Villet vanvid?

At ville leve ud af en kristen livsglæde, er det ikke det glade vanvid? Ikke blot vanvittigt, fordi man kan spørge, om det lader sig gøre, også vanvittigt, fordi man må spørge, om denne vilje lader dette vanvittige menneske, der trods alt det, der modsiger, synger med på påskesalmerne af fuld hals, fremstå som et helt menneske eller fremstå som en hykler, der siger ét, men lever noget helt andet.

Det er problematikken fra langfredagens indlæg, jeg her tager op til nærmere prøvelse. For om man så tusind gange kalder alle de spørgsmål, der deri blev rejst, for anfægtende, jeg lever jo glad og livsåben, uanfægtet af alle de anfægtende spørgsmål.

Kan man det? Er det ikke en selvmodsigende levevis? Kan man på den måde ligefrem med viden og vilje leve på noget, som man dog véd er vanvid?

Spørgsmålet rejser sig også, efter at jeg for nogle år siden digtede en anden slutning på Kaj Munks skuespil ”Ordet”. Jeg har omtalt denne anden slutning her, og det, der ikke kunne lade sig gøre, da jeg skrev dette indlæg, kan i dag lade sig gøre: Den udgave af ”Munkiana”, hvori min alternative slutning er trykt, kan nu ses på internettet, nemlig her, på side 10.

Kaj Munk er en højst besynderlig personlighed, rummer utrolige modsigelser i sig, farer ud i alle retninger og gennemprøver mange forskellige livsholdninger uden rigtig at kunne slå sig til ro, heller ikke med en kristen livsholdning. Noget af det, der forhindrer ham i det, er den arv, han havde med sig fra sin pietistiske plejemor. Den blev ved med at sidde i ham som noget, han både beundrede og tog afstand fra; og derfor som noget, han både betragtede som et ideal for enhver kristen, men samtidig som et ideal, han ikke selv kunne leve op til.

Den pietistiske arv sidder i ganske mange af os den dag i dag. Den tilsiger os, at dette at tro er noget med at føle sig i Guds varetægt. Men fordi Kaj Munk aldrig selv kom til at opleve den følelse – han kunne ikke slippe alle tvivlsspørgsmålene – fordi han måtte nøjes med for sit eget vedkommende at nære et ønske om, at det var, som kristentroen siger, det er, derfor kan han nok være os til hjælp i dag.

Men ikke med dødeopvækkelsen i ”Ordet”. Med den dødeopvækkelse er hans pietistiske arv, den, der taler om helbredelse ved tro, gået helt grassat. Der er kun én positiv ting at sige om den: at den fremkom i hans sind, fordi han var et meget mere følsomt menneske, end han dengang og senere ville indrømme. Dette at skulle igennem det, vel alle unge præster udsættes for: at skulle stå for en begravelse, hvor døden forekommer fuldstændig meningsløs, det ramte ham betydelig hårdere, end det rammer os andre. Han antyder det i et brev til Einar Christiansen den 10. februar 1932:

Saadan et Stykke kunde jeg ikke skrive mere. Men dengang var jeg ung, og mine Nerver var blottede;

Ja, hans nerver var blottede. Og det satte ham i stand til at skrive dette stykke. Desværre. For her retter hans ønske om sandhed sig ikke mod kristentroen, men mod en pietistisk afart, oven i købet i en næsten karikeret form, hvor talen om helbredelse ved tro forvanskes til en tale om dødeopvækkelse ved tro, en forvanskning, ingen i kristenhedens historie tidligere har forsøgt sig med.

Kun det gode er der ved denne forvanskning, at den viser, hvor utrolig hårdt det ramte Kaj Munk at skulle være med ved udsyngningen og begravelsen af Marie Sand, som var død i barselsseng sammen med det barn, hun bar på.

I min omdigtning af slutningen af ”Ordet” har jeg ladet Johannes komme tilbage fra rævehulen som tvivler. Han kan ikke se meningen med det, der er sket. Han hører intet trøsteord fra bibel eller kirkeforkyndelse, han oplever kun en stor tomhed ved det, der er sket. Men så lader jeg den lille Maren bede ham om at bede aftenbøn med hende. For nu er hendes mor der jo ikke mere til at gøre det. Og til det indvender han bl.a., at han aldrig har forstået bønnen ”Ske din vilje”. Dertil lader jeg den lille Maren svare: ”Jamen, du behøver da heller ikke forstå det. Du skal bare bede det” (replik 948). Det forklarede jeg i mit tidligere indlæg således:

Ved skæbnens ugunst – eller måske her snarere: skæbnens gunst – kom jeg her til at lade Maren sige noget, der løser os fra pietismens tankefængsel: Det drejer sig ikke om, hvad du føler eller ikke føler, du skal bare bede bønnen, og så lade ordene selv om at nå ind til dit indre.

