Lad mig begynde denne artikel med en udtalelse, som muligvis vil forskrække nogle af mine trofaste læsere: Folkekirken bør begynde at agitere for åbning ikke blot af kirkerne, men også af moskéerne.
Måske vi oven i købet skulle sætte os sammen med nogle imamer for at redegøre for, hvordan en åbning eventuelt kunne finde sted, hvilke forholdsregler man vil tage, hvordan tingene skal indrettes, og – ikke mindst – om vi, kristne og muslimer, kan tillade os at kræve forhåndstilmeldelse til gudstjenestebesøg i kirke og moské for at forhindre, at der kommer så mange til gudstjeneste, at afstandskravene ikke kan overholdes.
Når jeg får den tanke, skyldes det bl.a. en artikel i New York Times, se her. Her fortælles der om de tårer, en gammel imam må udgyde, fordi han under den nuværende ramadan må stå i moskéen og kalde til bøn, skønt moskéen er tom, må stå og sige alle bønsordene på menighedens vegne, skønt der ingen menighed er. Og denne moské, hedder det, har været åben hver evig eneste dag århundreder igennem, under besættelser, under pest, altid. Men nu, nu har tingene udviklet sig så besynderligt, at den må holdes lukket.
Det er til at græde over.
Og min pointe er, at vi i folkekirken så udmærket kan føle med denne imam. Også vi har ældgamle bygninger at forsamles i, også vi har holdt dem åbne altid, under krige, besættelse, pest og andre uhyrligheder. Men nu holder vi dem lukket. Det er til at græde over.
Og denne fælles gråd, dette, at vi forstår muslimerne på rent menneskeligt plan, kunne måske få os til at gå sammen med dem – og de andre ikke-folkekirkelige religionssamfund her i landet – for at udarbejde en strategi for, hvordan kirker og moskéer måske kunne åbnes. (Undskyld den dårlige vittighed, det var utilsigtet).
Vi i kirkerne skal jo sørge for, at de mange covid-19-vira, der udspys, når vi synger – og vi synger jo af karsken bælg, hvilket øger udsendelsen af vira – når at synke til gulvet, før de indfanges af andre i kirken. Og det er muligt, at de sædvanligvis anbefalede 2 meter ikke vil være nok. Så vi må nok indstille os på, at en ud af to bænke eller to ud af tre skal være tomme, og at der kun skal være ét eller to par kirkegængere på hver bænk. Måske burde kirketjeneren på forhånd markére de pladser, man må sidde på. Hvordan altergangen skal gennemføres, har jeg ikke noget bud på for øjeblikket. Men mere væsentligt er måske også det spørgsmål, om vi ved de kirker, der er vant til at have mange kirkegængere, ligefrem skal indføre adgangsbegrænsning – eller mere præcist, for adgangsbegrænsning er vi jo nødt til at indføre – om vi skal indføre forhåndstilmelding som et krav for at kunne komme ind. Det ville være noget af en ændring, for vi har jo hidtil pralet af, at kirkerne altid er åbne. Men det ændrede sig jo allerede i marts måned, kan vi monstro så betragte et tilmeldelseskrav som en lempelse?
Hvad moskéer angår, ved jeg ikke nok om muslimernes traditioner. Men de må jo nok acceptere, at de bliver nødt til at indføre afstregninger på moskégulvet med angivelse af hver enkelts plads for at få afstandskravene opfyldt. Og da de vistnok ikke synger, som vi gør det, kan måske disse afstandskrav være tilsvarende mindre. Det hele skal jo være sundhedsfagligt forsvarligt.
Der har på forskellige hjemmesider været beretninger om, hvordan ikke mindst mullaherne i Iran så stort på forsamlingsforbud og forbud mod pilgrimsrejser til den hellige by Qum, hvilket var medvirkende til, at Iran blev et arnested for smittespredningen blandt muslimer, ikke blot i Iran, men i hele Mellemøsten. De er dog nu vistnok ved at komme til fornuft. Og Saudi-Arabien har ret hurtigt indført forbud mod rejser til Mekka.
