Personens evighedsværdi

Det er de mærkeligste tanker, der kan komme over én ved en gudstjeneste. Nu i søndags under højmessen var det såmænd under dåben, at en mærkelig tanke opstod i mit hoved.

For det randt mig i hu, at vi mennesker jo ikke betragter andre mennesker som robotter, og det randt mig i hu, fordi vi netop i dåben var i færd med noget højst menneskeligt, nemlig at give vore børn navne. De skal vokse op og være klar over fra begyndelsen, at de er noget særligt. Med et navn adskiller vi det enkelte barn fra alle andre.

Nuvel, det kan måske ikke helt udelukkes, at det, at denne tanke opstod i mit hoved, havde sin årsag i, at de tre børn, der blev døbt, alle havde usædvanlig lange navne. En overgang var det nok med et fornavn og et efternavn. Men af én eller anden grund synes der at have bredt sig en tendens til igen, ligesom i min barndom, at ville give børnene navne, der indeholdt både faderens og moderens navne. Og så blev det jo nemt til hele fire navne i rad.

Men det har jo altså den for mig lidt overraskende virkning, at med en sådan navngivning er det gjort endnu mere klart, at det enkelte barn har evighedsværdi.

Og læg mærke til det: Dette er en almenmenneskelig tradition. Det er ikke blot kristne mennesker, der får navne, det er alle kulturer, der har det i sig, at børn skal have navne, naturligvis skal de det. Og den kristne dåb giver så det ekstra til denne rent menneskelige tradition, at den understreger det forhold, at hvert menneske har evighedsværdi. Men den gør det jo på den måde, at den vil overbevise os alle om, at det er noget, der ligger i naturen. Hvis nogen vil fornægte det, fornægter man forhold, der i sig selv er naturlige.

Men er der da nogen, der vil fornægte hvert menneskes evighedsværdi?

Ja, det er der faktisk. Og jeg vil på en måde beklage det, men hvis nogen har ment om mit forrige indlæg, at det da var en værre gang muslimbashing, så vil jeg her ikke på nogen måde undskylde det, men snarere begrunde det yderligere.

Lad mig begynde med at gøre opmærksom på forskellen mellem islam og kristendom ved at pege på forskellen i mytologien, eller mere præcist: den forskellige paradisforestilling.

Jeg véd da nok, at kloge folk – det betyder i denne forbindelse: vor tids ateister – vil hævde, at alle forestillinger om et efterliv, om paradis og helvede, er det rene pjat, er forestillinger om noget, der ikke findes. Og jeg må da også i nogen grad gribe i egen barm og indrømme, at jeg ofte gør lidt nar af de muslimske paradisforestillinger. Det gjorde jeg f.eks. her, hvor jeg – lidt for sjov og lidt for at gøre grin med muslimerne – overvejer, om en selvmordsbombemand, der kun får held til at slå én ikke-muslim ihjel, mon derved kvalificerer sig til et lavere antal jomfruer end de 72, der normalt gives som belønning til selvmordsbombere. Nå ja, 36 jomfruer at fornøje sig med synes vel for os ikke-muslimer at være en rimelig god belønning, men hvad så, hvis denne ene kun er en aarhusianer? Dog prøvede jeg ikke dengang at løse dette teologiske dilemma, jeg nøjedes med at opstille det.

Men både min lidt letfærdige omtale af de muslimske paradisforestillinger og ateisternes totale afvisning af den slags tanker kommer let til at overse, at disse forestillinger faktisk indeholder en værdinorm. De sammenfatter i en slags koncentrat, hvad det for en muslim og for en kristen gælder om, hvad der er noget værd her i tilværelsen, hvad der bringer livslykke og hvad ikke.

Der ligger en værdiforestilling gemt i forestillingen om de 72 jomfruer? Ja, der ligger den forestilling gemt deri, at samlejet kun har værdi som legemlig foreteelse, at samlejet ikke knytter sjæle eller personer sammen, men kun er til som noget, der giver manden lystfølelse. Og en forudsætning for denne forestilling er også, at kvinden kun er til som et redskab til mandens tilfredsstillelse, hun har ingen værdi i sig selv, hun er ikke en person, der har evighedsværdi.

