Mere mellem himmel og jord

Jah, der er nu mere mellem himmel og jord”, siger man almindeligvis, når man vil antyde, at de videnskabelige kendsgerninger ikke har det sidste ord at skulle have sagt. Men hvad det er, der sådan udgør det ”mere”, end hvad videnskaben kan påvise, det udtaler man sig ikke om. Det spørgsmål får lov at flagre i vinden.

Jeg kom til at tænke på dette bon-mot, da jeg læste Kristeligt Dagblads anmeldelse af Aarhus Teaters opførelse af Kaj Munks skuespil ”Ordet”, se her. Her hedder det om dødeopvækkelsen til sidst:

Og den ultimative, mirakuløse forløsning på alle stykkets spændinger – det ubegribelige brud på naturloven til sidst – er forløst så beskedent, at det næsten går ubemærket hen, hvor stor en begivenhed det er. Så nuanceret og skrøbelig kan livet være, og så enkelt og sublimt kan det fremstilles.

Og ved at tænke på det, er jeg måske lidt uforskammet, både overfor Kaj Munk, overfor ensemblet på Aarhus Teater og overfor Lise Majgaard, anmelderen på Kristeligt Dagblad. For antyder jeg ikke dermed, at det er alt, hvad der ligger af kristen forkyndelse i stykket: det hævder, at ”der er mere mellem himmel og jord, end man sådan lige tror”? Det eneste, det har at sige som trøst til en forklaringshigende sjæl, er, at videnskaben formentlig ikke har det sidste ord, der er mere at sige, end hvad den siger. Men hvad der så mere er at sige, derom er stykket tavst, ligesom instruktør og diverse anmeldere er det. De synes at være fuldt ud tilfreds med at sige deres ”der er mere mellem himmel og jord…”

På den anden side er jeg faktisk ret taknemlig overfor Lise Majgaard. For med det lille indskud, hun har lavet, det indskud, hvor der står: ”det ubegribelige brud på naturloven til sidst”, bringer hun uden at vide det måske en slags forklaring på noget, der har undret mig længe.

Jeg skrev jo for en del år siden en bog om ”Ordet”. Den kom til at hedde ”Et spark til himlens dør”. Og det har undret mig ikke så lidt, at temmelig mange Kaj Munk-fans i artikler i Munkiana og ved samtaler om sagen har angrebet mig på min tro. I stedet for at gå til sagen går de til mig: ”Hvad tror han mon egentlig selv på, ham Riis?” Og indrømmet, det var noget uvant for mig sådan midt i en teologisk diskussion at skulle redegøre for min tro. Og jeg har da spekuleret en del på, hvad der kunne få folk til at stille den slags spørgsmål. Faktisk har jeg spekuleret på det, indtil jeg læste Lise Majgaards lille indskud. Hun mener, kan man forstå, at alle de spændinger og spørgsmål, der har hobet sig op i løbet af stykket, forløses med dette ”ubegribelige brud på naturloven”.

Det tror jeg ikke, det gør. Og det tror vist Kaj Munk i grunden heller ikke. Men der er altså folk, formentlig ganske kloge mennesker, der i dødeopvækkelsen ser et svar på stykkets spændinger. Og det svar, de ser, går ud på, at naturlovene ikke er alt, eller – i den lidt forkrøblede formulering – ”der er mere mellem himmel og jord…”

Og det er klart: hvis man har den opfattelse af stykket, så kommer man umiddelbart til at sidestille min fornægtelse af dødeopvækkelsen med en påstand om, at naturloven siger alt, hvad der er at sige om tilværelsen; så bliver min fornægtelse af dødeopvækkelsen en påstand om, at der ikke er mere mellem himmel og jord. Og så er det, at man fristes til at sige til denne gamle, afdankede pastor: ”Hvad tror De egentlig selv på, kære pastor Riis?”

