Et ukristeligt stykke?

Det er Kaj Munks skuespil ”Ordet”, jeg omtaler i overskriften. Nogen vil nok sige, at det dog er et stift stykke, at kalde dette stykke et ukristeligt stykke.

Ikke desto mindre vil jeg holde fast ved betegnelsen. Jeg underbygger den med den iagttagelse, man kan se af ”Ordets” fjerde akt, dèr, hvor Johannes skælder de tilstedeværende ud, fordi ingen vil støtte hans hænder, når han nedbeder underet, se her, replik 928. Han siger:

det er Jammer og Rædsel, at Gud er god og almægtig, og dog ligger hans Jord i Elendighed, fordi der imellem de troende ikke er een, der tror.

Er der da ingen? ikke en eneste af jer, der kan støtte mine Hænder, mens jeg beder os Underet ned? Jeg siger jer, alt er muligt for den, der tror.

Mellem de troende er der ikke én, der tror”. Det, man skal tro på, for her efter Johannes’ og Munks mening at høre til blandt de troende, er, at det er muligt med troens kraft at opvække en død. Og det er en falsk tro, og det er en falsk kristendomsopfattelse, der vil kræve en sådan tro af sine tilhængere.

Derfor er stykket ukristeligt.

Det vil sige: den modsætning, der i stykket sættes op mellem lægens videnskabstro og Johannes’ tro, er ikke den ægte modsætning mellem kristendomstro og videnskabstro. Kristentroen er karikeret til ukendelighed af Johannes (og af Munk).

Det uheldige er, at eftersom stykket fik succes – især lige efter krigen – formentlig på grund af den sensationelle dødeopvækkelse, og eftersom stykket var skrevet af en i øvrigt tilforladelig kristen præst, er der mange, der antager dets forkyndelse for at være gedigen, kristen forkyndelse. Og ikke sandt, så springer ateisterne til: ”Det er det, vi altid har sagt: de kristne trossætninger er det rene galimatias, uden hold i virkeligheden, stående i modsætning til alt, hvad vi som fornuftige mennesker véd og er klar over”.

Og dette er ikke blot uheldigt, det er også ærgerligt. Og det er ærgerligt, ikke mindst i kraft af, at Kaj Munk netop i slutningen af tyverne er en så flyvsk person, at han afprøver mange forskellige måder at forsvare kristendommen på. Og vel kan man rette indvendinger imod en del af dem, både dramaturgiske og teologiske indvendinger, men tilbage bliver alligevel et billede af en personlighed, der graver utrolig dybt i problemerne mellem den kristne og ateisten.

Den side af Kaj Munk bliver imidlertid sjældent hørt. Og Munk har med sin fastholden ved ”Ordet” selv gjort en del til, at det er denne ukristelige holdning, man tillægger Munk, og ikke nogle af de andre meget mere interessante og meget mere holdbare af Munks opfattelser i tyverne.

Det vil jeg prøve at råde bod på her ved at fremdrage nogle af de mere interessante Munk-udtalelser fra tyverne fra min bog om skuespillet ”Fra Tidehvervet”, den, der hedder ”Mennesket, person eller robot”.

Men først vil jeg godt lige omtale et par replikker fra ”Ordet”, som viser, at Munk ”holder med” ateisten doktor Houen.

I et replikskifte mellem præsten og lægen, hvor præsten giver en udmærket forklaring på, at et brud på naturloven ville være et brud på Guds verdensorden (replik 735), hvor lægen så spørger efter Kristi mirakler, og hvor Munk så lader præsten snuble lidt over ordene, i dette replikskifte lader Munk lægen slutte med at hævde, at

Nej, min gode Pastor Bandbul, der er aldrig her i Verden sket og vil heller aldrig ibidem ske noget, som ikke den tilstrækkeligt kyndige og sikre Opsporer vil kunne paapege en naturlig Aarsag til. (Replik 738).

Dette er, siger præsten som svar, en trossag. For videnskaben, lægevidenskaben inklusive, har endnu ikke analyseret verden til bunds. Man har f.eks. ikke kunnet forudberegne Sovjetunionens fald, jf. mit indlæg forleden. Og selv om lægen hævder i replik 731, at han har kunnet følge alle de naturlige tråde i det mirakel, der er opstået derved, at Inger er faldet i søvn, så har han jo ikke kunnet forudse, at hun senere ville afgå ved døden, noget, Munk dog ikke finder anledning til at skyde ham i skoene.

