Den syge religion

Rigtigt gættet – det er islam, jeg tænker på med overskriften. Og det, der får mig til at være vred på islam, er Yahya Hassans død. Parentes: Det er altså islam, jeg er vred på, ikke muslimerne, for de er uskyldige og til dels uvidende ofre for deres religions undertrykkelse, der forhindrer dem i at blive hele, naturlige mennesker. Parentes slut.

Martin Krasnik har i Weekendavisen skrevet en nekrolog over ham, se her. Heri skriver han bl.a.:

Det, han havde i sig, var både destruktivt og skabende, mørke og lys, sorg og humor, død og liv, og da jeg ikke tror på, at nogen havde plantet poesien i ham, faktisk tværtimod, holder jeg mig til, at det lykkedes ham at blive til sit eget værk. Jeg ved godt, at det lyder lidt patetisk, men tilgiv mig i dag, hvor han er død: Yahya var selv poesi, et omvandrende digt.

Ja, Martin, vi tilgiver dig gerne, for vi føler vel alle noget af den samme dumpe sorg. Jeg for mit vedkommende har ikke særlig sans for hans digtning, hvad jeg føler som noget utrolig sørgeligt, er det forhold, at det ikke lykkedes ham at bryde ud af sit muslimske fængsel. Han var langt, langt ind i sin personlighed præget af islam, præget af det ideal, at det for et rigtigt mandfolk gjaldt om at sætte sig i respekt. Magtreligionen havde taget bolig i ham og slap ham ikke så let. Den måtte han kæmpe med hele sit liv.

Men Gud, hvorfor slap du ham så til sidst? Hvorfor lod du ham smage fylden af Din vin, ordets kraft i al dets mystik, når han dog til sidst måtte lade den syge magtreligion sejre?

Jeg forstår det ikke. Jeg føler det som en anklage mod os kristne, at vi ikke bedre forstod at lade ham mærke livets herlighed, eller som en anklage mod vort humanistiske samfund, som nok lod ham smage den sande humanisme, men ikke formåede at få ham til at udrydde det muslimske mandsideal; var vi for ”forstående” og eftergivende overfor islams lære? Og dog føler jeg det vel egentlig først og fremmest en anklage mod hans medmuslimer, at de lukker fuldstændig af for al påvirkning fra det samfund, der bygger på ordets, og ikke magtens grundkræfter.

De har, disse muslimer, en uudtalt angst for, at nogen skal påvise noget selvmodsigende i deres religion, derfor bruger de tvang. De har en fornemmelse af, at der nok er noget galt med islam, derfor tør de ikke lade den deltage i en ordstrid, men vil lukke munden på enhver islamkritiker. De tror i virkeligheden ikke selv på alle de fine ord om ”fredens religion”, og fordi de ikke selv tror, truer de alle, der vil undergrave deres tro med argumenter, med vold. Voldstendensen afslører deres manglende tro. Og afslører jo samtidig, at al tale om fredens religion er løgn.

Det skrev jeg helt tilbage i 2006 imod Ahmed Akkari, som på religion.dk havde udtrykt sig tilpas forblommet om sin religionsfrihed og lige så forblommet var kommet med trusler mod det danske samfund, se her. Akkari har da al den frihed, han kan ønske sig til at gå i moskéen, undlade at spise svinekød osv., så hvad er problemet, spurgte jeg, og svarede:

Ja, det er måske i virkeligheden, at Akkaris tro er alt for ringe. Han tror i virkeligheden ikke rigtig på det, han står og siger i moskéen. Han er ikke helt sikker på, at Muhammed nu også er en udsending fra Gud, og på, at Koranen nu også er Guds eget skinbarlige ord. Han har langt inde i sindet sine tvivl. Derfor vil han allerhelst være i et samfund, hvor alle andre tror. Så kan han nemlig tro som alle andre. Og det er der noget utrolig trygt ved. Når så mange tror, så er det nok rigtigt, det, de tror på.

