Overskriften kunne for så vidt lige så godt hedde ”Lov eller evangelium” eller ”Enkeltmenneske eller fællesskab” eller ”Retfærdighed eller kærlighed”. Alle disse modsætninger går tilbage til 1975, da jeg gjorde min ”evangeliske opdagelse”, idet jeg forbedrede Løgstrup en lille smule og derved fik et nyt vokabular for, hvordan evangeliet virker på os mennesker.
Løgstrup skelner i ”Opgør med Kierkegaard” mellem kredsende livsytringer og suveræne livsytringer. Og han beskriver de to livsytringer ganske udmærket, men han spørger ikke om, hvordan et menneske kan komme over fra de kredsende livsytringer til de suveræne. Det gør jeg derimod, og mit svar er, at de kredsende livsytringer er kredsende, fordi man i dem er låst fast i en bestemt logik eller – som jeg sagde dengang – et bestemt sprogspil. Den logik, der behersker én i f.eks. den kredsende livsytring, der hedder misundelse, er baseret på retfærdighedens logik, og denne logik adskiller sig fra det, man ud fra Løgstrup kunne kalde de suveræne livsytringers logik, men som måske bedre kan kaldes relationernes logik.
Den, der er grebet af misundelse, bliver ved med at tænke på de uretfærdigheder, der er overgået ham, kan ikke slippe ud af denne logiks favntag. Fidusen er nu blot, at ikke blot er retfærdighedens logik indkodet i det menneskes hjerne, relationernes logik er det også, men denne anden logik kan den pågældende selv ikke aktivere. Der må et ord til udefra, for at denne anderledes logik kan bringes i spil.
Det ses måske tydeligst i Jesu lignelse om den fortabte søn, Luk 15,11-32. Den ældste søn, der blev hjemme, er netop grebet af misundelsens eller retfærdighedens logik. Det kan ses af hans replik vers 29-30. Og hans far kunne måske nok være gået ind på hans retfærdigheds-tankegang. Men det gør han ikke. I stedet tiltaler han ham ud fra relationernes logik. Han påpeger relationen mellem sig selv og sin ældste søn, vers 31, og relationen mellem den ældste søn og hans bror, og det ligger i sagens natur – det vil sige, i relationernes logik – at der i disse relationer ikke tænkes i retfærdighedsbaner.
I den lignelse er sagen klar: de to former for logik udelukker hinanden, lovens eller retfærdighedens logik må helt udelukkes. Men sådan er det langt fra altid i Jesu forkyndelse.
Det samme gælder for Paulus’ vedkommende. Han er sine steder meget ivrig for at bevare loven som Guds lov og give den en funktion i frelsesværket, f.eks. i Galaterbrevet. Men i 1 Kor 10,23 er han lysende klar. Loven er helt borte, alt er tilladt, der er ikke mere noget forbudt og tilladt. I min formulering: Hvis mennesket er drevet af relationernes logik, kan det ikke samtidig i mindste måde være drevet af retfærdighedens logik.
Men ud fra en sådan total adskillelse mellem retfærdighed og relation eller mellem lov og evangelium, hvad skal vi så stille op med Matt 5,17: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde”?
Lad mig foreslå, at vi tolker det ud fra Matt 7,12, den gyldne regel. Om den siger Jesus, at sådan er loven og profeterne. Man plejer sådan lidt henkastet at sige, at det har rabbinere sagt før ham. Men jeg vil mene, at han med disse ord totalt omkalfatrer den jødiske forståelse af loven. Han forvandler dermed loven fra at være en befaling udefra, som vi måske forstår og måske ikke forstår, til at være en rettesnor for vor livsopfyldelse, som vi selv både kan og skal forstå. Loven ophører med dette greb med at være befaling, den forvandler sig til formaning. Hvor der før lød et ”du skal”, lyder det nu: ”var det ikke en idé, om du gjorde sådan og sådan?” Hvor det før var ligegyldigt, om vi forstod, hvordan livet hang sammen, hvordan vore fællesskaber fungérede, dèr er det nu altafgørende, at vi selv kommer til at forstå.
