Professor Mogens Pahuus ved Aalborg Universitet har i sin og Anker Gemzøes bog ”Kaj Munk, digtning og livssyn”, side 286, kritiseret den opfattelse af underet, som jeg med basis i Kaj Munks dramaer har skitseret i min bog om ”Ordet”, den, der hedder ”Et spark til himlens dør”.
Jeg har tidligere, nemlig her, citeret noget af Pahuus’ omtale af min bog, ”tilfældigvis” et sted, hvor han giver mig ret. Han skriver:
Det er sandsynligt, at Riis har ret i, at Munk – som han i et brev til Brix skriver – har haft et ”Borgensgaard-Komplex” i de år, hvor han skrev ”En Almanakhistorie” (i flere forsøg), og at han er blevet inspireret til sin nye opfattelse af miraklet af Selma Lagerlöfs Kejseren af Portugalien (1914). I en artikel fra 1940 siger Munk om denne romans hovedperson Jan fra Skrolykke: ”Og da det omsider var helt ude med ham, da han bare var et Lig paa Bunden af en Fjord, se, da blev han stærk som en Guddom – kunne gøre Mirakler – kunde gøre Frk. Gulleborg fra Stockholm til Klara Fina fra Skrolykke igen”. (digtning 285f)
Her vil jeg imidlertid hefte mig ved det følgende, hvor Pahuus ikke giver mig ret. Lige efter dette citat, hedder det:
Man kan imidlertid nok stille spørgsmålstegn ved Riis’ egen opfattelse af miraklet, når han om både Maren og Jan siger: ”For her sker underet, her finder miraklet sted. Her er stedet, hvor det overnaturlige griber ind i det naturlige. Her sker noget, som vi må opgive at finde naturlige, psykologiske forklaringer på, her slår kun tanken om guddommelig indgriben til” (Riis 217: 220). Her går Riis nemlig ud fra, at alt andet end selvopholdelsesdriften er at tilregne guddommelig indgriben, og det er også psykologisk betragtet en dristig påstand.
Nu ser vi foreløbig bort fra, at jeg jo argumenterer for, at Kaj Munk synes at være enig med mig i denne påstand. For Marc Auchet har argumenteret på lignende måde imod mig i Munkiana nr. 54, side 22ff:
Et af kapitlerne i hans bog [altså i min bog, rr] hedder “Psykologiens utilstrækkelighed”, og der skriver han bl.a. at “alt er ikke psykologi. Du kan ikke hægte alle menneskets handlinger op på det menneskelige driftslivs tilfredsstillelse.” (RR, 199) Men modsat det, han her fremhæver, har psykologien ikke kun med driftsliv at gøre. Den tager hensyn til skjulte mekanismer som forstanden ikke kan styre, f.eks. traumatiske begivenheder, som man har oplevet i sin spæde barndom og som øver en vis indflydelse på ens handlinger langt ind i voksenalderen.
Lidt ligesom Pahuus synes Auchet her at overse, at jeg er i færd med at udlægge noget, Kaj Munk har sagt. Men jeg indrømmer da blankt, at da min og Kaj Munks opfattelse her falder sammen, vil det, jeg forklarer, ikke blot være, hvordan Munk undgår at falde i naturlovsnødvendighedens fælde, men også, hvordan jeg undgår denne fælde. Og det gør det måske nok unødvendig indviklet. Tillad mig derfor at citere en lidt større del af min forklaring end den, Auchet har gengivet. Jeg er i færd med at gennemgå Munks artikel efter fiaskoen med ”En Idealist” i 1928, se her:
Alt er ikke psykologi. Du kan ikke hægte alle menneskets handlinger op på det menneskelige driftslivs tilfredsstillelse. Og finder du andre psykologiske naturlove, du kan heller ikke låse det inde i dem, for den, der formulerer disse love, er på ingen måde mere end et menneske, taler altså samme sprog som alle andre, og disse andre, der lægges ind under psykologiens naturlovsmikroskop, er derfor i stand til at forstå den psykologiske tale og er, i samme øjeblik de forstår, unddraget disse selvsamme psykologiske love.
Forfærdet stirrer kunstneren (og mennesket med ham) på det menneske, der er svinebunden af psykologiske nødvendigheder. »Er det sådan«, spørger han, og religionen svarer ham: »Ja, det er sådan, men det er ikke det hele. Han, der skabte al denne psykologiske nødvendighed, skabte også åndens verden, og åndens verden er stærkere end psykologiens, tager bolig i den, gennemtrænger den og besejrer den«.
