Den manglende martyrteologi

Nu er der igen ballade om Yahya Hassan. En svensk-iransk digter, Athena Farrokhzad, har ved en slags nekrolog i Dagens Nyheter villet gøre det, hun ikke havde held med, mens Hassan levede: drage ham over til sit synspunkt. Det gør Martin Krasnik forståeligt nok indsigelse mod, også i Dagens Nyheter, se her. Det hele omtales i en artikel i Berlingske af Troels Heeger, se her.

Når Yahya Hassan skal drages frem igen, skyldes det, at jeg denne gang vil overveje, om mon hans tvesind kunne hænge sammen med, at der i nutidens Danmark ikke er en kirke, der har bare en antydning af en martyrteologi i sine tanker, ritualer, salmer eller bønner. Man kan sige, at det da er forståeligt nok, for kirken har jo levet i fred i de sidste 500 år, hvis man ikke vil sige: de sidste 1500 år. Så hvad skal kirken dog ned en martyrteologi?

Nej, såmænd.

Blot har jo den samme kirke et grundskrift, Det ny Testamente, der er fuldt af martyrteologi. Der er læssevis af Jesus-ord, der lægge op til, at disciplene vil komme ud for forfølgelse, men opfordres til at holde ud. Jeg tager et par stykker frem. Først Matt 11,29f:

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.

Dernæst Matt 10,34-39:

Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

I begge de to skriftsteder synes det ideal, der skal tilstræbes, at være det at finde hvile for sjælen eller at redde sit liv. Det svarer til det, jeg tidligere har omtalt som det at blive et helstøbt menneske. Men det opnås altså ved at tage Jesu åg på sig, det vil sige, ved at tage den forfølgelse på sig, som kan blive følgen af at forkynde hans budskab. Og det mærkelige er, at man redder sit liv, selv om man blive slået ihjel af sine forfølgere.

Som sagt: Man kan godt sige, at det er ganske uaktuelt at tale om martyrteologi. For der må vel på én eller anden måde hører martyrer med til en martyrteologi. Og hvor har vi vore dages martyrer? Er de ikke fuldstændig ueksisterende? Og så er der vel ingen grund til at give sig til at svælge i martyrteologi!

Man kan godt sige”, skriver jeg. Egentlig burde jeg skrive ”Man kunne godt sige”. For med islams ankomst til vore breddegrader har så ikke piben fået en anden lyd? Bevares, jeg véd af egen erfaring, at det er en særdeles besværlig affære at tage stilling til islam. Det er langt lettere at sige, at vi skal være gode ved muslimerne, og så lade islam være islam, og i en sær hemmelig overenskomst med ligesinde gå ud fra, at ligesom kristendommen ikke betyder synderligt for vores samliv og opfattelse af verden, sådan betyder nok islam heller ikke synderligt for muslimernes opfattelse af måden, de lever sammen på, eller for den måde, de ser verden på.

Intet kunne imidlertid være mere forkert.

Religionen islam betyder umådelig meget for muslimerne. Den betyder meget, om end ikke alt, i de muslimske lande, men den betyder om muligt endnu mere for muslimer her i landet. Det kender vi fra vore egne udvandrere. Noget af det sidste, danskerne i Argentina giver slip på, er deres religion. Sådan er også noget af det sidste, en muslim i Danmark giver slip på, hans religion.

Desværre er den måde, islam betyder noget for muslimer på, meget forstyrrende for et fredeligt samliv mellem danskere og muslimer. For ikke blot opretholder muslimerne indbyrdes en streng disciplin, og anvender en stor mængde social tvang for at få alle til at være ”gode muslimer” – de har endog i deres medbragte muslimske baggage et krav om, at den, der forlader islam, skal dræbes – de kræver også, at vi, deres værtsfolk, ikke blot skal undlade at fornærme deres profet, men ligefrem undlade at kritisere deres religion. Dette sidste er jo, som man nok véd, noget, vi danskere er gået med til med den største selvfølgelighed. For det sidder stadig i os som en uudryddelig misforståelse, at islam som religion er nogenlunde lige så fredelig og intetsigende som kristendommen.

