Denne blogejer er kommet i en lidt mærkelig situation. Historikeren Henrik Jensen har udgivet en bog, der hedder ”Efter Gud”. Den er blevet anmeldt i Kristeligt Dagblad, se her, som desforuden har leveret et interview med Henrik Jensen, se her. Den er også blevet anmeldt i Weekendavisen, se her, og i Berlingske, se her. Også i Politiken, men jeg har ikke købt en stige, så jeg kan kravle over deres betalingsmur. Men hvad der her er det mest interessante, er, at bogen også er blevet anmeldt i Information af Georg Metz, se her. Denne sidste anmeldelse er nok den sjoveste og i hvert fald den, der rammer mit synspunkt bedst.
Metz har lagt mærke til en besynderlighed ved den historiske udvikling:
Det sker, at virkeligheden overhaler moralisten. Da aids ramte verden i sin tid, sås sygen som de frigjorte seksuelle samværsformers skæbnesvangre konsekvens til fordel for kirkebryllup og den eneste ene. Så kom der et middel, promiskuiteten sejrede, virkeligheden høvlede gardinprædikanterne ned.
Med den iagttagelse i baghånden stilles han overfor Henrik Jensens bog. Dens fulde titel er ”Efter Gud – Det 20. århundredes fortabte generationer og meningsløshed”. Henrik Jensen prøver vist deri at analysere den historiske udvikling gennem de sidste par hundrede år. Det er efter min mening altid et voveligt foretagende. Der er alt for mange ubekendte til, at man kan få en nogenlunde sammenhængende fortælling ud af det. Og får man alligevel skabt sammenhæng, skal det nok vise sig, at det kun sker, fordi man har tilfilet en række kendsgerninger, så de passer ind i billedet.
Nils Gunder Hansen siger i Kristeligt Dagblads anmeldelse:
Henrik Jensen bekender sig til kristendommen og folkekirken, men det pointeres, at det er på en vane- og kulturkristen måde. Han holder teologiske diskussioner ud i arms længde; det er noget værre tøjeri, må man forstå. Man skal bare gå i kirke og helst ikke tænke for meget over, hvad det mon går ud på. Vi er næsten tilbage i tiden før Første Verdenskrig og før Tidehverv, hvor kristendom ikke var til at skelne fra borgerlig ordentlighed og snusfornuft. Men man kan jo godt bruge kristendommen til at tænke med.
Det ligger for eksempel i den kristne antropologi, i begrebet om arvesynden, at den menneskelige natur er den samme til alle tider. Man skal derfor vare sig for at overbetone den historiske determination. Så kommer man let til at implicere, som Jensen gør i sin stilisering, at der var ”frelse” i at leve i fortiden, og at der er ”fortabelse” i at leve nu.
Jensen ved selvfølgelig godt, at det ikke forholder sig sådan, men hans stiliserede konservatisme formidler det indtryk, og her kunne lidt teologi udgøre et korrektiv. Måske også lidt sociologi og lidt politisk filosofi.
Disse ord kunne tyde på, at Henrik Jensen ligesom Sørine Gotfredsen mener, at det nutiden trænger til, er en god gang syndsforkyndelse: vi mennesker er onde af natur, og vi gør vel i at fastholde denne ondskab i vor menneskeopfattelse. Eller er det Nils Gunder Hansen, der er syndstilhænger?
Denne syndsopfattelse får hos Metz følgende ord med på vejen:
Rent bortset fra udfasningen af Vorherre, som også er 68’ernes skyld, har vi ifølge forfatteren i vores selviskhed og dyrkelse af menneske frem for nation, myte og Gud vendt os bort fra den kristne syndsbevidsthed og i denne idræt hældt pligtkulturen i skarnkassen.
Læser man de moderne debatbevidste yngre teologer, der så at sige svælger i synd og skam og frelsen i Gud og i kirken, og ikke savner platforme i aviser eller andre medier, synes Henrik Jensen at overse dette nye forholdsvis dominerende danske tidehverv.
