Den 13. februar skulle Kaj Munks skuespil ”Ordet” have premiere på Aarhus Teater. Kaj Munk Selskabet havde fået et antal fribilletter, og jeg fik som ét af bestyrelsesmedlemmerne lov til at få en billet. Desværre blev forestillingen aflyst, så ved middagstid den 13. fik jeg en opringning fra vores formand: Ingen forestilling i aften.
Det er måske troligt, at vi får et tilbud til en senere forestilling, men om vi gør, vides ikke i skrivende stund. Og jeg har endnu ikke fået mig taget sammen til på eget initiativ at tage til Aarhus for at se stykket.
Imidlertid er min interesse for dette stykke blevet genopvakt (dog ikke fra de døde) ved denne invitation, og jeg har derfor dels skrevet en del om det her på bloggen, og dels læst de anmeldelser, jeg har kunnet få fat på uden de helt store anstrengelser. Det drejer sig om en anmeldelse i Aarhus Stiftstidende, se her, én i Kulturnyt, se her, én i Lokalavisen, se her, og én i Information, se her.
Hvis man sammenligner med de anmeldelser, jeg har refereret i min bog om ”Ordet”, den, der hedder ”Et spark til himlens dør”, er det mærkeligt at se, at mens de nutidige alle på én eller anden måde accepterer dødeopvækkelsen til sidst, så var anmelderne i 1932 anderledes skeptiske. Frederik Schyberg skriver i ”Dagens Nyheder”, at ”Stykket er den mest betvingende prædiken, jeg har hørt – beundringsværdig, selv om man må tage afstand fra dens konklusion”. Og Svend Borberg skriver i ”Politiken”, at ”vi tror ikke på underet. Vi tror vel på kendsgerningen, men ikke at den repræsenterer et under”. Og han bebrejder Munk, at han ”ofrer sin ide for en vits”. Her tænker han på lægens bemærkning i ”Ordet”, se her, replik 944, at ligsynsmandsinstitutionen skal afskaffes. Henning Kehler beretter, at der ved denne bemærkning skyllede en latterflod gennem teatret. Derfor kalder Borberg det en vits.
Men i vore dage synes miraklet uden videre at godtages. Det kan hænge sammen med, at alle véd, at der i ”Ordet” forekommer et mirakel, det kan skyldes, at netop ”Ordet” af alle Kaj Munks dramaer er blevet optaget i Kulturministeriets kanon for scenekunst, det kan være, at man på Aarhus teater har udeladt denne lægebemærkning, ligesom den var udeladt af Carl Th. Dreyer i hans film ”Ordet”, og det kan have med det at gøre, at stykket på Aarhus Teater er sat op med baggrundsfotos, med baggrundsmusik, med store følelser involveret, så man over alt dette teaterhalløj glemmer, hvad stykket egentlig vil sige.
Hvis det da vil sige noget!
For det er min anke mod ”Ordet” i dets oprindelige skikkelse, at det egentlig ikke har noget budskab. Det vil kun have os til at tro på miraklet. Men hvad vi skal bruge denne tro til, hvordan den kan have indflydelse på vort dagligliv, det hører vi intet om.
Og jeg er bange for, at jeg vil blive nødt til at gentage denne anke, hvis jeg skulle komme til at se stykket.
Ja, vi får på forhånd at vide, at stykket skal vise os kærlighedens kraft. Og de fire anmeldere gentager da også pligtskyldigt denne påstand fra et interview med instruktøren, Anja Behrens, se her.
Anmelderen i Lokalavisen, Bente Tahmasbi Hansen, har talt med nogle af skuespillerne. Og de, der spiller Mikkel Borgen og Peter Skrædder, er enige om, at konflikten mellem de to spiller en afgørende rolle. Morten Suurballe, der spiller Peter Skrædder, siger:
Jeg synes, at stykket handler om at have ret, at få ret og at tro, at man har ret til at udøve ret ind over andres tro og til at dømme dem, man ikke synes er rettroende.