For at par år siden lagde jeg Luthers oversættelse af Richardus’ skrift om koranen ud på nettet. I en efterskrift til denne oversættelse, se her, skriver Luther bl.a.:

Således skal også det også bevæge en from kristen, ja vel også en ædel hedensk mand, at der slet ikke er nogen tugt eller ægteskabelig stand hos muhammedanerne, men lutter frit horeliv. For den, der ifølge Muhammeds lov tager så mange hustruer, som han vil, og igen forstøder dem, og tager dem tilbage, så tit han vil, eller sælger dem, osv., han er ikke nogen ægtemand, men en ren og skær horevært eller en vild horejæger. For således har Gud ikke skabt kvinderne, eller forordnet os at behandle dem, sådan som også fornuften, Moseloven og evangeliet lærer os. Derfor er sådanne muhammedanere idel horebørn og et horefolk og holder bryllup ganske som hunde og svin, og der kan der ikke være noget ægteskab eller skin af ægteskab. Og det er intet under, at ørkenens vilde folk har lyst til et sådan frit svinsk liv og meget gerne vil blive tyrker.

Det kan ikke nægtes, at Luther er lidt hård ved muslimerne her. Men kikker man nøjere efter, ligger der i ovenstående citat to bemærkninger, der afsvækker hans anklage ikke så lidt, eller – sagt lidt mere præcist – viser, at det ikke er muslimerne som mennesker, han tænker på, men islam som religion, han har i tankerne.

Den ædle hedenske mand, han mener kan bevæges, kan jo også være en muslim. Og når det ikke blot er Moseloven og evangeliet, men også fornuften, der lærer os at behandle kvinderne ordentligt, og når der jo utvivlsomt findes fornuftige folk også blandt muslimerne, kan man ikke afvise, at en ordentlig og god behandling af kvinderne pletvis kan forekomme hos muslimerne.

Men religionen som sådan med dens bestemmelser og love giver ikke retningslinjer for et ægteskab, men for et horeliv.

Hvorfor?

Ja, fordi religionen ikke tilsiger muslimerne at behandle deres kvinder som mennesker, dvs., som personer, der har evighedsværdi.

Allerede i 1530, hvor Luther udgav ”Om krig mod tyrkerne”, skrev han:

Den tredie ting er, at Muhammeds koran ikke agter ægtestanden for noget, men tillader enhver at tage så mange hustruer han vil. Derfor er det skik hos tyrkerne, at en mand har ti eller tyve koner, og omvendt forlader og sælger han, hvem han vil og hvornår han vil: så at kvinderne i Tyrkiet er overmåde værdiløse og foragtede, købes og sælges som kvæg. Selv om der måske er nogle få, som ikke benytter sig af en sådan fri lov, så gælder den dog, og en sådan lov tillader det for den, der vil gøre det. Men den slags væsen er ikke noget ægteskab, og kan ikke være noget ægteskab, fordi ingen tager eller har en hustru i den hensigt at forblive sammen med hende til evig tid som ét legeme, som Guds ord siger 1 Mos 2,24: Manden holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød; så at tyrkernes ægteskab næsten ser ud som det kyske liv, som krigsknægtene fører med deres frie friller; for tyrkerne er krigere, og må forholde sig krigerisk. Mars og Venus, siger digterne, vil være hos hinanden. (Se her).

Og her siger han jo dog, at der muligvis er nogle få, der ikke benytter sig af muslimernes ”frie lov”. Men heller ikke her vil han anerkende dette som et ægteskab.

