Tja, så har man været i kirke på denne corona-søndag! Hvis det ellers er at være i kirke, når man blot har fulgt en såkaldt gudstjeneste via internettet. Men det siger vore biskopper jo, det er, og så må det jo passe.
Jeg må så tilstå, at jeg svigtede DR2, som jeg ellers holdt mig til forrige corona-søndag. Det skyldtes, at Kristeligt Dagblad havde bekendtgjort, hvor man kunne se internet-gudstjenester. Og blandt de kirker, der sendte på internettet, var min ”gamle” kirke: Viborg domkirke, hvor jeg var præst fra 1963 til 1967. Så den kirke fristede mig til at gå bort fra DR2. At det så viste sig, at det var Marianne Koch, med hvem jeg havde et kirkebladssamarbejde, da hun var ansat i Horsens, der havde tjenesten, gjorde jo ikke glæden mindre.
Jeg skal nøjes med at nævne to ting fra den gudstjeneste. Begge dele har noget at gøre med et problem, der kører rundt i hovedet på mig her i corona-tiden: Har Gud skabt denne virus? Er Gud almægtig, må han vel have gjort det, men hvad er i så fald den dybere mening med det?
Desværre er det svar, jeg her vil prøve at komme med, nok temmelig foreløbigt. Blandt andet, fordi der måske slet ikke er noget svar på dette spørgsmål.
Det første, jeg bed mærke i ved denne gudstjeneste, var det tredje vers i nr 71. Den salme blev sunget af en enkelt sanger med orgelledsagelse, og egentlig burde jeg have haft salmebogen fremme for at kunne følge med, men hendes udtale var nu ret tydelig, og jeg havde da også hørt salmen før, så det kunne nogenlunde gå an.
Salmen hedder ”Nu kom der bud fra englekor” og i det tredje vers taler Gabriel til Maria:
Livsaligste blandt Evas køn/ Gud så til dig i nåde/ du føde skal Guds egen Søn/ som haver alt at råde/ som strækker ud sin kongestav/ fra hav til hav/ til alle slægters både.
Og nej, jeg har virkelig aldrig tænkt sådan før, men her gjorde jeg det: Hvad bilder den salmist sig ind? At bruge så store ord om et menneske! Véd han da ikke, at dette barn endte sine dage på et kors? Har han virkelig ”alt at råde”?
Men jeg må jo indrømme, at Kingo – for ham er det – har matthæusevangelisten med sig, når denne i kapitel 28 lader Jesus sige: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”. ”Al magt”, det må da være noget af en overdrivelse!
Er det virkelig den korsfæstede, der er almægtig? Og er det det, der er meningen, hvordan skal så det forstås? For det modsatte synes jo for en umiddelbar betragtning at være tilfældet.
I det sidste nummer af ”Præsten” havde Bo Kristian Holm en omtale af Luthers skrift fra 1527 ”Ob man vor dem Sterben fliehen möge”. Dette skrift er blevet oversat og udgivet som bog af manden bag lutherdansk.dk, Finn B. Andersen. Det var en anmeldelse af denne bog, ”Præsten” bragte. Men Finn B. Andersen har desuden lagt sin oversættelse ud på nettet, se her. Dette Luther-skrift er jeg blevet noget optaget af. For ikke sandt, det synes jo at være netop det corona-problem, som vi står overfor, som Luther her behandler. Jeg arbejder for øjeblikket på at lægge den tyske udgave af skriftet fra Erlangerudgaven ud på nettet, sammen med en oversættelse. Og måske jeg også vil omtale værket her på bloggen. Det tør jeg dog ikke lægge hovedet på blokken for. Men man kan jo håbe.
I hvert fald er der noget i Luthers tankegang, som vi nok ikke direkte kan kopiere i vore dage, nemlig den kendsgerning, at Luther ser pesten som Guds straf. Der er jo sket temmelig meget fra Luthers dage til vore. Blandt andet har vi ikke længer en verdensopfattelse à la Luthers.
