Menighedsteologi

I gamle dage – det vil sige: dengang, jeg var ung, og det er jo mange år siden – havde man et begreb, der hed ”menighedsteologi”. Det var en etiket, man satte på de dele af evangelierne, som man mente ikke stammede fra Jesus selv, men fra den kristne menighed, hvor Jesu ord var overleveret. Siden er dette begreb vist gledet lidt i baggrunden, og man kan formode, at det skyldes, at flere havde opdaget, at det at kalde en fortælling ”menighedsteologi” var en lidt for bekvem måde at undgå at høre det kristne evangelium på.

Men selv om begrebet er gledet ud, ser det ud til, at sagen lever videre i bedste (eller altså: værste) velgående.

Kristeligt Dagblad bringer den 25-1 en artikel, hvor en universitetsteolog, Gitte Buch-Hansen, ved Københavns Universitet, fortæller lidt om, hvordan en forsker ser på søndagens tekst, se her. Vi får hendes synspunkt serveret i kortform i indledningen:

Forfatteren til morgendagens prædiketekst – Lukas – overfører imperiets ideologi til de unge kristne menigheder.

Ærlig talt, jeg anede ikke, at der fandt en sådan overførsel sted i oldkirken. Så jeg spekulerede lidt på, hvad det mon kunne være for en tekst, der udlægges på den måde. Og det er såmænd Luk 17,5-10, der i sin helhed ser således ud:

Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«

Hvad siger så Buch-Hansen til denne tekst?

Ja, først hævder hun, at man finder ud af, hvad den handler om, ved at dykke ned i den græske tekst. Men hun forklarer ikke siden, hvad det da er, hun som græskkyndig har opdaget. Så mon ikke det blot optræder som en advarsel til dem, der ikke forstår græsk: ‘Lad være med at bilde jer ind, at I kan trænge ind til tekstens dybder, I lægfolk!’

Og det kan måske være godt nok at få et lille rap over snuden. Men jeg mener nu, jeg er i stand til at give hende dobbelt rap tilbage.

Først: Hun hævder uden at begrunde det, at lukasevangeliet er skrevet senere end de andre evangelier.

Den påstand har jeg hørt før. Men jeg tror ikke, det er sandt. For det første er der flere ligheder end forskelle mellem de tre første evangelier; lukasevangeliet trækker på de samme mundtlige kilder som de to andre, det bruger samme argumentionsmåde i forhold til f.eks. underne, det omhandler Jerusalems ødelæggelse og det er enig med de to andre evangelier om lidelseshistoriens forløb.

Dertil kommer, at Lukas også har skrevet Apostlenes Gerninger. Og hvis dette skrift ligesom evangeliet først er blevet til omkring 120 e. Kr., så er alle de begivenheder, som omtales dèr, blevet mere eller mindre uinteressante, hvad de ikke var omkring år 80 e. Kr.

Det var det første rap.

Så til det andet: Hun mener, at kirken er ved at få faste rammer. Hun siger i artiklen:

Den [dvs. kirken, rr] er på vej til at blive institutionaliseret og blive imperiets religion, og Lukas er med til at bane vejen for det. Han er meget optaget af, hvordan ledelsen af menighederne skal fungere. Han modellerer sin menighedsetik over den ideologi, som kejser Augustus har lagt ind i sin ledelse af imperiet, og refererer til de diskussioner, der var i samtiden af, hvordan man kunne styre de kejserlige embedsmænd, som var sat til at forvalte imperiets ejendomme, for eksempel de store landbrugsgodser.

Hun glemmer en meget væsentlig ting: Kirken var forfulgt. Fra tid til anden opstod der frem til 300-tallets begyndelse forfølgelser mod de kristne. Men hør, hvad hun fortsætter med at sige:

Lukas overfører imperiets ideologi til menighedsetikken ved at bruge kejseren som billedet på Gud, der ejer alt, og embedsmændene som billede på de menighedsforvaltere, der skal kunne handle selvstændigt, men samtidig altid kun må udtrykke deres herres vilje. Gør de ikke det, hører vi i andre af Lukas’ lignelser, at så skal de straffes med vold – endda med døden, hvis de handler mod bedre vidende. I disse lignelser trækker Lukas på de mest brutale aspekter i den antikke slaveinstitution.

Nu fortæller Buch-Hansen ikke, hvilke af Jesu lignelser hun tænker på. Men for en sikkerheds skyld: kan vi ikke blive enige om, at den vold, der kunne ramme menighederne og specielt deres ledere, var volden fra den romerske stat? Den lydighed, menighedens medlemmer tænktes at yde deres ledere, var standhaftighed overfor forfølgelser, vægring ved på nogen måde at ofre til kejseren som til en gud, villighed til at lade sig henrette, om det kom dertil. Jeg har ikke i mine studier af Det ny Testamente og den ældste kirkes historie truffet på beretninger om, at menigheden har grebet til vold overfor nogle af dens medlemmer, og jeg har meget svært ved at forestille mig, at det nogensinde skulle være forekommet.