Når dertil kommer, at muslimerne, når de i et område er mange nok, tillader sig at betragte dette område som ”deres”, i den meget håndgribelige forstand, at de generer brandfolk og politi, når de vil operere i området, så burde enhver kunne se, at en helt almindelig religion er islam nu ikke.

Hvad kan vi stille op mod alle disse ændringer i vort samfund?

Ja, hidtil har vi spurgt, hvad vi lovgivningsmæssigt kan stille op. Men vi burde måske i højere grad spørge, hvad vi som kristne mennesker kan stille op.

Her kommer den manglende martyrteologi ind i billedet. For vores situation overfor muslimerne minder om Jesu situation overfor jøderne. De havde som muslimerne en religion, der var bestemt af, at en lov var blevet åbenbaret fra Gud, i jødernes tilfælde på Sinai gennem Moses, i muslimernes tilfælde gennem Muhammed. Og denne lov krævedes overholdt af alle. Hvis nogen prædikede frihed fra loven, slog loven hårdt tilbage og idømte ham dødsstraf.

Men afholdt det Jesus fra at prædike frihed fra loven?

Overhovedet ikke. Det var indholdet af hans glade budskab, at det rette samfund bygger på tillid, ikke på angst for at overtræde loven og straf til overtræderne.

Jamen, vidste han da ikke, at den, der prædiker imod loven, er hjemfalden til dødsstraf?

Jo, selvfølgelig gjorde han det. Men han vidste også noget mere. Han vidste, at det menneskelige samfund er sådan indrettet, at det mål, du måler med, med det får du selv tilmålt, Matt 7,2. Hvis du er gnaven og sur, bliver du selv før eller siden møde med gnavenhed og surhed. Hvis du er tillidsfuld og åben, vil du før eller siden blive mødt med tillid og åbenhed. For sådan er det i menneskesamfundet: ingen tillidsfuld handling falder til jorden uden virkning; ingen kærlighedshandling forbliver ugengældt; intet offer overfor næsten vil være forgæves.

Jamen, Jesus døde jo. Er hans død ikke det størst tænkelige modbevis mod sådanne tanker?

Jo, det ville det være, hvis ingen af disciplene havde forstået ham, så de havde stolet på denne samfundets smitteeffekt med samme intensitet som ham. Men de troede jo på ham. De vovede, også de, at tale imod loven. Det gjorde de ved at leve i menigheden som i et tillidssamfund. Det gjorde de ved at lade kærlighed og indlevelse være gældende, og lade alle forestillinger om god moral og hellige lovregler ligge. Men de gjorde det først og fremmest ved at forkynde, at han var opstået fra de døde. Derved forkyndte de jo, at den lov, der havde krævet hans død, fordi han vendte sig imod loven, selve den lov vendte Gud, den almægtige, sig imod. Så derfor måtte også de anklages og henrettes.

Men gudskelov, de var for mange. Der var for mange, der troede på tillidslivets forrang frem for lovlivet. Der var for mange, der indså, at man ikke finder fred ved at kræve loven overholdt, men kun ved at ”tage Jesu åg på sig”.

Kaj Munk skriver i en prædiken om Johannes Døber, se her:

Han udskød sin tunge Gang til Kongen saa længe som det var muligt. Men der kom en Dag, da den ikke kunde forhales længere. Maaske har hans Hjerte hamret bag hans haarede Bryst, og Tungen har klæbet sig til Ganen, men inde i dette hamrende Hjerte har der været en stor Fred: nu handler jeg i Overensstemmelse med min Samvittighed, nu staar jeg der, hvor Gud vil have mig, nu bliver Sandheden sagt, saadan som den vil siges, og alle Tanker paa Følger er trængt tilbage. Jo, inde i hans ufredsomspændte Hjerte var der en stor Fred. Den gav hans Tunge Kraft til at løsne sig fra Ganen og sige de faa Ord, der var nok: Det er dig ikke tilladt at have hende.

