At forene det uforenelige

Den opmærksomme læser har nok lagt mærke til, at spørgsmålet om forholdet mellem islam og kristendom på denne blog tages frem ret ofte, sidst i forbindelsen med omtalen af Yahya Hassan, digteren, der døde for nylig.

Noget af det tragiske ved Hassan var, at han stod med et ben i hver lejr, i islam og i Vesten, men ikke kunne afklare sig. Om man siger, at han i sit dagligliv ville være muslim, men i sit digterliv ville være vestlig, er det givetvis for enkelt sagt, men lad det foreløbig være nok som en antydet forklaring.

Sagen er den, at en religion, der bygger på ordet, som kristendommen gør det, nødvendigvis må opgive alle magtkrav. At Jesus lod sig henrette, er derfor på besynderlig vis helt i overensstemmelse med, at han ville overbevise med det, der er ordets eller sprogets overbevisningsmiddel: gennem forståelse. Der er intet ulogisk i dette forhold.

Det er der derimod i islams magtkrav. For lader man sin religion bygge på magt, bygge man på noget, der ikke er menneskeligt; i den forstand, nemlig, at enhver diktator ikke blot med sin enevældige magt vil afskrække andre fra at gøre oprør mod ham, men også hele tiden vil retfærdiggøre sit styre. Med ord opbygger han sin magtbase, men ordene bruges til at skjule, at det egentlige i hans styre er magt. Der ligger derfor en selvmodsigelse i alle diktatorers magtudfoldelse.

Sådan har alle diktatorer båret sig ad, også Muhammed og hans efterfølgere, kalifferne. Og der ligger derfor i denne religions grundlag en modsætning til kristendommen, en modsætning, der har gjort sig gældende i hele islams historie og gør sig gældende den dag i dag.

Men jeg skal nok begynde med at påpege, at én af modsætningerne ligger i selve den måde, den videnskabelige diskussion foregår på. Hos os i Vesten er det argumentet, der tæller. Selvfølgelig må vi indrømme, at det ret ofte er den talende persons autoritet, man ubevidst bøjer sig for, men det almindelige er dog, at det er hans argumenter.

Indenfor islam er det personens autoritet, der er udslaggivende. Og det er for os ganske mærkeligt og også ganske irriterende. Jeg har gjort opmærksom på denne diskussionsmåde allerede for ti år siden, se her, hvor jeg tog den egyptiske forfatter Al-Aswany som et afskrækkende eksempel.

Men jeg nåede også at nævne den store muslimske filosof, al-Ghazali (død 1111). Det bemærkelsesværdige ved ham er i denne forbindelse især det, at han rask væk citerer Jesus, selv om han jo unægtelig ikke ligefrem er samtidig med ham. Jeg har det fra en bog: ”Den muslimske Jesus”, som jeg omtaler her, dog under overskriften ”Den falske muslimske Jesus”. For ærlig talt, mig forekommer det at være en utrolig frækhed fra muslimernes side, at de uden at undersøge evangelierne fremfører visse ord af Jesus, som var de sande og sikre.

Det samme gør al-Ghazali, han er nærmest storslem på det område. Det er muligvis traditionen fra Muhammed, man overfører på Jesus. For Muhammeds ord mener man er overleveret gennem en række mennesker, hvis navne som regel er anført, og når man så dertil føjer det ord, der er tale om, har man en hadith. Der findes store hadith-samlinger, men de er alle fra 150-200 år efter Muhammeds død. Så man vil nok fra vestlig side ikke tillægge dem den store værdi som kilde til, hvad Muhammed har sagt. Men da de, der har samlet haditterne, har stor autoritet, opvejer det for en muslim så rigeligt den manglende evidens.

Men alligevel, at al-Ghazali kan tillade sig at bruge Jesus-navnet for at fremskynde den sufisme, som han i slutningen af sin levetid var tilhænger af, det er dog et stift stykke. I Jesus-ord nummer 222 hedder det:

Jesus ejede ikke andet en kam og en kop. Da han engang så en mand, der redte sit skæg med fingrene, smed Jesus kammen væk. Han så en anden, der drak vand fra floden med sine hænder, og smed koppen væk.

Og som man kan forstå: det er sådan set ligegyldigt for al-Ghazali, om dette ord findes i evangelierne eller ej, han ser Jesus som en profet, der har prædiket den sufisme, det vil sige: den askese, som al-Ghazali på det tidspunkt af sin udvikling går ind for, og så må ordet være sandt.

