Hvorfor gør de det?

Der har igennem de senere år bredt sig en uhyggelig tendens blandt indvandrerdrenge i Sverige. De samler sig i grupper på 10-15 stykker, går rundt på offentlige steder og udsøger sig en ung svensker. Ham standser de, ham slår de, ham lægger de ned på jorden, sommetider tvinger de ham til at kysse deres fødder, andre gange tisser de på ham. Se evt. en beretning om noget sådant fra Den korte Avis, her, en anden om noget tilsvarende på Albertslund Station, her, og et forsøg på at beskrive de langsigtede virkninger og finde en forklaring her på svensk.

Den forklaring, forfatteren til sidstnævnte artikel prøver at give til bedste, ser således ud:

En gång ställde jag frågan till en professor i bekantskapskretsen: ”Hur kan det komma sig att Sverige som ger skydd till förföljda, erbjuder dem gratis sjukvård, utbildning och till och med försörjer dem om de inte klarar det själva, möts med sådant förakt? Att ungdomar till och med kastar sten på ambulansen när den kommer för att hjälpa deras egna grannar?”

Han blev tyst en lång stund sedan kom svaret:

Kanske precis just därför. När du möter människor med en attityd som signalerar att du inte förväntar dig någonting av dem, att de inte klarar av att försörja sig, bidra till samhället och skapa sin egen lycka och framgång – då har du tagit ifrån dem all makt och all värdighet. Det enda de då har kvar för att i någon mån jämna ut maktobalansen mellan er är möta dig med förakt.”

Den forklaring mener forfatteren, at der nok er noget om. Men ærlig talt, er der nu også det? Jeg finder forklaringen søgt. For mig forekommer det at være endnu et forgæves forsøg på fra vort vestlige tankesæts side at sætte os ind i muslimernes måde at tænke på. Og igen må det siges at være mislykket.

Vi har aldeles ikke taget nogen værdighed fra disse mennesker. Vi møder dem på ingen måde uden at forvente noget af dem, tværtimod forventer vi, at de sætter sig ind i vort sprog og vore traditioner, så de kan taget et arbejde så hurtigt som muligt. Så at de af vores holdning overfor dem skulle være drevet ud i en foragt for os, det er rent ud sagt noget vrøvl. Derimod er det, forfatteren i øvrigt siger om virkningen på de unge svenskere af de ydmygende voldshandlinger, rigtigt nok: de påvirker de unges liv, forhindrer dem i at nyde livet og ungdommen.

Men hvorfor gør de muslimske unge det dog? Hvad får dem til det?

Jeg gjorde tilbage i 2010 opmærksom på en tildragelse, som måske i nogen grad kan forklare dette mærkelige fænomen, se her. Som man kan se, er overskriften på det indlæg, jeg her linker til, ”Herrefolksmentalitet”. Og ikke sandt, så står de fleste læsere af. Noget sådant kan man virkelig ikke beskylde vore muslimske landsmænd for. De kommer her til og beder om beskyttelse af os, og så skulle de lide af herrefolksmentalitet! De kommer fra lande, der er dysfunktionelle, og som ikke kan give dem hverken arbejde eller tryghed, og så vil de bilde sig ind, at de tilhører en bedre slags mennesker end os! Det kan simpelthen ikke passe.

Men det gør det nu altså alligevel.

Og når det gør det, hænger det sammen med deres religion: islam. Den opererer tydeligt med en forskel på mennesker; ikke blot er mand og kvinde ikke lige meget værd i muslimsk sammenhæng, muslimer og ikke-muslimer er det heller ikke. ”I er et bedste folk”, har Muhammed sagt til sine tilhængere (Sura 3,111). Og efter den maksime har muslimerne indrettet sig overalt, hvor de kom frem. I de store områder, de erobrede i det første århundrede efter Muhammeds død i 632, var der et tydeligt skel mellem overklassen, der var muslimsk, og de andre, der var jøder eller kristne.

Vi synes jo nok, det er mærkeligt, at de har bevaret denne herrefolksmentalitet igennem de sidste mange hundrede år. For er der noget, der er blevet klart, i hvert fald efter 1683, hvor tyrkerne blev slået tilbage, da de ville indtage Wien, så er det da, at den muslimske verden er nedsunket i en slags dvaletilstand, hvorimod Vesten, eller den kristne verden, er gået frem i magt, i militær og økonomisk magt, i kulturel mangfoldighed og innovativ opfinderglæde. Alligevel sidder det i muslimerne, at det er dem, der af Gud selv har fået åbenbaringen i koranen, at de derfor i Guds øjne er bedre end andre mennesker, og at Gud i sin time vil lade hele jorden komme ind under islams herredømme.

I ovennævnte artikel omtalte jeg en fortælling, som Karen Jespersen har udstyret med en lille krølle. Nogle drenge, der sad i en bus, spillede radio med en vældig lydstyrke på. En ung mand, der var lærer, og derfor nok skulle vide, hvordan man tiltaler unge mennesker, bad dem om at skrue ned for lyden. Men ham slog de, så han mistede nogle tænder. Det var der en del medier, der fortalte om. Men Karen Jespersen fortalte, at der lidt tidligere havde været en muslim, som havde bedt dem om at dæmpe lyden. Og – besynderligt – ham adlød de uden at kny.

Det svarer til det, Jyllands-Posten kan fortælle, se her. Nogle somaliske mødre patruljerer i Vollsmose og taler med de unge muslimske ballademagere. De bliver nemlig i denne kultur respekteret af de unge, åbenbart modsat os danskere, vi bliver ikke respekteret. Og denne respekt – og manglende respekt – er altså noget, der følger med muslimerne, når de rejser op til os og bosætter sig her. Derfor kan deres taknemlighed mod os ligge på et meget lille sted. At vi hjælper dem, er jo ifølge deres religion noget højst naturligt noget, de hører jo til herrefolket, vi, derimod, er kun sat i verden for at betjene dem.