Og dette med pligtkulturen, der efter Henrik Jensens opfattelse skulle være forsvundet, får ham til at sige dette i overskriften:
Hov, der blev Henrik Jensens kulturpessimisme lige dementeret af de seneste begivenheder
Og det får ham til at slutte sin anmeldelse med følgende svada:
Menneskenes børn i Henrik Jensens påståede rettighedskultur, der altså er noget grimt, udviser uden ret meget himmelsk bistand al den pligtfølelse og ansvarsbevidsthed, man med rette kan forvente i en pligtkultur. Den forventning er uanset den sande reaktionære Henrik Jensens ordrige jeremiader indtil videre ikke gjort til skamme. Man kan også mere bramfrit opfatte bogens præmisser samt konklusioner som noget borgerligt kulturpessimistisk vrøvl.
Og hvis man nu har læst den lobhudling, jeg i mit forrige indlæg gav af det danske sundhedspersonale og de danske lærere (jeg glemte desværre det danske butikspersonale og den danske politistyrke plus formentlig nogle flere grupper) for deres pligtfølelse, bliver man klar over, at jeg må komme i den for en kristen teolog lidt besynderlige situation, at jeg må give en ateist ret i hans argumentation imod en gudstroende, om end det tilsyneladende ”kun” er en gudstroende af mindre svær kaliber.
Hvordan kan det nu hænge sammen?
Tja, det hænger jo i nogen grad sammen med det, at jeg gennem mine Luther-studier er kommet til at vende mig imod alle de forsøg, moderne teologer har foretaget sig for ligesom Luther at kunne tillægge mennesket en totalsyndighed. Jeg har opdaget, at det simpelthen ikke kan lade sig gøre. Luther mente, ligesom Augustin, at det syndige hos mennesket lå i vore drifter, kønsdriften, driften efter legemlige behageligheder og driften efter social anerkendelse. Men mens man i munkeverdenen mente, at man med de tre munkeløfter, løftet om cølibat, om fattigdom og om lydighed, kunne bekæmpe drifterne eller altså synden, så mente Luther, at man i stedet, i tillid til Guds tilgivelsesord, skulle bruge de redskaber til begrænsning af synden, som Gud havde indrettet, ægteskabet til at begrænse kønsdriften, gode økonomiske forhold til at begrænse driften efter legemlige behageligheder, og gode politiske forhold til at begrænse driften efter anerkendelse.
Den fejl, som langt de fleste lutherske teologer begår, består så i, at de prøver at gennemføre én eller anden forståelse af menneskets totale syndighed, som regel af psykologisk art. Men de lægger ikke mærke til, at dette er umuligt, fordi vor kultur lige så stille har forladt den forståelse af vore drifter, at de er syndige i sig selv, som Luther havde.
Det har ført det mærkelige med sig, at man tolker Jesu formaninger i bjergprædikenen som et ”syndespejl”. Når Jesus formaner os til ikke at kaste et lystent blik på en andens kone og til at vende den anden kind til, hvis vi bliver slået, så gør han det kun for derved at få os til at indse, at vi totalt set er syndere og kun kan leve et normalt menneskeliv, hvis vi lever det på Guds tilgivelsesord, mener disse teologer.
Det var derfor en noget besynderlig opdagelse, jeg gjorde som den ”gode” lutherforsker, jeg troede, jeg var, da jeg blev klar over, at Luther i en prædikenrække, han i 1531 holdt over bjergprædikenen, overhovedet ikke brugte disse Jesus-ord som syndespejl. Jeg lavede en lille afhandling om det, se her. Den hedder, som det kan ses af linket: ”Luther var ikke lutheraner”. Luthers prædikener kan ses her.
