Indrømmet: johannesevangeliets tekst til gårsdagens prædiken sidder stadig og arbejder i sindet. Jeg kan ikke rigtig slippe den. Den om jøderne, der har djævelen til far og derfor ikke kan høre Jesu ord. Hvis vi sammenholder denne tekst med et andet ord fra johannesevangeliet, nemlig det fra kapitel 16, vers 2, hvor det hedder:
De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud,
så forekommer det mig, at den løgn, som jøderne lever i, er af en art, som de pågældende ikke selv opfatter som løgn, ja tværtimod opfatter som den rene og skære sandhed. Og den form for løgn er anderledes – og farligere – end den form, hovedpersonen i Martin A. Hansens roman ”Løgneren” er offer for. For når han kan sige, at hans navn Johannes Vig ikke skal udtales for hurtigt, så det kommer til at lyde som Johannes Svig, så er han jo selv klar over, at et fuldstændig sandt menneske er han ikke. Men i denne erkendelse ligger også en erkendelse af, at løgnen ikke har besat ham fuldstændig.
Men den har jo besat de jøder fuldstændigt, som vil mene, at de ved at slå de kristne ihjel, tjener Gud. Den havde også besat de sovjetiske ledere, så de alle som én gik ind på det mummespil, der holdt styret oppe. Men for deres vedkommende havde man dog på fornemmelsen, at de et sted i deres bevidsthed godt vidste, at der var noget galt, at ”frie valg” på sovjetisk ikke betød ”frie valg”, men ”styrede valg”. Og løgnen har ligeledes besat muslimerne, så de uden skygge af begrundelse regner de åbenbaringer, Muhammed fik, for ægte, og derfor anser ordene i koranen for at være Guds egne skinbarlige ord. Her kan man se nogenlunde den samme sociale mekanisme i funktion som i Sovjetunionen: man hyler med de ulve, man er iblandt, dels fordi det giver en følelse af sammenhold, og dels fordi det kan koste dyrt at hyle anderledes.
Det var to løgneriger. Det tredje løgnerige, som jeg nævnte i mit forrige indlæg, er det europæiske. I dette rige lider mennesker af ”samaritanitis”: man er enige med hinanden om, at det hører med til de europæiske værdier, at man anerkender ”fodjordsreglen” eller asylretten, den ret, et menneske, der sætter foden på europæisk jord, har til at få sin asylsag behandlet; og man er enige om at se tilpas ned på alle os, der ikke deler denne ”værdi”. Dette løgnerige skal her behandles lidt nøjere.
Men først: lad os se på de mærkeligt påståelige ord i Joh 8,42-51, evangeliet til i går!
Disse ord er jo kun påståelige, hvis vi ser bort fra det portræt, evangelisten i øvrigt tegner af jøderne. (Den gruppe mennesker, som de andre evangelister kalder ”farisæerne”, kalder johannesevangelisten ”jøderne”). Som nævnt ovenfor mener disse mennesker, jøderne eller farisæerne, at de direkte tjener Gud ved at slå Jesu tilhængere ihjel. Men Gud, der er Ordets Gud, tjenes ikke ved at anvende magt, men kun ved at anvende ord. Så det, der får ordene i Joh 8 til at være påståelige, forsvinder i Joh 16. Her får vi nemlig oplyst baggrunden for, at jøderne ikke kan forstå Jesu ord: de har i den grad en forestilling om Gud som en magtgud siddende i sig, at det evangelium, Jesus bringer: at Gud er en ordgud, ikke kan vinde genklang hos dem.
Det samme kan ses i Joh 5,16. Jesus har helbredt et menneske. Men fordi det skete på en sabbat, gav jøderne sig til at forfølge Jesus. Og det dukker op i Joh 9, hvor Jesus helbreder en blindfødt, også på en sabbat. Endda finder de dèr på ligefrem at udstøde den blindfødte af synagogen, fordi han har ytret den tanke, at Jesus måske var sendt fra Gud.
Det vil altså sige, at når Jesus i Joh 8 vender sig så stærkt imod jøderne, at han siger, at de har djævelen til far, skyldes det deres lovfromhed. Dette, at de mener, de kan behage Gud ved at overholde spiseforskrifter og sabbatsbud, forhindrer, at de kan forstå, at det drejer sig om at opbygge samhørigheden eller den indbyrdes tillid med de andre i fællesskabet. Eller, hvis jeg skal sige det med Paulus’ ord i 1 Kor 10,23, at alt er tilladt, men ikke alt opbygger: de når aldrig frem til tanken om, at noget opbygger, altså opbygger fællesskabet, for de kan ikke gå med til, at loven er død, eller at alt er tilladt, eller at det er forkert at lægge en moralsk målestok ned over livet.