Mange teologer har svært ved at forstå Det ny Testamentes formaninger. Uvilkårligt opfatter man dem som en ny lov. At opfatte dem som forslag til, hvad det kunne være klogt at gøre, når nu de relationer, man står i, er indrettet på den og den måde, nej, det kan eller vil man ikke. Og sandt er det jo, at skønt Luther så udmærket forstod, hvad en formaning er og selv brugte at formane, så begyndte man allerede i hans samtid at tale om ”lovens tredje brug”. Det udtryk afslører, at man forestiller sig, at formaningerne er tænkt og udtrykt i lovtermer. Indrømmet: de er udtrykt i lovtermer, men de er bestemt ikke tænkt i lovtermer.
Men den finesse ved Det ny Testamentes udtryksmåde har man ikke blik for.
De formaninger, Jesus kommer med i bjergprædikenen, opfattes i vore dage som ”syndespejl”, dvs., som en skærpelse af lovens anvisninger indtil det umulige, så mennesket af denne skærpelse bringes til at indse det umulige i at holde loven og derfor indser, at den eneste redning er at stole på Guds tilgivelse. Men det lumske ved den opfattelse er, at formaningerne derved bibeholder deres ”du skal”; man når aldrig frem til det frigørende: ”ville det ikke være klogt, når det nu drejer sig om at gøre de forhold, du står i, levende og saliggørende, at handle på den og den måde?”
Jesu nye forståelse af loven betyder, at den ikke er Guds befaling til os, en befaling, som han vil kræve os til regnskab for, men er Guds oplysning om, hvad der kan ødelægge vore indbyrdes forhold, og hvad der kan styrke dem. Og da opgaven for os består i at styrke de forhold, vi står i til vore medmennesker, skal vi ikke handle efter Jesu formaninger, fordi Gud kræver det, men fordi det er klogt. Det er også, hvad han siger i slutningen af bjergprædikenen, Matt 7,24-27.
Vi tænker ikke over, at et enkelt vredladent ord kan ødelægge det forhold, vi står i til f.eks. vor ægtefælle, Matt 5,21-22. Og vi har normalt ikke blik for, at et enkelt lystent blik kan vække unødig jalousi hos vor ægtefælle og være med til at nedbryde dette forhold, men det er, hvad Jesus vil have os til at se med formaningen Matt 5,28. Og er det kommer til et skænderi eller blot en uoverensstemmelse, så er vi tilbøjelige til at hage os fast i retfærdighedsbetragtninger. Men det er kontraproduktivt. Prøv i stedet at ”vende den anden kind til”, dvs., at opgive hele denne noget-for-noget-tankegang. Herregud, er det ikke bedre, at forholdet bevares eller måske endda styrkes, end at du får ret? (Matt 5,39).
Men her tænker vore moderne teologer helt anderledes.
Hvad er synd? spørger man og prøver ud fra bjergprædikenen at vise, hvordan Jesus strammer syndsbegrebet helt ud i det uoverholdelige med disse ord fra bjergprædikenen. Så du tror ikke, du er en synder? Du tror ikke, du har brug for syndernes forladelse? Kommer du da aldrig til at sige et vredladent ord til din næste? Er det aldrig sket dig, at du har kastet et lystent blik på en andens hustru? Tror du virkelig om dig selv, at du kan betvinge den medfødte trang, vi alle har i os, til at slå igen, hvis vi bliver slået? Nej vel! Bare ned med nakken og ned på knæ og bed om syndernes forladelse hos den Gud, der er parat til at tilgive.
Men stiller man sagen sådan op, når man aldrig frem til det, Det ny Testamente når frem til: formaningen. For det giver jo ingen mening at formane tilhørerne til at kæmpe imod det, man lige har påvist er deres natur. Højst kan man ende prædikenen med, at man frimodigt kan leve videre med al sin syndighed intakt. Og det er der jo ikke megen formaning i.