Og det er så det, jeg ikke har tænkt på før, at hvis jeg sådan uden videre giver mig til at redegøre for, hvad jeg tror på, så går jeg ind på den tanke, som spørgeren forudsætter: at der består et enten/eller mellem en tro på dødeopvækkelsen i ”Ordet” og en tro på videnskabens resultater. Nogen mellemvej gives ikke.

Hvis jeg skal redegøre for mine tanker, er jeg derfor nødt til først at nedbryde dette enten/eller. Og har man først fået det ind under huden, kan det være ret svært at finde sig i, at det nedbrydes.

Dog, nedbrydes må det. For det er forkert.

Kaj Munk kan siges at have denne forkerte opfattelse fra Bjørnstjerne Bjørnson. I sit skuespil ”Over Evne” forekommer en pastor Bratt. Han er noget af en mirakelnarkoman. Han farer verden rundt på sporet af et mirakel, vel at mærke, siger han, et mirakel, som videnskabens skarpeste instrumenter ikke kan sønderlemme (citeret i min bog side 127). Og Bjørnson er underfundig nok til at give ham det: pastor Sang formår virkelig at få sin kone, som hidtil har ligget i sengen, til at gå oprejst. Men så lader han både præsten og hans kone dø af et hjerteslag: op på de høje trosnagler og pladask ned på jorden igen! Og for at det ikke skal være løgn, citerer han en psykiater, hvor han fortæller om hysteriske lidelser, der kan helbredes ved chokvirkninger. Altså: hermed beviser han, at pastor Sangs helbredelser er fuldt ud videnskabeligt forklarlige.

Der er nok ingen tvivl om, at Munk har haft ”Over Evne” liggende i sit sind som et uafgjort stridspunkt. Og da han blev udfordret på sin tro af Marie Sands død i barselsseng, skrev han ”Ordet”. Heri forekommer jo et mirakel, som videnskabens skarpeste instrumenter ikke kan sønderlemme – hvis det altså var forekommet i virkeligheden og ikke kun på teatret. (Vi ser her bort fra lægens bemærkning se Ordet, replik 944, om, at ligsynsmandsinstitutionen skal afskaffes; den har Aarhus Teater vist ikke medtaget; med den giver Munk lægen lov til at bevare sin videnskabstro).

Det, som jeg nu vil fastslå, før jeg begynder at fortælle om min tro, det er, at pastor Bratts ideal af et under kun forekommer i Det ny Testamente. Dengang skulle det siges umisforståeligt, at dette menneske, Jesus fra Nazareth, var Guds søn. Men underne bruges finurligt i Det ny Testamente. Mange møder bebrejdelse fra Jesu side, fordi de ikke tror uden under. Og Paulus’ breve og Apostlenes Gerninger udviser meget få undere: Paulus har nogle syner, Peter udfries fra fængslet på underfuld måde.

Men i dag forekommer et under, der kan undgå sønderlemmelse af videnskabens skarpeste værktøjer, ikke. Og at fremstille et sådant under på teatret, som om det har en pendant i virkelighedens verden, er bedrag.

Det betyder ikke, at videnskaben så har gjort kristendom umulig. Det betyder derimod, at man, hvis man vil bruge videnskaben som tilværelsesforklaring, kommer til at stå på samme niveau som kristendommen, dvs., stå uden bevis for rigtigheden af sine påstande. For videnskaben har ikke givet os et totalbillede af tilværelsen. Specielt har den ikke givet os en fuldstændig beskrivelse af mennesket. Det har den ikke, for det kan den ikke gøre. Hvad en person er, véd videnskaben lige så lidt som teologien, det er noget, der må tros.

