Koopmans eller Sarrazin

I et interview i det tyske dagblad ”Der Tagesspiel”, som document.no har oversat, se her, prøver den hollandsk/tyske professor Ruud Koopmans at afgrænse sig til to sider. Han har fornylig udgivet en bog, betitlet ”Det forfalne islamske hus: De religiøse årsakene til ufrihet, stagnasjon og vold”, og deri viser det sig, at han ikke hører til dem, der, når et terrorangreb har fundet sted, udført af en muslim, siger, at dette ikke har noget med islam at gøre. Men han hører heller ikke til dem, der mener, at der består en uoverstigelig kløft mellem vore vestlige idealer med demokrati og ytringsfrihed og så islam.

Han mener kort sagt, at der i islam findes et potentiale for ændringer i retning af demokrati. Men han indrømmer, at der har fundet en slags vækkelse sted i de muslimske lande og også i de muslimske befolkninger i Europa, en vækkelse, som er bestemt af salafismen. I nogen grad forklarer han det med den opstand, nogle jihadister i 1979 (var det vist) foretog i selveste Mekka. De holdt de hellige steder besat, men inden de saudiske soldater turde give sig til at fordrive dem, rådspurgte de landets muslimske teologer. Og disse mænd sagde, at de godt måtte fordrive jihadisterne, men kun på den betingelse, at de gav mange flere penge til at understøtte udbredelsen af wahhabismen, en salafistisk retning, blandt andre landes muslimer. Og fra da af blev den wahhabistiske lære udbredt i alle muslimske lande, og Saudi-Arabien betalte for det.

Det har jeg ikke hørt før, jeg har det fra denne video, hvor Koopmans i det første kvarter redegør for indholdet af sin nye bog. På tysk.

Og man kan måske godt fristes til med en del af sin bevidsthed sammen med Koopmans at håbe på, at islam kan forbedre sig i demokratisk retning. Men selv efter at have hørt denne video og efter at have læst et udsnit af hans bog, se her, føler jeg mig på ingen måde overbevist. Han kan godt nok fremhæve nogle muslimske lande som nogenlunde demokratiske, Tunesien og Marokko, f.eks. Og han når også at få sagt, at der i historiens kringlede forløb kan ske det, at gode hensigter fører uheldige konsekvenser med sig, ligesom onde gerninger af og til kan føre til noget godt. Men alligevel. I hvert fald er han meget tilbageholdende med at give nærmere oplysning om, hvad han bygger et håb om en demokratisk og fredelig islam på.

Han er ikke enig med Thilo Sarazin. Godt nok har Sarrazin hævdet, at han har læst koranen fra ende til anden og dertil en række haditter, men det giver Koopmans ikke meget for. Og det kan han såmænd i nogen grad have ret i. Men han har ikke ret, når han hævder, at der ikke findes nogen ”islam”. Han siger, at ved at hævde, at der findes en ægte islam, giver man fundamentalisterne ret. For de mener jo, at man ved grundigt koranstudium kan finde frem til den oprindelige islam, og ved at mene det samme giver man fundamentalisterne ret. Ærlig talt, det er da noget vrøvl.

Én af deltagerne i videodiskussionen fremhævede en række forskellige måder at diskutere koranens ord på og hævdede, at man i de muslimske teologiske kredse ofte kom med kommentarer til de forskellige koranvers, kommentarer, der kunne modsige hinanden ret meget, men som alligevel alle holdt for mulige forståelser. Blot fortsatte hun med at sige, at denne åbne fortolkningsmulighed blev lukket ret effektivt ned omkring år 1000, så man fra da af betragtede diskussionen om islams indhold som afsluttet. Først Wahhab i 1700-tallet vovede igen at bryde den lukkede diskussion op. Og nu kan man igen diskutere koranen nogenlunde åbent.

Men altså: Koopmans anser en reform af islam i retning af mere demokrati for mulig, Sarrazin anser den for umulig. Og indrømmet: indtil videre er jeg tilbøjelig til at give Sarrazin ret.

Det har jeg mine gode teologiske grunde til. Og jeg har en formodning om, at dette, at jeg er uenig med Koopmans, til en vis grad skyldes, at jeg er teolog, han sociolog.

Dog er den argumentation, jeg her vil holde mig til, lidt anderledes end den, jeg plejer at bruge.

Jeg vil nemlig gå ud fra, at der i sprogets struktur ligger særlige idealer gemt. Blot er disse idealer ofte – eller ligefrem som oftest – blevet undertrykt. De kan være blevet undertrykt af ren og skær magtbrynde. Men selv den stærkeste diktator er et sprogligt væsen og regerer over sproglige væsener, så han gør altid det, at han prøver at retfærdiggøre sine gerninger. Og i en sådan retfærdiggørelse ligger hans svaghed. For hvis folk har mulighed for det, kan de finde svagheder i denne retfærdiggørelse. Derfor sørger en klog diktator altid for, at det første, han får fuldt herredømme over, er pressen, medierne, den frie opinionsdannelse.

Men de i sproget liggende idealer kan også undertrykkes på en mere subtil måde. De kan undertrykkes med lovtankegang. Der kan i samfundene opstå en moralistisk tendens, der lægger sig ned over al naturlig livsførelse og gør den kunstig og påtaget. Det var ikke mindst den tendens, Jesus med sin forkyndelse vendte sig imod. Den kamp, han dermed indledte, kan beskrives som en kamp for relationisme imod legalisme. Eller man kan sige, at den kristne formaning er en formaning til at få vore fællesskaber til at trives, ægteskabernes fællesskaber, vennefællesskaberne, arbejdspladsfællesskaberne, by- og folkefællesskaberne. Modsat denne formaning vil den muslimske formaning være en formaning om at overholde visse regler, love eller moralske forskrifter. Men en sådan legalisme ses ikke blot blandt muslimer, den findes i høj grad blandt kristne også.