Dette sidste: at ånden tager bolig i mennesket, gennemtrænger det og besejrer dets ondskab, det var, hvad Munk i sin iver efter at imødegå Bjørnson ‘glemte’ i »Ordet«. Underet, budskabet fra åndens verden, står dèr ganske uformidlet som en krampagtig påstand, uden at trænge ind i mennesket og derfor også uden at besejre dets ondskab.
Men det korrigerer han med »En Almanakhistorie«. Her har ånden taget bolig i mennesket, har gennemtrængt dets psykologi og taget magt over den, men må jo så finde sig i ikke at kunne erkendes på ligefrem, men kun på åndelig måde.
Det må jo indrømmes, at de psykologer, der beskæftiger sig med menneskets gøren og laden, på ingen måde ser på mennesket som ”svinebunden af psykologiske nødvendigheder”. Nej, man går ud fra, at mennesket, ligesom psykologen selv, er et åndeligt væsen, og derfor undersøger og bedømmer man de åndelige kræfter, tillid, fortrolighed, kærlighed, på samme måde som alle de mindre åndelige kræfter i mennesket: selviskhed, egoisme, selvhævdelse. Og alt sammen søger man at lægge ind i noget forståeligt.
Men forståeligt, hvad vil det sige?
Det vil sige: noget for andre mennesker genkendeligt.
Det betyder jo nu, at hvis ethvert menneske ser sig selv som et frithandlende individ, der ikke på nogen måde er underlagt nogen ånd eller andre ydre kræfter, hvis de altså mener at kunne operere med en psykologisk forståelse af sig selv og de andre i fællesskabet, der helt undgår at tale om nogen indvirkning af åndelige kræfter, ud over dem, der ligger i personen selv, så vil psykologer kunne gøre sig forståelige i et sådant samfund uden at måtte ty til forklaringer, der opererer med åndens indgriben eller den slags ydre indvirkninger.
Det er her, Kaj Munk bliver interessant. For han opererer med en ydre indgriben i de menneskelige forhold. Han tænker sig, at der i det spil, som replikskifterne udgør, kan ske det, at et menneske forvandles, befries fra en fristende løgn, som i Marens tilfælde i ”En Almanakhistorie”, eller får grædt ud og finder fred med sig selv som i Klara Finas tilfælde.
Og én ting er nu, at både Pahuus og Auchet overser, at den forestilling om indgriben fra en åndelig kraft udefra, som jeg afbilder, ikke kun er min teori om den menneskelige tilværelse, den er også Kaj Munks teori. Det er i og for sig en mindre væsentlig ting, bortset fra måske, at de, der ser på skribenters autoritet, selvfølgelig vil være mere tilbøjelig til at overveje sagen, hvis de forstår, at det faktisk er Kaj Munk, der mener således. Nej, det væsentlige er – ligegyldigt, om teorien er fremsat af mig eller af Kaj Munk eller af en helt tredje – om teorien er sand.
Er der virkelig tilfælde i menneskers liv, hvor man må sige, at her greb ånden ind? Går det virkelig sådan for sig i menneskeverdenen, at ånden er en stadig medvirkende årsag til det, der sker? Kan vi virkelig for alvor hævde, at den Gud, som vi ellers nærmest har afskaffet, når det drejer sig om den store verden, både den materielle verden og den sociale verden, genfindes i den nære verden som den kraft, der får tillid til at vokse frem, fællesskaber til at styrkes, menneskelig helhed og sund selvbevidsthed til at skabes?
Jeg har tidligere i min omtale af begrebet ”anagnorisis” prøvet at afbilde menneskelivet set ud fra Løgstrups synsvinkel, med min ”forbedrende” tilføjelse, se her. Her vil jeg prøve at vise det samme ud fra Kaj Munks skuespil ”En Almanakhistorie”, sådan som jeg forklarer det i min bog.
Men først vil jeg godt ”anholde” en opfattelse hos både Anker Gemzøe og Mogens Pahuus. Gemzøe synes i note 38 på side 130 at mene, at den korrektion, som jeg mener, Kaj Munk i ”En Almanakhistorie” kommer med af ”Ordet”, ikke kan tages til følge, fordi ”En Almanakhistorie” kunstnerisk set står langt under ”Ordet”. Og Pahuus skriver på side 286:
Det afgørende er imidlertid, at En Almanakhistorie ikke kan betegnes som en korrektur af Ordet, når det slet ikke er et stykke, der tilnærmelsesvist kommer på niveau med dette.
Den opfattelse er forkert. Det kunstneriske niveau af ”En Almanakhistorie” er ligegyldigt, når det drejer sig om en eventuel rettelse til opfattelsen af, hvad et mirakel er. Munk skriver til Hans Brix den 5-6 1935:
Søde Professor, skal vi brænde Marenspillet? ah, færdig med det! Men for Djævelen, naar der er saa meget godt i det.