Men det bliver spændende at se, hvordan den langsigtede virkning af corona-krisen vil influere på muslimsk teologi. Det er jo nemlig ganske i overensstemmelse med almindelig muslimsk tankegang, at muslimer står øverst på Guds rangliste, og at Han derfor naturligvis ikke vil sende en virus, der angriber muslimer. Når Han nu ikke desto mindre har gjort netop det, sendt en virus, der angriber muslimer og ikke-muslimer i flæng, kan muslimer så fremover regne med, at de, netop de er Guds yndlinge? For mig at se må det være ikke så lidt af en anfægtelse for muslimerne, teologisk set. For viser ikke corona-virussens blindhed, at vi kristne har ret, når vi med Paulus siger, at der hos Gud ikke er personsanseelse, jf den gamle oversættelse af Rom 2,11: ”Der er nemlig ikke personsanseelse hos Gud”, en oversættelse, der er i bedre overensstemmelse med den græske original end den nuværende oversættelse?
Det samme siger jo Jesus i Matt 5,45 om Gud: Han lader sin sol stå op over både onde og gode. Og begge dele står i grel modsætning til Muhammeds formaning i sura 5,51 (5,52): Tag ikke jøder og kristne til venner.
Ikke fordi dette er en speciel kristen grundregel. Den er blot normalmenneskelig. Men muslimerne er ikke normale mennesker. Deres religion bygger for det første på en antagelse af, at Gud har åbenbaret sig i en bog: koranen, en antagelse, der er en tro ud i den blå luft. Og for det andet bygger den på den forestilling, at Gud behøver muslimens indsats for at få sin sandhed udbredt blandt folk.
Vil man sige, at kristendommen bygger på nøjagtig de samme ud-i-det-blå-påstande, så synes det at være rigtig nok. Blot må man her være klar over, at man ikke kan bruge begrebet ”Gud” til hvad som helst. En almægtig skaber med persontræk, der kerer sig om sin skabning, kerer sig jo eksempelvis også om den del af menneskeheden, der ikke har bøjet sig for den sandhed, han har ladet dem se; eller altså: det er mere i overensstemmelse med gudsbegrebets indbyggede logik at sige med Jesus, at Gud lader det regne over både retfærdige og uretfærdige.
Og har Gud ladet menneskene få et sprog, og er dette sprog sådan indrettet, at den talende altid vil kalde på den hørendes tro – noget, der f.eks. viser sig i al pædagogik: det er aldrig lærerens opgave at få eleven til blot at gentage, at det og det er sandt, det er hans opgave at få eleven til selv at forstå sandheden, f.eks. sandheden i de matematiske sætninger – så er den muslimske grundregel: at troen udbredes ved tvang, imod sproget og dermed imod den Gud, der har skabt sproget.
Derfor er det kristendommen og ikke islam, der har afdækket tilværelsens inderste ved hjælp af gudsbegrebet. Og det viser sig altså blandt andet i tanken om, at der hos Gud ikke er personsanseelse.
Men ikke blot bliver det spændende at se, hvordan muslimske teologer i fremtiden vil komme om ved den for dem lidt anfægtende kendsgerning, at Gud gennem covid-19 virussen ikke tager særhensyn til muslimer, det bliver også interessant at se, hvordan vore hjemlige muslimer vil reagere på det, de kan se i vort samfund; altså på det, de kan se, ikke det, de kan høre, at vi kristne eller vi humanister siger, men på det, det kan se os gøre.
De kan jo nemlig i disse corona-tider erfare, at vi vestlige mennesker – kristne og humanister i én pærevælling – uden videre går ud fra, at vi alle er ens stillede overfor denne virus og derfor alle skal have samme behandling på vore sygehuse, alle skal have samme tilbud om testning, men også alle tænkes at overholde de samme krav om afstand og håndvask.
Det, som de ofte har anklaget os for, og det, som mange af vore folkefæller har anklaget os for: at vi opstiller et skel mellem dem og os, at vi betragter dem som fremmede og kun danskere som ægte mennesker – anklagen er selvfølgelig forkert, men det ser vi her bort fra – det oplever de nu, er forkert. Virussen sætter ikke skel mellem dem og os, og vi gør det følgelig heller ikke i vore tanker om, hvad der skal gøres, og i de handlinger, der udspringer af disse tanker. Vi har hele tiden vidst, at vore muslimske landsmænd er mennesker ligesom vi er det, men i disse coronatider forvandles denne viden til handling: den hidtil skjulte tro, vi har haft: at der hos Gud ikke er personsanseelse, den bliver pludselig synlig, ja, den bliver måske så synlig, at selv den stærkest troende muslim må få øje på den, og altså også få øje på, at den modsiger det, de tror om sig selv: at de har førsteplads hos Gud, og modsiger det, de tror om os: at vi betragter muslimer som andenrangsmennesker.