Og det betyder, at jeg må give Georg Metz ret i det, han skriver i ovenstående citat, og også i det, han skriver lidt tidligere:
I betragtning af virkeligheden lige her og lige netop nu, lader det unægtelig til, at det moderne danske menneske med og uden Gud i kirken, i et overvældende stærkt moralsk fællesskab lever efter fordringerne i en af corona-situationen påmindet og højt udviklet pligtkultur. Denne kultur, disse adfærdsformer er jo ikke blevet til, fordi Mette Frederiksen siger det eller har skruet bissen på, eller fordi dødsangsten får folket til at arte sig. Pligtfølelsen ligger så dybt i troende som ikketroende. Man behøver ikke blive metafysisk, men kan også se fænomenet som udtryk for en rodfæstet humanistisk civilisation, hvor hensynet til andres velfærd betyder mere end forbrugerismens og hedonismens velbehagelighed og vejer lige så tungt som angsten for at blive syg. Kan hænde tungere. I den forstand dementerer begivenhederne Henrik Jensens pessimisme og religions-, traditions- og autoritetsbårne beklagelser over sine landsmænds bevidstløse dans om karriere og materialisme.
Den opmærksomme læser vil nu selvfølgelig spørge, om jeg også giver Metz ret, når han i dette citat hævder, at den moderne dansker er pligtopfyldende ”med og uden Gud i kirken”, eller når han i det foregående citat siger, at danskeren udviser pligtfølelse ”uden ret meget himmelsk bistand”.
Hvad vil jeg mon sige til det?
Jeg vil sige, at Gud er lidt mere snu end Georg Metz, hvilket nok vil overraske ham noget (altså overraske Metz, ikke Gud). Han har været så snu, at han skjuler sin indgriben, så den ikke kan påvises. Min påstand er altså, at Gud har grebet ind i vort samfundsmæssige samliv og – skjult for alle – sørget for, at der hos mange samfundstjenere – jeg har nævnt nogle af dem ovenfor – er bevaret en kaldsbevidsthed, skønt ingen har vovet at bruge det ord. Og så pludselig, når der er brug for det, lader han denne kaldsbevidsthed træde frem, så alle kan se det, og så Metz kan få lejlighed til at hovére lidt overfor den gudshungrende Henrik Jensen. Er han ikke en flink fyr, ham Gud, hva’ Metz? Nå nej, Metz har jo afskrevet Gud, så det vil han nok ikke gå med til!
Det vil måske blive lidt tydeligere med dette citat fra Kristeligt Dagblads interview med Henrik Jensen:
”I bunden af Guds og faderens fald ligger den dybe samfundsforandring, vi kalder modernisering: industrialisering, vandring til byerne, sekularisering, demokratisering, teknologisk revolution, og så fremdeles. Hvortil kommer krigene, intet har forandret samfundet så indgående som verdenskrigene, især Første Verdenskrig med tabet af gudsautoriteten,” skriver Henrik Jensen, der selv bekender sig til kristendommen, selvom han ikke altid kan mærke sin himmelske far.
”Det ændrer intet ved sagen. Skulle Guds eksistens afhænge af, om jeg hver morgen vågner op og føler mig på bølgelængde, ville det under alle omstændigheder ikke være meget af en Gud. Derfor spekulerer jeg mig ikke gul og blå over, om Gud findes. Jeg antager det, nærmest ud fra Voltaires ord: Hvis Gud ikke eksisterede, måtte vi opfinde ham. Jeg antager det, som barnet antager det, bare ved at lære ordet Gud at kende. Hvis der er et ord, er der også en genstand. Jeg antager det, ud fra nykantianeren Hans Vaihingers filosofi om ’Als ob’, som om-filosofien, som siger, at det godt kan være, at et givet begreb ikke kan bevises, men hvis det er gavnligt, så har det sin eksistensberettigelse,” skriver Henrik Jensen i sit eget lille bevis for Guds eksistensberettigelse. Men når bogen hedder ”Efter Gud”, hentyder titlen også til Nietzsches ord om, at Gud er død.