Det er stadig problemet for muslimerne. Akkari kom over det, tog i Grønland livtag med diverse europæiske filosoffer og kom ud af magttænkningen. Men han blev forfulgt af sine medmuslimer for det.

Yahya Hassan oplevede noget af det samme. Men han kom aldrig fri af magtreligionen islam. Han blev hyldet og æret af sine danske landsmænd for sine digte, men forfulgt for det samme af sine muslimske landsmænd. Og hvad disse medmuslimer sagde, betød stadig utrolig meget for ham.

Men man kan ikke være både muslim og kristen. Det resulterer i en splittet sjæl. Jeg henviste i et tidligere indlæg om Yahya Hassen, se her, til Jesu ord i Matt 6,22f som egentlig skal oversættes: ”Øjet er legemets lys. Hvis dit øje er helstøbt, er hele dit legeme lyst. Men hvis dit øje er ondt, er hele dit legeme mørkt. Hvis altså det lys, der er i dig, er mørke, hvor stort er så ikke mørket!”

Det er det, Jesu ord sigter på. Det er det, vi kristne burde sigte på, dels selv at være helstøbte, dels at opfordre vore muslimske landsmænd til at være helstøbte. Om de ligefrem vil blive kristne for bedre fortsat at kunne leve i livets helstøbthed, eller de vil nøjes med at blive europæiske humanister og derigennem søge den samme naturlige helstøbthed, det må naturligvis være op til dem selv. Men forblive i islams tvesindethed, forblive et menneske, der ikke tør være sig selv, sige ligeud, hvad man har på hjerte, men hele tiden skal indordne sine udtalelser under, hvad der passer ind i islams selvmodsigende trossætninger, det er sygt, det er ødelæggende for ethvert nogenlunde normalt menneskesind, det kan ingen holde til i længden. Yahya Hassen kunne ikke.

Og på en måde kan jeg godt respektere ham for netop det; for det viser jo dog so oder so hans sandhedskærlighed, hans godt skjulte naturlige jeg, hans digtersind bag alle falbeladerne.

Men på den anden side kan jeg ikke andet end anklage os andre. Anklage hans medmuslimer, at de stadig er så afhængig af denne syge religion, at de bruger magt for at styrke deres svage tro. Anklage os kristne for vores manglende indvendinger mod islam. Men måske først og sidst anklage Gud, der lod dette ske. Anklage den Gud, hvis øjne måske Yahya Hassan har set ind i uden at kunne øjne andet end gåder, tavshed, mangel på deltagelse.

Den Gud kender vi. Gang på gang, når vi vil have svar, er Han tavs. Det er Han også her, ikke blot overfor Yahya Hassan, men også overfor os, der har fulgt ham fra sidelinjen.

Jeg, f.eks., har fulgt ham igennem Martin Krasnik, først igennem et interview i Weekendavisen, vist fra oktober 2019, se her. Sidst fra hans nekrolog.

Interview’et i Weekendavisen vidner om, at der var opstået et vist venskabsforhold mellem Krasnik og Hassan. For Hassan var indlagt, mens det foregik, og ringede selv op for at blive interview’et. Så er der dog tale om en vis fortrolighed, om end man som den kyniker, man er, måske også kunne få den tanke, at Hassan vil udnytte Krasnik til at få en bedre omtale i pressen efter alle de forbrydelser, han har lavet. Dog er der intet i samtalen, der tyder på den slags hensigter.

Og det er det, jeg mener med, at Hassan dog har smagt noget af den vestlige livsstil, har oplevet et forhold, hvor man ikke skulle vinde respekt, men kunne nøjes med at være. I den forbindelse må man nok tage hatten af for Krasnik. Da han havde interview’et Hassan i Deadline engang i 2013, og Hassan havde oplæst af sin digtsamling, bl.a. dèr, hvor det hedder, at han ”pisser på Allah og hans sendebud”, da førte det til en sand storm af trusler på Facebook, så Hassan ikke kunne komme tilbage til Brønshøj. Han måtte så en overgang, hele to måneder, bo hos Krasnik. Og ærlig talt, jeg idiot havde ikke tænkt på det før, men nu, hvor vi under coronakrisen ser og glæder os over, hvor mange af vore ansatte, der faktisk føler deres arbejde som et kald, kan jeg jo godt se, at det samme gælder for Krasnik: at være journalist af hans kaliber er ikke blot et 8-16-job, det er et kald, der til tider går langt ud over, hvad man får betaling for. Og at være gift med en sådan journalist fører også de forunderligste ting med sig. Man må f.eks. overlade sine børn til leg med denne vildfremmede og mærkelige mand.