Dertil kommer, at man på den måde forvandler gudsbilledet. Fra at have været en person, som vi står i et personforhold til: vor himmelske far, bliver Gud en slags tilgivelsesmaskine, hvis gode egenskab: kærlighed og vilje til forbarmelse, hele tiden så at sige tvinger ham til at tilgive. Og tilgivelseshandlingen bliver en slags automathandling, som vi ikke behøver at tænke dybere over, ud over naturligvis at vi på passende måde skal se brødebetyngede ud, når præsten siger, at vi alle er syndere.
Men det må indrømmes, at mange formuleringer i Det ny Testamente bestemt ikke har gjort sagen lettere for den, der vil flytte interessen fra syndsaspektet til relationsaspektet. Se f.eks. på Matt 6,13, bønnen om tilgivelse i Fadervor. I den græske tekst, kan man se, står der ikke ”forlader”, men ”har forladt”. Det samme kan man se i en note i bibelselskabets normaludgave, se her, hvis man klikker på vers 13. Den latinske tekst, derimod, har den form, vi bruger: ”forlader”. Går man et par vers frem, ser man, at det også dèr forudsættes, at vi har forladt hinanden vore synder, ja, det lyder næsten, som sætter Gud en betingelse op for os.
For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.
Det svarer meget dårligt til det, Paulus skriver i Rom 5,8, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Og det svarer jo også meget dårligt til vores oplevelse af et personforhold. I et sådant kan man ikke stille betingelser.
Men måske der ikke er tale om betingelser, som personer stiller, hverken Gud eller mennesker. Måske der er tale om en beskrivelse af noget faktisk foreliggende. Det kan lignelsen om den gældbundne tjener (Matt 18,23-35) tyde på. Blot er også den temmelig tricky.
Det, der faktisk foreligger, er den logik, som vi alle har siddende i vores hjerne, og som jeg har kaldt relationslogik. Den logik er det, der får den gældbundne tjener til at bryde ud af den pengelogik eller retfærdighedslogik, han hidtil havde bevæget sig i, så han kaster sig ned for sin herre og beder om udsættelse. Så hedder det:
Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. (Vers 27).
Desværre anvendes her på græsk det samme ord som i Fadervor. Her betyder det ”eftergive”, dèr betyder det ”tilgive”. Det samme kan for øvrigt ses i den latinske oversættelse af Det ny Testamente. Og de to ting betyder jo ikke helt det samme på vort sprog, der er nærmest en verden til forskel; det ene: ”tilgive” hører hjemme i relationslogikken, det andet: ”eftergive” i retfærdighedslogikken. Jeg skal ikke kunne sige, om der fra oldtiden indtil i dag har fundet en udvikling sted i den del af retfærdighedslogikken, der har med vore pengetransaktioner at gøre. Men facit er i hvert fald, at vi moderne mennesker, når vi hører ordet ”eftergive”, anbringer det i retfærdighedslogikken og regner med, at hvis en gældspost er eftergivet, så er der dermed sket noget, som ikke sådan kan laves om; der har fundet en begivenhed sted i den sociale verden, en begivenhed, som står fast.
Sådan en begivenhed regner vi også med sker, når én giver en anden en gave. Så ligger gaven fast, ejendomsforholdet er ændret, jeg kan som modtager fremover regne med, at gaven er ”min”.
Men det er ganske klart, at det ikke er den logik, Jesus regner med. Eller vi skal måske snarere sige, at hvis det er den logik, han anvender i den første del af lignelsen, så bryder han den i stykker i den sidste del. Det kan ”undskyldes” med, at der i lignelsen er tale om forholdet mellem en herre og hans slaver, og at den slave, der har fået sin gæld eftergivet, jo ikke er ophørt med at være sin herres slave. Men mere rimeligt vil det nok være at sige, at i sidste del af lignelsen træder det, lignelsen skal ligne, tydeligere frem. Herren, der får medynk, er jo Gud, og når Jesus lader denne herre blive vred (vers 34), bryder han derved jødernes (og vores?) gudsbillede i stykker: Forholdet mellem dig og din Gud er et personforhold, og når du ved at bede om tilgivelse og ved at blive tilgivet viser, at du forstår, hvordan det foregår i et sådant forhold, så må du også vise, at du forstår dette i dit forhold til din medtjener; for dér er der jo også tale om et personforhold.
