Mytisk tale

Vor tid forstår ikke mytisk tale. Hvis noget er en myte, så mener de fleste i vore dage, at det er løgn og latin. Og når nogen siger, at de vil prøve at aflive den eller den myte, så mener de, at den myte, de vil aflive, er usand. Ordet ”myte” er ikke et positivt udtryk.

Denne manglende forståelse af, hvad en myte er, stiller sig ofte i vejen for den kristne forkyndelse. ”Jeg tror da ikke på Gud”, kunne man hører konfirmander sige før den første undervisningstime. ”At tro på Gud er som at tro på hønisser”, mente en ret fremtrædende dansker i sin tid. Ingen af delene vidner om den store forståelse af, hvad en myte er. Men det fremgår også ret tydeligt, at man ikke har spor lyst til at prøve at sætte sig ind i det.

I 2003 stod præsten i Tårbæk, Thorkild Grosbøll, frem og proklamerede i et interview i Weekendavisen, at han ikke troede på en skabende og opretholdende gud. Og så fik jo kristendommens myter en ordentlig én på frakken, oven i købet fra én af dens egne tjenere.

Og nu, hvor Grosbøll er død, hører vi så fremtrædende teologer forsvare ham. Lars Sandbeck skrev i en kronik i Kristeligt Dagblad den 20-5, se her, at Grosbøll var en whistleblower, ”hængte folkekirkens beskidte vasketøj til tørre i fuld offentlighed”. Og Viggo Mortensen skriver i et indlæg den 22-5 i samme avis, se her, at Grosbølls ærinde var at tale om Gud på nutidens vilkår. Avisen har også indhentet nogle udtalelser fra andre teologer, se her, men dem lader jeg ligge i denne omgang.

I forbindelse med balladen i 2003 fremkom Gudmund Rask med det diktum, at troen er en gave, tvivlen er et vilkår, fornægtelsen er et problem. Der var allerede dengang mange præster, der ville forvandle Grosbølls fornægtelse til et udsagn om tvivl. Det var det selvfølgelig ikke. Men hvordan Grosbøll så selv opfattede det, var det dengang ikke nemt at blive klog på.

Det spørgsmål vil jeg imidlertid her lade ligge. I stedet undrer jeg mig over, at de to nævnte teologer ikke træder i karaktér i deres indlæg. Hvad mener de selv? Hvordan vil de tale om Gud på nutidens vilkår?

Viggo Mortensen gør lidt nar af professor Anders-Christian Jacobsen. Han mener, at ”Grosbølls kristendom vandt aldrig frem: ’Han tog fejl af tiden’.” Hertil spørger Viggo lidt drillende, om overensstemmelse med tidsånden er et dogmatisk kriterium; hvad med sandheden?

Men det samme burde han måske spørge sig selv om, når han vil mene, at Grosbølls ærinde var at tale om Gud på nutidens vilkår. Er nutidens vilkår blevet et dogmatisk vilkår? Hvad med sandheden?

Men noget løsningsforsøg på denne altafgørende opgave for kirken, kommer Viggo Mortensen ikke med.

Og Lars Sandbeck mener, at Grosbøll er inspireret af tre teologier. Som den sidste af disse nævner han den narrative teologi, og den gør han så meget ud af at nedgøre. Og han slutter af med denne svada:

Grosbøll erklærede åbent, at han ikke havde noget tøj på, og han trak alle os andre med i faldet for øjnene af hele befolkningen. Som teologer skulle vi tale om Gud. I stedet talte vi om livspoesi, hvis vi da ikke bare valgte at stikke menigheden en nødløgn. Trods alt det positive, der er at sige om den narrative teologi, er den i sidste ende en teologisk katastrofe, kulminationen på en teologisk striptease, der forsøgte at gøre alt det skønt, vi også og snarere burde have holdt for sandt.

Jeg vælger at betragte Grosbøll som begyndelsen på afslutningen på denne narrative æra og som en vigtige påmindelse til os teologer og præster om at turde tænke fundamentalt igen, arbejde med kristendommens kernebegreber på en måde, så de faktisk handler om virkeligheden, idet vi vover at tro, at kristendommen taler sandt om Gud og menneske.

Det ser jeg masser af eksempler på blandt landets præster i dag. Måske er det noget, vi kan takke Grosbøll for.