Vi har ofte hørt, at unge muslimer kommer på såkaldt genopdragelsesrejse til forældrenes hjemland. Hvorfor? Fordi forældrene er bange for, at de skal blive for vestlige. Det vil sige: muslimske forældre lægger et forventningspres ned over deres børn: de skal for alt i verden bevare deres muslimske identitet, de må på ingen måde efterligne os danskere, det skal fastholdes, at muslimer er noget for sig. ”Er noget for sig”? Det er det, jeg ”oversætter” til ”er bedre i Guds øjne end os vesterlændinge”.

Og så kan det da godt være, at den svenske professor, der blev omtalt før, kan have ret i, at de muslimske unge lider af en slags underlegenhedsfølelse: de ser, hvor godt det svenske samfund fungérer, de ser, hvordan de unge svenskere glider nogenlunde problemfrit ind i dette samfund, de ser og bliver sig pinlig bevidst, hvordan de vestlige samfund på næsten enhver måde langt overgår de muslimske samfund. Men i stedet for at være taknemlig over på lige fod med disse vesterlændinge at kunne få del i alle disse goder, ser de kun på, hvordan disse iagttagelser undergraver den herrefolksmentalitet, der ligger indbygget i både deres religiøse og deres folkelige forståelse.

Blot må man være klar over, at den folkelige forståelse, de har, altså forståelsen af at tilhøre et bestemt folk og være glad og stolt over det, ikke automatisk medfører nogen herrefolksmentalitet. Nej, herrefolksmentaliteten kommer ikke fra muslimernes folkelige forståelse, den kommer fra deres religiøse forståelse. Den bibringes dem, fordi alle deres religiøse skikke søger at give dem den fornemmelse, at de er bedre mennesker end os andre.

Nu kalder jeg det en ”herrefolksmentalitet”. Og det er klart, det er en nedsættende betegnelse. Man kunne også sige, at de føler sig mere moralsk rigtige end vi andre, de føler, at de opfører sig mere i overensstemmelse med god moral, end vi vesterlændinge gør. I deres religiøse sprogbrug vil det sige, at de føler, at de retter sig efter koranens bud, hvilket vi andre, der ikke er muslimer, jo efter deres mening ikke gør. Derfor bliver deres moralske overlegenhedsfølelse let forvandlet til en herrefolksmentalitet. Og den får de bekræftet gennem deres fornedringsoverfald.

Morten Uhrskov Jensen har på sin blog i Jyllands-Posten også beskrevet disse fænomener, se her. Her citerer han Leni Malacinsky, der i Weekendavisen i en artikel, der hedder ”Monopol på vold”, citerer en svensk politimand for at sige:

»Det er ret tydeligt, at der er et etnisk aspekt [ved disse fornedrelsesoverfald, rr]. Min teori er, at gerningsmændene vælger ofre, som de ved ikke har voldskapital til at hævne sig. Det er svenske unge, de er ikke i en klanstruktur, de har ikke en storfamilie eller fætre, der kan forsvare dem. I Sverige har vi givet voldsmonopolet til staten, og gerningsmændene ved, at staten ikke beskytter de ofre særligt godt.«

Morten Uhrskovs løsningsforslag lyder: Hjemsendelse. Og det hjemsendelse ikke blot af de enkelte unge, der har begået forbrydelsen, men af alle ikke-integrerbare muslimer. Han bedyrer, at det skal ske på grundlovens og retsstatens grund, og jeg tror ham gerne, det vil sige: jeg tror gerne, at det er hans hensigt. Men lur mig, om ikke det vil tage en farlig lang tid. Og hvordan det vil gå i indvandringssamfundet i den tid, det er uvist, selv hvis vi får lukket af for yderligere tilstrømning.

Det er derfor, jeg gør så meget ud af at undersøge den religiøse baggrund for denne opførsel. Og det er derfor, det er så ærgerligt i denne situation, at kirken helt har svigtet sin forpligtelse til at forkynde kristendom.

Hvordan gøre det?, vil man måske spørge. Og det er klart, det gøres ikke ved bare at kalde Muhammed en falsk profet eller ved at hævde, at koranen ikke er Guds, men Muhammeds ord, selv om vi naturligvis også skal sige, at dette er vores selvfølgelige opfattelse. Men det kunne måske gøres ved at angribe muslimerne for deres manglende ligestilling mellem mand og kvinde og – ikke mindst det – ved at vende sig imod deres krav om, at en frafalden muslim skal dræbes, et krav, der har haft gyldighed indtil for nylig i den muslimske verden. Herimod må vi erklære, at Gud vil have os til at forstå, og forstå gør man ikke, hvis man er tvunget til det. Vi skal forstå, at alle mennesker står lige overfor Gud, vi skal forstå, at hvad der er det gode, er noget, vi skal rette os efter, fordi vi forstår, ikke blot noget, vi skal gøre, fordi det står i koranen, vi skal forstå, at det drejer sig om at få Danmarks indbyggere til frivilligt at forstå det gode og hensigtsmæssige ved lovene; så vil de nemlig af sig selv rette sig efter dem.

Og det er altså mere hensigtsmæssigt for alle parter – også for vore muslimske landsmænd – at alle har fuld frihed til at sige sit hjertes mening; er man uenig i det, der bliver sagt, kan man jo modsige det.

Man kan her på Den korte Avis se endnu en omtale af disse fornedringsvoldshandlinger, hvor skylden éntydigt lægges på islam.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.