Richardus – og Luther – sætter den kristne forståelse af evigheden op som modsætning til den muslimske opfattelse:

Og det er koranens endelige mening og den muslimske trosretning er rettet hen imod at ansætte saligheden til det kødelige og til bugens vellyst. Og de gør ikke det, at de tyder det på en åndelig måde, sådan som den hellige skrift taler om at spise og drikke i himmelriget. (Luk 22,30) For om den ægte, sande salighed, hvor man skuer Gud (Matt 5,8) og vil være fuldkommen i alle dyder, derom siger Muhammed ikke et ord. For han begærer ikke den slags, forstår det heller ikke, men forjætter dem alene det, han selv har lyst til. (Se her).

De to er også ret enige om at gøre lidt grin med den muslimske forestilling om de 72 jomfruer, der gives til de salige:

Men hvis der skal fødes børn ud af den kødelige gerning, så vil der altså fødes mange flere efter opstandelsen end før opstandelsen. Og disse børn kan jo ikke være fuldkomne som deres fædre og mødre, men må være ulige vanskeligere, tåbeligere, mere trængende. Hvordan kan man da sige, at de er salige? Men hvor den kødelige lyst er til stede, er også for kvinderne den kødelige smerte ved fødslen til stede, ligeledes vil børnene også med nødvendighed skulle dø; skal de så også opstå? Videre: de, som fødes efter opstandelsen, kan ikke blive salige, med mindre de tager mange kvinder, derfor må de i lang tid forblive usalige og vente med længsel, indtil der fødes mange kvinder. Og de måtte altså fødes mange flere kvinder end mænd. Man ville altså efter kort tid få et kvinderegime. (Se her).

Nå, dette har jeg blot taget med for at vise, at jeg ikke er den eneste, der tillader sig at gøre grin med de muslimske trosopfattelser.

Det væsentligste er, at Luther og Richardus gør det klart, at den kristne forståelse af saligheden er, at de salige skal skue Gud, eller skal være til fest sammen med ham, en fest, tænker de sig, hvor det afgørende ikke er det, man spiser, men det, at man er med i fællesskabet.

Vi danskere kan, for at få et indtryk af saligheden, med Brorson synge om de salige:

Sandt er det, i så mangen nød/ tit tårestrøm fra kinder flød/ men Gud har dem/ straks de kom hjem/ aftørret på sit skød. (DDS 571,vers 2).

Bevares, alt dette er forsøg på at sige det uudsigelige. Men det er dog, tillige med det bibelsted, der har inspireret Brorson, Åb 21,4, med til at gøre det klart, at det egentlige i menneskelivet er det tillidsfulde fællesskab, f.eks. det fællesskab, der hersker mellem en far og hans barn.

Det fællesskab tænkes i kristen sammenhæng også at skulle herske i forholdet mellem de to køn. Det kan vist ikke siges smukkere, end den ugifte Paulus har sagt det i 1 Kor 7,3-5:

En mand skal give sin hustru, hvad han skylder hende, og en hustru ligeså sin mand. En hustru råder ikke over sit legeme, men det gør hendes mand; ligeså råder heller ikke en mand over sit legeme, men det gør hans hustru. I må ikke unddrage jer hinanden, hvis I da ikke er blevet enige om det for en tid, for at I kan hengive jer til bøn og så komme sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, fordi I ikke kan være afholdende.

Og man må vist indrømme, at der her siges noget andet end det, Muhammed siger, når han befaler kvinden at stille sig til rådighed for manden, også om hun lige har gjort ovnen klar.

-Jamen, alt dette er jo blot gamle, længst gulnede skrifter! Det kan da ikke sige moderne mennesker noget!

Desværre, det er højlig aktuelt. Den kristent inspirerede, men dog naturlige respekt for det andet køn er på besynderlig vis bevaret i vore samfund på trods af den afkristning, der har fundet sted.

Og det muslimske kvindesyn, hvor kvinden er underordnet manden, og hvor den ikke-muslimske kvinde betragtes som frit bytte, er desværre også stadig aktuelt.

Det kan f.eks. ses på den stigning i antallet af voldtægter, der er forekommet som følge af den muslimske indvandring.

Det kan ses på det, der skete en nytårsaften i Køln.

Det kan ses på de ”grooming”-skandaler, der er blevet opklaret i Storbritanien.

