Vigepligt for Gud?

Ordet ”religion” er begyndt at irritere mig ikke så lidt. Jo, for det er blevet et fællesbegreb for kristendom og islam. Og hvis man som jeg ønsker at fremhæve forskellen mellem kristendom og islam, så kommer dette fællesbegreb ofte ind og ødelægger argumentationen.

Jeg kan for så vidt godt forstå baggrunden. Kristendommen har igennem mange, mange år haft ateismen som sin største og mest ødelæggende fjende. Og så kommer der pludselig en størrelse ind i vore europæiske lande, islam, som tilsyneladende kan hjælpe os i kampen mod ateismen. En religion, der virkelig tager sin tro alvorlig! En religion, der véd, hvad den vil og hvad den mener! Og altså også en religion, der vover at være religion overfor ateismen, vover at bekende sin tro på en skaber, vover at sige, at der er både en himmel og et helvede til. Kan man som kristen andet end glæde sig over, at der kommer en sådan medspiller på banen? Må man ikke af den grund byde islam velkommen?

Jo, sådan kunne det godt se ud i begyndelsen af islams tilstedeværelse hos os. Det var vel naturligt for en presset kirke at se sådan på sagen.

Men efterhånden som vi kirkefolk – eller i hvert fald nogle af os – er blevet klar over, hvad islam er for en størrelse, har vi trukket følehornene noget til os. Og endnu senere er en del af os – det vil sige: et endnu mindre mindretal – blevet klar over, at var ateismen en fjende for kirken, så er islam en fjende for hele folket. Eller vi er blevet klar over, at ateismen og kristendommen har langt mere tilfælles end kristendommen og islam. Man kan måske endda sige, at ateismen blot er et kristent kætteri eller en kristen afvigelse, mens islam er en helt fremmed religion med et samfundssyn, der afviger totalt fra det europæiske, hvad enten dette så er ateistisk eller kristent.

Men ak – det tager tid at vende den kristne kirkeskude, for ikke at tale om den teologiske tankeverden. Og man kan stadig opleve kirkefolk, der næsten vil forsvare islam, samtidig med, at de angriber ateismen med stor iver. Og ikke mindst kan man opleve kirkefremmede, der ikke rigtig tør tage ordet ”islam” i deres mund – formentlig af angst for at blive kaldt islamofober – og derfor blot taler imod ”religion”, når de i virkeligheden mener ”islam”. Det betyder, at vi kristne bliver inkluderet i den anklage, de fremfører mod islam. Og det er med til at forvirre alting. Man har nok en fornemmelse af, hvad de mener, men irriteres ikke så lidt over, at de ikke tør sige tingene ligeud.

Der kører således for øjeblikket i medierne en debat om Mattias Tesfayes og Mette Frederiksens udtryk: ”Gud har vigepligt”, se i Kristeligt Dagblad her og her. Og det er klart: vi, der har fulgt med i islams vanskeligheder med at indordne sig under de danske love, og vi, der er i stand til at læse det, der står mellem linjerne, vi er godt klar over, hvad meningen er; at den er at sige til muslimerne, at de ikke må tro, at shariaen står over de danske love.

Alligevel irriteres man over, at offentlige personer føler det nødvendigt at udtrykke sig så floromvundet, specielt over det, at de for at kunne sige noget om islam føler det nødvendigt at medinddrage kristendommen. Hvorfor siger man ikke ligeud ”Allah har vigepligt”, eller ”Danske love står over shariaen”?

Der er da også kommet diverse indvendinger imod denne udtalelse fra kristen side.

Biskop Marianne Christiansen i Haderslev siger således:

Jeg mener virkelig, at man skal passe på med at sætte et modsætningsforhold mellem religion og demokrati, da de ikke er sammenlignelige eller modstridende faktorer hos et individ

og viser dermed, at hun ikke er opmærksom på, at meningen i virkeligheden er ”Allah har vigepligt”.

Og Hans Vium Mikkelsen, der er rektor på Folkekirkens Uddannelse- og Videnscenter, kommer med nogle overordnede betragtninger, der også afslører, at heller ikke han er opmærksom på, hvad den egentlige mening er.

Lad mig derfor prøve at skitsere forskellen på ”Gud” og ”Allah”, så jeg påviser, at ”Allah” er en afgud, men kun ”Gud” – altså den kristne Gud – er den ægte Gud!

Der er nemlig det ved ”Allah”, at de, der påstår, at der eksisterer en gud, der har åbenbaret sig i koranen, dels er nødt til at sætte magt bag deres påstand, dels optræder som en Münchhausen, der hiver sig selv op ved håret.