Når Munk i ”Ordet” ikke indtager nogen angrebsposition overfor videnskaben, tror jeg, det hænger sammen med, at han hele tiden betragter underet til sidst, dødeopvækkelsen, som kristentroens triumf. Hvad den jo på ingen måde er. Den er ikke blot mod al videnskab, den er imod al menneskelig erfaring, og den er imod den kristne tradition: Munk er den første i kristenhedens historie, der har hævdet noget så absurd.

Og så til nogle eksempler på Kaj Munks forestillinger om tro og viden, forestillinger, som vi i vor betagelse af dødeopvækkelsen i ”Ordet” går glip af.

I den ikke udgivne roman ”Pastor Erling til Klitte” lader Munk en godt beruset teologisk student komme med en række indvendinger imod videnskaben:

Det gælder Sandheden under alle Forhold, råber du. Nej, det gælder for mig kun om Sandheden i det Forhold, hvori jeg er nu. Det vil sige: Sandheden — det gælder om ikke Sandheden, hvad skal vi med den? Nej, mine Damer og Herrer, det gælder Livet. Kampen for Livet er Menneskets Adel, Kampen for Sandheden dets Tidsfordriv, dets Leg. Naar vi vil udforsker Musklernes Virken og Hjernecellernes Funktion, naar vi vil skrive om Fuglenes Træk og Dyrenes Færden, naar vi vil opfinde Sprængstoffer og Flyvemaskiner og opdage Nordpoler og Tyfusbaciller, naar vi vil tænke os Oldtidsfolkenes Liv, kort sagt, naar vi vil fornøje os og lege, saa bør vi bruge den Tankens Rangle, Gud gav sine Børn, ja, mine Tilhørere, vor Tanke, der er af denne Verden, bør vi bruge over for denne Verdens Ting, men aldrig løfte denne stykkevise Tingest op fra Skinnets og det forgaaendes Verden, dens egen, for at bruge den over for Virkeligheden, Helhedens og Aandens Rige, som overgaar al Forstand. (Se her, afsnit 29).

Lidt senere hedder det:

Fandens Rangle, ja, det er det timelige — i Stedet for at bøje sig dybere og dybere ved hver ny Opfindelse og Opdagelse og Forskningsresultat i svimlende Taknemmelighed for ham, der gav dem dette skønne Stykke Legetøj, saa holder de ham den for Næsen og praler: “Kan du se, kan du se!” Og Vorherre smiler sagtmodig og nikker og siger: “Jamen det var jo da egentlig ikke Meningen.” Men de rangler videre, rangler med deres Aarsagsnødvendighed Livet i Ansvarsbevidsthed sønder og rangler med deres Udviklingslære Evighedsbevidstheden bort, de rangler sig selv og os alle i Dødningedans; Utilgivelighedens Synd tegner de, for de løfter det stykkevises profane Tanke mod Helhedens hellige Aand. Til syvende sidst — hvad skal vi med det hele — svar mig alle I, der kaster jer i næsegrus Exstase til Knusning under Videnskabens rullende Hjul, hvad skal jeg med jeres Telegrafer og Flyvemaskiner og Kort over Afrika, naar I som Betaling tager det fra mig, der gav mig Lyst til at bruge det.

At man med videnskabens fremskridt har fjernet ansvarsbevidstheden fra tilværelsen, det er jo sandt nok, for hvis mennesket helt og holdent ligger under for naturlovsnødvendigheden, bliver der ikke nogen frihed, noget selv eller nogen person tilbage, som man kan placere et ansvar på – og så opdager man jo som regel ikke, at det ”man”, der skulle placere ansvaret, selv er et ansvarsløst individ.