Hvis stykket handler om det, så er miraklet puttet hen i en krog. Og det er måske også instruktørens mening. For Anja Behrens giver Suurballe ret:
Anja Behrens er enig og undrer sig over de mange konflikter religion skaber i verden.
“Hvorfor bruger vi så meget tid på at definere hvad, der er den rigtige trosretning og i en grad, så vi nogle gange kommer i krig?” spørger hun.
“Vi må have et fælles mål om, at der skal være kærlighed. Vi kender det fra børn, der er helt upåvirkede af rigtigt eller forkert og som rummer kærlighed i den reneste form,” påpeger hun.
Det er netop den helt rene kærlighed og urokkelige tro, som får miraklet til at ske i ‘Ordet’. Man kan kalde det, hvad man vil, og man kan tro eller lade være, men Inger vågner helt sikkert op fra de døde hver aften på Aarhus Teater.
Læg her mærke til, hvordan Behrens skifter fokus! I andet afsnit herover er det konflikten mellem Borgen og skrædderen, der er på tapetet. Og sandt nok, den konflikt viser sig i voldsanvendelse af Borgens side og i forbandelse fra skrædderens side. Men da Inger ligger i kisten, kommer Peter Skrædder og tilbyder, at Anders kan få Anne; han fortryder, at han ikke, som Jesus påbyder, vendte den anden kind til (replik 876ff). Og nu vil han bringe det sonoffer, at Anne kan føres til Borgensgaard.
Er det kærlighed, der her viser sin kraft? Måske. Men den kærlighed, Behrens taler om i det tredje afsnit, er noget helt andet, er et barns kærlighed, kærligheden i den reneste form. Og, hævder så anmelderen, det er den helt rene kærlighed og den urokkelige tro, der får miraklet til at ske.
Men anmelderen er vist alligevel lidt usikker, siden hun slutter, som hun gør: at det, der er helt sikkert, er, at Inger vågner op fra de døde hver aften på Aarhus teater.
Og den usikkerhed forstår man godt. For hvis Peters fortrydelse er udtryk for kærlighedens kraft, så er denne kraft helt og holdent hans egen. Der er ikke tale om, at underet inspirerer ham, så det er det, der får ham til at handle, som han gør. Han lader jo Anders få Anne, før Johannes opvækker Inger. Og så kan underet ikke være udtryk for kærlighedens kraft.
Hvad er i det hele taget miraklets funktion hos Munk udover at være en påstand ud i det blå om, at vi som kristne så sandelig skal tro på, at miraklet er muligt? Det må indrømmes, at Munk anvender hele teatrets illusionskunst for at liste underet ind i os, og det er desværre lykkedes ham alt for godt. Så godt er det lykkedes ham, at alle i dag véd, at der forekommer en dødeopvækkelse til sidst, og at vi alle af hensyn til Kaj Munks gode navn og rygte lader, som om vi tager det alvorligt. Men i de nævnte anmeldelser er det dog skubbet godt til side. Det er der, men det er ikke hovedsagen.
Man fokuserer på alt muligt andet.
Stiftstidendes Kirsten Dahl gør således meget ud af begrebet nøgenhed. Johannes er nøgen ved stykkets begyndelse, og i slutscenen afklædes Inger og iføres et ligklæde. Dahl fortsætter:
Johannes [er] et menneske, som har mistet sin elskede forlovede Agathe, mens Inger – i en bevidst lang og smerteudtryksfuld scene – har aborteret en lille dreng og ladt en far alene med to døtre. En far, Mikkel, som i Mathias Flints nærværende og nuancerede spil, siger til sin far (der givetvis ser endnu en sindssvækket søn for sig), at han ikke tror, han kan klare at miste Inger. De to tableauer – og resten af forestillingen – illustrerer med sanselig tyngde, at det som er kernen i Kaj Munks drama er liv og død. Kærlighed og had. Smerte og udfrielse af smerte. Tro, tvivl og mirakel.
I Lokalavisen hedder det:
Mathias Flindt spiller den ældste søn i en grundtvigiansk familie. Han gennemgår det helt store drama, da hans kone mister deres andet barn og dør af det. Alle følelserne bliver spillet helt ud over scenekanten.