Det er nok mere nutidsmennesket og dets angst for at sige sandheden af frygt for de følger, det kan få, som Kaj Munk her har i tankerne. Men han har altså en tydelig overbevisning om, at der er noget, der skal siges, uanset omkostningerne. Og han gør sig også klart, at dette at sige det trods faren giver en stor fred også i et ufredsomspændt hjerte.

Det er martyrtanken i moderne iklædning. Og ja, det viste sig jo, at Jesus havde ret: den lov, der kun kender magtens sprog og derfor vil slå ihjel, den ser ud, som om den er den stærkeste, men den falder dog igennem for den ”lov”, der omgærder ordets sprog: at det at sige sandheden aldrig er forgæves, altid gør sandheden sig gældende blandt mennesker, altid bærer sandhedens ord frugt.

Det samme kan ses af Luthers skæbne og hans reaktion på den. Jeg har lagt Luthers forsvarstale overfor rigsdagen i Worms ud på nettet, se her. Og lad mig her nøjes med at henlede opmærksomheden på, at Luther så sandelig ikke holder sig tilbage fra at angribe pavedømmet, selv om han måtte vide, at det var en dødsensfarlig ting at gøre, specielt i den situation. Men der er noget, der må siges, også om nogen føler sig krænket, ja, føler sig så krænket, at de bruger dødsstraffen.

Han siger i celle 32:

For man kan hverken nægte eller skjule det, eftersom alles erfaring og hele verdens klagemål bærer vidnesbyrd om det, at ved pavens love og menneskers læresætninger er de troendes samvittigheder på den elendigste måde blevet fanget, rystet og pint, men især her i den berømte tyske nation er såvel deres penge som deres ejendom blevet ødet bort af et utrolig tyranni, og de ødes stadig uden ende og på uværdig måde: Selv om de ifølge deres egne love (f. eks. dist 9 og 25, spørgsmål 1 og 2) skal sørge for, at pavens love og læresætninger, som er modsat evangeliet og fædrenes sætninger skal regnes for vildledende og falske.

Han lægger ikke fingre imellem.

Hvorfor vover han det? Burde han ikke være lidt mere forsigtig?

Nej. Han nåede i februar 1520 frem til den overbevisning, at paven var antikrist. At det altså var djævelen selv, der havde taget plads i kirkens højeste embede for at vildlede kirken, så de troendes samvittigheder er blevet fanget, rystet og pint.

Jamen, så mange lærde, så mange kirkelige dignitarer, så mange kirkefædre, tør han virkelig stille sig op mod dem. Ja, det tør han, indtil han bliver overbevist af nogen af de mange autoriteter. Om det siger han i celle 36 og 37:

Dog, fordi jeg er et menneske og ikke Gud, kan jeg ikke støtte mine bøger til anden beskyttelse end den beskyttelse, min herre Jesus Kristus gav sin egen lære, da han overfor Annas blev spurgt om sin lære og fik en lussing af én af tjenerne; da sagde han: Hvis jeg har talt forkert, så bevis, at det er forkert. (Joh 18,23) Hvis Herren selv, som vidste, at han ikke kunne tage fejl, ikke afviste at høre et vidnesbyrd imod hans lære, og det endda fra en elendig slave, hvor meget mere bør da ikke jeg, der ikke kan andet end fare vild, opsøge og håbe på, at nogen vil give vidnesbyrd imod min lære.

Men som vi véd, var han ikke indkaldt for rigsdagen for at diskutere, men for at blive dømt. Og det blev han. Men i hans hjerte var der stor fred. Som jeg før har sagt: da han kom tilbage til sit herberge, løftede han sine hænder og sagde: ”Jeg kom igennem det”. Se f.eks. her.

Og så til det svære spørgsmål: Hvordan skal vi oversætte disse iagttagelser fra Jesus, fra Kaj Munk, fra Luther til situationen overfor muslimerne i vore dage?

