Hjemløse i hjemmekarantæne

For nogle indlæg siden stillede jeg det spørgsmål: Hvordan vil myndighederne give en hjemløs hjemmekarantæne? Se her.

Det var måske nok en lidt dårlig vittighed, men det var fra min side tillige ment som en stilfærdig påmindelse om eksistensen af hjemløse mennesker i vort velfærdssamfund.

Nu viser det sig minsandten, at Liselott Blixt, medlem af folketinget for Dansk Folkeparti, ikke blot har fået den samme tanke, men også er fremkommet med et løsningsforslag til det problem, jeg opstillede. Hun har i et læserbrev i Horsens Folkeblad, det afsnit, der hedder Danmark, fået øje på de mange tomme hotelværelser og foreslået, at de kan bruges af sundhedspersonale, der nødig vil smitte deres familie og af den grund kunne tænke sig, mens pandemien står på, at bo et andet sted.

Men i forlængelse af det er det så, at hun skriver:

Der vil være stor forskel på, hvad man har brug for i de forskellige landsdele. I nogle byer vil de også have brug for senge til de hjemløse, og her har det været dejligt at se, at et hotel i København har stillet værelser til rådighed. Vi skal netop her vise, at vi kan arbejde sammen på kryds og tværs, for at hindre smitten spredes og sikre den omsorg for ældre og svage, som er dem der udsættes allermest.

Og det er jo nærmest genialt. Det er et fortrinligt udtryk for, at nogen her i disse usædvanlige tider, kan tænke usædvanlige tanker. Og vil man indvende, at ”man kan da ikke lade hjemløse bo på hotel for det offentliges regning”, så er det indlysende svar, at det kan man selvfølgelig ikke under normale forhold. Men når hjemløses mødesteder og herberger bliver lukket ét efter ét, hvad så? Hvordan skal man så forhindre, at de bliver smittet og bærer smitten videre til ikke blot andre hjemløse, men også os med trygge hjem og sikre boliger? Her er det da oplagt – når man altså lige har genialitet nok til at se det helt nye og usædvanlige i situationen – at bruge de hotelværelser, der jo står tomme, fordi turisterne udebliver.

Vort samfund består af så mange sociale lag, og når coronavirussen ikke skelner mellem sociale lag, men fortæller os, at vi alle er mennesker, så må vi vel også bryde skellene i stykker.

Vanskeligere er det at afgøre tingene på den græske ø, Lesbos. Som man måske véd, ligger denne ø tæt op til det tyrkiske fastland, og der er igennem de senere år en masse migranter, der har taget turen over Ægæerhavet i gummibåd for at nå over til det forjættede land: Europa. Men Grækenland har på det seneste ikke blot villet lade dem vandre videre til de andre lande i Europa – og har heller ikke kunnet, for Balkanlandene har hjulpet Nordmakedonien med at bevogte grænsen til Grækenland, så ingen migranter slipper igennem dèr – så migrantlejren på Lesbos er overfuld. Ifølge en artikel i Den korte Avis, se her, er lejren beregnet til at huse 3000 mennesker, men der bor i og omkring lejren for øjeblikket 20.000.

Og, fortæller artiklen, Læger uden Grænser fortæller, at forholdene i lejren er forfærdelige:

Over tusinde beboere har ikke adgang til sæbe.

Og de lever under katastrofalt dårlige hygiejniske forhold.

I et afsnit af lejren er der således 1.300 mennesker, der skal deles om en enkelt vandhane og uden adgang til sæbe.

Familier med fem eller seks medlemmer er henvist til at sove i et område på tre kvadratmeter.

Det betyder, at de anbefalede forholdsregler såsom regelmæssig vask af hænder og social distance for at hindre virussen i at sprede sig er umulige at overholde,” forklarer Dr. Hilde Vochten, der er Læger uden Grænsers koordinator i Geneve.

Den engelske avis ”The Guardian” har talt med nogle af beboerne, se her, og de kan supplere beretningen om de elendige forhold. Én af dem, Sherzar, 30 år, fortæller om vanskelighederne ved at få nok mad til sig selv; hun ammer en nyfødt, og får hun ikke nok at spise, græder barnet hele tiden. Der fortælles også om en 30-årig afghansk kvinde, Anis Nouri, der er gravid i ottende måned, og som om dagen nok kan stå i kø for at nå frem til toilettet, men om natten er bange for at gå alene og må have sin mand med. Også andre elendigheder fortæller migranterne om.