”Spørgsmålet er, om det så mest er friheden eller tomheden, der falder i øjnene,” siger han og citerer Poul Henningsen, bedre kendt som PH, som i 1963 – fem år før ungdomsoprøret – skrev, at han troede, at man kunne få mennesket til hvad som helst og ”gøre det til nazist, kommunist, katolik, protestant, få det til at skyde sine medmennesker, stege sine forældre, prygle sine børn, pine livet af sin kone, tilbede en sten, æde Jesu legeme og blod, lynche sagesløse – sig til hvis jeg har glemt noget. Det er menneskets infame tilpasningsevne, der gør situationen så overmåde farlig”.”
Det synes altså at være, hvad Henrik Jensen har observeret om mennesket. Det bliver tydeligere umiddelbart senere:
”Jeg er fuldstændig enig i det PH-citat, når man tænker på, hvordan mennesket har været i stand til at tilpasse sig de mest utrolige ting på godt og ondt. Tænk bare på de jøder, der overlevede ved at gasse andre jøder i udryddelseslejrene under Anden Verdenskrig. Og under den sorte død kan man læse i Boccaccios ’Dekameron’, hvordan folk var villige til at lægge afstand til deres egne børn og opgive at hjælpe dem for ikke at blive smittet selv. Hele den bog er jo interessant nu, fordi den handler om 10 unge mennesker, der distancerer sig fra verden for ikke at blive smittet, så må Fanden bare tage familien, der bliver inde i byen.”
Han er enig med PH, siger han. Jamen, er han også enig med ham i det fænomen, der fremgår ret tydeligt af citatet, at han undtager sig selv? Det er de andre, der kan gøres til nazist m.m., ikke ham selv; han er tværtimod hævet over menneskeheden, så han kan se dens dårligdomme. Er det også den position, Henrik Jensen iagttager mennesket fra?
Det kan godt se sådan ud. Men Gud er ham alligevel for snu. For både PH og Henrik Jensen synes at overse, at hvis ”nogen” – hvem så disse nogen er, er det Gud eller er det Djævelen? – kan få mennesker til at blive onde – og det er jo sandt, sådan en infam tilpasningsevne har mennesket – så kan vel også ”nogen” få menneskene til at blive gode. Der er talrige eksempler på ondskaben, men hvorfor skal vi svælge i dem, når der dog også er eksempler på, at der vækkes noget godt til live i mennesket? Sådanne eksempler kan man sågar finde midt i den værste ondskab under de to verdenskrige.
Og så er vi ved at nærme os det, der er min opfattelse, en opfattelse, som jeg har fra Luther: Mennesket er et ridedyr, og det rides enten af Gud eller af Satan. Luther har gjort rede for denne opfattelse i sin afhandling imod Erasmus: ”De servo arbitrio”, se her. Luther siger her, at dette at tjene Satan,
gør vi villende og beredvilligt, ifølge viljens natur, den vilje, som, hvis den blev tvunget, ikke ville være en vilje. For dette at blive tvunget, kan man snarere kalde at have en ikke-vilje.
Hvordan skal det dog forstås? Er det da ikke os, der selv bestemmer, hvad vi vil gøre og ikke gøre?
Ja, vi så det under krigen. Nazisterne blev jo ikke tvunget. Der kom en ond anskuelse og bemægtigede sig dem, så de gjorde, hvad denne anskuelse tilsagde dem, og altså gjorde det villende og beredvilligt.
Det vil sige, at Djævelen er lidt mere snu end både PH og Henrik Jensen. De vil lægge det onde ind i menneskets natur, men Djævelen lægger det ind i den overbevisning, på baggrund af hvilken viljen træffer sine afgørelser. Derfor er det bedste middel mod det onde ytringsfriheden. For netop igennem den frie diskussion kan sprogets virkemidler komme til at gøre gavn, f.eks. det virkemiddel, der ligger i den gyldne regel: ud fra det, du ønsker af din næste, kan du blive klar over, hvad han ønsker af dig. Og derigennem kan retfærdighed og rimelighed komme til at gøre sig gældende. Det er jo ikke blot Djævelen, der arbejder med vores diskussion og tildannelse af vore overbevisninger, det er også Gud. Og det sker altså, at han overrasker os, giver os gode kræfter, hvor vi mindst venter det.