Og det er det, der gør lignelsen tricky. For jeg tager fejl, både hvis jeg ganske vil overhøre, at lignelsen vil sætte mig ind i en tilgivelses-holdning til min næste, og mene, at jeg kan fortsætte mit syndige liv, blot med glad fortrøstning til Guds tilgivelse, og hvis jeg vil mene, at der ud af denne lignelse lader sig fremstille en ny og finere etik, der i hvert fald må gælde for de kristne.
Lignelsen vil ikke opstille en lov om, at en kristen altid skal tilgive, ja tilgive op til syvoghalvfjerds gange. Dette udsagn skal ikke forstås som en lov, selv om det ser sådan ud, det skal forstås som en formaning: Var det ikke en idé, om du lod være med altid at bilde dig ind, at det er dig, der er blevet forurettet? Ville forholdet til din næste ikke have godt af, at du i stedet glad undrede dig over alt det, den anden finder sig i fra din side?
Jeg kan ikke dy mig for her til sidst at nævne, at jeg for nogle år siden faktisk blev højlig forbløffet over at opdage, at Luther ikke er lutheraner.
Hvordan det?
Jo, det regnedes i mine studieår for god latin at regne Jesu formaninger i bjergprædiken for ”syndespejl”. Og man var fuldt forvisset om, at man i det stykke var en god lutheraner. Og tænk, så opdagede jeg ved i Erlangerudgavens bind 43 at læse nogle prædikener, Luther holdt i 1531 over bjergprædikenen, at Luther overhovedet ikke bruger disse Jesus-ord på den måde. Jeg lagde prædikenerne ud på nettet her, så andre kan have fornøjelse af at læse dem. Og jeg skrev en halvlang og måske lidt kedelig afhandling om dette mærkelige forhold, hvor jeg sammenlignede Luthers behandling af teksterne med nogle tekstvejledninger fra Præsteforeningens Blad, se her.
Og sjovt nok, det bliver værre endnu. For i Luthers prædiken over Matt 5,31-32, ordet om ægteskabsbrud, ender Luther med at ville overlade denne vanskelige sag til øvrigheden. Men hvis den vil foreskrive skilsmisse, fordi den ene part har været utro, siger Luther:
Men hvis man vil råde dem, der vil være kristne, så ville det være meget bedre, at man formaner og opfordrer begge parter til at blive sammen, og lader den uskyldige ægtefælle forsone sig med den skyldige, så han eller hun tilgiver den anden af kristelig kærlighed (om ellers den skyldige vil ydmyge sig og forbedre sig). Med mindre da, at der ikke var håb om forbedring, eller den skyldige, når vedkommende igen var forsonet med den anden og taget til nåde, ville misbruge en sådan velgerning og straks igen gå hen sig til et offentligt fruentimmer, i tillid til, at man ville vise barmhjertighed og tilgive. Da ville heller ikke jeg tilråde eller formane til at vise nåde, men hellere hjælpe med til, at man overgav en sådan til hudstrygning eller stak vedkommende i en sæk. (Se her).
Det er dog ret bemærkelsesværdigt, at Luther tilsyneladende fuldstændig har glemt Jesu ord om at tilgive syvoghalvfjerds gange. Men det er for mig at se noget af det store ved Luther: Dette ord om at tilgive er i hans øjne en formaning, ikke et bud eller et højstemt etisk krav. Og han kan godt se, at en tilgivelseshandling er noget, der må baseres på den enes bøn om tilgivelse og den andens tro på, at denne bøn er ægte ment. Kun da kan forholdet blive genetableret. Og denne tro på tilgivelsesbønnens ægthed kan man ikke frempresse af sig selv, den er åndens gave. Så kan der aldrig så meget stå i Matthæusevangeliet, at man skal tilgive halvfjerds gange – eller som i den gamle oversættelse ”syv gange halvfjerds gange” – det nytter ikke noget.
Men nu er vi ovre i en lidt anden sag.
ricardtriis 