Det, det drejer sig om – også når man synger påskesalmerne – er ikke undervejs at forvisse sig selv om, at man nu også tror fuldt og fast på, at graven var tom; det er ikke at opregne alle tvivlsspørgsmålene og besvare dem ét for ét; det er ikke at overhøre indvendinger om uoverensstemmelserne mellem evangelierne indbyrdes og mellem evangelierne og Paulus. Det er, at lade salmernes boblende livglæde smitte af på sig. Det er at komme i påskestemning, så man trodser al langfredagsuforstanden. Det er at bøje sig for alle videnskabens sætninger, lige med undtagelse af den, der siger, at et dødt menneske ikke står op fra de døde.

Så kan man give rum for den forhånelse af djævelen og døden, der ligger i salmerne. ”Hører du, Helved, vor morgensang”, kan man synge med Grundtvig (DDS 223). Godt nok må man tænke sig til Grundtvigs herlige hån mod den store frådser i hans oversættelse af Luthers ”I dødens bånd vor frelser lå” (DDS 220), hvor han har indføjet et vers 5, som Luther ikke havde med:

Det gik, som det var forudspå’d,

skønt det er sært at sige:

Den ene død den anden åd,

det lige var for lige.

Den store frådser kom til kort,

Vor Herres kød var alt for hårdt,

det kunne han ej fordøje.

Halleluja!

Men selv om man ikke har vovet at tage dette vers med i salmebogen, er der meget andet at frydes over i påskesalmerne. Vi synger med Wexels: ”Afvæbnet nu og ødelagt/ for evig er al Helveds magt” (DDS 224): ”ha, ha, Helved, det har du rigtig godt af”, og vi lader Brorson fylde os med fryd: ”I Jesu åbne grav vi ser/ at alle himle mod os ler” (DDS 229) ”og du, Helved, troede lige, dit mørke skulle herske over os; dèr blev du godt nok snydt”, osv., osv.

Og er man til de mere stilfærdige salmer, så kan man synge Grundtvigs ”Påskeblomst, hvad vi du her” (DDS 236), og undervejs spørge sig selv, om denne blomst har noget betyde, men vel også mærke fryden stige op i lemmerne, når Grundtvig til sidst må lade tvivlen og tilbageholdenheden forsvinde og lige ud sige: ”Ja, jeg ved, du siger sandt/ Frelseren stod op af døde/ det er hver langfredags pant/ på en påskemorgenrøde./ Hvad er segl og sværd og skjold/ mod den Herre kæk og bold/ avner kun, når han vil ånde/ han, som svor os bod for vånde”. Et åndepust, det er alt, hvad Gud behøver for at blæse segl og sværd og skjold til side.

Jamen, er det ikke vanvid? Er det ikke så ualmindeligt, at vi ikke kan fæste lid til det? Snyder vi ikke os selv, når vi hopper på den limpind?

Jeg må indrømme, at jeg i min gendigtning af ”Ordets” slutning har ladet Johannes sige:

(957) Johannes: Åh, ja, kunne man endda gå fra det nådige vanvid til det villede vanvid. Men jeg tror ikke, jeg kan.

Det nådige vanvid, det er det vanvid, Johannes var grebet af i de første akter, dèr, hvor han troede, han var Jesus. Det villede vanvid, det er det, han kunne ønske sig at gå ind i, det, vi andre stærkt-troende eller lidet-troende søger at bevæbne os med for at kunne leve. Og det kaldes vanvid, fordi det synes det at være i tomhedens øjne. Ja, måske vi endda skal sige: ”synes at være det i verdens øjne”, og så samtidig indrømme, at vi er en del af den verden, der ser sådan på sagen.

Den fornemmelse, at vi i den henseende tænker som ”verden”, ser på virkeligheden med ”verdens” øjne, osv., den kommer vi ikke sådan ud af.

Det behøver vi heller ikke.

For den verden, der tænker sådan, er også en verden fuld af livsmod, fuld af livsglæde, en verden, der har dannet musik så skøn, at den næsten må kaldes himmelsk, en verden, der har skrevet komedier, der fremkalder latterbølge på latterbølge, en verden, der har sans for denne verdens mange vidunderligheder. Det vil sige, det er i virkeligheden en verden, der tror på Gud. Blot vil den ikke indrømme det. Men tro på Gud gør den ikke desto mindre.

Men en opstandelse, det er dog for meget, det er vanvid i alt for høj potens.

Er det?

