Livsanskuelsers paradoksalitet

I dette indlæg vil jeg forsøge at videreføre den tanke om kristendommens paradokse troserklæring, som blev påbegyndt i det forrige indlæg. Det skyldes, at jeg kom til at studse over et afsnit i en artikel i Weekendavisen forleden. Men det venter vi lidt med.

Først langt tilbage i menneskehedens udvikling!

For der er ingen tvivl om, at den samhørighed, vi mennesker føler med dem, der står os nærmest: familien, de nære venner, naboerne, m.m., har aner langt tilbage i tiden. Ganske vist synes en sådan samhørighed ikke at forefindes hos de dyr, vi kalder asociale, men den findes så sandelig hos vore nærmeste slægtninge, menneskeaberne. Det enkelte individ i en flok chimpanser knytter sig mere til sine søskende end til de andre aber i flokken.

Nu har jo imidlertid menneskeslægten på ét eller andet tidspunkt fået et sprog. Og dette sprog er det, der gør mennesket til menneske, og samtidig gør mennesket til noget, der er helt forskelligt fra dyrene. Sprogets fortælleevne kan skabe en virkelighed ved siden af den virkelige virkelighed. Denne tænkte virkelighed kan flyttes frem og tilbage i tid. Derfor kan mennesket, men intet dyr, gøre sig klart, at det skal dø. At dyrene ikke véd af, at døden venter hvert enkelt individ forude, skyldes ikke manglende intelligens, men manglende sprog, mere præcist: manglende fortællesprog.

Men sproget er også årsag til, at mennesket så at sige kan se på sig selv udefra, det kan få et forhold til sig selv. Der dannes i tidens løb ord for de forskellige følelser, et menneske kan have, for de forskellige egenskaber, der kan præge et menneskeligt individ. Og disse ord tilegnes under opvæksten, og tilegnes på den måde, at individet må spørge sig selv: Er det sådan, jeg er? Ser de andre sådan på mig? Hvordan kan jeg gebærde mig, for at de andre skal kunne lide mig?, osv.

Ikke blot får mennesket således et forhold til sig selv, det bliver også klar over, at det står i samklang med andre i flokken. Og som hos dyrene er der tale om et mere eller mindre. Det kan af og til give anledning til lidt forvirring. I hvert fald lidt filosofisk forvirring. For mærkelig nok har filosoffer – og teologer med – fået for vane at lade enkeltmennesket se i den grad på sig selv, at det næsten er, som går de forhold, vi lever i, i glemmebogen. Men der er mere at sige om menneskets tilværelse, end at der er problemer forbundet med enkeltindividet, om det fortvivlet vil være sig selv eller det fortvivlet ikke vil være sig selv, for nu at bruge en formulering fra Kierkegaard. Der er det at sige om mennesket, at det har sit liv i et forhold til andre, det lever og ånder i et fællesskab med sine nærmeste, ja, det bliver først et helt individ, når det lever i fuld åbenhed med andre.

Og at leve i åbenhed med andre, det er at stole på den anden. I virkeligheden er vi med alle de ord, vi taler til hinanden, ude på at blive troet af den anden. Det er let nok, når vi beskæftiger os med de ydre ting, det lader sig gøre, når vi har med vore sociale sammenhænge at gøre, men det betyder især noget, når det drejer sig om ægtheden og redeligheden i den talendes tale. At vi er ægte i det, vi siger, at vi har vor sjæl med i de udtalelser, vi kommer med, det er ikke nogen selvfølge. Men som de fleste af os lever i vor dagligdag, glemmer eller overser vi usikkerheden ved vores indbyrdes kommunikation; vi går uden videre ud fra, at den anden er ægte i det, han siger.

Her skiller psykopater sig ud. For for at kunne danne sig begreb om denne ægthed eller mangel på ægthed, har vi fået en empati-evne i skabelsesgave. Men en sådan evne har mange psykopater ikke. Ikke umiddelbart, i hvert fald.

Og det er her, det overraskende ved artiklen fra Weekendavisen kommer ind i billedet.