Og dette: at lægge en moralsk målestok ned over tilværelsen og aldrig nå frem til det, der opbygger, det er også den fejl, vore europæiske ”samaritanister” lider af.
Jeg var for et stykke tid siden ude efter Søren Pind, se her. Jeg mente oven i købet at kunne gribe ham i mindst to usandheder: 1) Det passer ikke, at situationen ved en græsk-tyrkiske grænse er at sammenligne med situationen ved den dansk-tyske grænse i 1938, hvor jøder blev afvist af de danske myndigheder. 2) Det passer ikke, at de mennesker, der vil krydse Ægæerhavet, flygter fra de frygteligste forbrydelser.
Søren Pind er med disse usandheder en udmærket repræsentant for de europæiske beboere i det samaritanistiske løgnerige: Når de lægger deres høje og ædle moralske målestok ned over begivenhederne, tillader deres ædle sind dem at lukke øjnene for distraherende kendsgerninger. For tog de dem med ind i deres overvejelser, ville deres udskamning af os andre miste enhver kraft.
Hannah Ziadeh har med nogenlunde samme argumentation vendt sig imod disse højmoralske mennesker i en artikel i Berlingske, se her. Han skriver bl.a.:
Kernen af de humane meningsdannere holder sig oftest for fin til at bruge cost-benefit-argumenter om nødvendigheden af indvandring. Og for fin til at argumentere mod påstande om, at det er krævende at integrere migranter. Vigtigst er det, at de ikke skelner mellem økonomiske migranter og krigsflygtninge. Gjorde de det, ville de have opdaget, at kun fire pct. af de migranter, som nu befinder sig på den græske grænse til Tyrkiet, er syriske, mens resten er pakistanere, iranere og afghanere. På samme måde som »fake news« er ligeglad med realiteter, er »fake humanisme« ligeglad med fakta.
Senere tager han fat på den artikel af Søren Pind, som også jeg har bearbejdet. Og så skriver han:
Pind lod »historiens dom« falde over Europas »moralske sammenbrud«. Men selv Pinds hyperbolske fordømmelse falmer i sammenligning med Carsten Jensens nedladende retorik. Sprogets arrige profet fordømmer hele det europæiske kontinent som et »slyngel-kontinent«, og vi andre betegner Jensen som de egentlige slyngler, der »slår, sparker, skyder og stjæler« flygtningene på den græske grænse. Mens vi andre ikke spares for Jensens nidkære vrede, giver han friløb for sit storsind og medgiver Erdogan »en vis ret i, at byrderne kan fordeles bedre«. Jensen overgår dog sin umådelige overdrivelsesevne, når han skal beskrive en af Mellemøstens værste politiske bøller.
Det lyder drabeligt, hvad Carsten Jensen her citeres for. Man bliver helt nysgerrig: Er det nu også sandt?
Ak, det er kun altfor sandt. Den artikel, Ziadeh henviser til, kan findes her. Carsten Jensen slutter med denne overmoralske dom:
Men en ting bør vi vide som danskere. Hver gang en flygtning ved EUs ydergrænse bliver slået, sparket, skudt på eller bestjålet, så er det os, der slår, sparker, skyder og stjæler.
Jamen, mener han da, at flygtninge ved EU’s ydergrænse bliver behandlet sådan? Ja, i artiklen skriver han til os europæere:
Hvad er vores svar, når nye millioner af syriske flygtninge trygler om vores hjælp, et fristed for bombardementer, et åndehul, hvor de ikke hvert øjeblik skal frygte at miste en mand, en mor, et barn?
Behøver jeg overhovedet at spørge?
Vores svar er at befæste Europas ydre grænser. At nægte flygtninge retten til at søge om asyl. At sende dem tilbage fra den græske grænse frastjålet tøj og penge, ydmygede og med blå mærker på kroppen efter knippelslag og gummikugler.
Han glemmer en enkelt ting. Jeg har læst et sted, at de græske grænsevagter også fratager de arme grænseoverløbere snørebåndene i deres sko. Og ikke sandt: Snørebånd! Så kan da alle forstå, hvor forfærdelig en behandling de får. Det burde Carsten Jensen have taget med.
