Fodjordsreglen og coronavirussen

Denne artikel tænkes at skulle munde ud i nogle overvejelser over, hvorfor den danske regering, skønt den har lukket grænsen for alle, der ikke har et anerkendelsesværdigt ærinde i Danmark, har undladt at lukke den for asylansøgere.

Men for at kunne det er man desværre nødt til at vide ikke så lidt om virussen og dens opførsel både i et normalt samfund og i et samfund, der er så unormalt, som det danske samfund for øjeblikket er. Og selv om aviserne for tiden formelig bugner med oplysende artikler om denne virus – og tak for det! – er det ret vanskeligt som lægmand at danne sig en mening om validiteten af grænselukningen og risikoen ved at lade asylansøgere uhindret komme ind i landet.

Men først en sammenligning med SARS-epidemien i 2003. SARS var kendetegnet ved først at smitte ret sent i sygdomsforløbet. Det vil sige, at man forholdsvis let kunne identificere de syge og isolere dem, så smitten begrænsedes. Så selv om SARS var mere dødelig end Covid-19, den nuværende coronavirus, så efterlod den langt færre døde end Covid-19 formentlig kommer til at gøre.

For Covid-19 er kendetegnet ved at smitte ret tidligt i forløbet. Det vil sige: at et menneske, når det bliver klar over, at det er bærer af sygdommen, måske allerede har smittet adskillige andre med den. Og det gør det praktisk taget umuligt at bære sig af, som ved SARS-epidemien. Man prøvede det i begyndelsen; man opsporede de mennesker, den syge havde været i forbindelse med, for at finde ud af, hvor han havde fået smitten, og hvem han kunne have bragt den videre til. Men i Europa opgav man ret hurtigt den strategi; man mente ikke, den var brugelig overfor denne sygdom.

Men en artikel i Berlingske, se her, fortæller, at man med held har forfulgt denne strategi i Korea. Man har gjort det ved at følge hver enkelt smittet i dagene op til udbruddet af sygdommen med oplysninger fra mobilnetværket for at finde ud af, hvem han har været sammen med. Og man har lagt oplysninger ud på nettet og ud på specielle apps, der fortæller folk, hvor der har været smittede personer, så de vil kunne undgå at komme dèr. Altså ret skrappe foranstaltninger, der ikke respekterer den personlige integritet, som vi her på kontinentet er så øm over. Til gengæld ser det ud til at virke.

Ligeledes fortæller Hanne Foighel fra Israel, at man dèr er slået ind på den samme strategi, se her.

Vi forfølger en lidt anden strategi. Og om den vil virke eller ej, er vist lidt usikkert, specielt for én som mig, der ikke véd så meget om disse sager.

Men lad os begynde med et tankeeksperiment.

Vi tænker os, at de forholdsregler, vi her i Danmark har taget for at forhindre virussen i at brede sig, var 100% effektive, at altså alle unødvendige kontakter blev undgået, at alle nødvendige indkøb kunne foregå på fuldstændig sikker måde, at alle, der nødvendigvis måtte på arbejde og derved have en vis kontakt med andre, kunne undgå smitte med håndsprit og afstand til hinanden.

Hvad ville der så ske?

Så ville der ske det, at virussen forblev aktiv i de mennesker, der på nedlukningstidspunktet var syge, men at den ville dø, efterhånden som disse mennesker blev raske eller døde. Virussen er jo nemlig afhængig af os mennesker i sin livscyklus. Den kan ikke leve selvstændigt. Den må have et menneskelegeme at leve i. Dèr kan den formere sig, gøre dette menneske sygt, og få det til fra sine luftveje at udsende små vanddråber, hvori smittekimene gemmer sig. Disse vanddråber er det så, der smitter andre, og så gentager processen sig. Men mennesker må der til. Og eftersom mennesker danner antistoffer, må virusssen for at kunne forblive en trussel – eller forblive ”i live” eller forblive aktiv – hele tiden smitte nye mennesker. Kan den ikke det, dør den ud.

I en artikel i Berlingske, se her, opererer man med det såkaldte kontakttal, hvilket er et udtryk for smittehastigheden. Her hedder det:

Når de daglige kontakter mellem danskerne indskrænkes til først og fremmest nære familiemedlemmer og handlende i supermarkedskøen, falder det såkaldte kontakttal. Det vil sige det antal mennesker, som en gennemsnitlig coronasmittet formodes selv at smitte.

Med de tiltag, der er foretaget, forventes kontakttallet at falde fra 2,6 til 1,8. Og lidt senere forklares det yderligere:

Hvis udbruddet skal dø helt ud, kræver det imidlertid, at kontakttallet – fagligt kaldet R0-værdien – falder til én, fastslår en række medicinske forskere i det svenske lægetidsskrift Läkartidningen.

