Kære Kristeligt Dagblad, at I kan nænne det! At I kan få jer selv til at viderebringe en kommentar af en kommentator, der tydeligvis taler imod det, alle vi andre kan se og fornemme! At I ikke er bedre til at skille skidt fra kanel, end at en sådan gang surt pjask får lov til at komme i avisen, endda på forsiden!
Jeg tænker på en lang, lang artikel af Anders Redder den 18-3, se her. Den står som sagt på forsiden og strækker sig om på side 2, hvor den fylder det meste af siden tillige med en tegning, der tænkes at skulle afbilde Mette Frederiksens magtbrynde.
Ja, magtbrynde!
For det er sådan, hun afbildes af Redder. Han går ud fra en artikel, Mette Frederiksen har skrevet i december 2018 i Politiken. Og i den finder han en del eksempler, som han mener kan vise ham, hvordan Mette Frederiksen er inderst inde, og de træk, han finder dèr, bruger han så til at vise, hvordan det så udmærket stemmer overens med den politiker, coronavirussen har givet hende mulighed for at være: magtpolitikeren, der enerådigt bestemmer over hele landets vé og vel.
DR havde i sin tid en udsendelsesrække, der hed ”Jersild og spin”. I den prøvede man at analysere de politiske begivenheder, dvs., man prøvede at afsløre det spin, de forskellige politikere søgte at skjule. Hvorfor mon han eller hun gjorde sådan netop nu? Hvad ville han opnå? Hvordan ville han have, at folk skulle se på ham? Ville han sætte de andre partier i et dårligt lys? Ville han fremstille sig selv som handlekraftig og modig? Osv., osv. Det var til at få spat af.
Jeg så en del af disse udsendelser, for der kunne ind imellem dukke nogle guldkorn op. Men der er faktisk kun et enkelt guldkorn fra disse udsendelser, jeg husker. Det blev fremsat af Henrik Qvortrup, og det fremkom, efter at man havde diskuteret op ad stopler og ned ad vægge, hvad vel en bestemt politiker ville opnå med det, han havde sagt. Da var det, at Henrik Qvortrup sagde, at det jo også kunne være, at politikeren bare mente det, han sagde.
Og ja, det ku’ da være. Men det var sjovt nok en mulighed, ingen af de kloge kommentatorer i programmet havde tænkt på. Man var så ivrig efter at finde det spin, den underforståede, hemmelige, mindre pæne bevæggrund for de forskellige politiske tiltag, man mente måtte være der, at den rene ligefremhed var kommer helt ud af fokus.
Noget af det samme ser jeg her hos Anders Redder. Han skal absolut grave i Mette Frederiksens personlighed for at finde de karaktertræk, der får hende til at handle, som hun gør nu.
Overskriften fortæller om Redders fæle hensigt: ”Coronavirussen har vist os Mette Frederiksens politiske natur – viljen til at bruge magten”. Det er, hvad Redder har fået ud af at se de mange pressekonferencer: her ser man Mette Frederiksens politiske natur. Jamen, kære Redder og kære Kristeligt Dagblad: hvad rager Mette Frederiksens politiske natur os? Det er jo ikke den, vi er interesseret i. Det er ikke den, vi lytter efter. Vi lytter simpelthen efter det, hun siger. Og siger hun det som noget, der ikke må omgås, siger hun det som noget, der er alvorligt, så overvejer vi det, og må vel ret hurtigt give hende ret. Vi er da flintrende ligeglade med hendes politiske natur, når det er folkets reaktion på en hidtil ukendt dræbersygdom, det drejer sig om.
Begyndelsen af artiklen kører straks ind på det samme fuldstændig ligegyldige spor:
Mette Frederiksen frygtede allerede for år siden, at den omsiggribende globalisering kunne forplumre hendes politiske livsværk. Hun fik ret, men synes alligevel stærkest i disse dage, hvor regeringens drejebog er gledet hende mest af hænde.
En passus, der er svær at få ud af hovedet, og som lurer, hver gang man tænker på, hvilken type politiker vores statsminister egentlig er, tonede ved coronakrisens udbrud frem igen.
Igen: Det er da i denne situation noget af det mest ligegyldige at hæfte sig ved: hvilken type politiker Mette Frederiksen egentlig er.
Det fortsætter i samme dur. F.eks. med denne overvejelse:
Man siger, at kriser er en syretest for menneskets sande karaktertræk. Såfremt det er sandt, gælder det også vores valgte ledere. Og hvis der er en politiker, coronakrisen har lært os noget om, er det Mette Frederiksen.
Når statsministeren i disse dage og uger agerer, som hun gør, er det med et dybfølt håb om, at nationalstaten kan inddæmme de kaotiske konsekvenser, som en globaliseret og faretruende verden nok en gang har påført den.