Og det kan ses på en advarsel, den kvindelige borgmester i Amsterdam, Halsema, tidligere kommunist, nu grøn-venstrekvinde, har udstedt under overskriften: ”Halvdelen af kvinderne i Amsterdam bliver chikaneret på gaden”, se her.

Det er den pæne avis De Telegraaf, der rapporterer, og det er den ligeså politisk korrekte borgmester, der advarer, så man undlader naturligvis at fortælle, hvem det er, der chikanerer de amsterdamske damer. Men da man senere fortæller, at overtrædelserne inkluderer tvunget ægteskab og kvindelig omskæring, mon man så gætter meget forkert ved at antage, at flertallet af overtræderne er muslimer?

Man kan nævne to årsager til disse forhold.

Den ene er den almindelige muslimske ”moral”. Man prøver at få styr på kønsdriften ved i samfundslivet at holde de to køn adskilte og ved at befale kvinderne at tildække deres ynder, så mændene fristes mindst muligt. Men man tænker i sin store fromhed ikke over, at man med sådanne tiltag forhindrer, at der hos mænd opstår nogen naturlig opfattelse af kvinder. Og da denne fromhed oven i købet ud fra koranens ord opfatter kvinden et laverestående væsen end manden, er enhver form for hensyntagen, ridderlighed eller indlevelse fra mandens side i kvindens liv udelukket.

Når derfor mennesker med en sådan forkvaklet kvindeopfattelse ankommer til et land, hvor kvinder mødes med en naturlig respekt, og hvor de derfor ikke undlader at spille koket på deres køn både i påklædning og i opførsel, så skal der ske et sammenstød, dvs., så vil det næsten uvægerlig udmønte sig i et større antal voldtægter.

Dertil kommer den anden årsag.

Muslimer, altså rigtig fromme muslimer, skal for alt i verden ikke blive som os danskere. De har fra koranen fået i opdrag at udbrede deres religion, islam, og at udbrede islam vil altid sige: at udbrede den med vold. En from muslim er derfor en muslim, der opfatter sig som værende i krig med os vesterlændinge. Og én af de måder, hvorpå de kan skade os, er ved at voldtage vore kvinder. Det er en regel, der gælder i alle krige. Det fortælles, at der forekom rigtig mange voldtægter af tyske kvinder, da russerne havde indtaget Berlin. Og jeg tror det gerne. For sådan markérer man sin sejr.

Ikke blot er det altså sådan for muslimske mænd, at det er tilladt at voldtage ikke-muslimske kvinder, det er også sådan, at de ved at gøre det deltager i Allahs krig mod os vantro. Så det er bare med at komme i gang. Men jo helst på en måde, så man ikke bliver straffet for det.

I en kommentar til en artikel om en voldtægt i Belgien spørger Robert Spencer, se her, hvorfor den slags begivenheder bliver ved med at foregå. Og han svarer ved at henvise til, at en kvinde, der overlevede en bande-voldtægt i Storbritanien, sagde, at voldtægtsmændene citerede koranen for hende og mente, at deres handling blev retfærdiggjort af islam. I Frankrig, fortæller Spencer videre, var der ligeledes voldtægtsmænd, der optog voldtægten på video, lovpriste Allah og påkaldte sig koranen. Og offeret for én af Islamisk Stats jihadistiske voldtægtsmænd husker, at han hævdede, at det ifølge islam var tilladt at voldtage en vantro, oven i købet sagde han, at han ved at voldtage blev draget nærmere til Gud og at det at voldtage var hans bøn til Gud.

-Jamen, dette er jo ganske unaturligt!

Ja, det er det. Og det skyldes, at islam er en højst unaturlig religion. Blot ser den det ikke selv. I sin store fromhed mener den med sådanne forkvaklede opfattelser nøje at rette sig efter Guds befalinger.

Det er derfor, den danske folkekirke i langt højere grad burde sige klart og tydeligt, at den betragter Muhammed som en falsk profet.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.