“Det er en fysisk kraftpræstation, for vi arbejder med de helt store følelser. Samtidig er det meget komprimeret, fordi nogle af mellemregningerne er klippet ud. Det kræver nøje forberedelse at springe ind i de højspændte scener,” siger Mathias Flindt.
Så jo, der er en sårbarhed til stede hos personerne. Og den sårbarhed kan vi leve os ind i. Men hvad skal vi egentlig med miraklet? Det kan vi jo ikke leve os ind i. Det står der blot som det helt fremmede, som noget, vi end ikke tør drømme om, eller som noget, som vi godt véd vil skuffe os utroligt, hvis vi alligevel vover at drømme om det.
Men alle disse følelser, som anmelderne gør et stort nummer ud af, får jo deres kraft deraf, at alle vi tilskuere og alle personerne på scenen, bortset fra den sindssyge Johannes, véd, at dødeopvækkelser ikke finder sted. Mikkels hjertegribende sorg griber os stærkt, fordi han (og vi) véd, at han med hendes død adskilles fra hende for resten af livet. Hvad jo for resten det vielsesritual, som han sagde ja til, da de blev gift, tydeligt sagde: ”Til døden skiller jer ad”. Hvad skal så dødeopvækkelsen til for? Hvad er den andet end et stædigt forsøg på fra Munks side at overgå Bjørnson?
Det er måske lidt frækt, hvad jeg her vil gøre, men når nu anmelderne tager lidt let på denne dødeopvækkelse, vil jeg gøre det alligevel, nemlig citere lidt fra et læserindlæg, som Chr. Reventlow skrev den 1-12 1933. Han skriver bl.a.:
Men en troende Kristen vil vist noget forbavset spørge: Fordi Jesus — der ogsaa efter Munks Forklaringer er Gud — har opvakt en Død, følger deraf ogsaa, at et ganske almindeligt — eller et ualmindeligt forstyrret – Menneske opnaar den samme Magt — bare han »tror«? Og — hvorfor opvækker han da ikke samtidig Moderens døde Barn? At dette er klippet i Stykker, er jo ingen Hindring for Miraklet. Ganske vist synes det helt at være blevet glemt, undtagen af Moderen. Thi da hun vaagner til Liv, er det mærkelig nok slet ikke Glæde over Gensynet med det omstaaende Publikum, hun giver Udtryk, men hun spørger uvilkaarligt efter Barnet. Og herpaa faar hun det banale Svar: Ja, Inger, ja, det lever hjemme hos Gud!
Et banalt svar? Tja, det er det måske. Men det dog et svar af samme ”banale” kvalitet, som Borgen prøver at trøste Mikkel med før opvækkelsen, replik 897. Man plejer at tage Mikkels svar som et bevis på, at Mikkel ved at se miraklet er blevet forvandlet fra en vantro til en troende. Og det er sikkert sandt. Men modsat mange af de sindsforvandlinger, Munk i øvrigt fortæller om i sine dramaer, er dette dog en fuldstændig udvendig forvandling, der nærmest af Gud tvinges igennem. Sådan plejer Gud ikke at opføre sig.
Nå, man kan jo formode, at Anja Behrens har klippet den replik bort.
Men hvad hun ifølge stiftens anmeldelse ikke har klippet bort, er replik 629, hvor Mikkel siger til sin far, at han ikke tror, han kan tåle at miste Inger, og siden beder ham om at leve, til Anne og Anders bliver gift, replik 633. Her antyder Mikkel, at han tænker på at begå selvmord, en tanke, som han indrømmer at have haft i ”Ordet II”.
Jeg véd godt, at Munk med denne antydning vil understrege Mikkels fortvivlelse. Og det er vel også derfor, at Behrens har medtaget denne replik, for i hendes gengivelse skal de helt store følelser være på. Men hvor realistisk er det? Jeg mener, forældre er dog bundet til deres børn. Og ligesom Inger er bundet til sit barn – hun spørger efter det, da hun opvækkes – sådan er vel også Mikkel bundet til sine to døtre. En sådan bundethed har jeg da for øvrigt ret utilsigtet anvendt i min alternative slutning, hvor jeg lader det være Johannes’ samhørighed med Maren, der får ham til at ønske at kunne gå fra det ”nådige vanvid” til det ”villede vanvid”, se her.
