Forelskelse, overflødigt eller forbudt?

Det var måske lidt letsindigt af mig at love at gøre noget ud af Henrik Jensens bog ”Efter Gud”, hvad angår hans syn på den seksuelle løssluppenhed.

Problemet er, at det ikke omtales ret mange steder i de anmeldelser, jeg holder mig til. Men man har dog indtryk af, at det er noget, han ikke helt kan undgå at omtale, især fordi 68’erne og de ting, der dukkede frem i det år, spiller en overordentlig stor rolle for ham.

Nils Gunder Hansen nævner således i sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad, se her, at Første Verdenskrig i Henrik Jensens opfattelse, sønderskød gamle idealer som heroisme, ridderlighed, offervilje og nationalfølelse. Og han beskriver, siger Gunder Hansen, med væmmelse den politiske vold, stofferne, de seksuelle udskejelser, fanatismen og medløberiet. I Kristeligt Dagblads interview med Henrik Jensen, se her, hedder det også:

Den nye bog bærer undertitlen ”Det 20. århundredes fortabte generationer og meningsløsheden” og handler om samfundets værdiskred siden Første Verdenskrig (og især efter 1968), hvor autoriteterne, gudstroen og den familiebårne opdragelse ifølge forfatteren måtte vige til fordel for et faderløst samfund med institutionaliseret børnepasning og næstekærlighed.

Og det fornemmer man tydeligt, at Jensen mener, at med gudstroen forsvandt også idealet om den sædvanlige kernefamilie.

Det er i hvert fald sandt nok, at i slutningen af tresserne ændrede kønsmoralen sig en del. Jeg husker da selv fra min præstetid, at vi i kirken morede os lidt over de mange lysninger, vi skulle aflevere fra prædikestolen. Gang på gang lød de adresser, der blev oplyst på brudgommen og bruden, forbavsende ens. Jeg tror såmænd, at vi ophørte med at læse adresserne med.

Og der var også et år – jeg tror det var i 1973 – hvor vi oplevede, at antallet af bryllupper gik gevaldigt ned. Det var noget, der kunne mærkes, for Klosterkirken, hvor jeg var ansat, var noget af en vielseskirke; vi har et ret stort kor, lige tilpas for et bryllupsselskab. Men det ville man altså ikke benytte sig af mere.

Men der var også noget andet, som vi erfarede. Antallet af barnedåb holdt sig, det gik ikke ned. Og selv om man ikke længere giftede sig, så fandt man alligevel sammen to og to i en nogenlunde normal familie. Og så vidt jeg husker nu så mange år efter, så var det noget, jeg undrede mig noget over. Jeg mener, her havde man fået p-pillen i 1966, her var pornoen blevet frigivet i 1967, så banen var helt åben for de store ”forlystelser”, og ja, af debatten havde man sommetider indtryk af, at dette at kunne ”flyve fra den ene blomst til den anden” var det store ideal. Men mærkeligt nok var det tilsyneladende kun få, der benyttede sig af det.

Hvordan hang det dog sammen?

Og hvordan får Henrik Jensen det til at hænge sammen? Jeg mener, han formoder jo, at dette, at 68’erne nedbrød al autoritet, betød en seksuel løssluppenhed, der ødelagde familien som samfundets vigtigste dannelsesinstitution. Og så viser det sig minsandten, at folk stadig finder det nyttigt og godt og livsopfyldende at danne par, at få børn, at give de gamle ord ”far”, ”mor” m.m., ny aktualitet. Hvordan dog egentlig det?

Jeg tillod mig for at par år siden at kommenterer nogle udtalelser af Eva Selsing, fordi hun mente, man burde fordømme Anahita Malakians. Hun havde vendt sig imod en undersøgelse, der viste, at mens mænd gladelig praler af deres mange sexeventyr, er det for kvinder modsat: man føler sig skamfuld over at skulle indrømme sine sexeventyr. Imod denne tendens pralede hun selv af, at hun da havde været seksuelt sammen med over 100 mænd, og hun opfordrede kvinder i almindelighed til at fortælle om deres seksuelle oplevelser under hashtagget #10.

Det reagerede Eva Selsing imod. Familiesammenholdet var en altfor vigtig del af samfundsbygningen til, at man på den måde kunne søge at nedbryde den. Derfor burde man i stedet skamme sådanne kvinder ud. Se min artikel derom her.

Jeg skal ikke her trampe mere i den sag. For jeg tror nok, at jeg i mellemtiden er blevet klogere. Jeg har nemlig, tildels gennem Abigail Marsh, stiftet bekendtskab med hormonet oxytocin, se min artikel derom her. Dette hormon er en forudsætning for, at pattedyrenes formeringsform er brugelig. For skal den nyfødte unge i den første tid opfodres ved moderens mælk, må der skabes en binding mellem mor og barn, en binding vel at mærke, der er individuel, altså går fra dette specielle individ til dette andet lige så specielle individ. Men eftersom dette hormon også udskilles under samleje, kan man spørge sig selv, om det også dèr har en sådan sammenbindende virkning mellem person og person.