Artiklen handler om den film ”In the Deep”, som australske Emma Sullivan har lavet om Peter Madsen, ”Ubåds-Madsen” eller ”Raket-Madsen”. Omdrejningspunktet for filmen er – naturligvis, kan man næsten sige – den 10. august 2017, hvor Peter Madsen myrdede journalisten Kim Wall. Men det er omdrejningspunkt på den særlige måde, at Sullivan kun indirekte omhandler Peter Madsen. I stedet fokuserer hun på de praktikanter, som hjalp Peter Madsen. Det hedder i artiklen, se her:

Hvad der plager alle praktikanterne efterfølgende, er skam- og skyldfølelse. De føler sig delagtiggjort i forbrydelsen, fordi det var dem, som i månederne inden havde gjort ubåden sejlklar. Ubåden havde ellers stået på land i næsten syv år, da Peter Madsen pludselig besluttede, at den skulle gøres i stand, angiveligt for at være med i en forestående raketopsendelse. Nu må praktikanterne sande, at den planlagte raketfart var en illusion, ligesom drømmen om at nå rummet var et teater, som Madsen spillede, mens han hemmeligt gik og forberedte sit andet, morderiske projekt.

Peter Madsen er åbenbart en uhyre dygtig manipulator. Han kan få folk gjort begejstret. Så i raketten, så i ubåden. Videre hedder det:

Into the Deep krydsklipper mellem to tidslinjer, hvor det ene spor følger praktikanterne real-time i dagene efter den 10. august, og indtil de ender i vidneskranken under retssagen mod Madsen. Det andet spor følger begivenhederne i året og timerne op til sensommerdagen i 2017. Det er den struktur, der gør filmen til andet og mere end true crime. Ved at hoppe frem og tilbage i tiden mellem et før og et efter, mellem håb og fortvivlelse, føler vi praktikanternes smerte og forstår, hvorfor de ikke kunne høre alarmklokkerne, selvom Rumlaboratoriet fra begyndelsen var inficeret af Madsens manipulationer.

Midt i filmen optræder en optagelse fra Madsens private arkiv. Det er filmens mest uhyggelige scene, som tager tilskueren med bagom psykopatens selviscenesættelser – og ind i en fantasi, som han iscenesætter for sig selv, alene på et hotelværelse et sted i udlandet. Det er måske det eneste sted, hvor filmen kan beskyldes for at give efter for forbryderens fascinationskraft, men den viser også, hvad der er så svært for praktikanterne at erkende: at der ikke er en kerne inden i den person, de troede, de kendte: at »Raket-Madsen« blot er iscenesættelse på iscenesættelse på iscenesættelse.

Det var de sidste bemærkninger, der slog mig. Det påstås her, at der ikke er nogen kerne inde i den person, der bærer navnet Peter Madsen. Kan man virkelig sige det? Er Peter Madsen så interesseret i at få andre manipuleret derhen, hvor han vil have dem, at det bliver lutter iscenesættelse, det hele, fra hans side. Hidtil havde de jo troet på, at han havde et projekt, at det med raketten og det med ubåden virkelig var noget, han selv ville, fordi han syntes, det var sjovt, eller fordi han derved følte, at en drengedrøm gik i opfyldelse. Og så var der tomt derinde. Så var der ingen drengedrøm. Så var alle hans ord om, hvad han tænkte og hvad han ønskede, kun ord, der skulle manipulere de andre til at tro på ham, så han kunne føle sin magt over dem.

Var det virkelig sådan, det skulle forstås? Indrømmet, det er nyt for mig. Sådan har jeg ikke tænkt på begivenhederne før. Men ikke desto mindre forekommer det mig rimeligt. Hvis man i den grad går op i at få andre til at tro på sine projekter, så mister man sig selv. Man bliver afhængig af, at andre nærer tiltro til ens personlighed, men netop, fordi det bliver ens hovedhensigt, opæder dette ønske ens egen personlighed indefra.

Vi prøver almindeligvis at opdrage vore børn til selvstændige personligheder, de skal, som Grundtvig udtrykker det, ikke blive levende stentryk af os, men helst i løbet af opvæksten blive sig selv. Men hvad vil det så sige at ”blive sig selv”?

Det er her, overskriftens mysterium melder sig og kræver opklaring. For de to ting formodes at smelte sammen, de to ting, mennesket består af: sjæl og legeme. Jeg véd godt, at ateisterne næsten har forbudt os at tale om en sjæl. Måske det skyldes, at vi kristne havde lagt for stor vægt på forskellen mellem sjæl og legeme, så vi næsten pr automatik regnede med, at sjælen da naturligvis levede videre efter legemets død. Og det var just ikke meningen. Men hvis vi ikke vil tale om en sjæl, så melder den samme sag sig under andre navne: et selv, et jeg, en personlighed, en bevidsthed. Men i denne sammenhæng, hvor det drejer sig om det forunderlige, at mennesket ikke kun er legeme, men at det under sin opvækst indsuger alle kulturens forestillinger, dens etik og dens æstetik, dens historieopfattelse og dens personlighedsforestillinger, og forsøger at få alt dette til at passe på både sig selv og de andre mennesker, der forefindes i dets omgivelse, her er betegnelsen ”sjæl” på sin plads.