Som man jo nok har opdaget, er jeg meget glad for Luther. Han har faktisk også givet os et godt råd med hensyn til netop det spørgsmål. Han gør i sin store galaterbrevsforelæsning det, at han, da han når frem til stedet i kapitel 2, hvor Paulus skælder Peter ud, anklager de fortolkere, der mener, at Paulus her er for arrogant, og siger:

Men i denne meget vigtige sag kunne han overhovedet ikke give efter. Og efter Paulus’ eksempel kan enhver kristen hovmode sig. For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne, jordens dommere, som Sl 2,10 siger: “Og nu, I konger, forstå, lad jer undervise, I, der dømmer jorden, tjen Herren med frygt osv. Hvis ikke, skal I forgå på jeres veje”. Derfor er det helt modsatte virkninger, embeder og dyder, som kærligheden og troen har. (Se her).

Altså, ifølge Luther har kærligheden og troen helt forskellige embeder. Det vil sige: vi kristne skal ikke gå og putte med vores kristendom, heller ikke, hvad angår dens modsætning til islam. Vi har fået vores kristendom, for at vi skal give den videre. ”Gå ud i alverden”, siger Jesus i dåbsbefalingen, som lyder ved hver barnedåb i den danske folkekirke. Og det har vi jo da også tidligere gjort med missionsselskaber, der forkyndte kristendom i fremmede lande. Men man kan godt undre sig lidt over, at denne missionsforpligtelse er fuldstændig glemt, når de fremmede kommer hjem til os. Så drejer det sig om alt mulig andet, om at integrere dem, om at vise dem venlighed og kærlighed, om at sørge for, at de kan overvinde de vanskeligheder, som det giver at komme til et fremmed land.

Og det er da alt sammen udmærket. Men det er alligevel meget mærkeligt, at det så utrolig langsomt går op for os, at muslimer tænker anderledes end vi, tror anderledes end vi, har andre idealer end vi, og slet ikke synes at udvise den taknemlighed, man vel ville forvente hos nogen, der siger, de er blevet reddet fra forfølgelse.

Det er, som om vi absolut skal forestille os muslimerne som næsten identiske med os på alle måder, hvis vi skal kunne acceptere dem. Og da vi mener, vi for enhver pris skal acceptere dem, fører det automatisk til, at vi kun kan tænke om dem, at de er som os. Ellers holder man ikke af dem. Ellers forhindrer man integrationen. Ellers er man ikke et ordentligt kristenmenneske.

Men at sige, at man holder af dem, at man vil dem det bedste, men at man netop derfor vil gøre, hvad man kan for at løsrive dem af islams fængsel, det er helt forkert, det kan eliten, herunder den kirkelige elite, på ingen måde gå med til.

At sige, at vores religion, kristendommen, er bedre, fordi den giver et menneske helhed, hvile for sjælen, eller måske direkte, fordi man kun derved vinder sig livet, nej, det er alt for meget, det går ikke an.

Men så er det, jeg spørger: Hvad er det, Yahya Hassans skæbne viser os? Hvad var det, der førte ham ud i et narkotikamisbrug?

Indrømmet, det kan der gives mange svar på. Nogle af dem har jeg nævnt i begyndelsen af dette indlæg. Men blandt disse teorier om årsagen til Yahya Hassans skæbne, har jeg også nævnt Jesus-ordet: ”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle”. Det ord kunne han ikke tage til sig, for det var i den grad imod det muslimske ideal, han havde med sig fra sin kultur.

En af de forskelle, der er på de to religioner, har med begrebet ”respekt” at gøre. Jeg skrev om det helt tilbage i 2010 ud fra en undersøgelse, som psykologen Nikolai Sennels havde lavet af muslimer, som han traf i sin egenskab af fængselspsykolog. Et centralt punkt i dette indlæg er dette:

I den danske kultur er det en brist, hvis man bliver vred over ingenting. I den muslimske kultur er det en brist, hvis man ikke formår at angribe sin modstander eller forsvare sin ære. Derfor har unge muslimer ofte en utrolig kort lunte, ikke mindst overfor os ikke-muslimer. De finder det helt i orden at ville tiltvinge sig respekt. De værdsætter ikke den respekt, der kommer indefra, og søger ikke at opnå den, for den forekommer ikke i den kultur, de er opdraget i, her er respekt identisk med den pseudorespekt, som man tvinges til at yde. (Se her).