Oven i al den elendighed kommer så coronavirussen. Der er allerede konstateret et udbrud på Lesbos, og blandt andet det får Læger uden Grænser til at advare. I deres pressemeddelelse hedder det:

Evakueringerne af lejrene på de græske øer er nu mere nødvendigt end nogensinde. Vi er nødt til at være realistiske. Det vil være umuligt at kontrollere et udbrud i lejrene.

Det er ganske karakteristisk for Læger uden Grænser at nøjes med at påpege problemet. Man er vant til fra denne organisations side at lade andre rage de kastanjer ud af ilden, som man selv har raget derind. Man har haft et skib liggende udenfor Libyens kyst for at opfange de gummibådsmigranter, der stod ud fra Libyen; dem har man så sejlet til Italien. Man føler sig som gode mennesker – dvs., man pudser grundigt sin glorie – når man ”redder menneskeliv” på den måde. Men hvordan det sidenhen går disse reddede mennesker, det må virkelig andre tage sig af. For indse, at man med sine ”gode gerninger” er med til at opfordre migranter i Mellemøsten og Afrika til at begive sig til Europa, det kan man ikke i Læger uden Grænser.

Nu har man vist på Lesbos øvet en lidt anden indsats. Her er afstanden til Tyrkiets kyst så ringe, at det ikke har været nødvendigt at anbringe noget fartøj til at opsamle migranterne. Og selv om den græske flåde nu igen har påbegyndt sin tidligere praksis med at tvinge bådene tilbage, er der en del, der slipper igennem og derved er med til at forværre tilstandene i lejren på Lesbos.

Men altså: Læger uden Grænser mener, at en evakuering af lejrens beboere er højst påkrævet. Men foreningen giver ikke noget bud på, hvorhen de skal evakueres. Helst skulle de vel sendes tilbage til Tyrkiet. Men det vil Tyrkiet nok ikke gå med til. Og ud fra den måde, Læger uden Grænser har set på migranterne på hidtil, må man nok formode, at dette værktøj heller ikke ligger i deres værktøjskasse.

Men hvad så? Skal de sendes til det græske hovedland? I så fald: hvordan vil man så sikre sig, at de ikke smitter den græske befolkning? Det vil sige: Hvis der skal foregå en evakuering til Grækenland – hvis der dèr er lejre nok til at huse dem – så må de naturligvis leve i karantæne i disse lejre, det vil sige, de må ikke forlade lejrene, og det vil videre sige, at lejrene skal bevogtes, endda strengt bevogtes. Og har Grækenland mandskab nok til det?

Sagen er – og det glemmer de ”gode” mennesker i Læger uden Grænser og de mange, der sympatiserer med dem – at det ikke er søndagsskolebørn, vi har med at gøre, jfr. Anis Nouris angst for at gå på toilettet om natten.

Det illustreres yderligere af en begivenhed i Tyskland, som Robert Spencer på jihadwatch beretter om, se her. I en opsamlingslejr for asylansøgere i Thüringen i Tyskland fik én af migranterne stillet diagnosen: coronavirus. Han var efter sigende kommet til Tyskland fra Sverige – lidt af en omvej, synes man – på illegal vis. Men havde fået sagt asyl, og blev derfor anbragt i denne lejr. Men da hans sygdom blev opdaget, blev alle lejrens 533 beboere sat i karantæne: de måtte ikke forlade lejren. Det ville de imidlertid ikke finde sig i, og de gjorde alle mulige forsøg på oprør, tvang nogle af beboerne til at indlede en hungerstrejke og forsøgte at kravle igennem kloakrørene for at nå frem til den nærliggende by.

De truede også med at sætte ild til lejren, og én må have haft IS’s flag med sig, for det lod de vaje over deres boliger. Man måtte ”berolige” dem med op til 50 politibetjente.

Med andre ord: så længe disse migranter får deres vilje, kan de nok spille rollen som ynkværdige mennesker. Men går noget dem imod, rejser de børster, og der skal politi- eller militærstyrker til for at få dem til at makke ret.