Enkelte gange kan man genfinde tanken i evangelierne, således i nummer 211:

Der står skrevet i evangelierne: ”Den, der beder for dem, der behandler ham dårligt, overvinder Satan.”

Og i en note henvises til Luk 6,28:

Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer.

Her har al-Ghazali altså syntes, at Satan lige skulle indføres som overvunden.

Det var al-Ghazali. Men man skal nok føje til, at han selv og hans fans aldeles ikke betragter dette som bedrag, de betragter det som sandhed, fordi alt, hvad der fremme fromheden, er sandhed. Men mærkeligt er det, at Jesus uden nogen som helst historiske overvejelser bruges som grundlag for opfordring til askese.

Så er der Mansur al-Hallaj. Ham nævner jeg her. Han er bemærkelsesværdig derved, at han i den grad var sufist, at det blev for meget for de rettroende muslimer i Bagdad, de henrettede ham:

Men nu kommer det mærkelige. For selv om koranen nægter, at Jesus døde på korset, selv om det var forbudt at hævde noget om Jesu forløsningsdød, så viste det sig ved hans død, at alle disse tanker var bevaret trods al tvang fra oven. For al-Hallaj henviste før sin henrettelse til Jesu død, en sådan død ville han også dø, ja, han henviste også til den forløsende virkning, Jesu død havde.

At koranen nægter, at Jesus døde på korset, kan ses af sura 4,157 (158).

Og så er der al-Farabi, Ibn Sina og Ibn Rushdie. Sidstnævnte havde den vistnok noget kætterske anskuelse, at åbenbaringen i koranen var for de ulærde, de lærde behøvede den ikke, de kunne ud fra fornuften sige sig selv, hvad der var tilladt og hvad ikke. Rushdies fyrste holdt hånden over ham, men da han var død, blev han landsforvist fra Cordoba i Spanien. Mullaherne var ham for stærke.

Alle disse udmærkede filosoffer var arvtagere af den græske tænkning, som havde præget de lande, som muslimerne indtog under deres første store verdenserobring. Og alle måtte de udtale sig, som danskerne måtte udtale sig under besættelsen: ”Mit Gefühl”, dvs., med hensyntagen til magthavernes lære. For det er jo det mærkelige ved magten: den er nødt til at skjule sig bag ordet; den tvinges til at bruge ordet til at dække over sig; deri består dens selvmodsigelse.

Så kan man selvfølgelig sige: Jamen, kristendommen har udviklet sig på samme måde; kristendommen bygger også på magt; Augustin mente, at donatisterne – kætterne på hans tid – burde bekæmpes med kejseren hjælp. Og siden har kirken ikke holdt sig tilbage fra at brænde kættere på bålet, hvad Jan Hus’s skæbne i Konstanz i 1415 er et tydeligt bevis på.

Men forskellen er, at dette har kirken gjort imod sin grundlæggers råd, hvorimod islam har anvendt magt, fordi dens grundlægger anbefalede det. Derfor kan man også se, at de mange, som har følt kirkens bånd så snærende, at de har protesteret, måske nok i nogle tilfælde er blevet brændt, men dog har efterladt en følelse af forkert magtanvendelse hos mange. Luther blev ikke brændt, men var han blevet det efter rigsdagen i Worms, ville også han have efterladt sig spor. Vores egen Christian den Tredje, der som udsending fra Holsten deltog i rigsdagen, blev i den grad grebet af Luthers optræden, at han fra da af var lutheraner. Og det ville han nok have fortsat med, om Luther var blevet brændt.

Jesu lignelse om sennepsfrøet, Matt 13,32, illustrerer det:

»Himmeriget ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark. Det er mindre end alle andre frø, men når det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene.«

Det er jo faktisk gået i opfyldelse i vore dage. Ikke just fordi kirken har fået magt og anseelse, men fordi ordet, sproget, kommunikationen mellem mennesker, er kommet til ære og værdighed gennem den frie debat og det deraf følgende demokrati. Parentes: Vil nogen tilskrive det humanismen, så for mig gerne; men betragter man Luther som det store gennembrud for den frie tanke, er det nu lige så nærliggende at se Jesu lære som baggrund for demokratiet. Parentes slut.

Og så op til vore dage!