Denne kultur var Yahya Hassan præget af, og det i den grad, at det var ham umuligt at befri sig for den.

I interview’et med Martin Krasnik fra 2019, se her, spørger Krasnik ham, hvorfor han ikke bare rejser bort i nogle måneder, når han nu er træt af at være forfulgt af sine medmuslimer. Dertil svarer han:

»Hold nu op med det pis, mand. Jeg trækker mig fandeme ikke ud eller væk. Det er min by, det er mit sted. Jeg trækker mig ikke. Hvad tror du, der ville være sket med sådan en som Rasmus Paludan, hvis han ikke havde så meget beskyttelse? Han ville være blevet nakket for længst. Jeg kan sgu ikke trække mig. Enten skulle panserne beskytte mig – eller også mig selv. Nu står pædagogen derude, jeg slutter.«

Senere hører vi den samme melodi:

»Jeg har ligget bælte­fikseret, fordi jeg kom til at smadre en neger, jeg har ligget i bæltet, fikseret, der er et bande­medlem, der tror, han er noget, det kostede mig lige en tur i bæltet og to sprøjter i røven.«

Hvad gjorde han da?

»Manden skar ansigter, han provokerede mig. Han lånte min yndlings-CD med gangsta­rap, og han ridsede den så meget, at ikke et eneste nummer virkede. Så smadrede jeg ham.«

Hvorfor lader du ham dog ikke være? Det er da ikke dét værd!

»Sådan hænger det ikke sammen. Dem, der træder mig over tæerne, de har trådt på en fucking land­mine. Sådan er det, og sådan bliver det hele vejen ned i graven, hvis jeg ikke bliver respekteret, så går jeg hele vejen til bæltefikseringen. Det er lige meget for mig. Min bog kommer nu. Det er dét, der betyder noget.«

Det sidder dybt i ham, dette med en kort lunte, dette med at reagere på typisk muslimsk vis på det, han opfatter som fornærmelser. Det er ikke noget, man sådan lige skræller af sindet. Men et sind, der på den måde og i den grad skal slås for sin anerkendelse, er altså heller ikke et sind i balance, det er ikke et sind, der har fundet hvile. For Jesu åg har han ikke taget på sig. Og det har han ikke, blandt andet fordi det aldrig er faldet noget folkekirkemedlem ind, at han måske havde brug for at høre, at man ved at tage dette åg på sig, altså ved at finde sig i fornærmelser, finde sig i vold, ja, i sidste ende finde sig i at dø, vinder livet, vinder den fred i sjælen, der lader alle tanker om at kæmpe for at vinde andres respekt falde, fordi man har forstået, at den sande respekt fra de andre må komme indefra.

Han vil tiltvinge sig andres respekt. Men det, der betyder noget, er, at hans bog kommer nu. Tydeligere kan hans tvesind ikke afbildes. Magtens tale overfor Ordets tale.

Han havde oplevet, at Ordets tale, hans digte, bragte ham al den anerkendelse, han kunne ønske sig. Men vel at mærke: anerkendelse fra de forkerte, fra os danskere, vi, der repræsenterer det ”dem”, som det muslimske ”os” og ”dem” opstiller. Fra det ”os”, han stadig mente, han tilhørte, kom der ingen anerkendelse, tværtimod, der kom forfølgelse. Og det kunne han ikke tåle. Jesu ord om at elske ham, dvs., Ordets kræfter, mere end far og mor, ord, der ikke er et moralsk ideal, men en oplysning om, hvordan menneskesindet er indrettet, havde han ikke taget til sig; han ville stadig have sine egne til at anerkende sig.

Derfor er det, han bliver ved med at række sine digte frem imod dem: Kan I da ikke se, at det må give anerkendelse, også fra jer? Men det kunne eller ville de ikke se. Og med de mange forsøg på at tiltvinge sig sine egnes respekt modsagde han også på det kraftigste det, han ville med digtene.

Det var Yahya Hassans skæbne, malet med lidt andre farver end tidligere, men lige uforståeligt og oprørende for det.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther, Ny testamente og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.