mene, mere naivt, end politiet tillader. Det er da en udmærket erfaring, han har gjort, det med, at hans mor formaner ham med, at hele det jødiske samfund får skylden for de gale streger, han eventuelt laver. Men den gælder jo ad Wandsbeck til overfor vore muslimske landsmænd. Ved en anden lejlighed har Melchior sagt om den jødiske tilpasningsevne, at ”hvis der er højrekørsel i det land, vi lever i, kører vi i højre side”. Og det er jo udmærket sagt og utvivlsomt en regel, som jøderne uden videre retter sig efter. Men hvordan kan Melchior dog tro, at muslimerne uden videre retter sig efter den regel? Og hvordan kan han lukke øjnene så eftertrykkeligt i, at han ikke ser, at de i modsætning til jøderne gør alt, hvad de kan for ikke at tilpasse sig? Hvad har vi ikke haft af uoverensstemmelse med muslimerne, fordi de absolut ville ”køre i venstre side”, dvs., fastholde deres skikke og tvinge os danskere til at acceptere det!

Dertil kommer, at muslimske forældre tilsyneladende holder deres piger godt indendørs, men lader deres drenge løbe ude for lud og koldt vand. Hvad de beskæftiger sig med, véd de måske dårlig nok. Men de synes i hvert fald ikke at sige til dem, at de skal lade være med at lave gale streger, for gør de det, vil hele det muslimske samfund få skylden. Tværtimod ligger der i den måske uudtalte angst for at blive for danske, som forældrene videregiver til deres børn, næsten en opfordring til at lave ulykker mod os danskere. I hvert fald gør de det. Det er et besynderligt kulturelt træk ved vore muslimske landsmænd, at deres unge drenge samler sig i bander, der absolut skal markére sig som muslimer ved at øve vold mod danskerne. Så er det en ensom vandrer, der bliver omringet og får frarøvet sin mobiltelefon, så er det en pige, der bliver voldtaget, hvis det da ikke foregår som i Køln, hvor grupperne omringer en enkelt kvinde, som de skiftes til at gramse på på de allermest intime steder.

Man fristes til at sige til Melchior: Hold dog kæft med al den opfordring til os danskere om at være åbne og vise tålsomhed! Prøv i stedet at opfordre muslimerne til at være lige så påpasselige som jøderne med det, deres unge gør, ud fra bekymring for den virkning, deres handlinger har på os danskere.

Men er der noget, Melchior ikke gør, og er der noget, bogen tilsyneladende ikke gør, er det at komme med formaninger til muslimerne. Det ville nok også være forgæves. Dels fordi det er yderst tvivlsomt, om muslimer ville læse en bog af denne art, dels fordi hele set-up’et i bogen er lagt an på at være en formaning til os danskere.

Lad mig til sidst prøve at spille bolden tilbage på Bent Melchiors banehalvdel. I Horsens Folkeblad hedder det, at Melchior har omtalt Kundby-pigen, hende, der blev dømt for at have planlagt et attentat mod sin egen skole og den jødiske skole i København. Derefter undrede han sig: ”Hun kendte ikke til det jødiske samfund i København og havde aldrig været på Carolineskolen – hvorfor plante en bombe der?”

Lidt senere siger han:

“Man kan jo sagtens have anti-semitisme, uden at der er jøder,” siger overrabbineren med et sarkastisk smil – og tilføjer: “Men selvfølgelig hjælper det, at der er mange jøder!”.

Det er ligesom med islamofobien, tilføjer han: “Det var først, da der kom mange muslimer til Danmark, at had til muslimer dukkede op”.

Ærlig talt: her føler jeg mig ramt. Jeg føler mig krænket af den let skjulte antagelse, at alle, der vender sig imod muslimernes tro, drives af had til muslimer. Hvad er det for noget at beskylde mig for? Kan man ikke kritisere muslimernes religion uden at skulle beskyldes for had til muslimerne? Ingen tvivl om det: Havde jeg været muslim, ville jeg øjeblikkelig have forlangt en undskyldning. Men nu er jeg jo bare en almindelig folkekirkekristen, der som sædvanlig må finde sig i hvad som helst.

Det går nu også meget godt med at bevare mit gode humør. Jeg har nemlig lært at sige ”pyt!”

Men hvorfor kan muslimerne ikke lære at sige ”pyt!” Eller hvorfor kan vi ikke opfordre muslimerne til at besvare vore indvendinger mod koranen med et ”pyt”? Eller endnu bedre: opfordre dem til at komme med modargumenter, når vi fremføre de koransteder, vi finder umulige at rette sig efter, hvis man som muslim vil leve fredeligt i Europa?

Der er jo et helt vognlæs af koransteder og hadithsteder, som opfordrer til vold mod jøderne. Og selv om Melchior prøver at vige udenom ved at hævde, som i det første citat, at det handler om, hvordan bøgerne læses, så er der tilstrækkelig mange muslimer, der aldeles ikke er til sinds at læse henover de mange opfordringer til jødehad, til, at det er nødvendigt med vagter ved den jødiske skole i København. Og deres måde at læse koranen på, er meget bogstavtro. Læser man de pågældende steder, er der nu heller ikke så meget at være i tvivl om.

Hade muslimerne? Rend og hop!

Men ønske for dem, at de må slippe ud af koranens lovtrældom, jo, det gør jeg. Håbe på, at vort samkvem med vore muslimske landsmænd kan bevirke, at de må få mod til at lade deres naturlige menneskelighed vinde over alle de akavede koransteder, kvindesynet, voldsparatheden, herrefolksmentaliteten blandt muslimer, jihad-opfordringerne, osv., jo, det gør jeg.

Men i modsætning til Melchior er jeg godt klar over, at det ikke nytter noget med bare at være venlig og imødekommende. For hvad Melchior ikke forstår: hvorfor de hader os, det forstår jeg godt, når omsider efter mange års studier jeg har turdet se islams umenneskelighed i øjnene. De gør det af religiøse grunde. De gør det, fordi deres religion tilsiger dem det.

Derfor er det religionen islam, der skal angribes. Altså angribes med ord. Men de enkelte muslimer skal, om det er muligt, befris for islams kvælertag.

Så først, når en sådan kamp er gået i gang – men det har desværre lange udsigter – kan man sige som Bent Melchior siger i slutningen af gengivelsen i Horsens Folkeblad:

“Nej, jeg har ikke følt mig bange, ikke egentlig bange,” fastholder han. “Men jeg glæder mig, til vi en dag kan leve uden politi og vagter og lukkede døre omkring os…”.

Den dag er vi mange, der ser frem til. Men er det så svært at se, at det er muslimernes ankomst til landet i stort tal, der har medført disse ulemper? Og hvis ikke de kan lokkes til at forlade landet – hvilket synes ret umuligt – så er deres omvendelse til kristendom eller i det mindste til demokrati alt, hvad vi kan håbe på. Men også det har lange udsigter. Og her er altså dialogkaffe ikke nok, her er whisky-skænderier om religioners menneskelighed eller umenneskelighed mere på sin plads.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.