For dannes der en sjæl? Bliver der i denne legemlige hjerne, som fungérer efter bestemte neurologiske grundlove, indlagt noget ikke lovmæssigt, noget akausalt, noget, som videnskaben med dens mange love ikke kan få hold på?

Ikke blot træffer mennesket jo beslutninger på samme måde som de andre dyr: hvad det skal gøre? Hvordan det skal skaffe sig føde? Hvordan det skal forholde sig til ”de andre”? Det træffer også beslutninger om, hvad det skal sige og ikke sige? Den måde, hvorpå det gebærder sig overfor ”de andre”, indebærer ikke blot beslutninger om gestik og holdninger, men også om ord, der skal siges, om tonefaldet, det skal siges i, osv. Og det, der skal gøres overfor ”de andre”, det er for menneskets vedkommende sproget blevet medbestemmende om. Men endnu vigtigere: det, der skal siges, det har jo i hvert fald sproget bestemt, for sprogets logikker er nedlagt i hvert mennesker under opvæksten. Og det, der bliver sagt, indgår derfor i et stadigt ping-pong-spil med ”de andre” eller ”den anden”, og i dette ping-pong-spil bliver sjælen til, får form, kommer til – automatisk eller i kraft af kristendommen – at blive noget fra alle andre forskelligt, noget, der forener de legemlige besynderligheder, der på forhånd ligger i individet, med de idealer og forestillinger, som sproget gennem de andres reaktioner gør det nærliggende at antage.

Men med fra det naturlige menneskeliv – eller fra kristendommen, for jeg vil i denne forbindelse betragte kristendommen som et enzym, der får det naturlige menneskeliv til at trives – får mennesket en forestilling om, at der inderst i det menneske, man taler til, er en person, der kan tro meget eller tro lidt mindre på det, man siger. Ingen i vor kulturkreds vil mene, at han taler til en robot. Han tror, at der er en sjæl, et selvstændigt væsen, i det andet menneske, eller bedre: han tror, at det andet menneske er en person med både et særligt legeme og en særlig sjæl.

Denne persons eksistens kan ikke bevises videnskabeligt, det er noget, vi i vor kulturkreds tror på. Men det er naturligvis muligt, at personen eksisterer, ligesom det er muligt, at den ikke gør. Der er intet videnskabeligt uredeligt i at tro på personers eksistens. Men det er heller ikke udtryk for en sandere, bedre eller mere videnskabelig opfattelse at nægte personers eksistens. Man kan med rette kalde dette sammenfald af noget legemligt og noget sjæleligt et paradoks. Men dette paradoks møder os gang på gang i vore teologiske og filosofiske overvejelser.

Nu er der jo af personligheder så mange slags. Nogle har én ting at slås med, andre noget andet. Og psykopater har altså det at slås med, at de er mere eller mindre afskåret fra umiddelbart at føle empati med andre. Det eller andre fænomener ved deres psykopati gør dem ofte til folk, der er meget dygtige til at manipulere. Og spørgsmålet er jo så, om de i disse mange manipulationsanstrengelser udhuler deres egen personlighed, om de i den grad vænner sig til at spille roller overfor andre, at de ”glemmer”, hvem de selv er, ja, måske i virkeligheden ikke mere ”er” nogen.

Jeg er i hvert fald blevet klar over, at Jesus på den måde vil have os til at blive naturlige mennesker, at han i sine opfordringer til os om at varetage fællesskabets interesser går ud fra, at kun derved kan vi blive hele mennesker, ”helstøbte” mennesker, som det hedder i det sære ord om øjets lys, Matt 6,22-23. Det drejer sig i det menneskelige fællesskab, vi står i, om at vise forståelse, så vil vi selv i påkommende tilfælde blive mødt med forståelse, om at tilgive, så vil vi selv, når vi får brug for overbærenhed og tilgivelse, blive mødt med netop det. ”Hvis dit øje er helstøbt”, hedder det, når man oversætter aplouV ikke med ”lyst”, men med det mere korrekte ”helstøbt”. Og det er det, Jesus sigter mod: at vi ikke skal se på én måde på nogle mennesker, men på en anden måde på andre mennesker, men hele tiden være os selv. Ja, netop ”være os selv”. Se evt. her lidt mere om Matt 6,22.