-Jamen den Gud tror jeg da ikke på, vil formentlig Georg Metz sige. Og du kan ikke bevise, at han er til.
Og sandt nok, det er umuligt at bevise, at Gud er til. Men det er måske muligt at bevise, at Metz tror på Gud. Han har nemlig skrevet sin anmeldelse i et sprog, der bruger argumenter, dvs., han vil have læserne til selv at forstå. Han stoler altså på sprogets ånd, for hvis ikke han gjorde det, ville der være tale om manipulation. Og det tror jeg ikke, der er.
-Jamen, det gør da alle, vil man sige.
Men det er nu ikke sandt. Jesus vendte sig imod farisæerne, fordi de ikke var ærlige i deres kommunikation. De ville fremhæve sig selv som mennesker, der i modsætning til andre overholdt alle regler. Og er ordet ”farisæisme” én gang bragt ind i menneskeheden, gør det sin gavnlige virkning og får folk til at være ærlige overfor deres medmennesker, noget, der kun kan lykkes, hvis Jesu ånd, den såkaldte Helligånd, griber hjælpende ind, når ord lyder fra det ene menneske til det andet.
Dette forudsætter dog, at Jesu ord til stadighed fortælles videre. Og det er dèr, vi har den dybeste anstødssten i det eksperiment, Vesten er i færd med at udføre for øjeblikket: Vil alle de gavnlige virkninger, som Jesu ord har haft, kunne bibeholdes, hvis hans ord ophører med at lyde iblandt os?
Jeg har skrevet om dette eksperiment tidligere, nemlig her. I den artikel tillader jeg mig at gøre opmærksom på et lille drilleri, Gud har for med den organisation, der kalder sig hans kirke. Den kirke, der næsten helt og holdent har glemt, hvad et martyrium er, og i hvert fald ikke mere opfordrer til udholdenhed overfor de kræfter, der vil modsætte sig åndens virken, den kirke får i Charb, redaktøren af det ugeblad Charlie Hebdo, hvis redaktion blev myrdet af muslimske terrorister – Charb samtidig med sine fæller – stillet sig et lysende eksempel for øje, for Charb havde tidligere hævdet, at han hellere ville dø oprejst end leve på knæ, hvilket jo netop er det, Gud derigennem viser sin kirke som dens eksistensberettigelse.
Sådan formår sprogets ånd – og det vil i mine øjne sige: Guds ånd, formidlet gennem Jesus fra Nazareth – at oprejse vidner de mest besynderlige steder. På samme måde formåede denne ånd at oprejse Gorbatjov, som var en ganske almindelig russer, der tilfældigvis ikke forstod, at når Kreml sagde ”frihed”, betød det ikke ”frihed”. Og denne mangel på forståelse af, hvad der holdt den store Sovjetunion sammen, førte til Sovjetunionens fald, se her. Det var dog ganske overraskende, også det. Godt gået, Gud!
Og så den sidste overraskelse: at han tillader sig at bruge en ateistisk skribent og en løssluppen coronavirus til at vise, at Henrik Jensen, al hans gudstro til trods, tager fejl, når han vil mene, at det står skidt til i vort samfund med pligtfølelse og samfundsansvar. Hvordan kan han tillade sig det? Men han er altså noget af en filur. Og specielt underfundigt er det jo, at han bruger en ateistisk skribent på et næsten gudløst blad til at vise det.
Til sidst skal det nok nævnes, at Berlingske har foretaget et interview med Henrik Jensen, efter at Informations anmeldelse er kommet frem, se her. Han får nævnt, at han og Metz nok har en lidt forskellig menneskeforståelse, men han svarer ikke på den indvending, at han fejlagtigt antager en mangel på pligtfølelse, fejlagtigt, fordi den, som Metz gør rede for i sin anmeldelse, ses i danskernes opførsel her under corona-krisen.
ricardtriis 