Jeg skulle aldrig have vovet mig ind på Henrik Jensens boldbane. Men nu, hvor jeg er begyndt at overveje hans teser, har jeg ret svært ved at slippe dem igen. Se f.eks. den udvikling, han meget kort skitserer i Berlingskes interview med ham, se her:
»Af Den Sorte Død i 1300-tallet udvikledes renæssancen, hvor en individualisering begyndte, individet frigjorde sig for samfundets snærende bånd og begyndte at forestille sig, at det enkelte menneske kunne realisere sig selv. Den udvikling tog fart i de næste århundreder I et sam- og modspil mellem fællesskabets pligtkultur og en individkultur, hvor man lagde vægt på det enkelte menneskes rettigheder. Det var en skrøbelig balance, som vi var heldige med at finde i den vestlige verden, og som medførte, at Vesten er blevet det bedste sted at være på kloden,« siger Henrik Jensen.
Hvad dette afsnit angår, må man spørge, om det sam- og modspil mellem pligtkultur og individkultur, han skildrer, er noget, som individerne selv taler om og handler ud fra, eller det er noget, der foregår bag om ryggen på de pågældende. Er det en balance, som man er sig bevidst, at man skal holde, eller er det en balance, som først senere iagttagere kan se på heldig måde blev opretholdt?
Vi kan tage det frem, der skete med Luther, for han er i den historiske udvikling en mastodont, som man ikke lige kan springe over.
Luther accepterede fyrstens ret til at styre og tilsvarende undersåtternes pligt til at adlyde. Endog en uretfærdig fyrste skulle adlydes. Derimod skulle man nægte at adlyde, hvis fyrsten ville tvinge én til noget, der var imod Guds bud. Hvis han f.eks. ville indlede en angrebskrig, skulle undersåtterne nægte at adlyde. Men de skulle finde sig i den afstraffelse, fyrsten ville påføre dem. Se f.eks. her og her.
Paven, derimod, var ingen fyrste. Og da Luther i 1520 blev klar over, at paven måtte være den antikrist, der omtaltes i 2 Thess 2,4, mente han, at kirken kunne reformeres, hvis man på en række punkter undlod at adlyde paven. Det er bemærkelsesværdigt, at meget af det, der fik Luther til at drage den for os lidt besynderlige slutning, var, at paven handlede imod det, man plejer at kalde ”den naturlige lov”, altså den lov, som man egentlig kan sige sig selv skal gælde. At man skal holde sine løfter, er en del af den naturlige lov, men når paven mener sig berettiget til at fritage mennesker fra at holde nogle løfter, de har givet, handler han imod den naturlige lov, og da denne lov ifølge Luther er Guds lov, handler han imod Gud. Se f.eks. her.
Denne lydighed mod fyrsten, som Luther krævede af undersåtterne, har bevirket, at man fra visse sider har kaldt ham ”fyrstelakaj”. Men man kan ikke forlange, at han skal anvende nutidens idealer på datidens samfund. Derimod spiller det nok en rolle for udviklingen, at han mente, menigmand skulle kunne læse bibelen og selv tage ansvar for sin tro. Han var ikke den første, der tænkte således, den italienske og tyske humanisme havde også tanker i den retning, men med ham blev de allemandseje på en måde, som gav løfter for fremtiden.
Det var det første afsnit. Her kan jeg nok give Henrik Jensen ret i, at der kan findes spirer til en senere positiv udvikling af synet på mennesket. Hvis man må sige med Robert R. Reilly, at den muslimske verden havde udviklet en tankegang, som satte en stopper for al udvikling, så står jo den europæiske udvikling med Luther som banebryder i klar modsætning til islam, se evt. her. Hvilket var med til at gøre Vesten til det bedste sted at være på kloden.
Men om det har noget med brud på autoritetstro at gøre, og om det, ifald det er tilfældet, er noget uheldigt, det står mig ikke klart.
Umiddelbart efter dette afsnit følger nedenstående:
Men det var netop en skrøbelig balance, og den, mener du, røg sig en tur med 1968-generationen?