Lidt speciel er anmeldelsen af Ambjørn Happy i Kulturnyt. Han bekender sidst i anmeldelsen, at han er ateist, han tror ikke på Gud, nej, han tror på mennesket. Og alligevel sætter han en overskrift på sin anmeldelse, der hævder, at stykket løftes til mytiske højder, og at det er scenografien, der løfter stykket derop. Han skildrer alle de tricks, scenografen har benyttet sig af, og skriver så:
Det er genialt, synes jeg. Han gør Ordet mytisk. Trækker den op på et højere plan. Mennesket står varmblodigt midt i livet, i en religiøs ramme som gamle mænd har sat op.
Nu véd jeg ikke rigtig, hvad han mener med ”mytiske højder”, måske det er nogle rammer, som gamle mænd har sat op. Men hvis han vender sig imod disse gamle mænds rammer, hvorfor nøjes han så med at skildre disse rammer, hvorfor stiller han ikke det spørgsmål, som vel for en ateist må være naturligt, hvad disse rammer skal til for. Hvorfor ikke lade de store følelser stå for sig selv uden den ramme, som dødeopvækkelsen vil være? Hvad skal disse ”mytiske højder” til for, dèr lever vi jo ikke? Ja, disse rammer kan vi dårlig nok forstå, selv om de poppes op med diverse teatertricks.
Måske også de andre anmeldere skulle gøre lidt mere ud af at afsløre fidusen, den fidus, at alle disse udenomsværker skal til for at tilsløre det uhørte ved dødeopvækkelsen, for at gøre den til noget, vi naturligt går med til. Hvis de gjorde det, ville det blive mere naturligt for dem at spørge, om ikke følelserne i al deres fylde ville stå klarere, hvis dødeopvækkelsen var borte, hvis det hele endte med, at Inger blev i sin kiste, hvis for eksempel Mikkel var løbet ned til vandhullet for at drukne sig, men var blevet holdt tilbage af Maren, der kaldte på ham.
Anmeldelsen i Information af Emilia Therese adskiller sig ikke nævneværdigt fra de andre anmeldelser. Hun nævner samtalen mellem den sindssyge Johannes og præsten:
”Véd De, at De er sindssyg”, siger Christian Hetlands præst til Johannes ved deres første møde.
Men er det Johannes eller resten af verden, der ikke ser klart?
”Du tror på mine mirakler for 2000 år siden, men ikke på mig nu,” råber Johannes.
Og selv om alle er imod ham, er det Johannes og den uskyldsrene barnetro frem for præstens bønner, der til sidst udvirker de sande mirakler.
Det vil sige, replik 196 har Behrens taget med, den, hvor Johannes hævder, at han har gjort præstens paraply til en slange. Men jeg gætter på, at hun ikke har ladet paraplyen bag præsten blive til en slange. Munk har heller ikke tænkt, at den ved et teatertrick skulle blive det. For han har ikke ulejliget sig med at spekulere videre på, hvor slangen mon kan være kravlet hen. Nej, for i denne akt nøjes Munk med at vise Johannes som sindssyg, det er først i tredje akt, at Munk ved at lade Johannes’ syner af døden vise sig at være sande får listet den tanke ind i os, at Johannes måske virkelig kan udføre et mirakel.
Men ærlig talt, når et teatertrick ses så tydeligt, må så ikke vi og diverse anmeldere sige, at så let lader vi os nu ikke narre? Dog lader selv Informations anmelder sig narre: er det mon Johannes, der ser klart? spørger hun.