Men godt, hun turde! Og godt, han turde! For her fik jo så nogen opleve en afslappet Hassan, måske endda en Hassan, der smilede, når han spillede Play-station med sønnen i hjemmet. Han var måske inderst inde et ganske almindeligt menneske?

Men han var altså også muslim. Desværre. For det bandt.

Krasnik fortæller i nekrologen, at Hassan fortalte, hvordan han fik bank af sin far. Alle søskende blev afstraffet. Han forsøgte at beskytte de mindre søskende, men forgæves. Hans far sagde hele tiden, at han fortrød, at han havde fået sine børn.

Det er nok ikke specielt muslimsk at have den holdning til sine børn. På den anden side forbyder islam heller ikke vold overfor børn. Det gør kristendommen for resten heller ikke. Men vi giver dog vore børn barnedåbens velsignelser. Her siges det jo til det lille barn: ”Du er noget værd på forhånd. Du skal ikke gøre dig fortjent til kærlighed, den har du ufortjent. Du skal ikke konkurrere med de andre om magt og indflydelse. Du skal ikke efterabe nogen for at blive anerkendt. Du er anerkendt på forhånd. Vi venter på dig. Vi er spændte på, hvordan du med din natur kan passes ind i vort samfund. Vi tror bestemt, at du, hvis du vover at være dig selv, kan blive til gavn for vor kultur. Vi håber på dig, vi tror på dig, det kan kun gå godt!”

Men til lille Yahya blev nærmest sagt det modsatte. Og det hører islam til. ”Du skal selv sørge for at skaffe dig respekt! Du skal selv opøve din voldsparathed, så du kan slå igen, hvis nogen fornærmer dig! Du skal rette ind efter klanen! Du skal rette ind efter islam! Du skal kæmpe for islams sag!” Og så videre, og så videre, hele tiden dette: Du skal!

Hvordan bliver der et menneske ud af et barn, der har hørt denne lektie dag ud og dag ind?

Det kan vist kun ske ved et under. Og i dette tilfælde holdt Gud sine undergørende kræfter tilbage.

Men jeg havde nær sagt: Havde Han da bare gjort det helt igennem! Havde Han bare ladet Yahya forblive muslim, undgå at lære noget som helst af os danskere, forblive i hadet til alt ikke-muslimsk. Men det gjorde Han ikke. Han lod ham smage på den honning og drikke af den mælk, der flyder her i det forjættede land. Og det gav ham det ødelæggende tvesind.

Han kunne vel indse, at – sagt med ét af hans digte – »AF MINE FORFÆDRE HAR JEG IKKE LÆRT ANDET/ END AT SPISE STEN«. Men lad ham så forblive i en verden, der giver ham stene for brød. Hvorfor skulle han bringes over fra den religion, der gav ham stene for brød, til at smage på den Jesus, der forvandler stene til brød, ja, selv er det levende brød? Han forstod det jo, han levede i det, han brugte, som han skulle ifølge Jesu opskrift, ordet som sit våben, han gav luft for alt det, han som et almindeligt, naturligt menneske savnede i sin muslimske opvækst.