Ja, ja, de kære kommentatorer er optaget af at grave dybere, de affinder sig ikke med deres første indtryk eller med de indtryk, vi almindelige mennesker, der ikke sådan tænker dybere over tingene, har, nej, de vil søge ned til de dybereliggende lag, de vil finde vore politikeres sande karaktertræk. Og da det er lidt svært hele tiden blot at pege på en slags magtbrynde, får vi nu at vide, at Mette Frederiksen agerer, som hun gør, ud fra et dybtfølt håb om at gengive nationalstaten noget af den magt, den har tabt i en global verden.
Sikke noget vrøvl! Har Mette Frederiksen noget andet håb end at føre Danmark nogenlunde helskindet gennem den krise, som Covid-19 har påført os? Er det ikke håb nok? Vi, der udgør det danske folk, vi, der af Mette Frederiksen opfordres til at stå sammen og holde afstand, vaske hænder, blive hjemme og holde os alle de andre gode og forstandige råd efterrettelig, som hun og hendes ministre og embedsmænd giver os, vi, hvis skæbne ligger i disse myndigheders hænder, vi opdager blandt meget andet, at vi er et folk, og at vi faktisk kan agere som et folk, vi finder ud af, at det giver mening at gøre, som vores statsminister siger, og vi hører hendes ord som noget dybt naturligt, noget selvfølgeligt, noget, der ligger i forlængelse af, at vi er et folk, og hun vores statsminister.
At give sig til at efterspore Mette Frederiksens sande karaktertræk, forekommer at være en nærmest absurd måde at lytte til hendes ord på. At overveje, hvorvidt det stemmer overens med hendes tidligere udtalte opfattelse af forholdet mellem vores nationalstat og den globale verden, er i sammenhængen her helt ude i skoven. At spekulere på, om hun med sin handling giver Thomas Hobbes ret, når han i sit hovedværk ”Leviathan” fra 1651 mente, at en suveræn, der samlede al magt hos sig, gav folket mest mulig sikkerhed – for det hævder Redder også – er noget, der er det mest ligegyldige af alt, og dertil noget, der risikerer at stille læseren udenfor det folkelige fællesskab, fordi man – hvilket i situationen er helt fejlagtigt – giver sig til at overveje, om det nu også er rigtigt sådan uden videre at rette sig efter en sådan diktator, for – ikke sandt – Mette Frederiksen er jo nærmest afbildet som en diktator.
Som sagt må man undre sig såre over, at Kristeligt Dagblad har offentliggjort noget sådant vrøvl. Og så på forsiden! At en af de sædvanlige kommentatorer, der kommer med kloge bemærkninger i tide og utide, i denne situation ikke har andet at komme med, nå ja, det viser vel bare, hvor indskrænket han er, men at Kristeligt Dagblads redaktion har valgt at bringe det, det er mærkeligt.
Dog tror jeg ikke, det direkte er skadeligt. De fleste vil nok give Tapio Juhl ret, når han i et kort læserbrev inde i bladet – ja, det kom ikke på forsiden, selv om det egentlig kunne fortjene det, i den grad afbilder det den følelse, der griber os danskere – skriver:
Jeg er ikke socialdemokrat, men er stolt og glæder mig over statsminister Mette Frederiksens (S) saglighed og værdige fremtoning i medierne.
Sådan ser jeg også på det. Og jeg tror egentlig – lidt i modsætning til det, Tapio Juhl også skriver – at langt de fleste politikere ser på sagligheden hos Mette Frederiksen på samme måde. De tiltag, regeringen har fremlagt, har i hvert fald mødt så at sige enstemmig opbakning fra Folketinget. Ingen af dem tænker som Anders Redder. De er jo heller ikke kommentatorer, men politikere. De skal ikke undersøge Mette Frederiksens sande karaktertræk, men tage stilling til det, hun siger. Og det, hun siger, siger hun, fordi folket står overfor en udfordring, og det, hun siger, siger hun som svar på den udfordring. Ikke af nogen anden grund.
Jeg vil dog udvide min stolthed en smule. Det, Mette Frederiksen gør, er så selvfølgeligt og ligetil, at enhver dansk politiker ville have gjort det samme. Sagt det på en anden måde, javist, været lidt anderledes i den personlige udformning, javist, men optrådt med samme værdighed og selvfølgelighed. For den gerning, der skal gøres af en dansk statsminister i denne situation, ligger lige til højrebenet. Som Paulus siger det i Ef 2,10:
For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.
Der er noget, der skal gøres, der er ting, der skal afvejes mod hinanden, der er forhandlinger, der skal gennemføres, men stillet overfor den krise, som Covid-19 påfører os, er der ikke så meget at rafle om. Og det faldt så i Mette Frederiksens lod at udføre det. Og det gør hun godt.
Magtbrynde? Magt som karaktertræk? Rend og hop!
ricardtriis 