At islam er en magtreligion, og at den har udbredt sig gennem magtanvendelse, det er en historisk sandhed. Men det er desværre en sandhed, som vi i al vor velvilje overfor muslimerne har valgt at overse. Det har blandt andet vist sig i den muslimske regel, at en frafalden muslim er hjemfalden til dødsstraf, en regel, som de fleste muslimske lande vel har undsagt i deres forfatning, men som dog stadig gælder på den indirekte måde, at der idømmes milde straffe til den, der påtager sig at udføre shariaens straf på én, der opfattes som frafalden. Og det har vist sig i de familiære straffe, som muslimer benytter sig af: en familie kan ganske forskyde én, der ikke opfører sig muslimsk nok. Og det er ganske hårdt at måtte miste den beskyttelse, som en familie kan give én i et fremmed land. De fleste muslimer retter da også ind.

Men er det gud eller kan det være gud, der står bag lovene i koranen?

Det er det ikke, og det kan det ikke være.

Det står der jo som en totalt ubegrundet påstand, en påstand ud i det blå. Hvis man mener, at gud er en magtgud, så kunne man måske tidligere acceptere en sådan guds eksistens, for det var jo utvivlsomt, at islam var noget nær den stærkeste militærmagt i verden. Altså, dengang i 1000- og 1100-tallet. Men i dag? I dag falder en påstand om den muslimske gud som en magtgud ynkeligt igennem. Der er ikke meget magt over de muslimske stater. Skal man lede efter magter, der har et stærkt militær, skal man ikke lede blandt de muslimske stater.

Så i dag hænger påstanden om koranens gud som den eneste sande gud udelukkende på den overleverede tradition, dvs., på den indflydelse, diverse imamer kan have. Den magt, som den påståede gud udøver, er identisk med den magt, som imamerne udøver. Og imamerne holder stædigt fast ved tanken om koranen som guds skinbarlige ord, for deres magt afhænger af, at de menige muslimer tror på koranen som guds ord. Men en dag må det vel gå op for den menige muslim, at det at tro på koranen som guds ord ikke er at tro på nogen overnaturlig størrelse ved navn gud eller ”Allah”, men at tro på den magt, diverse autoriteter indenfor islam har tilranet sig.

Og se, det var, hvad kirken burde anse som sin fornemste opgave, stillet overfor vore muslimske landsmænd: at afsløre koranens gud som en afgud, dvs., som en højst menneskelig opfindelse, og som en menneskelig opfindelse, der giver magt til diverse muslimske autoriteter.

Så vil man muligvis sige: Jamen, kære lille præstemand, kan du slet ikke se, at denne anklage rammer dig selv som en boomerang? Falder det dig ikke ind, at hvis den muslimske gud er en menneskelig opfindelse, så er den kristne gud det naturligvis også? Og kan du ikke se, at hvis du fratager den muslimske gud al autoritet, så fratager du samtidig ham, du kalder din gud, en lige så stor autoritet?

Svaret på denne indvending er, at alt det véd jeg naturligvis godt. Begrebet ”gud” er en menneskelig opfindelse, ja. Men frem for straks at afvise begrebet af den grund var det så ikke bedre at prøve at forstå, hvad dette begreb dækker over, eller hvad der kan være meningen med at fremsætte en påstand om guds eksistens?

Lad mig begynde med den påstand, at begrebet ”gud” skal vise os, hvordan tilværelsen er sammensat og specielt, hvordan sproget fungérer.

Det er derfor, at vi kristne betragter Jesus som Guds søn. Derved siger vi, at den måde, han brugte sproget på: som overtalelsesmiddel uden tvang overhovedet, og som noget, der giver os sandheder, der skal fastholdes, også hvis man trues på livet, det var den rette måde. Og som vi ser denne sproganvendelsesmetode anvendt i vore europæiske samfund, hvor ord imødegås med ord og ikke med vold, sådan ser vi, hvordan den kristne grundtese har udviklet sig over tid.

Videre: fordi en sådan opfattelse af sproget og dets virkemåde ideelt set stiller alle sprogbrugere lige, har der i den vestlige kulturkreds udviklet sig den tanke, at alle mennesker står lige. Den findes allerede hos Paulus i Rom 2,11, hvor den måske, som antydet i mit forrige indlæg, findes som et modsvar til den jødiske opfattelse, at landsmanden er mere værd end ikke-landsmanden. Og i hvert fald kan vi i dag se, at en sådan opfattelse står i modsætning til muslimernes opfattelse. Ud fra koranen drager de den slutning, at manden er mere værd end kvinden, og at slaven er mindre værd end dem begge, at muslimen er mere værd end jøden og den kristne, osv.

Og vil man sige, at dette da bare viser, at der er tale om to forskellige kulturer, der vel hver for sig kan være lige meget værd, så afslører forskellen mellem de to forskellige tilgange til det religiøse sprog sig. For mens muslimen kun har koranen at holde sig til og kun kan argumentere for sin tale om forskellig værdi overfor den, der tror på koranen – eller skal vi sige: den, der er tvunget til at tro på koranen? – så er for den kristne både Paulus og Jesus kun redskaber, gennem hvem vi kan fatte den sandhed, der ligger i sproget selv. Vi tror ikke på alles ligeværd, fordi Paulus eller Jesus har sagt noget i den retning, men fordi vi ud fra sprogets struktur: at det kan gøre sig forståeligt for enhver sprogbruger, drager den konklusion, at så er alle mennesker lige meget værd.