»Ja, det gik galt, for 68-generationen forkastede alt og nedbrød dermed balancen. Forhistorien til dette var katastrofen med Første Verdenskrig, Den russiske Revolution og derefter Anden Verdenskrig. Det var en række af katastrofer, som fik afgørende betydning for nedbrydningen af autoritetstroen. Der skete så meget forfærdeligt, så da vi når 1968, er autoritetstabet allerede sket. Dermed får de revolutionære 68ere frit slag til at realisere deres underminering af det borgerlige samfund, og der er ikke nogen, der siger stop.«
Hvad det andet afsnit angår, véd jeg ikke rigtig, hvad det er for en autoritetstro, Henrik Jensen mener er nedbrudt. Han kan muligvis have Kant i tankerne. For han udarbejdede en modsætning mellem dogmatisk teologi og kritisk teologi, hvor den sidste skulle retfærdiggøre sig ved at påvise, hvor den havde indflydelse i praksis, hvad den første dumt nok undlod. Men da Kant i alt væsentligt lod gudstanken være baggrund for moralloven, fandt de fleste filosoffer senere ud af, at man godt kunne overholde god moral uden at tro på Gud, og således var der på filosofisk grund skabt mulighed for at droppe gudstanken.
Og det tør nok antydes, at man har benyttet sig af den mulighed. I min optik skete der det i løbet af 1800-tallet og 1900-tallet, at man mistede fornemmelsen af, hvad en myte er, og hvad en myte vil sige. Det gælder både filosoffer og teologer. Filosofferne fandt ikke nogen krog, de kunne hænge gudsbegrebet op på, og teologerne faldt ofte tilbage på den rene dogmatisme: man måtte tro på det, fordi det stod i bibelen, eller fordi det var kirkens lære. Se evt. min gennemgang af de tre lignelser i Matt 25, her, hvor jeg bl.a. illustrerer, hvad en myte vil sige, ved at sammenholde formaningen om ikke at lade den højre hånd vide, hvad den venstre gør, når man giver almisse (Matt 6,3), med dommedagslignelsen, hvor de frikendte ikke har vidst, at det, de gjorde, kunne skaffe dem frikendelse på dommens dag, deres højre hånd har altså ikke anet, hvad den venstre gjorde.
Jeg har også nogle gange arbejdet med den tanke, at det, den lutherske verden tog med fra Luther selv, var hans resoluthed, altså noget, der ligger ikke så få spadestik dybere end den sædvanlige teologiske tale om Guds godhed og retfærdiggørelseslæren og frelse ved tro, osv., se f.eks. her.
Og det fører mig, som omtalt i mit forrige indlæg, til at mene, at Europa for tiden er inde i et stort eksperiment: Kan Jesu livsholdning fastholdes, hvis man ikke sikrer sig, at der til stadighed er kendskab til hans ord? Spørgsmålet er ikke afgjort endnu, og jeg bekender åbent, at jeg vil arbejde for, at eksperimentet afbrydes.
Men derfra og så frem til at sige, at elitens manglende gudstro har afstedkommet diverse katastrofer, er der nu noget af et spring.
Det kan vel være sandt nok, at Karl Marx ikke så positivt på gudstroen og ikke tog den med i sine beregninger. Og måske dette også har været medvirkende til, at Lenin med løs hånd uddelte dødsdomme i forbindelse med revolutionen i 1917. Men hvad der formentlig har haft langt større indflydelse på spørgsmålet om liv eller død, er Marx’ forkerte økonomiske teori. Ud fra ”Das Kapital” har Lenin kunne uddestillere en økonomisk tænkning, der lader hånt om al frihed, ja, han mener måske ligefrem i den økonomiske frihed at se roden til alt ondt. Derfor indførte man en tvangskollektivisme i det russiske landbrug, som kostede et umådeligt antal mennesker livet. Og det havde vist ikke så meget med hans ateisme at gøre.
Noget af det samme kan siges om nazismen. Hitlers succes skyldtes i høj grad den økonomiske krise i 1929. Og da han efter magtovertagelsen i 1933 oven i købet fik orden på økonomien, var langt de fleste tyskere i slutningen af trediverne yderst tilfredse med deres ”Fører”, den enevældige person, der ifølge den nazistiske teori skulle gennemføre folkets ønsker og hensigter og tanker. For sent opdagede man, at der faktisk stod ikke så lidt andet i Hitlers ”program”, altså i ”Mein Kampf”. Men selv i den bog var gudløsheden ikke fremtrædende.