Og det er her den anden ting fra ovennævnte gudstjeneste kommer ind i billedet. Der var tale om en enkelt bemærkning i Marianne Kochs prædiken – måske kun en sidebemærkning – som afslørede, at hendes verdensforståelse er moderne. For vor verden er en verden, der udvikler sig, sagde hun. Og det er en tanke, som jeg kan følge. Mennesket er ikke sat ind i en færdigudviklet verden, vi er sat ind i en verden under konstant udvikling. Det gælder den kulturelle udvikling. Vi er selv en del af denne udvikling, og vi mener vist, at det er os, der styrer denne udvikling, men det er det ikke, det er Gud (Ja, nu går jeg langt udenfor Marianne Kochs sidebemærkning). Og det, der bestemmer denne udvikling, er sproget, eller – hvis vi skal tale bibelsk – Ordet. Derfor får det pludselig mening, at det menneske, der blev født dengang, og som jo af Johannes blev kaldt ”Ordet”, er almægtigt. For det er ham og hans gerning og ord, der bagfra styrer vor kulturelle udvikling.
Men ikke blot er vor verden genstand for en kulturel udvikling, den er også genstand for en videnskabelig udvikling. Når det kan lade sig gøre for os mennesker at udfinde love for verdens udvikling, skyldes det, at verden er skabt ved Ordet, Ordets retningslinjer om årsag og virkning er lagt ned i materien, så når vi udforsker materien, er det Guds Ords indvikletheder, vi udforsker.
For indviklet er det, det mærkelige liv, vi er kastet ind i. Så indviklet er det, at det ikke lader sig fange ind af selv den mest detaljerede videnskabelige undersøgelse. For midt i lovmæssighederne, der giver os mulighed for at foretage forudberegninger, er det fuldt af tilfældigheder, tilfældigheder, der håner alle lovmæssigheder.
Kaj Munk har i sine efterladte papirer en lille afhandling om hans forhold til videnskaben. Og her gør han opmærksom på, at nye arter fremstod, når den videnskabelige lovmæssighed blev brudt. Han tænker her på de mutationer, der jo er fejlkopieringer af generne, men altså i nogle tilfælde heldige fejlkopieringer, så nye arter kan dannes, nye former spire frem og til sidst mennesket blive til med det sprog som sin fødselsgave, der i et og samme spring åbner mulighed for frihed og for udvikling. Jeg har behandlet dette problem lidt nøjere i min bog ”Mennesket, robot eller person”, side 41ff.
Indviklet, ja, det er, hvad det er. Her har vi gået og bildt os ind, at nu havde vi omsider nogenlunde styr på dette sprælske liv, og så spræller det løs igen i en kinesisk provins, så viser det sig, at netop dèr, hvor en tilfældig ophobning af vilde dyr og mennesker forekommer, har en ydmyg og hidtil ubemærket lille virus set sit snit til at danne så mange mutationer, at én af dem kan blive levedygtig ud over alle grænser – nej, den har naturligvis ikke ”set sit snit til” noget som helst, det hele er tilfældighed på tilfældighed.
Er denne tilfældighedernes verden så Guds verden?
Lad mig slutte med at citere Luthers forsøg på at løse denne gåde. Man kan sige, at han ikke får løst gåden, men blot udskyder løsningen til livet efter dette. Men alligevel!
I ”de servo arbitrio” (”Om den trælbundne vilje”) fra 1525 skriver han:
Vi kan tænke os tre lys, naturens lys, nådens lys og herlighedens lys, sådan som man skelner i almindelighed og med rette. I naturens lys er det uløseligt, at det er retfærdigt, når den gode møder trængsler og den onde har det godt. Men dette løser nådens lys. I nådens lys er det uløseligt, hvordan Gud fordømmer den, som ikke med sine egne kræfter kan gøre andet end synde og være skyldig. Her siger både naturens lys og nådens lys, at den, der er skyldig, ikke er det elendige menneske, men den uretfærdige Gud, de kan nemlig ikke dømme anderledes om en Gud, som kroner det ugudelige menneske uden at han har gjort sig fortjent til det og undlader at krone en anden og i stedet fordømmer ham, skønt han måske er mindre ugudelig og i hvert fald ikke mere ugudelig. Men herlighedens lys siger noget andet og vil vise os, at Gud, der nu kun har en dom af uforståelig retfærdighed, til den tid vil være af den mest retfærdige og klare retfærdighed, blot sådan, at vi indtil da skal tro det, formanet og bekræftet af dette eksempel med nådens lys, som et lignende mirakel fuldbyrder i det naturlige lys. (Se her).
Vi skal naturligvis ikke prøve at sige det bedre end Luther. Men vi skal sige det ud fra et andet verdenssyn. Men heller ikke vi har nok i sidste ende andet at henvise til end ”herlighedens lys”.
ricardtriis 