Jeg kom for øvrigt selv til at digte en salme om noget af det samme. Det var i dette indlæg, og det er specielt salmens vers 4, man skal hæfte sig ved. Det hedder dèr:

Hvordan dog glemme/ sprogets mysterium,/ som i en lykkesum/ skulle os føre/ ind i det tillidsrum,/ hvor vi først ret er os selv?

Det er den tanke, at vi først det tillidsrum, fællesskabet giver os, helt bliver os selv.

Lyder det selvmodsigende?

Tja, det gør det måske, ligesom det kan lyde selvmodsigende, at Peter Madsen mister sig selv ved at iscenesætte sig selv uafladeligt. Men jeg tror alligevel, der er nogen sandhed i det.

Jeg har før været inde på Kaj Munks skuespil ”En Idealist”, f.eks. her. Denne gang er det især kong Herodes’ manipulationsevne, jeg vil hæfte mig ved. Han formår i anden akt, se skuespillet her, at besnære dronning Kleopatra, så hun giver ham, hvad han ønsker. Ligeså kan han besnakke kejser Oktavian i femte akt. Og mest overlegen er han, da han i replik 1385 beslutter at tage røveren Akrab i sin tjeneste, noget, alle anser for fuldstændig umuligt, men dog noget, Herodes gennemfører, da han gennem en snedig gennemført manipulation får Akrab til at tro, at han er fornærmet på ham, fordi Akrab tiltror Herodes at ville snyde ham. Det ville Herodes sandelig også, men så dygtig gennemfører han sit skuespil, at Akrab overbevises og tilbyder Herodes sin tjeneste. Altså, Munk viser os den fuldkomne manipulator, ikke blot kan han manipulere andre til at tro på sin ærlighed, når han tilfældigt udsættes for deres bemærkninger, han kan på forhånd kundgøre, at han vil manipulere, og bagefter virkelig gennemføre det.

Men hvis vi nu tænker os, at Akrab på én eller anden måde blev klar over Herodes’ snyderi, så kan vi nok være ret sikre på, at han, hvis han var kommet udenfor slottet i live, aldeles ikke ville være Herodes’ tjener, men derimod fortsætte sin røvertilværelse. Og vi kan måske endda forestille os, at han, hvis han ikke var kommet fri af Herodes’ klør, da han opdagede bedraget, og derfor blev holdt tilbage med krav om at aflægge troskabsed til Herodes, ville nægte at aflægge nogen ed til et menneske, der havde snydt ham så gevaldigt som Herodes. Og hvis han, truet med døden, stadig nægtede, så ville han, sig selv ubevidst, komme til at være ét af de helstøbte mennesker, som Jesus vil have os til at ligne: hans overbevisning om Herodes’ bedrag ville han ikke fragå, selv om han skulle miste sit liv.

Og det ville være ham og ikke Herodes, der ville være tro mod sig selv og sin egen personlighed.

Var Herodes da ikke det? Tilsagde hans personlighed ham ikke at være ond og at være det helt, se replik 1562? Var det ikke hans idealitet, som det at være god kan være en andens idealitet?

Stykkets motto: Hjertets renhed er at ville ét, kunne måske tyde på, at det er det, der er Munks mening. Men læser man den opbyggelige tale hos Kierkegaard, hvorfra mottoet er taget, gør Kierkegaard opmærksom på, at denne renhed kun gælder den, der vil det gode. Og læser man sig lidt nøjere ind på Herodes, opdager man hans svaghed: han kan ikke tro på andre mennesker. Selv sin hustru, Mariamme, som han elsker højt, selv hendes ord tør han ikke stole på. Da han i første akt har spurgt, hvad hun synes om hans beslutning om ikke at udnævne hendes bror til ypperstepræst, og hun svarer, at blot hun må bevare sin husbond og sin bror som nu, så kan han gøre, som han vil, siger han:

Vidste jeg dog, om du talte saadan af Sandhed eller af Klogskab! Havde jeg Visshed for Sandhed, da holdt jeg Alverdens Lykke i min højre Haand. (Replik 123).