Man kan derfor med lige så god ret sige, at disse to fænomener skyldtes den svigtende økonomiske videnskab, som man kan sige, at de skyldtes, at gudstanken havde mistet autoritet.
Autoritetstroen bliver nedbrudt, så da vi når frem til 1968, er autoritetstabet allerede sket, siger Henrik Jensen. Jeg har lyst til at spørge: Og hvad så? Hvorfor er det, at autoritetstroen nedbrydes, noget uheldigt noget? Jeg har her på bloggen ikke så få gange redegjort for, hvordan kristendommen vil forkynde, så folk kan forstå det, mens islam vil tvinge folk til at acceptere Muhammeds autoritet, se f.eks. her. Det vil sige: jeg sætter kristendommens form for autoritet – hvis man i det hele taget skal tale om autoritet i den forbindelse – op mod islams form for autoritet. Og jeg vil meget vende mig imod Henrik Jensen, hvis den autoritet, hvis tab han begræder, er en kristen afart af den muslimske form for autoritet. Og det er det vist nok.
Lad mig understrege kristendommens udviklingstanke med et Grundtvig-citat, det er det kendte med mennesket som et guddommelige eksperiment, dog i lidt udvidet form:
Er vi derfor saa forfængelige, at vi vil giøre vore Børn og hele Efter-Slægten til et Steen-Tryk af os i Legems-Størrelse, da giør vi os selv en stor Skam, og giør, saavidt det staaer til os, Efter-Slægten ulykkelig, fordi Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed. (Begtrup, bd 5, side 408).
Det, Grundtvig her siger, svarer nogenlunde til det, jeg skrev i ovenstående indlæg, altså her. Jeg sluttede dette indlæg med at omtale islams måde at absoluttere et udsagn på, nemlig den metode, at de sætter gudsbegrebet bag koranens ord, og skriver så:
Gudsbegrebet skulle altså være en faktor, der gør påstande absolutte. Men er det tilfældet, er sprogets strukturer det eneste sted, som kan absolutteres uden skade. Kun kristendommen bruger gudsbegrebet korrekt. For kun kristendommen giver frihed til selv at forstå og indse sandheden. Det er dig selv, der indser og forstår, at hvis du kræver af andre, at de ikke slår dig ihjel, må du selv undlade at slå ihjel. Og dog kommer denne forståelse til dig som et indfald, som noget, der udefra overmander og overbeviser dig. Den kommer i stand ved Guds ånd, siger vi. Men – besynderlig nok – Guds ånd virker i frihed.
Det er mig lidt imod at anvende ordet ”autoritet” om dette forhold. Det har ikke været mig muligt ud fra tekster, jeg har fundet i dagspressen, at finde ud af, hvad det er for en form for autoritet, Henrik Jensen beklager bortfaldet af. Og jeg kan derfor ikke andet end slutte med at sige, at hvis Henrik Jensen ønsker sig autoritet, så kan han få det for alle pengene i islamiske samfund. Her er koranen Guds ord, basta, her læses den som en autoritet, man ikke diskuterer med, her opstår der derfor fjendtlighed mod alle andre samfund, altså direkte voldspræget fjendtlighed – når man altså har midlerne til det – her er opgaven ikke at få folk til at forstå, men at få dem til at lystre.
Den autoritet vil vi formentlig begge betakke os for. Men træder det klart frem i bogen? Det véd jeg faktisk ikke. Han skulle ifølge Kim Møller her, i indledningen tale om erstatningen af store dele af de europæiske befolkninger med folk udefra, og det kunne måske tyde på, at han har opdaget, at den store udfordring i vore dage er islam og ikke gudløsheden. Men alt det andet tyder nu i modsat retning.
Så mangler jeg vist kun at tage et opgør med hans omtale af den sexuelle løssluppenhed. Men det får vente lidt. Jeg skal lige have tænkt mig om.
ricardtriis 