Det betyder heller ikke, at det er umuligt at tale om undere, om indgriben fra en guddommelig verden. Blot vil sådanne mirakler altid være usynlige, de vil altid kunne forklares på en anden måde end som virket af Gud. At det forholder sig sådan, kom Kaj Munk til at aflægge vidnesbyrd om senere. Han har i ”Ordet II” fortalt om et under, som er så usynligt, at det nemt overses, måske man først bliver opmærksom på det, når man gør sig klart, at Johannes i dette skuespil langt tydeligere er markéret som en Jesusfiguration, nemlig det under, at Maren opgiver sin løgn og fortæller sandheden (se ”En Almanakhistorie her, replik 466); det er den slags undere, jeg har kaldt en anagnorisis. Blot formåede Munk ikke at give slip på ”Ordet” og dets underforståelse.

Men det er den slags undere, jeg tror på. Men jeg tror på dem som fænomener, som er tvetydige; man kan ikke bevise, at de ikke er underlagt naturlovsnødvendigheden.

Lad mig pege på et par salmer, jeg skrev for et årstid siden. Ikke fordi jeg regner mig selv for en særlig habil salmedigter, men jeg har erfaret, at jeg af og til i en salme kan få givet en ultrakort beskrivelse af noget, jeg ellers skal bruge mange ord på at beskrive. Begge salmerne står i dette indlæg.

I den første beskriver jeg Peters fornægtelse og fortæller så historien fra Joh 21,15-17 om Jesus, der efter sin opstandelse gør Peter til hyrde:

6. Men så hører vi, at nej’et

blev trods døden helt bortfejet,

at som hyrde du antog ham,

at igen du kærligt drog ham,

ind i fællesskab med dig.

Heri ligger jo skjult en antagelse af, at Jesus er opstået fra de døde. Nej’et blev fjernet ”trods døden”. Og så er det, at jeg gentager de forskellige Kaj Munk-fans spørgsmål til mig:

7. Tror jeg på, på denne måde

du tog Peter selv til nåde?

Herregud, hvor kan jeg andet,

jeg, der hver dag jo har sandet,

at min tillid bærer du.

Og ja, det er så min trosbekendelse.

Men jeg gør så ydermere det, at jeg i den næste salme opererer med den anfægtelse, at dette med Jesu opstandelse jo kunne være opdigtet af Peter selv, måske efter inspiration fra Jesus, hvis vi tænker os, at evangelierne har ret i at lade ham forudsige sin død og opstandelse. Jeg skildrer Peters fortvivlelse, og spørger så:

6. Var det midt i denne våde,

at et ord om håb ham nå’de?

Selv du havde forudsagt det,

som en tanke forud lagt det

i hans sind: opstandelse.

Og spørger videre:

7. At du skulle dø og opstå,

at han skulle freden opnå,

hvad han ønskede så gerne,

skabte syner i hans hjerne!

Eller stod du virk’lig op?

Ja, så skrøbelig er vor tro. Men må vi ikke blive ved med at fastholde, at den form for selvsuggestion, der her ville være tale om, er umulig? Den tanke om befrielse, om genoplivning af et forhold, vi har ødelagt, om fornyet tillid, hvor vi havde dræbt al tillid, den kommer bag på os, den opleves som noget, der overmander os, ikke som noget, vi spekulerer os frem til.

Men trods al usynlighed som noget virkeligt. Ligesom den tillid, vi lever i i vore daglige fællesskaber, er usynlig, men trods det noget af det virkeligste, vi véd.

Så jeg føler virkelig ikke, at jeg er nødt til at godkende noget absurd som en dødeopvækkelse for at kunne fastholde denne tro. Men Lise Majgaards bemærkning har hjulpet mig til lidt bedre at forstå de andre Kaj Munk-fans, at de sådan mistænker mig for slet ingen tro at have.

For øvrigt har jeg jo skrevet en alternativ afslutning på ”Ordet”, hvor Inger bliver i sin kiste, se evt noget af denne afslutning her. Så jeg er ud over at være tilhænger af denne trosopfattelse, også tilhænger af den dramaturgiske tese, at Munks drama aldeles ikke forløses gennem denne opvækkelse, men tværtimod udmærket kan stå distancen uden noget naturlovsbrud.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Historie og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.