Brix har med rette gjort opmærksom på, at Maren i anden akt er skildret som en naiv bondetøs, der falder for en kunstner og oven i købet er dum nok til at gå i seng med ham, men senere i fjerde akt er skildret som en pige med ben i næsen, der nok véd at få klaret ærterne. Det hænger ikke sammen. Alligevel har Munk ret i, at ”der er så meget godt i det”. Det gode, der er – både efter Munks og efter min mening – er de mange eksempler på sindsforvandling, der forekommer. Udover Marens, naturligvis. De rejser det spørgsmål, som det her drejer sig om: er de psykologisk forklarlige? I min bog har jeg overvejet Ingers reaktion på Marens afsløring. Hun reagerer med at sige: ”Har du lidt sådan! Min stakkels pige!” (Se her, replik 473).
Som sagt har Munk sørget for, at vi også får Ingers mening om piger, der kommer galt af sted, at vide. Bagerens Olga har voldt sin mor så ond en sorg; at hun kunne! (replik 202). Så det er ganske mange reaktionsmuligheder, der befinder sig i Ingers hoved – som hos alle os andre i tilsvarende situationer. Og hvilken man griber fat i, ja, det afhænger jo altså af, hvilke de erfaringer er, som vi danner vore reaktionsmuligheder ud fra, men derudover afhænger det af – ja, af vor umiddelbare sindstilstand i øjeblikket, vore umiddelbart forudgående tankemønstre, eller, for at sige det ligeud allerede nu: af om ånden får os overbevist til at gribe den rette reaktion.
Men bagefter, bagefter kan man altid finde den rette forklaring på, at det lige blev den reaktion, der blev grebet. Inger har jo selv mistet et foster, og hun er i sin samtale med Maren i 4. akt blevet klar over, at den lillebror, Maren således ikke fik, optager hende en del. Så det er fuldt ud forståeligt, at Inger, da Maren fortæller, at hun selv begravede sit dødfødte barn, lever med i den smerte, det har været for Maren, og udbryder: Har du lidt saadan, min stakkels lille pige! (Spark, side 213).
Men alle sådanne overvejelser kommer jo altid bagefter. Og i en samtale, hvor tingene foregår med om ikke lynets så dog talens hastighed, reagerer man ikke med lange, villede overvejelser, nej, dèr reagerer man umiddelbart. Og er den rette ånd til stede mellem én selv og den anden, ja, så reagerer man ret. Som Inger gjorde her.
Men netop reagerer.
Det ses måske tydeligere på Mikkels reaktion. Da Maren beder ham om tilgivelse, replik 487, vil han ikke give hende hånd. Han er besat af Borgensgård-stolthed. Og Inger må tage ham i skole: det var forbrydertanker, da han ved hendes død tænkte på selvmord. Og da han spørger, om det er hans skyld, replik 496, siger Inger ja, og begrunder det med, at ”barnet ikke er kommet til os”, Borgensgård-stoltheden holdt hende tilbage.
Og da Andreas har været der igen og sagt, at han alligevel ikke kan gifte sig med Maren, sidder denne stolthed stadig i ham: ”Vi skal ikke have noget givendes her på Borgensgård”, replik 520.
Derfor kan han overhovedet ikke gå med til Marens krav om, at sagen skal meldes til politiet, så hun kan få sin straf for det, hun har gjort: ”Hele sognet skal vide …” (replik 526). Men så hører de kirkeklokken. Og så siger Mikkel:
Den Stemme kender jeg. Det er Gud, der taler gennem Vinternatten. Saadan talte han, med netop den Stemme, ved vort Bryllup, Inger. Ved Børnenes Daab. Ved Mors Begravelse, og siden ved Fars. — Som du vil, lille Maren. Jeg skal sige det til Politiet. – – Var vi tre kommet noget fra hinanden, har vi nok fundet sammen igen (Replik 532).
Flere steder gør jeg tingene op. For eksempel her:
Er vi faste personligheder med hver vore karaktértræk, som med ufravigelig sikkerhed bestemmer, hvad vi gør og siger? Eller har vi i årenes løb fået indbygget i os en masse reaktionsmuligheder, muligheder, der farer rundt i hjernen på os, og er vor reaktion på det, vi møder, bestemt af den andens tonefald, mimik eller holdning? I hvert fald synes resultatet ikke at være bestemt af moden, nøgtern overvejelse, hverken i skuespillet her eller i den hverdag, vi farer rundt i. (Side 214).