Ærlig talt, det blev jeg ikke meget klogere af. Vi skal arbejde med kristendommens kernebegreber, så de faktisk handler om virkeligheden, siger han. Men hvad er det for kernebegreber? Er det noget med en skabende og opretholdende Gud? Og hvordan kan nogen tale om Gud nogensinde komme til at handle om virkeligheden? Er Gud da en del af virkeligheden? Det var vel, hvad Grosbøll benægtede. Det var Grosbølls problem, hvad vi egentlig skulle med Gud, og derfor er det da lige flot nok at affærdige det på den måde, som om vi nu er nået frem til at tænke fundamentalt igen – hvad det så end vil sige, for det bliver jo ikke forklaret.

Men begrebet ”Gud” indgår jo i en myte, og da vi ikke i vore dage forstår, hvad en myte er, eller altså tror, det er lig med løgn og latin, så er vi som forkyndere jo i nogen grad på spanden, når vi skal forklare, hvordan en myte alligevel kan indeholde en form for sandhed.

Det er let nok at sige, at den myte, at det er Gud, der har skabt himmel og jord, står i bibelen, nærmere bestemt i 1 Mos 1 til 2. Og man kan da også godt gøre lidt ud af det forhold, at der faktisk er to skabelsesberetninger, som oven i købet er forskellige: i den første skabes mennesket som mand og kvinde, i den anden skabes Adam først, derefter dyrene, og så først Eva. Derved understreges det jo, at disse myter i hvert fald af dem, der i sin tid satte disse to forskellige myter sammen, ikke skal opfattes som videnskabelige beretninger.

Men hvad er så meningen?

Det kan ses af omkvædet i første skabelsesberetning: ”Og Gud så, at det var godt”. Når det er Gud, der har skabt verden, så er verden god i sig selv. Når Gud har skabt mennesket som mand og kvinde, så er kønsforskellen god i sig selv. Det er, hvad myten vil sige om det forhold. Og når det hedder, at Gud satte mennesket i Edens have for at dyrke og vogte den, (kap 2,15), så bevidnes derigennem, at arbejdet er en god ting, villet af Gud. Og videre: når det hedder i første skabelsesberetning, at Gud sagde, at mennesket skal herske over de andre skabninger, og i anden skabelsesberetning, at det var mennesket, der skulle give dyrene navne, (kap 2,19) ikke omvendt, så gives der mennesket en overordnet stilling i skaberværket, ja, det antydes gennem det med navngivningen, at denne overordnede stilling har med det forhold at gøre, at mennesket, men ikke de andre skabninger, har fået en sprog i skabelsesgave.

Så myten fortæller os en hel masse om vor tilværelse, men fortæller jo om det på en ikke-videnskabelig måde. Jeg har andetsteds været inde på, at mange videnskabsfolk ikke er opmærksom på den rolle, sproget spiller for vor viden om samleje og fødsel, se her. Så det vil jeg springe over her. For her er det noget andet, jeg vil fokusere på.

Det er dette med tilværelsen som god i sig selv.

Det er nemlig ikke alle kulturer, der har den opfattelse af tilværelsen. Faktisk har – eller havde – det meste af Østasien tidligere sjælevandringslæren som sin kulturelle baggrund, ligesom vi i Vesten har skabelsestroen. Og sjælevandringslæren siger det modsatte af skabelsestroen. Den er en myte på samme måde, som skabelsestroen er det, men mytens værdier er de modsatte af skabelsestroens.

Er livet godt? Nej, livet er lidelse, svarer Buddha, som nok er den fremmeste repræsentant for sjælevandringslæren. Er der et evigt liv efter døden? Nej, lyder svaret, normalt vil sjælen efter døden komme til at lide af livstørst og derfor genfødes i et nye legeme til en ny lidelsesfyldt tilværelse. Er der ingen frelse? Jo, hvis du i dette liv i din meditation gennemgår årsagskæden og erkender, at livstørsten fremkalder livsbedrag og får mennesket til på falskelig vis at knytte sig til andre mennesker og at gøre sig afhængig af legemlige goder, så vil du kunne opnå den sande frihed, og så vil du efter døden kunne indgå i nirvana, dvs., så vil du være sikker på, at de lidelsesfyldte genfødsler standser, og at din personlighed helt opløses i Det store Intet.