Det er sådanne forestillinger, ovenstående tankeeksperiment opererer med.

Nu er der ingen andre, der opstiller noget så tåbeligt som et sådant tankeeksperiment. Jeg er blot nødt til det for bedre at kunne forstå. Og det, jeg tror, jeg har forstået, er, at hvis der er 1000 smittede ved en 100%’s nedlukning af samfundets kontakter, så vil der også, efter virussens afdøen, kun være 1000 mennesker, der har antistof i sig. Det vil sige: så vil samfundet i tiden derefter være i fare for, at det hele kan gentage sig. Hvis der kommer et menneske, som er smittebærer, ind over vore grænser, så vil der være temmelig mange mennesker i vort samfund, der ikke er immune overfor sygdommen, og så kan en sådan smittebærer forårsage, at det hele starter forfra. Det vil sige: det vil i en sådan situation give god mening af lukke grænserne.

Men nu kommer det indviklede.

For hvordan vil det se ud, hvis kontakttallet ikke er 1, men 1,8 eller 1,6 eller 1,2? Det spørgsmål går langt over min forstand. Og det er vist også ret svært at besvare for dem, der har studeret andre pandemier og har de matematiske værktøjer ved hånden. For man aner jo ikke, hvordan det danske folk vil opføre sig. Vil det finde sig i, at der lukkes ned til kontakttal 1,8? Det er, hvad nogle kloge folk forventer. Men den store ubekendte: danskernes opførsel, gør dette gætværk usikkert. Så meget kan dog vist siges, at jo større forskel der er på kontakttallet her i landet og i vore nabolande, des mere mening vil det give at lukke grænserne, eller: at grænselukning bliver des mere meningsløs, jo mere vore og vore nabolandes tiltag ligner hinanden.

Dog forudsætter disse udredninger, at vi pålægger eventuelle asylansøgere de samme rejsebegrænsninger som landets øvrige borgere. Hvis man både i Tyskland og i Danmark forbyder alle unødige rejser landsdelene imellem, så må naturligvis flygtninge og migranter også ind under dette forbud, ellers ville det ikke være så effektivt, som det kunne være. Hvad Tyskland gør i den anledning, véd jeg ikke, men Danmark har opført sig decideret tåbeligt: ikke blot har vi givet asylansøgere ret til at passere grænsen, vi har også bestemt, at de af politiet skal køres til Sandholm. Den korte Avis skriver om det, se her:

Der er langt fra landegrænsen i Sønderjylland og til Center Sandholm i Nordsjælland.

Helt præcist omkring 330 kilometer med en køretid på tre timer på den hurtigste rute fra Padborg og til Center Sandholm.

Men den tur skal politiet nu til at køre, hver gang der dukker en asylansøger op ved grænsen.

Det har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) netop besluttet som en konsekvens af, at asylansøgere ikke er omfattet af grænselukningen.

Medens grænsen nu er spærret for almindelige borgere, har asylansøgere således fortsat fri adgang til Danmark.

Dansk Folkeparti, fortæller artiklen, søgte først at forbyde grænsepassage for asylansøgere. Det lykkedes ikke. Artiklen fortsætter:

Hos Dansk Folkeparti ryster gruppeformand og retsordfører, Peter Skaarup, på hovedet over regeringens beslutning om at lade politiet transportere asylansøgere fra grænsen til Nordsjælland.

Det er er ved at udvikle sig til det glade vanvid,” siger Peter Skaarup til Den Korte Avis og fortsætter:

For det første er det tåbeligt ikke at lade grænselukningen omfatte asylansøgere, og især da i den nuværende situation med fare for smittespredning”

Og for det andet er det helt hen i vejret at bruge politiet til køre asylansøgere fra Sønderjylland til Nordsjælland og dermed udsætte politibetjentene for smittefare.”

Det glade vanvid”? Ja, det må man da vist sige. Og det lukker så op for det sidste problem – eller skal vi ligefrem sige: det sidste uløselige problem – i denne artikel: Hvorfor er næsten samtlige partier i folketinget så fuldstændig paralyserede af denne fodjordsregel?

I den forbindelse kan det være opklarende at lytte til Morten Messerschmidt. Han skrev den 16. februar et indlæg mod Alex Vanopslagh for at forklare, hvad borgerlighed er, se her. Heri hedder det:

Ingen kan have en ret, hvis ikke en anden har en modsvarende pligt. Og netop i loven deles dette ansvarsforhold. Mens loven pålægger staten at indrømme sine borgere visse rettigheder, pålægges borgeren visse pligter over for staten. Dette er borgerlighedens kerne, som følgelig kræver et opgør med de abstrakte menneskerettigheder, der i manglen på pligtsubjekt fremstår som juridiske vanskabninger, der så gerne vil det gode, men altid ender i vold, anarki og undertrykkelse.