Og hvis man svarer ja til det, vil jeg udvide denne tanke en lille smule. Som bekendt er der menneskeaber, hos hvem der sker en pardannelse, det gælder f.eks. gibbonaben. Hos andre menneskeaber foregår der parring i flæng, f.eks. hos chimpanserne. Ingen véd, om der hos de forhistoriske mennesker fandt en pardannelse sted, eller om der hos dem var tale om parring i flæng. Men hvis vi nu forestiller os, at de forhistoriske mennesker, formentlig ved hjælp af hormonet oxytocin, levede sammen i par, så forekommer det mig, at vi får en god forklaring på, at den menneskelige kultur, der jo har dannet sig ovenpå de foreliggende adfærdsformer, har anset ægteskabet for godt og samfundsbevarende. I en sådan forestilling er altså hormonet det primære, de kulturelle former det sekundære.

Det betyder nu, at hvis vi betragter et udsagn fra Højsangen, nemlig dette fra Højs 6,8:

Der er tres dronninger og firs medhustruer

og unge piger uden tal;

men hun er den eneste, min due, mit ét og alt,

så har det ikke sin baggrund i det sjette bud, det er ikke en fromhed, der vil overholde dette bud, der får digteren til at betragte sin elskede som den eneste ene, det er – mere ydmygt – hormonet oxytocin.

Og det vil også sige, at glædes vi over troubadourernes lovprisninger af den smukke skønjomfru i senmiddelalderen, eller hvis vi gribes af den danske folkevise om Ebbe Skammelsøn, der dræbte sin bror Peder, fordi han havde fralistet ham hans forlovede – Højskolesangbogen, attende udgave, nummer 458 – så glædes vi og så gribes vi, ikke fordi vor kultur med Gud i spidsen har fastsat visse regler og fordi vi føler det retfærdigt, at overtrædelse af disse regler straffes, men fordi også vi er skabt med oxytocin i blodet, fordi også vi kan gribes af de sære forelskelsens kræfter, så det på mærkelig og ganske irrationel vis er ét og kun ét kvindeansigt, der betyder noget for os, én og kun én stemme, vi begærer at høre.

Men det vil videre sige, at vi ikke behøver med Henrik Jensen at sidde med en stille undren over det glade familieliv, han ser udfolde sig i Fårevejle. I Kristeligt Dagblads interview med ham, se her, hedder det:

De afstandsparate børnefamilier smiler venligt til hinanden som små lykkelige øgrupper på grusvejene i forfatteren og historikeren Henrik Jensens sommerhuskvarter i Fårevejle i Nordvestsjælland. Her er der ikke meget tegn på krise, mens forårssolen får alting til at blomstre i haverne, så den forbandende virus næsten virker som en velsignelse for familielivet, fortæller han.

Folk virker glade for hinanden, når de triller forbi med barnevognene. Det ser i hvert fald fornuftigt ud på afstand, så i bedste fald vil det være svært for mange at vende tilbage til en institutionsmæssig trummerum, når de først har mærket de samværsmuligheder, der har vist sig under coronakrisen.”

Er det trods alt ikke også de mere ressourcestærke familier, der har råd til at nyde krisen i sommerhus?

Jo, så det er måske et lidt for idyllisk danmarksbillede, man får her,” siger Henrik Jensen med en lun latter, inden han tilføjer:

Men der er ingen tvivl om, at familielivet har forandret sig for de fleste i denne mærkelige tid. Og forhåbentlig til det bedre.”

Han, der ellers ud fra sin temmelig pessimistiske samfundsanalyse skulle se en række familier i opløsning – for, ikke sandt, gudsautoriteten er jo forsvundet med 68’ernes sejr – han kan iagttage, at her under corona-krisen synes familielivet at have forandret sig til det bedre. Men det behøver han ikke forklare ved at nedtone sine dommedagsprofetier – hvis han har sådanne i sin bog – han kan nøjes med at gøre sig klart, at det er naturligt for mennesket – altså naturligt i kraft af den hjerneudrustning, vi har – at blive forelsket, at det videre er naturligt at danne par, næsten uanset, hvilken kultur man tilhører, og at stærk gudstro eller manglende gudstro derfor kun har spillet en sekundær rolle, når det drejer sig om at elske hinanden, ”indtil døden skiller jer ad”.