I et brev til Niels Nøjgaard fra 1925 prøver Munk at lægge alt ind under Guds almagt, både godt og ondt. Det hedder her:

Kun saa meget: tror et Menneske paa Gud, Himlens og Jordens Gud, eller maaske rettere: (3) er Gud til, er det saa ikke saa knippelskendrende, lusende, lasende, krakkende, sjipkapassende ligegyldigt, hvad Mennesker tror og mener – og gør? Har den Kristne, den fromme Kristne, den endnu mer end Frans af Assisifromme, har han det ikke saadan, at han takker Gud for Søster Sol og Broder Maane, selv om saa Solen en Dag svider i Ørkenbrand alle Blomsterspirer af, og Maanen skinner over Damhusmordere og gode Familiefædres Parren sig med drukne Skøger? Er til syvende og sidst ikke Jorden Guds Jord, hvordan den end er? er Synden ikke en Del af Guds Væsen, en Tjener for hans Herlighed? Er Gud ikke baade Salmesyngeres og Gudsbespotteres Gud? Er Gud ikke Mangfoldighedernes Eenhed og de spredte Tings Hele? Gælder det saa ikke den Dag i Dag at: se, alt er saare godt. Og bør jeg ikke kæmpe mod det ”onde”, fordi jeg ved, at det onde er Guds Vilje, og det, at jeg kæmper mod det er Guds Vilje, og dette sidste er netop hans Vilje med mig (ubegrundeligt, derfor rigtigt.) (Fra min bog ”Mennesket, person eller robot”, side 26).

Det er ikke god teologi at regne synden med til Guds væsen, men Munk vover det her. For han prøver her at gå op imod logikken, eller måske i virkeligheden at give logikken alt for meget. Men han fastholder normalt ikke denne position. Bortset måske fra et sted i ”De Udvalgte”, se her, replik 409-411:

David: Men Budet da, Batseba? Det er dog ogsaa Jahve. Lynet, der knitrer ud imod mig fra Bogrullens Tordensky: “Hor tør du ikke bedrive” — det har dog ogsaa hans Vælde i sig. Kæmper da Jahve mod Jahve inden i mig? Skurer hans Guddomskræfter imod hinanden i mit Menneskebryst? Jeg kan ikke bære det. Jeg gaar til Grunde. Jeg er en Ø, der trampes i Havet under Elefanternes Kamp.

Batseba: Maaske skal du ende saa stort. Har du fjernet dig alt for langt fra din Ungdom, ladet uværdige styre for dig, hygget dig i Røgelse og Salmesang, saa rejs dig, David: se, jeg er Synden, Synden fra Jahve, den, der giver dig ogsaa Faldets bitre Storhed, for at du kan være virkelig stor.

David: Batseba! Batseba! der staar Luer ud fra dit Legem som fra dine Ord. Saa kaster jeg mig i din Elskovs Baal. Lad det dølge mig for hans Vrede. (Drager hende med sig ind i Ruinen.)

Her er dog situation en noget anden. Her benyttes denne tanke om Guds altgennemtrængende kræfter som undskyldning for at give efter for begæret. Ikke desto mindre lader Munk hen mod slutningen profeten Natan sige, replik 951:

Israel, saá siger Jahve: den, der sad højt paa min Arm, slap, og jeg slap, og han faldt i det Dyb, hvor kun min Fod har Fæste. Skylden er min og hans, og ingen Menneskehaand mægter at rede de Traade ud, og hvo paa Jord tør saa dømme?

Men det mest geniale er måske alligevel den lille afhandling, som tænktes sendt til Niels Nøjgaard, men vist aldrig kom af sted, og derfor ligger på Forskningscentret. Her skriver han (min bog, side 40):

Aldrig vil jeg raabe Smædeord efter Videnskaben. Jeg højagter den; den laver os Flyvemaskiner, genfremtryller os Oldtidens Liv, finder Kræftbakterierne, regner os Buerne til Kølnerdomen ud, fortæller os Sandheder om Stjernerne; og den gør det ved at tro blindt paa Regelbundethed. Hvor er det dog et sandt Ord, at hvor man har sin Begrænsning, har man sin Styrke.