Skal vi for en sikkerheds skyld lige løbe igennem nogle af Jesu lignelser hos Lukas!

I Luk 15,1-32 har vi lignelsen om det fortabte får, om den tabte sølvmønt og om den fortabte søn. I alle tre lignelser er hovedvægten lagt på glæden ved det fundne får, den fundne mønt og den fundne søn. Faderen kunne da godt i vers 32 have truet den ældste søn med vold, hvis ikke han gik med ind til festen og var glad. Men det er jo logisk umuligt, man kan ikke i samme åndedrag opfordre til glæde og true med vold.

Den uærlige godsforvalter i Luk 16,1-9 bliver rost og ikke truet. Han får endda næsten lovning på, at nogen vil tage imod ham i de evige boliger.

Så er det sandt, at i lignelsen om den rige mand og Lazarus, Luk 16,19-31, ender det ikke godt for den rige mand: han pines. Men det er dog svært, for ikke at sige umuligt, ud fra denne lignelse at sige noget om, hvordan menighedsforvalterne skal behandles, hvis de ikke ”udtrykker deres herres vilje”.

Lignelserne om enken og dommeren, Luk 18,1-8, og lignelsen om farisæeren og tolderen, Luk 18,9-14, har heller ikke noget med vold at gøre.

Den eneste lignelse, jeg sådan lige kan komme i tanker om, som kan svare til Buch-Hansens krav, er lignelsen om de betroede pund, Luk 19,11-27. Den adskiller sig fra den tilsvarende lignelse i Matt 25,14-30 ved en bemærkning om nogle af kongens landsmænd, der hadede ham og ville forhindre ham i at blive konge, vers 14. Om dem hedder det til sidst i vers 27, at disse landsmænd skal hugges ned. Men kan det udlægges, så det fortæller noget om menighedsmedlemmernes lydighed mod deres ledere? Jeg finder det umuligt.

Men så til det værste ved Buch-Hansens anskuelse: Hun tager det romerske herskersystem som model for sin udlægning af lignelsen.

Hvorfor i alverden skal man gå over åen efter vand, når man skal finde ud af, hvordan Lukas forstod Jesu lignelse? Hvorfor dog gå til fremmede, ikke kristne, oven i købet øvrighedspersoner, som er nogle af de få, vi véd noget om fra den tid, og ikke til de kristne menigheder, som vi véd mindst lige så meget om? Paulus har jo skrevet en række breve, og ud fra den måde, han formaner sine menigheder på, kan vi få en fornemmelse af, hvordan menighedslivet formede sig.

Og ja, Paulus mener, at han har en vis myndighed overfor sine menigheder. Men har han nogen myndighed, så er det en myndighed, der ligner den, en far har over sine børn. Sådan ser han på forholdet til galaterne i Gal 4,19:

Mine børn, som jeg igen må føde med smerte, indtil Kristus har fået skikkelse i jer!

Og dog har han kort forinden tiltalt galaterne som brødre, vers 12. Der er formaning i brevet, der er opfordring, der er næsten grædende påkaldelse, men der er ikke skygge af trusler.

Og når han formaner korintherne i anledning af den person, han mener bedriver utugt, 1 Kor 5,1ff, så er det sandt nok, at han opfordrer dem til at tage afstand fra denne person, altså udstøde ham af menigheden. Men det har jo ikke noget med voldsanvendelse at gøre. Og specielt: han bruger hele tiden argumenter, korintherne forventes selv at forstå, hvad de skal gøre, de betragtes ikke på nogen måde som slaver, der blot slavisk skal rette sig efter befalingerne, hvad enten de forstår dem eller ej.

Det gælder også formaningen i 1 Kor 6,1-8. Her skifter han oven i købet kurs midt i sin formaning, ændrer formaningen fra en jødisk lovformaning til en kristen forsoningsformaning.

Og netop den formaning spiller på fortrinlig måde sammen med den overordnede formaning, vi har i 1 Kor 10,23: ”Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er tilladt, men ikke alt opbygger”. Det er udlagt: Alt, hvad der har med loven at gøre, men tilladt og forbudt, med pligter og idealer, med noget, man føler, man skal gøre, med moral og gode gerninger, alt sådant er det forbi med i den kristne menighed, her drejer det sig i stedet om det, der opbygger menighedens fællesskab, tillid, fortrolighed, imødekommenhed, forståelse, indlevelse, m.m.

Mig forekommer det, at Gitte Buch-Hansen mangler denne afgørende forståelse af, hvad evangeliet tilbyder i modsætning til, hvad loven kræver. Til sidst i interview’et hedder det:

Når både Markus, Matthæus og Lukas bruger sennepsfrøet til at beskrive troen – og også Gudsriget – er det ifølge Buch-Hansen formodentlig fordi sennepsfrøet er det mindste af de frø, man selv sår. Desuden er det karakteriseret ved at spire let og hurtigt, hvorefter planten hurtigt vokser sig stor.