Utku H. Güzel skriver på sin blog på Jyllands-Posten om Yahya Hassans død, se her. Og han lægger ikke fingrene imellem i sin skildring af hykleriet i de muslimske miljøer. Og så har han det på samme måde som mig: Al denne snak om Yahya Hassan som et litterært geni, som en overmåde stor digter, som én, der havde sproget i sin magt, lader ham urørt. I stedet lytter han efter, hvad manden rent faktisk sagde. Ditto her. En mand kan have de fineste digteriske evner, kan skrive vers, så det kildrer i ørerne, men det afgørende må dog være, hvad han skriver, hvad han bruger disse evner til. Güzel skriver bl.a.:

Selvom hykleriet fortsat findes, så har den nu afdøde Yahya Hassan måske sat tanker i gang hos alle de Yahya Hassaner, der findes i de danske ghettoer. Unge, traumatiserede, frustrerede og vrede piger og drenge, som er splittet imellem to kulturer og gennemgår ting, der kan sammenlignes med det, den nu afdøde digter har oplevet, men som ikke har samme mod til at råbe op.

Og det er jo sandt nok, et sådant ønske må man næsten nødvendigvis have. Men jo mere jeg studerer islam, des mere bliver jeg klar over, hvor meget der mangler, før ønsket virkelig kan gå i opfyldelse. Det er ikke nok at beskrive det, der styrer tingene i de muslimske miljøer, som hykleri. Der må meget mere til. Først og fremmest må muslimerne, de såkaldt ”moderate muslimer”, gøre op med afhængigheden af koranen og med det magtsystem, der er opbygget på den.

Fra koranen er det jo, at muslimerne har deres hierarki. Fra den lyder det, at der er forskel på mennesker: mænd står over kvinder, muslimer står over ikke-muslimer, frie individer står over slaver, osv. Et sådant magthierarki lever vore muslimske landsmænd i. De kan ikke slippe ud af det. Men de kan lade deres frustrationer over ikke at kunne være sig selv få afløb gennem magtudøvelse over dem, der har en lavere rang end de selv.

Når vi spørger: ”Hvorfor hader de os?”, så ligger svaret blandt andet i, at vi står lavest i deres hierarki, og at de derfor, uden at Allah vil finde det forkert, frit kan udøve vold overfor os. Güzel er forarget over, at så mange muslimer snyder det offentlige:

Vi har også alle sammen kendskab til muslimske kvinder eller mænd, som i årevis har spillet skuespil for at få førtidspension ved at agere syge/skadet ude i det offentlige, men som hjemme i det private eller hos familie og bekendte har været fuldstændig raske.

Men vi skal jo også have en forklaring på, at unge muslimer kaster sten mod brandfolk og politi, hvis de dukker op i ”deres” område. Vi skal finde ud af, hvorfor muslimer – for det er givetvis dem – smider sten ned på motorvejene. Vi skal forstå, hvorfor muslimske mænd finder det helt i orden at voldtage ”vore” kvinder. Og her rækker forklaringer med hykleri ikke. Her må f.eks. forklaringen med det særlige muslimske hierarki til. Og da dette hierarki har sit udspring i koranen, er det koranen, der må sættes spørgsmålstegn ved.

Hvad så at sige ingen ”moderat muslim” hidtil har villet lægge navn til. Güzel har f.eks. ikke i sin artikel taget afstand fra, end ikke nævnt, koran-ordet om ikke at tage jøder og kristne som venner, sura 5,51(52), selv om det jo egentlig er det ord, han opfordrer sine medmuslimer til at tage afstand fra.

Det samme må man sige om Mahamad-Bakher Sabah’s artikel i Information, se her.

Jo, det er da udmærket, at Hassans digte i sin tid kunne få Sabah til at føle sig stolt over at være den, han var: brun, muslim, opvokset i en ghetto. Og det er dejligt at høre, at den form for lyrik ganske uventet kunne slå ned i en muslims hjerte, kunne få ham til at føle, at der er én, der kender dine hemmeligheder, der er én, der tør stå frem og fortælle om en ængstelig, afstraffende far, en blid og uforløst mor, om vold og social kontrol.

Men han har lært for meget af os danskere, når han skal til at forklare, hvorfor det er sådan. Han skriver:

Yahyas historie er ikke kun hans, den tilhører tusindvis af drenge i de udsatte områder. Tag bussen til Mjølnerparken, toget til Vollsmose eller Bispehaven, og du vil møde yahya’er, mindre kritiske, men med samme historie. Børn af den forbandede generation af flygtningeforældre, der var for traumatiserede af krig og flugt til at give deres børn kærlighed, omsorg og ro.