Og så finder han videnskabens begrænsning. Den ligger i mutationen. For mutation opstår, når reglen sprænges. Mutation opstår ud af de rene tilfældigheder. Og det vil sige, at det, vi berømmer videnskaben for: at den kan finde livets nøgle for os, forklare os udviklingen fra éncellet væsen til højt specialiserede arter, som f.eks. mennesket, det bygger på uberegnelige tilfældigheder. Bagefter, bagefter kan vi måske se en vis sammenhæng, men beregne mutationer og mutationers muligheder for udvikling på forhånd, det lader sig ikke gøre. Var det tre eller fem gange, livets udvikling brat blev afbrudt af meteornedslag, så dinosaurusserne ved sidste nedslag uddøde? Tilfældighed på tilfældighed.

Og alt dette har Munk indset, så han kan komme med denne velunderbyggede indvending.

Ikke desto mindre trækker han denne indvending i land i det næste, han skriver:

Man svarer mig: Mutationen er ogsaa en Regel, vi en Dag vil udfinde. Jeg svarer: Vexler paa Evigheden er ellers Kirkens Sag. Men tro det da, naar du vil tro; jeg tror ogsaa noget, og min Tro er saa god som din.

For hvis man på den måde vil ekstrapolere de videnskabelige resultater, så man regner naturlovsnødvendigheden for virkelig altgennemtrængende, så bevæger man sig ind på troens område. Og så afgøres tingene – og nu er det min teologi, der gør sig gældende – ikke ved undersøgelser af omverdenen, men ud fra spørgsmålet: Vil du leve ud fra den tro, at livet er gudskabt og derfor godt?

Og mærkelig nok, det vil jo de fleste videnskabsmænd. I hvert fald lever de i den tro, at livet er godt. At det er gudskabt vover de ikke rigtig at sige. Og dog er det derfor, vi kristne tror: vi synes, der bør være overensstemmelse mellem den måde, vi lever vort liv på, og den tro, vi har.

Nuvel, jeg har så slet ikke blandt disse tankefragmenter nævnt skuespillet ”Fra Tidehvervet”, som jeg betragter som det mest lysende eksempel på et svar på spørgsmålet om spændingen mellem tro og viden. Men det skuespil har jeg som sagt skrevet en hel bog om, så det lader jeg ligge i denne omgang.

Her vil jeg gå videre ved at pege på en mærkværdighed ved Munk. Han formår at fastholde de mest modsigelsesfyldte modsætninger i sit sind. Han formår at bevare rester af sin pietistiske opfattelse midt i alle disse angreb på videnskaben.

Jeg har konstateret to pietistiske brokker i hans teologi. Den ene brok er forholdsvis uskadelig. Munk deler med andre pietister den opfattelse, at Gud gennem forskellige små vink kan tilkendegive overfor et menneske, hvordan det menneske kan hjælpe Gud med at udbrede kristendommen. Men den sande pietist siger aldrig direkte, at det og det er et vink fra Gud. Han benytter sig af et kodesprog, som kun andre pietister forstår. Munk kan således i sit svarbrev til pastor Fibiger, se her, sige, at Fibiger af den anekdote, Munk har fortalt – det er anekdoten om, hvordan drengen Kaj blev overbevist om, at Peter Emmike ville blive opvakt, selv om han var død – vil kunne se, hvor tidligt han vidste sig udset til at skrive det stykke om underet. Og han kan i et brev til Niels Nøjgaard i januar 1931 sige, at han har fået den indgivelse, at han skal være præst i Berlin. Men Nøjgaard, der ikke kender det pietistiske kodesprog og derfor ikke aner, at Munk mener, det er Gud der har indgivet ham den tanke, betragter det ligeud som et ønske fra Munks side.

Det er en sådan forestilling om en indgivelse fra Gud, der præger Johannes, når han i ”Ordet”, se her, replik 926 siger, at han ligget i ensomheden og sneen indtil han blev varm og fik lov, altså fik lov til at opvække Inger. Men jeg skal indrømme, at i sammenligning med dødeopvækkelsen er dette en mindre mærkelig ting.

Den anden pietistiske brok, der ligger ufordøjet i Munks sind, er tanken om helbredelse ved tro eller helbredelse ved bøn. Den tanke er ikke helt uden bibelsk fortilfælde. I Mark 16,17f omtales en række tegn, der skal følge ordets forkyndelse: disciplene skal uddrive onde ånder og lægge hænder på syge, så de bliver raske. Og der har da også i kirkens historie optrådt prædikanter, der har formået at uddrive onde ånder.