I Frankrig åd revolutionen sine egne børn. I Rusland opløftede de revolutionære paroler efter 1917 terroren til styreform. Og i vor moderne tid undergraves både lov og demokrati fra Strasbourg-domstolen, hvis arbitrære afgørelser endnu ikke tør mødes af andet end ydmyg tavshed fra Europas ryggesløse politikere.

Spørgsmålet er: Hvordan kommer tingene til at se ud, hvis vi gør op med de abstrakte menneskerettigheder? Det betyder vistnok: menneskerettigheder, som ethvert menneske har, men som hver enkelt stat er pligtsubjekt for. Disse skulle være juridiske vanskabninger, som ender i vold og undertrykkelse. Er det sandt?

Ja, det er det vistnok, men det er ikke det, jeg her vil undersøge.

Messerschmidt citerer lidt senere Edmund Burke:

»Jeg kan ikke stå frem og rose eller dadle noget, der angår menneskelige handlinger og anliggender blot ud fra en betragtning af sagen løsrevet fra enhver sammenhæng, i al den metafysiske abstraktions nøgenhed og isolation. De ledsagende omstændigheder giver i virkeligheden ethvert politisk princip dets særlige farve og særegne virkning«.

Og Messerschmidt synes at ville gå ind for et synspunkt, som jeg – og Luther med mig – til fulde deler: man kan ikke kræve bestemmelser eller love eller regler overholdt uden at se på omstændighederne: hvad fører det med sig, hvis vi lever efter den og den lov? Hvis vi selv her i landet som det demokrati, vi er, overvejer dette spørgsmål, er det jo så nemt, for fører en lov til uheldige omstændigheder, kan vi diskutere det, påpege de uheldige omstændigheder og lave loven om. Men hvis der er tale om en international lov, en menneskerettighed f.eks., så kan den ikke sådan laves om, heller ikke, hvis den har nogle uheldige omstændigheder i sit følge. Og så står vi dèr med nogle love, som nogle ihærdige mennesker gerne vil have gennemført fuldt ud, fordi de – som Messerschmidt siger – så gerne vil det gode.

Og hvad så?

Luther siger i sit skrift fra 1523: ”Hvor langt skal man adlyde øvrigheden?” om fyrstens dømmekraft, se her:

Derfor vil jeg her ikke sige noget om øvrighedens verdslige gøremål og love, for det er en omfattende sag, og der er alt for mange lovbøger om det. Og det er jo alligevel sådan, at hvis ikke fyrsten selv er klogere end sine jurister og ikke har mere indsigt end lovbøgerne, så vil han bestemt komme til at regere efter ordet fra Ordspr. 28,16: En fyrste, der mangler klogskab, vil undertrykke mange med uretfærdighed. For så gode og rimelige lovene end er, så har de dog alle den begrænsning, at de ikke kan klare usædvanlige tilfælde. Derfor må fyrsten jo have lige så fast et greb om loven som om sværdet og med sin egen fornuft skønne, når og hvor han skal bruge loven i hele dens strenghed og hvornår han skal lempe den. Således skal fornuften altid være over enhver lov og blive ved med at være den højeste lov og herre over enhver lov.

Det er vist nogenlunde det samme, som Burke siger. Det vil sige: vore politikere burde være klogere end deres jurister, de burde lade fornuften være over enhver lov, også den ”lov” som udgøres af fodjordsreglen. Og hvis man kun kan overholde denne ”lov” ved at udsætte vore gode politibetjente for smittefare ved at lade dem køre eventuelle asylansøger fra Padborg til Sandholm-lejren, så burde de kunne se, at dette er det glade vanvid.

Nå, det går måske ikke så galt, som præsten prædiker. For det første fordi Tyskland nu også har lukket sine grænser, så om asylansøgere får lov til at passere, så de skal polititransporteres de 330 km til Sandholm, det vides ikke. For det andet, fordi danskerne måske ikke er så lydige, at vi kan opnå et kontakttal på 1,8, men kun ét på 2,0, og så betyder et par smittebærere fra eller til jo ikke stort.

På den anden side: Hvis danskerne virkelig opfører sig til ug, hvis vi virkelig står sammen og holder afstand, så meget færre bliver smittede, og meget færre derfor får udviklet immunitet, og vi på den måde så nogenlunde ville kunne håndtére sygdommen, så er det altså meget letsindigt af politikerne at lade landet gen-inficere af potentielt smittebærende asylansøgere. Så har jo alle vore anstrengelser være noget nær forgæves. Blot for at politikerne kan overholde en tåbelig regel fra engang i fortiden.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.