Og her:
Sådan ligger der hos både Mikkel og Inger to tankerækker, formentlig blandt mange flere, og da Maren afslører, hvad hun har gjort, griber Inger den ene, Mikkel den anden. Og hvem der griber hvilken, afgøres af – nå ja, vi med vor psykologiske forklaringsmodel vil jo nok skyde det ind under de karaktértræk, der præger den ene og den anden, men spørgsmålet er, om ikke vi burde følge den munkske teologi, der ser mennesket som skueplads for kampen mellem Gud og Satan. Det er jo netop i disse ubemærkede og oversete lynhurtige reaktioner, denne kamp finder sted. (Side 216).
Og Munk holder sig jo her ikke tilbage med antydninger af, at Mikkels gåen-i-sig-selv har Guds indgriben som årsag. Det er kirkeklokken, der får ham til at gå med til at anmelde sagen til politiet, så alle får det at vide.
Men altså: Kan vi gå med til Munks opfattelse af menneskelivet som en skueplads for kampen mellem Gud og Satan? Kan vi finde den Guds indgriben, som vi har skippet i den materielle verden og ladet fare i den sociale verden, i vort samliv med næsten?
Lad mig svare ved at henvise til en ny lovsang, som jeg mener, vi bør begynde at synge.
Vi kan stadig synge med på Brorsons ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, DDS nr 15, for vi betages stadig af naturens vidunderlighed. Og dog er det jo også naturens kræfter, der giver os dræbende tsunamier, voldsomme vulkanudbrud og ustoppelige epidemier. Så ligesom vi er godt i gang med at frydes med Brorson over det, vi ser i ”havets dybe grunde”, rammes vi af disse kræfter og føler os foranlediget til at anklage Gud, så det ”hvorfor”, som hidtil har ligget i baghovedet på os, dukker frem.
Og vi kan også glæde os over sprogets (det vil sige: Guds) magt over vore samfund, så Sovjetunionens bedrag ikke kunne fortsætte, og så også andre staters mummespil er ophørt, Sydafrikas apartheid, Chiles diktatur, Grækenlands, Spaniens og Portugals diktaturer ligeså. Men det blev jo ikke til noget med den evige fred, vi mente, vi kunne forvente efter disse begivenheder. Der opstod blot nye problemer, nye ting, der ikke var, som de burde være, hos os selv, hos de tidligere diktaturer og hos de nye magter, der nu har vokset sig store.
Vi kan godt på begge områder prise og takke Gud for det, han har givet os. Men vi kan ikke sandsynliggøre, at det, der er nået på disse områder, skyldes Gud. Hans tilværelse og hans bagvedliggende indgriben er noget, der må tros. Og tror man på ham, kan man vel godt gribes af en glæde så stor, at man må synge med på lovsangen, men man kan til andre tider, hvor man rammes og rammes hårdt, næsten fristes til at forbande ham.
Men så er der samtalens rum, det nære samliv, livet i vore mere overskuelige fællesskaber. Her lever vi som regel blot umiddelbart, uden at tænke synderligt over de ord, vi taler, eller de mennesker, vi stoler på. Skal vi virkelig følge Kaj Munk og betragte den tillid, vi lever i, som Guds gode gave til os? Skal vi virkelig mene om de fællesskaber, vi er med i, at de udover at opretholdes af vore pæne og imødekommende ord opretholdes af hans ånd? Ja, skal vi mene om vore egne gode egenskaber, omgængelighed, snarrådighed i replikken, selvstændighed i de ord, vi taler, at det er noget, fællesskabet har skabt i os lige så meget, som det er noget, vi selv er skyld i?
Ja, det vil jeg faktisk mene, vi skal. Og jeg vil mene det, dels fordi Kaj Munk som ingen anden har gjort os opmærksom på, at individualismen er en for énsidig måde at betragte mennesket på, og dels fordi han med sine eksempler på ”anagnorisis” har vist os – ikke forklaret os det eller påpeget det for os, men netop vist os – at vi kan forvandles, at vort sind af og til kan ændres i et snuptag, at vor psykologi er anderledes, end psykologerne forestiller sig det: vi er ikke låst fast i vore egenskaber, vi har mulighed i os til at forvandles.
Derfor er der god grund til at istemme en lovsang over de fællesskaber, vi er med i, fordi de ikke blot giver os tryghed og ro i sindet, men også har skabt i os de egenskaber, der fremmer fællesskabernes liv.
Men det må indrømmes, at de fleste andre litteraturforskere ser anderledes på sagen. Jeg kan kun glæde mig over – er jeg overbevist om – at have Munk på min side.
ricardtriis 