Kaj Munk har sagt det med beundringsværdig klarhed og korthed. I en artikel ”Påskens Opad”, se her, siger han:

Paaskeklokkerne kimer hen over alle 5 Verdensdele om ham, der opstod af Graven, skønt det var umuligt, og for til Himmels og naaede op, skønt de kloge mente, det var ud i det blaa. Med denne Tro paa det utrolige tør vi gaa i Kamp mod Angsten i os og om os. Endogsaa Angsten for, at vor Tro tager fejl – at der skete ikke noget Paaskemorgen – at det var de afsindsfortvivlede Mænd og Kvinder, der af Skuffelse, Sorg, Nattevaagen, Sult og Dødsangst gled ud i et Anfald af Hysteri. Om alt kan jeg falde i Tvivl, om min Hustrus Kærlighed, om jeg selv er til. Men det røde Blod i mit Hjerte rejser sig til stærke, villende Slag, at jeg er til, at hun elsker mig, at han er opstanden.

Der er en angst i os og om os, som vi må kæmpe imod. Og der er en tvivl, som kun vanskelig vil lade sig dæmpe. En tvivl på kærligheden mellem mennesker, endog mellem de mest nærtstående mennesker, og en tvivl om, hvorvidt det legeme, der render rundt og bilder sig noget ind, er mig, altså en tvivl om, hvorvidt jeg er til, om jeg er en person eller en robot. Det første tager vi som en selvfølge, næsten som noget, vi har ret til. Det andet spekulerer vi aldrig over. Selvfølgelig er jeg et frit væsen. Robot? Mig? Kan jeg ikke gøre, hvad jeg vil?

Og dog er det netop det, som de stærke, villende slag i mit hjerte rejser sig for at fastholde: Der er kærlighed til mellem mennesker, vi kan godt nok aldrig nå nærmere til ind den end at tro på den, men det gør vi jo alle, opvokset som vi er i en kristen verden. Og min egen tilværelse? Skulle jeg tvivle på den? Skulle mine hjernebevægelser være lovmæssigt bestemt ned i mindste detalje? Ikke, om jeg tror det, så kan videnskaben sige, hvad den vil. Sådan siger vi, ja, sådan siger vi alle. Mig overbeviser ikke videnskaben, men de villende slag, mit hjerte slår for at synge alt, hvad jeg kan, spottende djævelen og nutidens ateister og alle de dårer, der betragter videnskabens tale som den endegyldige forklaring på tilværelsen:

Det er hvert dødeligt menneskes fryd,

det er på jorden en himmelsk lyd:

Kristus opstod fra de døde.

Han i sin død trådte døden på nakke,

hvem der med nåden vil tage til takke,

rejser han op fra de døde.

(DDS 223,5).

Og så kan jeg ikke dy mig for at nævne en firnurlighed, som Kaj Munk har fået med i det af hans skuespil, som jeg sætter højst, bortset fra ”En Idealist”, nemlig ”Fra Tidehvervet”, se her.

Her boltrer Munk sig rigtig med at afbilde en videnskabsmand, nemlig den romerske filosof, Titus Lucretius Carus, der i et mægtigt digterværk lod alting bestemmes af førstepartiklernes naturlovsbestemte bevægelser, ganske som nutidens videnskabsmænd og ikke mindst deres glade eftersnakkere vil lade videnskabens ord og kun det bestemme, hvad de vil tro på.

Men han har ladet Titus være gift med Charita, og han har ladet ham føle vederkvægelse og opløftelse i det videnskabelige arbejde, når han lå med hovedet i Charitas skød og lod hendes finger rede sit hår og måske derved være med til at udrede de tanker, der hvirvler rundt på indersiden af hovedskallen. Han lader ham også dø i denne stilling, dog først efter at han er blevet forsonet med Charita. Men som indledning til det meget talende tableau, der afslutter stykket, lader han Charita sige:

(1063) Charita: Og er mit Skød dig endnu ej for ringe

til Hovedpandested

Med dette tableau stiller Kaj Munk os det spørgsmål, om ikke alle videnskabens arbejdsmetoder og dermed alle dens resultater er afhængige af kristentroen.

Og vi, der er stærkt optaget af at synge alle påskesalmerne igennem, kan vel nok afbryde vor jubelsang så længe, så vi bliver klar over, at det, vi troede var vanvid, måske i virkeligheden er den dybeste sandhed, at det vers, vi ikke rigtig turde tage for fuldt pålydende langfredag, her påskemorgen fra dette tableau får karakter af dyb, dyb sandhed, om end stadig med uforståelighedens klæde anbragt over sig:

Du, som har dig selv mig givet,

lad i dig mig elske livet,

så for dig kun hjertet banker,

så kun du i mine tanker

er den dybe sammenhæng.

Nej, der er ingen sammenhæng. Sådan lød det langfredag. Jo, Golgata er sammenhængen i det alt sammen, Golgata er det, al videnskab hviler på, Golgata er nøglen til forståelse af det samfund, hvori kundskab og videnskab, musik og teater, latter og gråd, ja, hele menneskelivet kan blomstre.

Og så synger vi videre, så lever vi videre, så lader vi igen hjertet rejse sig til stærke villende slag: jeg er til, hun elsker mig, han er opstanden.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.