Han gør sig ikke klart, at han som alle andre mennesker aldrig får den vished, han her efterlyser. Dette, at det menneske, man taler til, er ægte i sit svar, det er altid noget, man kun kan tro på. Derfor ser Herodes alle sine samtaler som en duel mellem to magthavere, aldrig som et vilkår i et fællesskab.

Men hele niende akt igennem fornemmer vi gang på gang, at Mariamme stadig spiller en stor rolle for ham, skønt han lod hende henrette. Så da han i tiende akt ser en kvinde, der ligner Mariamme, kalder han hende op til sig, selv om hun har et barn med. Men mærkeligt nok, stillet overfor kvindens fuldkomne frygtløshed, overgiver Herodes sig til den normale samtales kræfter og formår ikke at gennemføre den voldtægt, han ellers havde planlagt.

Nu er barnet jo i skuespillet det lille Jesusbarn, og Munk har givetvis villet hævde, at det ord, kristendommen bringer, et ord, der i denne scene fremføres af kvinden, lig med jomfru Marie, har magt til at ændre selv det hårdeste sind. Og det er gjort ganske fortrinligt.

Ud fra den tilgang til dramaet, jeg her har anvendt, må man jo så spørge, om Herodes gennem sin manipulation af andre udhuler sin egen personlighed.

Det er givetvis ikke noget, Munk har villet beskrive. For han kendte ikke noget til psykopater og psykopaters manglende empati. Hos ham drejer det sig mere om at skildre et djævlebesat vis à vis et Kristusbesat menneske. Eller – med skuespillets egne ord – et Esau-menneske, der ser det frie jagt- og magtmenneske som idealet, overfor et Jakob-menneske, der holder sig til ordets magt. Så man må nok sige, at når Herodes i den fornærmethed, han udviser overfor Akrab, aldeles ikke i virkeligheden er fornærmet, så hører hans personlighed ikke til dem, der lader sig fornærme, eller rettere: han ser et magtspil udfolde sig bag sit rollespil om at være fornærmet. Og det er i dette magtspil, hans personlighed udfolder sig.

Men man må så også tilsvarende sige, at det er ham selv, hele hans personlighed, der går ind i samtalen med kvinden. Hun spørger i replik 1637, hvor Herodes kender hende fra. Og så er den arme Herodes nødt til at gå ind på samtalens vilkår og svare på hendes spørgsmål, selv om det volder ham vanskeligheder. Skal man sige, at han lokkes ind under samtalens magtafkalds-vilkår? Måske, men han vil det selv. Som han siger, da kvinden er gået: ”han var i min magt og jeg dræbte ham ikke” (replik 1670).

Hvad da? Hvor har vi den paradoksalitet, som kristendommens budskab udfolder sig i?

Den ligger i Herodes’ hjerne. Sproget, Guds redskab, er blevet indkodet i ham som i alle andre. Og både den logik, der tilsiger magtanvendelse, og den, der forlanger magtafkald, er til stede derinde, de venter blot på, at der bliver kaldt på dem.

Og det er det, Munk vil vise os: Selv om magtanvendelsens logik har ført det store ord alle ni akter igennem og en stor del af den tiende med, så ligger magtafkaldets samtalelogik stadig ubrugt i hjernen på ham. Og da kvinden kaldte på den, blev den aktiveret.

Magtanvendelsens logik kan siges at være den logik, vi har fælles med dyrene. Men magtafkaldets logik er noget, der er givet specielt til os mennesker. Og Jesu opgave er give os denne logik tilbage, at kalde på den, så den aktiveres og udfolder sig.

Og – hvis det må være mig tilladt at sige det – hans anstrengelser har ikke været forgæves. I vort demokrati har vi etniske danskere fået med os den kulturelle overbevisning, at vi alle står os bedst ved at lade Jakob-arvingens ord bestemme over os, og ikke Esau-arvingens magt.

Til sidst en parentetisk bemærkning: Luther og Erasmus har diskuteret det samme. For dem er det blot ikke naturlovenes altgennemtrængende kræfter, der truer med at gøre mennesket ufrit, men Guds altgennemtrængende kræfter. Erasmus har hævdet, at Luther siger, at når ånden virker i mennesket, da er det ånden, der udrækker hånden til ondt eller godt. Det passer ikke, siger Luther, hans mening er, at ånden virker, så mennesket forstår, og det er dette forstående menneske, der udrækker sin hånd til ondt eller godt, se her.

Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.