Men ak, var det det eneste, han havde glemt. Det er det desværre ikke. Sandheden er efterladt kold og frysende på perronen. Den sandhed, som enhver, der har øjne i hovedet, skulle kunne se efter migrant-tsunamien i 2015: at vi europæere for hver migrant, vi giver ophold, skaber et ønske om at komme til Europa hos mindst ti mennesker i Mellemøsten og Afrika. Og den sandhed, at ingen har overvejet, hvordan et land kan bære sig ad med at beskytte sine grænser, når asylreglen giver enhver, der sætter fod på Europas jord, ret til at få sin asylansøgning behandlet. Man har blot med denne regel villet holde den moralske fane højt.
Og først og fremmest: den sandhed, som er Jesu sandhed, og som Paulus formulerer i beundringsværdig korthed: at alt er tilladt, men ikke alt opbygger; at det er en fejl, som Carsten Jensen at ville lægge en høj moralsk målestok ned over tilværelsen uden mindste hensyntagen til, om det, der bliver resultatet, opbygger eller nedbryder de fællesskaber, vi står i. Og beklageligvis også uden at tage hensyn til de nærmere omstændigheder ved krisens opståen.
Det er dette sidste, der gør, at han kan sammenlignes med de jøder eller farisæere, om hvem Jesus siger, at de har djævelen, den store løgner, til far. Han skriver om Erdogan og hans handlinger:
Tyrkiets præsident Erdogan mener med en vis ret, at byrderne kan fordeles bedre, og derfor har han med en kynisk løgn bildt landets flygtninge ind, at Europa har åbnet sine grænser, og de strømmer derfor mod grænsen til Grækenland. Erdogan, der har ry for at være en skruppelløs, autoritær leder, tror naivt, at synet af de nødlidende vil blødgøre Europa.
Men Erdogan kender ikke sine europæere. Vi indgår gerne beskidte handler med ham, når det gælder om at holde flygtninge på afstand. Men når det kommer til at hjælpe de samme flygtninge, er Erdogan i sammenligning med EUs politikere en storslået humanist. Her er, hvad Erdogan ikke har opdaget: Verden har fået et nyt slyngelkontinent. Dets navn er Europa.
Aha, det er altså Erdogan, der har sat denne migrantstrøm i gang. Det er ham, der kynisk har fået migranterne til at strømme til grænsen mod Grækenland. De har altså opholdt sig i Tyrkiet indtil da, og de har været der som nogen, Erdogan kunne henvende sig til. Har de mon været nødlidende i Tyrkiet? Det fortæller Carsten Jensen os ikke noget om. Og det har de velsagtens ikke været. Efter det, Carsten Jensen skriver, at Erdogan mener, byrderne ved flygtningebehandlingen kan fordeles bedre, må man formode, at han mener, de hidtil har fået en nogenlunde normal behandling. Men besynderlig nok, så snart de nærmer sig grænsen til Grækenland, bliver de forvandlet til nødlidende personer.
Er det ikke ret tydeligt at se, at Carsten Jensen skal have situationen ved Grækenlands grænser tilrettelagt, så han kan komme til at anklage os europæere for at være et slyngelkontinent? Man kan måske, hvis man vil være meget venlig, sige, at han gør det, som journalister gør meget tit: han vinkler historie på en bestemt måde. Men da dette journalistiske trick ofte fører til direkte usandheder i beretningerne, er det ikke noget, der er værd at efterligne.
Man kan også sige, at han efterligner Søren Pinds løgn: I det første citat fortæller han om de syriske flygtninge, at de ”trygler om vores hjælp, et fristed for bombardementer, et åndehul, hvor de ikke hvert øjeblik skal frygte at miste en mand, en mor, et barn”. Jamen, undskyld mig, kommer de ikke alle sammen fra Tyrkiet? Har de i Tyrkiet været udsat for at skulle frygte for at skulle miste en mand, en mor, et barn? Naturligvis ikke. Men hvis vores ”gode gerning” skal ligne den barmhjertige samaritaners, er vi nødt til at beskrive de mennesker, vi hjælper, som udsat for bombardementer, som risikerende hvert øjeblik at kunne miste de nærtstående. Det er den regel, der gælder for den almindelige samaritanist. Men for Carsten Jensen gælder reglen i en lidt anden formulering. Hvis Carsten Jensen skal kunne fungére som ”sprogets arrige profet” – det er Ziadehs ord – er han nødt til at afbilde flygtningene som stakler, ellers falder hans ”nedladende retorik” til jorden. Men når han så har afbildet migranterne således – naturligvis uden at interessere sig for, om det, han fortæller om dem, er sandt – så kan sandelig hammeren falde, så lyder der hårde ord fra den arrige profet.