Og denne tanke om alle menneskers ligeværd giver så i næste omgang anledning til slaveriets ophævelse. Det har jeg beskæftiget mig med nogle gange her på bloggen, idet jeg har søgt at vise, at selv om kristendommen ikke går ind i politik på den måde, at den anbefaler et lovindgreb, der forbyder slaveri, så opfordrer dog Paulus i Filemonbrevet Filemon til at frigive slaven Onesimus, ligesom han i Ef 6,5f opfordrer slaverne til at stå ved deres menneskeværd, så de handler i forståelse og ikke i blot blind lydighed. Det er altså, hvad den kristne gudstanke, som Jesus har bearbejdet den, fører med sig. Og slaveriets direkte ophævelse er, hvad sådanne tanker i tidens løb fører med sig i den kristne verden.

Men det er også, hvad der bliver resultatet i den muslimske verden. Også muslimer har ladet sig påvirke af den gudsforståelse, der fører til slaveriets ophævelse. Man siger, at kravet om at ophæve slaveriet ved konsensus blandt de muslimske lærde er blevet en del af den muslimske sharia, se evt. her om en strid om netop det punkt mellem Islamisk Stat og 126 muslimske lærde.

Og det er jo i den praktiske verden ganske udmærket. Men det er i den teoretiske eller teologiske verden en højst besynderlig ting. Når de muslimske lærde kan ophæve en tilladelse, der gives i koranen – og ifølge koranen er slaveri tilladt – så afslører disse lærde selv, at al deres tale om, at Allah selv har talt gennem koranen, og at koranen ord til andet er hans egne ord, blot er et dække over, at magten i islam i virkeligheden besiddes af dem, der udlægger koranen, altså af disse lærde selv. Al deres fromhed til trods er det i virkeligheden magtbrynde, der behersker dem.

For almindelig logik kan altså anvendes på gudstanken. Og hvis gud er gud, så er han ufejlbarlig, og så kan man ikke forestille sig, at han med sit eviggyldige ord giver tilladelse til slavehold for så senere at trække denne tilladelse tilbage. Når gud er evig, og når hans ord er eviggyldigt, så har man værsgo’ at rette sig efter det, også selv om man så udmærket kan forstå, at det er bedre og mere menneskeligt, hvis slaveri er forbudt.

Jeg kan også sige, at i kraft af den frie diskussion, der har kunnet finde sted i den kristne del af verden – men ikke i den muslimske verden – er mennesker nået frem til, at slaveri bør forbydes. Og denne opfattelse er slået igennem med en sådan kraft, at selv muslimske lærde er blevet overbevist. Det eneste, disse lærde mangler, er at indrømme, at det er den frie diskussion, der har ført til dette resultat, og at islam derfor burde indføre den frie diskussion, noget, de dog ikke kan, så længe de vil være muslimer. Dvs., de muslimske lærde burde indrømme, at det er kristendommen, der er den sande religion.

Og så er vi tilbage ved Mattias Tesfaye og Mette Frederiksens diktum: at ”Gud har vigepligt”. Efter at have bragt ovenstående citat fra Marianne Christiansen fortsætter Kristeligt Dagblads omtale:

Endnu mere kras er kritikken fra sognepræst i Ribe, Torben Bramming. Selvom han godt forstår motivet for udtalelsen, synes han, at den tyder på, at Mette Frederiksen ikke helt har forstået, i hvor høj grad vores samfund bygger på kristendommen og dens værdier.

Jeg ved godt, at hun mener, at sharialoven ikke skal have indflydelse, og at hun i religionslighedens hellige navn derfor også tager den kristne Gud med i udsagnet. Men fordi hele vores samfundsmodel og vores grundlov bygger på kristendommen, giver det udsagn ingen mening. Mette Frederiksen har ikke forstået det resonansrum, som kristendommen udgør i vores samfund,” siger han.

Dette svarer nogenlunde til det, jeg her har indvendt imod udsagnet. Man bør dog nok præcisere det ved at sige, at vor samfundsmodel bygger på kristendommen, fordi friheden for ordet forudsættes. Ytringsfrihed er det bærende i et demokrati, også i vores. Og en gudstanke, der aftegner gud som et væsen, der med magt indplanter sine ord i Muhammed, lader ham med magt tvinge andre til at anerkende det, afbilder ikke sprogets væsen på en sand måde. Det gør derimod den kristne gudstanke, der med Jesus som det store ideal viser os, at vi selv tænkes at forstå konsekvenserne af gudstanken og også selv tænkes at holde fast ved disse konsekvenser uanset dødstrusler.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.