Paulus har udtrykt den kristne formaning med beundringsværdig korthed: ”Alt er tilladt, men ikke alt opbygger”, 1 Kor 10,23. ”Alt er tilladt”, ja, det er ikke mere formaningen om at holde sig god tone, god moral, fornem lov osv., efterrettelig, nej, formaningen går ud på at have øje for, hvordan fællesskabet trives, om tilliden er levende, om den indbyrdes forståelse hersker iblandt os, og handle ud fra det, man ser, altså: at bygge op.

Og Jesus siger det samme i Matt 5,38-42:

I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.

Dette tolkes ganske vist ofte, som om Jesus med disse ord vil skærpe loven til det uoverholdelige. Men det er ikke meningen. Meningen er at få os til at se på relationen i stedet for på loven. Forholdet til næsten skal overskygge retfærdighedskravet, selv om vi aldrig så meget synes, det er uretfærdigt. Når du skal vende den anden kind til, skyldes det, at du måske på den måde kan vinde næstens tillid tilbage. Hvis du kun vender den anden kind til, fordi det står skrevet i Jesu ”uoverholdelige” lov, så viser du blot din moralske overlegenhed overfor din næste, og så er der ikke håb om at vinde hans tillid tilbage.

Du skal altså gøre det, fordi det er klogt. For det gode tillidsforhold, der måske/måske ikke bliver genoplivet, det er jo dit tillidsforhold, det er jo noget, der ikke blot gavner din næste, det gavner også dig. Det siger Jesus forresten også. Den dobbeltlignelse, han afslutter bjergprækenen med (Matt 7,24-27) handler ikke om en mand, der er moralsk finpudset i alle detaljer kontra en mand, der er lurvet og selvkærlig, den handler om en klog mand kontra en tåbe.

Jeg har før været inde på, hvordan denne forskel mellem en muslimsk og en kristen formaning gør sig gældende i synet på kønsforskellen. Men her træffer vi det indviklede forhold, at vi i den kristne kirke ikke har turdet formane af angst for at virke snerpede, og derfor udvikler det nødvendige frie forhold mellem kønnene i ungdommen sig ofte til den rene promiskuitet. Imod det burde vi sætte den enkeltes velforståede egeninteresse: hans samliv med en kvinde vil netop vinde utrolig meget i intensitet, hvis det stadig var almindelig anerkendt, at et samleje betød et ja for livet. For alt er virkelig tilladt, men det at fare fra den ene pige til den anden opbygger ikke, hverken den enkeltes parforhold eller samfundets forståelse af ægteskabet i det hele taget.

Men også i samfundets opbygning og i det liv, samfundet byder sine borgere at leve, drejer det sig om at handle klogt. Her viser forskellen til islam sig igen. For selvfølgelig skal borgerne adlyde loven. Og selvfølgelig skal der være en vis tvang overfor dem, der ikke gør det. Men det hele glider meget lettere, hvis borgerne selv forstår og accepterer, hvad loven kræver. Derfor er et samfund med ytringsfrihed og deraf følgende demokrati langt bedre, langt mere naturligt end et samfund som det muslimske, hvor loven tænkes presset ned over hovedet på folk fra oven, fra kaliffen og hans korantolkning.

Og derfor tror jeg ikke rigtig på Koopmans’ optimisme med hensyn til en reform af islam i demokratisk retning. Muslimerne har denne ”hellige” koran hængende over hovedet, og de ofte særdeles éntydige anvisninger, der findes i den, f.eks. angående mænds overhøjhed over kvinder, kan de ikke sådan lige give slip på.

Men de kan måske om ikke så længe give slip på islam. I hvert fald iranerne. I en artikel på jihadwatch, se her, henvises til en video med David Goldman:

Den internationale politiske kommentator David Goldman hævdede i et interview fra 2018, at mange iranere ”ser deres land falde sammen omkring dem”. ”Iran gennemlever en række katastrofiske begivenheder økonomisk, miljømæssigt og socialt”. Og: ”Iran er ét af de mindst religiøse lande i verden, når man måler det på det at gå i moskéen”.

Goldman sammenlignede Iran med den Sovjetunion, der var i forfald i 1980erne: ”Der var virkelig ikke nogen kommunister udenfor centralkomitéen”. Som han skrev i 2015: ”Irans teokratiske elite har ikke flere tilhængere i græsrodshøjde, end det kommunistiske parti havde i Sovjetunionen i 1980erne”. Før Sovjetunionen kollapsede i 1991, sagde han i dette interview, ”fandt man færre kommunister i Rusland end i f.eks. Cambridge, Massachusetts”.

Jeg har før foretaget en sammenligning mellem kommunismen og islam. Men jeg har da hidtil ment, at islam i kraft af, at den ud over at være en statsfilosofi også var en religion, nok havde større chancer for at overleve end kommunismen. Men måske de to størrelse også ligner hinanden på det punkt, at de ikke formår at besvare nutidsmenneskets forestilling om det gode liv, hvor man ønsker selvbestemmelse og frihed til at ytre sig.

Måske man alligevel skal iføre sig et lille håb om forandring i de muslimske lande.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.