Lad mig prøve at påvise det ved hjælp af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, Luk 10,25-37, dog denne gang med en lidt anden rollefordeling end den sædvanlige, hvor muslimen er den stakkels overfaldne og vi gode europæere samaritaneren. Denne gang lader vi muslimen være identisk med den jøde, der i vers 29 spørger: ”Hvem er så min næste?” De to, den datidige jøde og den nutidige muslim, har nemlig det tilfælles, at de begge indskrænker næstebegrebet. Den datidige jøde ville tolke stedet i 3. Mosebog (3 Mos 19,18) om landsmanden, ordet, der dèr oversættes ved ”næste”, mener de betyder ”landsmand”. Nøjagtig, ligesom den nutidige muslim vil mene, at Gud har befalet ham ikke at tage jøder og kristne til venner. Det vil sige: Jesus fortæller altså lignelsen til én, der vil indskrænke næstebegrebet. Det plejer vi godt nok at overse, for vi vil have noget andet ud af lignelsen. Men kun, hvis vi er opmærksomme på dette forhold, giver det mening, at Jesus til sidst efter at have fortalt historien, ikke spørger efter, om samaritaneren har handlet i overensstemmelse med næstekærlighedsbuddet – det er ikke dèr, Jesus vil hen – han spørger i stedet efter, hvem der er den overfaldnes næste, altså hvem skal den overfaldne jøde elske, hvis han vil holde buddet? Og som det kan ses: den datidige jøder bliver nødt til at svare, at den næste, jøden skal elske, er ham, der viste ham barmhjertighed, dvs. næstekærlighedsbuddet må tolkes sådan, at også en samaritaner kan være en jødes næste.
Det er så det, vi ved hjælp af denne lignelse vil have vore muslimske landsmænd til at svare på: hvem er mon den næste, som I skal elske? Mon ikke det er den, der viste jer barmhjertighed? Mon ikke det er de danskere, der tog imod jer, da I troppede op ved grænsen og bad om asyl, måske endda på bedragerisk vis ved at give jer ud for at være forfulgte, selv om I ikke var forfulgte? Mon ikke det er de arbejdskammerater, der delte deres arbejde med jer, uden videre lod jer komme ind på arbejdsmarkedet, hvis I ellers ville bestille noget? Mon ikke det er de sygehuse, der tog imod jer, hvis I var syge eller hvis jeres kvinder skulle føde? Det er jo ikke en særlig kristen regel, der her gælder, det er noget almenmenneskeligt, og enhver, der har modtaget barmhjertighed, skulle kunne forstå det: at har du modtaget barmhjertighed som den fremmede, er du også skyldig at vise barmhjertighed mod den fremmede, dvs., mod os danskere.
Og til de af jer, der fik arbejde i det danske sundhedsvæsen, er det da også en sådan etik, I arbejder efter, altså en etik, der arbejder uden personsanseelse, er ens overfor fastboende danskere og tilrejsende muslimer, tydeligst vel markéret ved det lægeløfte, som også muslimske læger må aflægge for at kunne virke som læger her i landet, se her, et løfteløfte, hvor det direkte hedder, ”at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse”?
Hvordan mon I vil reagere den dag, det går op for jer, at dette står i direkte modstrid med sura 5,51? Før eller siden må det vel dages for jer. Vil I give jer til at læse koranen for at finde ud af, hvad der virkelig står i denne mærkelige bog? Vil I overfalde jeres imamer med spørgsmål om de mærkelige krigeriske ting, der står i denne bog? Og vil I godtage de (sø)forklaringer, de kommer med? Ja, for det vil være søforklaringer, Muhammed var en krigsherre, han brugte magt til at udbrede sin tro, han fik faktisk hele den muslimske verden til at gå med til, at en frafalden muslim skulle dræbes, noget, der gjaldt i den muslimske verden, indtil den vestlige indflydelse gjorde sig gældende.
I det hele taget: Mange går ud fra som nærmest en selvfølge, at når den muslimske kultur støder sammen med den vestlige/kristne kultur, så vil det gå sådan, at den muslimske kultur tager magten fra os vesterlændinge. Men hvorfor egentlig ikke forestille sig en omvendt fremtid? Hvorfor ikke stole så meget på vor egen dybt rodfæstede menneskelighed, at vi ikke blot anser den for bedre end den muslimske magtreligion, men også mener, at den nok vil kunne klare sig? Muslimer er jo også mennesker, og den menneskelighed, der viser sig i vor forståelse af virussen: at den ikke viser personsanseelse, og i vor forståelse af, at alle mennesker er lige, den og kun den er jo dog udtryk for den dybeste menneskelige erkendelse.
ricardtriis 