Sandt nok sender man Gud en tak for det gode, han har givet os med forelskelsen, der binder os sammen, og kærligheden, der varer livet ud, og takken retter sig naturligvis mod den kultur, der trods modstand har beholdt sin stilfærdige anbefaling af disse ting, men den retter sig også mod ham, som den skabergud, der i tidernes morgen udstyrede vore forfædre med celler, der kunne udspy oxytocin for at få manden til at binde sig til én og kun én kvinde.

Og så er vi tilbage ved overskriften: ”Forelskelsen, overflødig eller forbudt?”

Er forelskelsen overflødig?

Ja, det mener visse sexgale nutidsmennesker. De er muligvis inspireret af de gamle 68’ere, og deres idéer hænger muligvis sammen med tendensen til at ville skabe sig selv, skabe sin egen livsform, skabe sig sin egen tilværelse. Og til det brug er ”den anden” udmærket, når lysterne skal tilfredsstilles. Men det er kun legemet, der har interesse, at prøve at trænge ind i den andens personlighed er ikke noget, man behøver give sig af med. For man forventer jo, at den anden ligeledes kun er interesseret i et seksuelt pift. Hvilket blev fremragende og tilpas finurligt beskrevet af Svend Åge Madsen i 1980 med romanen ”Se dagens lys”. I denne fremtidsroman var samfundet indrettet sådan, at man hver nat blev transporteret rundt til en ny bolig med en ny kone og nye børn og et nyt arbejde. Vidunderligt! Hvor innovativt! Er det ikke sådan, I vil have det?

Og det er klart, i en sådan ønskeverden er forelskelsen ikke blot overflødig, men også i nogen grad i vejen.

Men i den modsatte ende af skalaen, hos muslimerne, er forelskelsen ikke blot overflødig og i vejen, den er også forbudt, i hvert fald, hvis den opstår med den forkerte person som genstand. Og det kan jo ikke helt udelukkes i et frit samfund.

Men det kan udelukkes i et ideelt islamisk samfund. Her holder man nemlig kønnene effektivt adskilt. Her kan således forelskelsen slet ikke optræde. Derfor må forældrene til de unge mennesker bestemme, hvem de skal giftes med. Og så håber man på, at de to automatisk vil blive forelskede i hinanden. Nå ja, det vil sige: sådan tænker vi vesterlændinge. Men muslimerne er ligeglade med forelskelsen. For forelskelse sætter jo på en måde kønnene lige. Og indenfor islam er det som bekendt koranen, der bestemmer. Og koranen har én gang for alle fastslået, at manden står over kvinden. Det lægger ikke op til forelskelse, men til udnyttelse.

Dog må man lægge mærke til, at ser man på kønslivet, som jeg her har beskrevet, så er både kristendommens og islams kulturlige forklaring noget, der lægges ned over en i forvejen tilstedeværende virkelighed. Det betyder, at der udmærket indenfor kristendommen kan forekomme en nederdrægtig udnyttelse af kvinden fra hendes mands side. Ligeledes kan der udmærket indenfor islam forekomme en ægte kærlighed mellem de to ægtefæller. Og dette gør jo unægtelig forholdene temmelig indviklede.

Men hvis idealet er, at kulturen lægger sig i forlængelse af naturen og i hvert fald ikke prøver at modvirke den, så er kristendommen den bedste religion. Når vel at mærke kristendommen ikke udarter til dømmesyge, men vender sig imod al lovtrældom. Det er det, jeg har prøvet at vise er kernen i Jesu budskab, hvilket f.eks. kan ses derigennem, at han i Matt 7,24-27 ikke taler om en moralsk versus en umoralsk mand, men om en klog mand overfor en tåbe. Det vil sige, udlagt på Matt 5,28 – advarslen mod at kaste et lystent blik på en andens hustru – at man ikke skal afholde sig fra det lystne blik, fordi det er imod loven eller god moral, men fordi det er klogt. Man risikerer at ødelægge enten sit eget eller den andens ægteskab med det.

Og det forekommer mig, at også Paulus’ råd i 1 Kor 7,1-5 er klogt råd for dem, der gerne vil, at deres ægteskab bevares. Og sandt nok: når vi kristne har så gode forbilleder, burde vi måske tale noget mere om det.

I det hele taget er det på dette punkt nok mere kirkens embedsmænd, præster og biskopper, der har ladet sig kyse af 68’ernes livssyn, end det er dens menige og mere kirkefremmede medlemmer. Min fornemmelse er, at dette ikke blot hænger sammen med en angst for at virke snerpet, men også med et stadigt forsøg på i vor teologi at få indarbejdet noget, der kan minde om Luthers totalsyndighedsforståelse, noget, der dels er historisk ukorrekt, og dels er som at slå vand på en gås overfor de mange, der lever lykkeligt i deres ægteskab.

Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.