I interview’et fra 2019 spørger Krasnik ham, hvad han er træt af. Han svarer:

»Af at være forfulgt. Af alle, træt af at være bokse­pude, træt af at vende den anden kind til, at være alles forpulede kæle­dægge og bokse­bold. Jeg har vendt den anden kind til i alt for lang tid. Og jeg skal ikke op og hænge på noget kors.«

Han véd godt, at han er hadet af sine medmuslimer. Men han kan ikke finde sine egne ben i sit forhold til dem. Så får han politibeskyttelse. Så frasiger han sig den. Så går han ind i Nationalpartiet, hvad der dog ikke bliver nogen succes. Så bliver han angrebet af én, han betragter som en underlegen. Og derfor køber han en pistol og skyder på ham næste gang, han angriber. Hvilket indbringer ham en fængselsstraf. Så slutter han sig sammen med sin lillebror, eller påberåber sig i det mindste hans hjælp. Men han omtaler det i den modsigelse, der præger hans liv:

Men jeg vil gerne slås ihjel for min sag.«

Hvilken sag?

»Mine digte.«

De er der jo. Du behøver ikke dø for dem.

»Jeg vil dø for mine digte og for at kunne gå i fred for alle danskerne og alle perkerne. Og dem, der ikke fatter det, de fatter heller ikke, at min lillebror har 30 mand, og hvis jeg ringer til ham, kommer der ti biler flyvende fyldt med perkere og somaliere, og de hjælper mig. Du skal skrive, at jeg elsker min mor, og min bror og elsker min familie. Det er vigtigt at få med, at jeg elsker min familie.«

Hvorfor er det vigtigt? Ved de ikke det?

»Måske, måske ikke. Du skal understrege det, lov mig det.«

Dobbeltholdningen udtrykt i ét og samme afsnit. Vi danskere vil jo også gerne give ham frihed til at kunne gå i fred, uanset hvilke angreb på vor religion eller på muslimernes religion han kommer med. Og det ønske deler han.

Men muslimerne vil ikke. Og dette, at de ikke vil give hinanden frihed, viser sig i deres klankultur. Det er jo netop dette, at hans lillebror kan skaffe 30 mand til hjælp, der er ulykken for os danskere. For sådan drømmer vi ikke om at organisere os. Så så længe han knytter til ved sin lillebrors kultur, kommer han ikke til at kunne gå i fred. Om det vil hjælpe, hvis han opgiver sit digteri, er der ingen, der véd. Men jeg tror det ikke. Én gang udenfor, altid udenfor.

Martin Krasnik skriver i sin nekrolog:

Jeg er ikke spor chokeret over hans død. Men jeg kan dårligt forklare, hvor ked af det, jeg er, over det. Intet er så trist som den forudsigelige tragedie.

Jeg véd ikke, hvordan det kan være, men føler, at jeg kan tage Krasnik i hånden i hans tristhed, altså virtuelt i hånden i denne coronatid. For mig har det godt nok ikke været en forudsigelig tragedie, for jeg har jo ikke kendt ham, som Krasnik har. Men en tragedie er det, noget, der ikke burde ske.

Om Gud har en mening med det, véd jeg ikke. Jeg kan anklage Ham for Hans mangel på hensyn, for Hans lyst til at udfordre Yahya Hassan med alle Jesus-ordene, og så alligevel lade ham i stikken. Men hvad skal det nytte med en sådan anklage? Ja, selv hvis jeg formåede at udpresse den mening med hans død, at den skulle vække os kristne op til større klarhed, til indsigt i muslimernes skizofreni (se evt. her), til mere og andet end de sædvanlige overfladiske symptombehandlinger, nemlig til en gennemgribende og klar tale om islam som en modstander af dén sande Gud, som Jesus har vist os, til en oplysning om det umenneskelige i en selvmodsigende religion, der vil argumentere, men dog alligevel bruge en magt, der ikke argumenterer. Men selv hvis jeg så en vis mening fra Guds side i hans død, så ville jeg jo straks kunne indvende, at en sådan opvækkelse af kirken og landet og folket sikkert kunne ske bedre gennem en Yahya Hassan, der helt forlod islam. Og hvorfor lod Gud, der dog med sin ånd skulle kunne få det til at ske, det ugjort?

En syg religion?

Ja, såmænd! Men at den er syg, har det desværre lange udsigter med at få danskerne til at forstå. Og endnu længere udsigter til at få muslimerne til at fatte.

Og hvad skulle han så dø for?

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.