Det er jo ikke sådan, at man ikke kan have ondt af disse beboere i lejren på Lesbos, både med og uden coronavirus. Men man kan sandelig også have ondt af øens indbyggere. Deres levebrød: turismen, har de måttet se smuldre for deres egne øjne, og samtidig ser de tydeligt grunden til denne neddrosling: de mange migranter på øen. Alt dette skyldes den græske Syriza-regerings ulyksalige beslutning i 2015, hvor man befalede den græske flåde ikke mere at tvinge flygtningebåde tilbage til Tyrkiet. Det havde man gjort hidtil, og det, at man ophørte med det, var årsagen til migranttsunamien til Grækenland og det øvrige Europa i 2015.

Dog er det ikke kun Grækenlands skyld, at tsunamien brød frem. De andre EU-lande og EU’s hovedsæde i Bruxelles bærer sin del af skylden. For det, Grækenland havde gjort: at man havde tvunget migrantbåde tilbage, var imod de smukke regler, man smykkede sig med i Bruxelles. Og man bifaldt derfor i høj grad, at grækerne nu omsider gebærdede sig, som de skulle.

Og nu, hvor grækerne har genoptaget deres praksis fra før 2015, nu vender også EU sig på en tallerken og stiller sig bag dem, nu lyder det fra Ursula von der Leyen, at ”vi står bag jer”, når grækerne med simpel magt (og tåregas) forsvarer deres grænse.

Men hvis man af den grund forventer, at EU vil lægge jord til lejre, hvortil migranterne fra Lesbos kan evakueres, kan man godt pakke sin forventning sammen med det samme. Skulle det lykkes at få nogle lande til at være villige til at modtage sådanne migranter, vil det tage så lang tid at få gennemført, at coronavirussen for længst er et overstået stadium til den tid.

Nej, det er virkelig ikke til at vide, hvordan man skal bekæmpe coronaen i lejren på Lesbos. Hvis ikke man har lejrkapacitet på fastlandet – og selv, hvis man havde – vil det muligvis være klogest at gøre, som kineserne gjorde med Wuhan: fuldstændig at isolere øen. Det kan man jo gøre, fordi det er en ø. Så bliver ganske vist de fastboende grækere på en måde taget som gidsler, men alternativet er, at mange grækere på fastlandet bliver smittet. For overtale migranterne til at opfører sig ordentligt, nej, det tror jeg ikke, man kan. Og Wuhan-metoden med opsporing af enkelttilfælde og isolation af dem har jo da også været særdeles effektiv.

Man kan lade naturen gå sin gang og tage det antal dødsfald med, som dette indebærer. Det svarer nogenlunde til den metode, vi bruger her i landet, blot trækker vi jo naturens gang noget i langdrag med vores isolation, noget, man nok ikke kan gennemføre i lejren på Lesbos. Man kan bøde på denne metode ved at skaffe tilstrækkeligt med respiratorer til øens hospitaler, naturligvis til gavn for både fastboende og migranter. Og man kan – måske – give sig til at teste de ramte og specielt isolere dem. Men denne sidste metode vil nok være ret usikker. For med coronavirussen er det jo sådan, at man, når man får konstateret sygdommen, formentlig allerede har smittet mange andre.

Og til sidst – for nu at vende tilbage til Liselott Blixt – kan man ikke bruge Blixt-metoden på Lesbos? Der må jo være en del turistværelse, der står tomme, på hoteller og på kroer. Hvis man nu tog dem i brug – mod en klækkelig betaling, eventuelt fra EU – kunne man så ikke noget bedre bekæmpe sygdommen?

Utvivlsomt. Og hvis man kunne garantere, at migrantstrømmen ville standse og at beboerne efter coronaens uddøen ville kunne genoptage deres tidligere turisterhverv uden forstyrrelse af migranter, så ville man kunne få opbakning til ideen fra øens faste beboere. Men ak: hvor skal man så anbringe migranterne?

Det er måske det mest sørgelige ved situationen. Komme om på den anden side af coronavirussen, det kan man. Men kommer ud af den tovtrækningssituation, der udspiller sig mellem Tyrkiet og EU, det kan øboerne ikke, hverken de fastboende eller migranterne. Jævnfør Per Stig Møllers bemærkning som citeret her. Og så falder nok alle mine skønne forslag til jorden.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.