Bjørnstjerne Bjørnson har i sit skuespil ”Over Evne” skildret en præst, der havde sådanne undergørende evner. Men han lader præsten dø i sidste akt, og han forklarer i en note de undere, præsten foretog, som chokvirkninger på psykiatriske patienter, altså ikke som mirakler, men som forklarlige psykiatriske tilfælde.

Det er én af de ting, der får Munk til at skrive et stykke om en dødeopvækkelse: han har villet imødegå Bjørnson og hævde, at undere faktisk kan forekomme.

En anden ting er det dødsfald, han har oplevet, vel nok det første meningsløse dødsfald, han oplevede i sit embede i Vedersø: at Marie Sand døde i barselsseng tillige med det barn, hun fødte.

Specielt det sidste har været en faktor, der har fået ham til at tilsidesætte alle hensyn til sandsynlighed og videnskab og almindelig jordnær erfaring og skrive et stykke om en dødeopvækkelse. Det er den pietistiske forestilling om helbredelse ved tro, der her udvides ud i det absurde til dødeopvækkelse ved tro. Og så er vi ude over alt, hvad der har med kristendom at gøre, så er vi ovre i psykologiens verden, altså ovre i Kaj Munks psykologi, en psykologi, der tiltaler mig meget, fordi jeg fornemmer en utrolig sårbarhed og direkte hjælpeløshed hos Munk, stillet overfor det meningsløse i Marie Sands død.

Denne sårbarhed indrømmer han to gange. Han skriver den 5-2 1932 til Det kongelige Teaters censor, Einar Christiansen:

Nu skal De høre min Mening om det Skuespil. Saadan et Stykke kunde jeg ikke skrive mere. Men dengang var jeg ung, og mine Nerver var blottede; nu har jeg lært at kunne taale at se Folk græde. Men dengang havde jeg Fantasi og Trods til at sparke til Himlens Dør for at standse den Graad. Saa skrev jeg ”Ordet”.

Her skelner Munk mellem dengang og nu, mellem sig selv i 1925 og i 1932. Og nu har han ikke blottede nerver, nu har han lært at tåle at se folk græde. Derfor kan han ikke skrive et stykke om en dødeopvækkelse her i 1932.

Noget lignende skriver han i programmet til førsteopførelsen den 2-9 1932. Her hedder det:

Jeg var ung, da jeg skrev disse 4 Akter, kunde det ikke nu mere, ung, saa al Verdens Lidelse, naar den kom mig for Øje, ogsaa blev min. Men ældre er jeg endnu ikke blevet, end at jeg stadig bevæges dybt, hvergang jeg her i Stykket fornemmer mit eget unge Hjertes bange Slag.

Jeg har citeret begge disse steder i min bog ”Et spark til himlens dør”. Det første citat bruger jeg som vignet, det andet står på side 74.

Men da han, efter at stykket – vist for ham selv lidt overraskende – har fået succes, føler sig forpligtet på at forsvare dødeopvækkelsen, glemmer han alt om sine blottede nerver og forsvarer opvækkelsen af alle kræfter.

Desværre glemmer han også alt om de udmærkede argumenter om forholdet mellem tro og viden, han andre steder har fremsat. Eller – for at være nøjagtig – han glemmer det, indtil han i oktober 1932 møder pastor Fibigers argumentation om, at stykket ville have vundet, hvis det var synden og ikke døden, han ville bekæmpe, f.eks. ved at lade stykket handle om en konflikt mellem en fristende løgn og en frigørende sandhed. For de ord sætter noget i gang i ham. De får ham til i 1935 at skrive et stykke om netop det, en fristende løgn, der bliver tilintetgjort af en frigørende sandhed, sådan som jeg skildrede det for et par indlæg siden, se her.

Desværre får selv denne rettelse af dødeopvækkelsen ham ikke til at trække ”Ordet” tilbage. Formentlig, fordi han derved ville tilintetgøre sin inspiration, for han véd, at stykket er et resultat af hans inspiration, og for hans digtekunst gælder dette ord: ”Intet over og intet ved siden af inspirationen”, se her.

Men det behøver vi jo ikke være bundet af.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Historie og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.