Og det er også lidt mærkeligt i denne anmeldelse at læse en mellemoverskrift ”Når ord er overflødige”, når det er ét af Kaj Munks værker, det drejer sig om, han, der om nogen lagde vægt på ordet, på replikken. Men det er sikkert et godt udtryk for den tendens, der har præget instruktøren og måske i det hele taget det nyere teater: man benytter sig af symboler, Ingers forklæde er kridhvidt som en modsætning til de andres sorte dragter, bagvæggens fotos er holdt i det sort-hvide, i stedet for ord benytter man sig af handlinger og kropssprog. Der er, siger Emilia Therese,
Enkle, men stærke optagelser, der både underbygger den dystre stemning i fortællingen og bliver et ekstra visuelt udtryk for den mentalitet, der præger menneskene i Ordet.
Det betyder, at
Ordet begynder som hardcore realisme, men ender i det 20. århundredes spirende mysticisme, hvor det umulige er muligt og mirakler på teaterscenen er acceptable.
Men i denne opfattelse af stykket:
Den skildrer den barske virkelighed blandt jævne folk ved den jyske vestkyst, hvor naturen og troen styrer det meste
er det tydeligt en øst-dansker, der udtaler sig. Hvis man vil skildre vestjyder, så gøres det ikke med råb og stærke følelsesudbrud, men med snarere med ord, der antyder mere end afslører, med stille forlegenhed, og ja, med tro, men minsandten ikke en tro, der ender i spirende mysticisme og tror, at det umulige er muligt.
Men det er nu ikke blot vestjyder, der er sådan, det er såmænd alle jævne folk, f.eks. Kaj Munks gamle lærer, Martinus Wested. Jeg har i Munkiana nr 55, se her, citeret et brev, som Wested skrev ved sin hustrus begravelse som svar på et brev, Munk havde skrevet til ham, hvori han sagde, at det var en Satans løgn, at de døde legeme var hende, altså var Camilla Wested. Herpå svarer Wested:
Et Punkt er der dog som mere end noget af det andet faldt som Balsam paa mit syge Hjerte: Jeg har Gang paa Gang sagt til mig selv, og fundet Lindring deri, at dette kolde blege udtærede Legeme, der endnu ligger derude paa Sygehusets Lighus ikke er hende, ikke min Hustru, min Camilla. Jeg følte det saa forbavsende, da Døden blegnede hendes Ansigt. Dette Ansigt, der var mig saa usigelig kært, det blev mig paa éngang næsten ukendeligt, saa fuldstændig fremmed, at jeg ikke vilde se det mere. – Aa, det gør mig saa godt at træffe denne Virkelighed saa træffende betegnet i dit Brev. Intet beroliger mig mere. Hvor ofte har jeg ikke hørt og selv tænkt, hvor forfærdeligt det er at blive lagt i Graven. – Og nu maa jeg bekende, at jeg slet ikke føler nogen Uhygge derved, at disse sørgelige Rester af det, der éngang hørte til min Camilla, lægges ned paa Onsdag. – Ja, jeg længes efter, at det maa blive overstaaet. Nej Nej, kære Kaj. Gud i Himlen være lovet; det er ikke hende, der ligger derude nu. Hun er gaaet ind bag Forhænget til sin Herre og Frelser.
Det er selvfølgelig endnu uvist for mig, hvilken virkning de mange optrin på Aarhus Teater vil have på mig, hvis jeg kommer til at overvære stykket. Jeg indrømmer, at jeg ikke kan læse tredje akt af ”Ordet” igennem uden at blive bevæget. Men jeg tror alligevel ikke, at teatret vil kunne bevæge mig så meget som Westeds ord her. Jeg har ikke selv set nogen dø, men Wested har, og hans skildring her rejser for mig at se hele den menneskelige tilværelses mysterium på en langt mere ægte måde end selv det bedste teater vil kunne gøre det.
Dermed være naturligvis ikke sagt, at teatret ikke skal prøve at gøre det. Men det vil aldrig blive den ægte vare, altid kun teater. Og jeg vil næsten sige: ved at lade en dødeopvækkelse indgå i handlingen, forskertser man muligheden for ægthed. Det gør Munk. Men behøver vi følge ham på det punkt?
Nu i dag, den 22-2, har Kristeligt Dagblad en anmeldelse af forestillingen, se her. Den ligner de andre anmeldelser til forveksling, men har dog en særlig bemærkning, som kræver et nyt indlæg.
ricardtriis 