Blot har han jo altså djævelen til far. Men ligesom de jøder, Jesus omtaler, ser han det ikke selv, så optaget er han af sin forargelse, sin dømmelyst, sin nedladende retorik.
Så vil man muligvis komme med indvendinger imod mig for min udlægning af evangeliet.
1) Man vil sige, at jeg i min udlægning er nøjagtig lige så påståelig, som jeg i det sidste indlæg påstod, at Jesus var.
Men den indvending gælder ikke. For det, der gjorde, at jeg kaldte Jesus påståelig, var, at han ikke påviste jødernes løgne. Det gør evangelisten imidlertid andre steder i evangeliet. Og fordi det således i evangeliet bliver nogenlunde klart, at det er jødernes lovfromhed, Jesus er ude efter, og fordi man kan påvise den samme bundethed hos Søren Pind og Carsten Jensen til moralske synspunkter, derfor er det korrekt nok at udlægge Jesu ord om, at jøderne har djævelen til far, om disse to herrer – plus naturligvis mange andre af tilsvarende støbning.
2) Man vil spørge, hvad vi da skal gøre, hvis vi ikke skal tage imod migranter ved den græsk-tyrkiske grænse.
Indrømmet: Det véd jeg ikke. Eller måske snarere: Det er det, vi burde gå i gang med at diskutere; men fordi disse mange fromme mennesker ikke vil slippe deres moraliseren, har vi endnu ikke fået taget hul på denne diskussion.
Vi burde måske gå ud fra det, jeg gik ud fra i mit forrige indlæg: ligesom jeg glædede mig over at leve i åbne og imødekommende fællesskaber i min dagligdag, sådan kunne vi sammen glæde os over at leve i et land, hvor den indbyrdes tillid er ganske stor. Og ligesom jeg i forrige indlæg anså disse fællesskaber for at være en gave fra Gud, for det er netop i fællesskaberne, han udøver sine kræfter, sådan burde vi også betragte danskernes indbyrdes tillid som en Guds gave til os, ikke blot sådan, at vi vænnede os til at sige tak for den, men også sådan, at vi i vores politik forsøgte at vedligeholde denne tillid, måske endda udbygge den.
Og det er klart, skal denne tillid bibeholdes, så må tilstrømningen af muslimer standses; for vi har jo gjort den erfaring, at muslimer ikke vil deltage i opbygningen eller vedligeholdelsen af den folkelige tillid. Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke skal hjælpe de pågældende lande økonomisk og kulturelt. Men det betyder, at ligesom vi søger at forstå vore muslimske landsmænd, så vi kan få dem til at forstå os, og måske alligevel få dem til at synes, at vor måde at tackle livet på ikke er så tosset endda, således skal vi måske også prøve at gøre diverse u-lande begribeligt, at det nu er op til dem, som selvstændige lande, at finde ud af, om det mon ikke skulle være muligt hos dem at opbygge en lignende tillid.
Til slut: Angående det at lyve, må man gøre sig klart, at enhver, der taler, altså siger ét eller andet til et andet menneske, påstår, at det, han siger, er sandt. Javist, det er sandt nok, at nogle mennesker lyver, men de sørger altid for, at løgnen kommer til at se ud som sandhed; ellers vil den jo ikke blive troet. Det betyder, at et menneske, der erkender at være en løgner, kun vil kunne erkende det angående noget, han har sagt i fortiden. Man kan ikke sige noget, og samtidig åbent erkende, at det er løgn. Hvis man vil lyve, så man véd af, at man lyver, må man lade som om man taler sandhed.
De jøder, Jesus taler til, véd ikke af, at de lyver. Og som Jesus siger: Derfor kan de ikke høre hans ord. Og hvis man spørger, hvordan så nogle menneske overhovedet kan komme ud af løgnen, må man henvise til Paulus. Han var jo, som disse jøder, en typisk farisæer, og som farisæer mente han, at de kristne skulle forfølges, dømmes og henrettes. Men han blev dog overbevist af Jesu sandhed, så han efter begivenheden udenfor Damaskus blev forvandlet fra at være forfølger til at være forfulgt.
Det kan altså lade sig gøre at slippe ud af løgnens favntag.
ricardtriis 