Men samtidig skal vi hos Lukas være klar over, at tro i hans optik først og fremmest er lydighed, og denne lydighed mener han åbenbart ikke, at menighedsforvalterne har, for der står jo netop ’havde I tro… ’,” siger hun.

Det svarer til den mistillid, som datidens landbrugsmanualer råder ejerne til at have over for deres forvaltere.”

Nej, tro er ikke først og fremmest lydighed. Og dette ”havde I tro” er ikke at forstå anderledes hos Lukas end hos Matthæus, hvor det mærkelige trosord også står, endda både i Matt 17,20 og 21,21. Det er alle tre stedet knyttet sammen med ordet om at kunne flytte morbærtræer eller bjerge, dvs., knyttet sammen med noget, der er fuldstændig umuligt. Underforstået i alle tre tilfælde: I har ikke en sådan tro.

Nej, må jeg så bede om den prædikenvejledning, som Præsteforeningens Blad giver i nr 1-2 ved Betty Grønne Ahrenfeldt, Skive.

Hun mener, at Jesus på en måde tager gas på disciplene, fordi de beder om en større tro. Som om troen udmøntedes i metermål. Hvilket er nonsens. Der er ikke en stor tro og en lille tro, der er tro eller ikke tro.

Og troen er ikke, siger hun, en følelse eller en fromhedstilstand.

Men tro, hvad enten det er troen på Gud eller troen på, hvad min nabo siger til mig, er næppe en særlig følelse i mig; det er meget mere et forhold, en relation, som jeg er en del af, og som ingen mening giver, hvis ikke begge parter viser det, som er troens grundbestanddel, nemlig den tillid, som der tales om i dagens episteltekst [det er Hebr 11,1-6, rr]. Tro er ikke følelse, det er et forhold mellem to parter.

Og hvis man vil have lignelsen om tjeneren og hans herre udlagt, så véd jeg ikke noget bedre end at henvise til Luthers skrift ”Om de gode gerninger”. I afsnit fem hedder det:

Deraf følger så videre, at en kristen, der lever i denne tro, ikke behøver nogen til at lære sig om de gode gerninger; men hvad der kommer ham for, det gør han, og det er altsammen vel gjort. (Se her).

Og Luther eksemplificerer det med livet i et ægteskab:

Det vil vi kunne se af et tydeligt eksempel fra det jordiske liv: Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske. (Se her).

Det er den slags tillidsgerninger, der er tale om i lignelsen, gerninger, som gøres frit og af sig selv, og som det ikke falder den handlende ind at prale med eller gøre sig til af. Det er jo i det hele taget meningen med ordene til sidst: ”Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre”. Og hvis man vil gøre opmærksom på, at ordet for ”tjener” egentlig betyder ”slave” – hvis man tilfældigvis skulle være græskkyndig – så er det jo rigtigt nok, men den iagttagelse tjener kun til at understrege det forhold, at der ikke kan kræves gengæld for de gerninger, der gøres, der røres ikke ved det, som Luther siger, at den, der lever i troen, ikke behøver nogen til at lære sig om gode gerninger. Eller, at jeg skal sige det på anden vis, vi er, som Jesus siger i Joh 15,15 ikke mere slaver, der ikke forstår, hvad deres herre gør, vi er Jesu venner.

Eller måske endnu bedre: Vi kan sige, at Grundtvig i ”Morgenstund har guld i mund” vers 4, sammenfatter det hele på en uovertruffen måde:

Gå da frit/ enhver til sit/ og stole på Guds nåde/ da får vi lyst og lykke til/ at gøre gavn, som Gud det vil/ på allerbedste måde.

Vort forhold til vor næste er frit, fordi vi stoler på, at vi i Guds nåde netop har frihed til at se bort fra synd og gebrækkeligheder. Og stoler vi på Gud og næsten på den måde, da bliver de gerninger, vi gør, ikke blot gjort nødtvunget og som af ulyst, nej, så får vi ligefrem lyst til at gøre fællesskabets gerninger, for vi er jo selv medlem af det fællesskab, der opbygges derved. Og vi får også held eller lykke med de gerninger, vi gør, for viser vi forståelse for den anden, så vil før eller siden den anden vise forståelse for os. Det er i det hele taget til gavn for begge parter, og det er just det, Gud ønsker sig af os.

Det er da sandt nok, at vi ikke altid kan stole på, at de ord, evangelisterne gengiver som ord af Jesus, nu også er talt af Jesus, de er måske kommet med ind i evangeliet i kraft af en ”menighedsteologi”. Men det vil være tilrådeligt, hvis man mener, man har evne til at udskille, hvad der er menighedsteologi, og hvad ikke, at man i hvert fald i nogen grad har en fornemmelse af, hvad der er kristendom og hvad ikke.

Det blev det sidste rap.

Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.