Her fik vi lige danskernes forklaring med i købet: forældrene er traumatiserede af krig og flugt. Og den ”omsorg” for den offentlige mening kender vi desværre alt for godt: Ikke et ondt ord om islam! Ikke beskylde islam for nogen som helst uheldig udvikling! I det hele taget: som vi siger: ”rør ikke ved min gamle jul”, sådan siger muslimerne: ”Rør ikke ved min korantro!”

Men hvordan kan vi andet, når det er den, der er skyld i hele misèren? Og først må vel vi danskere indse det, siden må vi så se, om muslimerne lader sig drive bort fra deres syge religion.

Sabah citerer Hassans digt om forelskelse. Det skrev han, da han fandt ud af, at hans søster skulle giftes væk i til en muslim i et arrangeret ægteskab.

MIG JEG VED DET ER DEN FØRSTE GANG/ DU ER FORELSKET/ FORDI DU ALDRIG HAR VÆRET/ PÅ LEJRSKOLE ELLER STUDIETUR/ FORDI DU ALDRIG HAR VÆRET TIL EN FEST/ FORDI DU ALDRIG HAR TALT MED EN DRENG …/ SØSTER MIG JEG UNDERKENDER IKKE DINE FØLELSER … / MIG JEG SKØNNER/ AT DEN FØRSTE FORELSKELSE/ DEN ER DEN FARLIGSTE FORELSKELSE/ NÅR DEN MUNDER UD I ET ÆGTESKAB/ MED EN MUSLIM”.

Man burde måske slå op i digtsamlingen – og altså først købe den – for at se, hvad det er, der er udeladt. Men jeg er mere interesseret i at finde ud af, hvorfor Sabah slutter med at lovprise islam, når han dog må vide, at ægteskab og samliv uden forelskelse er helt i overensstemmelse med koranen. Javist, det er et eksempel på, at Hassan kan være øm og omsorgsfuld. Men det er jo også et eksempel på, at han, når han tør overgive sig til sin søskendekærlighed, er nødt til at ”pisse på Allah og hans sendebud”. Og vi hører ikke noget om, hvorvidt Sabah deltager i dette opgør med religionen islam.

Han slutter i hvert fald med at skrive:

Det er hverken politikernes, kulturelitens eller muslimernes skyld, at Yahya ikke er her længere. Men det muslimske miljø tog ubarmhjertigt imod ham. Jeg tvivler på, at han døde som muslim. I ”VANTRO”, et smukt digt fra hans sidste digtsamling, skriver han:

JEG BÆRER TROEN SOM TVIVLEN/ TVIVLER PÅ TROEN OG TROR PÅ TVIVLEN/ VI ER FOR MANGE OM FRELSEN MIN BROR/ DET ER FOR SENT AT BLIVE MARTYR BROR/ JEG KORSFÆSTER MIT FODFÆSTE I DEN FORHEKSEDE EKSTASE”.

At Yahya til sidst bekendte sig til islam, var hans sidste forsøg på forsoning med baglandet. Og når man læser unge muslimers reaktioner på sociale medier, virker det til, at det lykkedes. De har taget ham til sig som en bror i islam.

To sætninger, der skriger mod hinanden i dette citat. Som vi kender det fra tidligere tiders Indre Mission, skal også Sabah gøre sig tanker om Yahyas frelse eller fortabelse. Og han synes, al hans beundring til trods, at hælde mest til det sidste. Skyldes det, at det muslimske miljø tog ubarmhjertigt imod ham?

I næste omgang får vi at vide, at det lykkedes ham at få forsoning med baglandet. De har taget ham til sig som en bror.

Ja, det tror da pokker! Nu er han jo død og kan ikke mere ”pisse på Allah og hans sendebud”. Så kan de godt få råd til at forsones med ham.

Nej, det var en umulig opgave, Yahya Hassan satte sig selv: at ville være digter på dansk og anerkendt på muslimsk. Det er noget, der ikke lader sig forene, fordi forskellen er logisk. Og logikken er en streng herre. Her gælder det ”enten-eller”. Du kan ikke på én gang være en god muslim og være rettroende vestlig humanist. Du kan ikke på én og samme tid gå ind for forelskelsens gyldighed og acceptere muslimernes arrangerede ægteskaber. Du kan ikke offentligt gøre vrøvl over islam-kritikken, fordi du – som det hedder – føler dig krænket, og med den anden side af dig selv udøve vold eller opfordre til vold mod den, der kritiserer islam.

Den umulige opgave fik han ikke held til at løse. For opgaven er umulig. Og det viser jo også hans død med al tydelighed.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.