Disse to mytologiske universer kan menneskehedens historie byde på. Og meningen er i og for sig ikke at stille dem op som et valg, man kan foretage. For fordi vi er opvokset i et samfund, der har baseret sig på skabelsestroens mytiske univers, derfor har vi utrolig svært ved at godtage sjælevandringens univers. Bare det at skulle forsage det ægteskabelige samliv og i stedet for at betragte det som livets mål og mening at skulle regne det for en forførelse bort fra den egentlige tilværelse, det er jo næsten en umulighed for os. Nej, her i Vesten lever vi på skabelsestroens myter.

Men erkende det? Nej, det bryder vi os ikke om. Sådan direkte at deltage i kirkens trosbekendelse? Nej, det er ikke noget for os. Så hellere vise sin intellektuelle overlegenhed ved at give Grosbøll ret: der er nok slet ikke nogen Gud til i virkeligheden; og alt det med Gud, hvad skal vi egentlig med det?

Lars Sandbeck hævdede som før nævnt, at den narrative teologi er en teologisk katastrofe. Det vil jeg ikke give ham ret i. Og for at drille ham en lille smule, vil jeg slutte med at fremhæve den novelle af Karen Blixen, som jeg holder allermest af, og som jeg mener fortæller, hvad kristendom er, på fuldt så forståelig og fuldt så gyldig en måde som diverse myter.

Jeg har tidligere refereret den, se her. Men denne gang bliver det under lidt andre forudsætninger.

Som ramme har Blixen anvendt en typisk forvekslingshistorie. Den gamle billedhugger Leonidas Allori er blevet anklaget for forbrydelse mod statens sikkerhed og skal henrettes den næste morgen. Men han har dog fået lov til den sidste nat at besøge sin unge hustru, Lucrezia, mod at én af hans elever vil sidde i fængslet som gidsel for ham. Det bliver Angelo, der får det tilbud, et tilbud, han ikke kan afslå.

Det hele bliver arrangeret i så stor hast, at Angelo ikke når at få givet Lucrezia besked. Hun og han har nemlig opdaget, at de er forelskede i hinanden, og de havde aftalt at mødes netop den aften, hvor han blev indkaldt som gidsel. Han ville nærme sig hendes hus fra stien i bjergene og være iført sin grønne kappe. Den kan hun kende ham på i mørket.

Og selvfølgelig går det så hverken værre eller bedre, end at Leonidas efter at have talt intenst med Angelo beder om at måtte låne Angelos grønne kappe. Da han tilmed siger, at han vil nærme sig huset ad stien fra bjergene, er vi tilhørere ganske overbeviste om, at en forveksling vil finde sted og naturligvis uhyre spændte på, hvordan det vil spænde af.

Men Blixen, den luskebuks, snyder os for løsningen. Vi følger i fortællingens videre forløb ikke Leonidas, men Angelo, hører om alle hans kvaler med dødsangst og jalousi, indtil Leonidas kommer tilbage, lægger den lånte kappe om Angelos skuldre og lader slutteren føre sig ud foran henrettelsespelotonen.

Hvad er dog meningen? Elendige historiefortællerske! Véd hun ikke, at med til enhver fortælling hører en ordentlig slutning, der binder alle de løse ender i historien op?

Ja, Blixens mening får vi ikke sådan umiddelbart. Men min mening med historien er, at vi skal forstå noget af, hvad en myte er, at den er en påstand om noget ubevisligt, som danner en ramme om vort liv, så det giver mening.

Sådan er påstanden om Gud som skaberen af vor verden en ubevislig påstand om, at verden er god, og at det giver mening at leve i den og hengive sig til hinanden, så livet kan formeres. Derigennem siges der noget, som ingen videnskab kan sige os. Det kan kun en myte, men den myte må, som alle myter, tros.

I ”Kappen” ser myten lidt anderledes ud, men har dog de samme karakteristika. Leonidas fortæller om det i sin samtale med Angelo. Han har hele livet igennem troet på, at ”trofasthed er den høje guddommelige egenskab, gennem hvilket universet styres”. Det har givet ham det, som alle myter giver dem, der tror på den, to ting: en forvisning om, at det tilsvarende er hans skyldighed at være tro, tro i sin kunst mod det gyldne snit, tro i sit liv mod sine medmennesker; og en taknemlighed over den mening, han ser i det alt sammen; nu kan han fortrøstningsfuldt overgive sit legeme til Campaniens gode jord.

Men myten er en myte, det vil sige: du må tro på den, hvis den skal give dig noget. Men hvis vi spørger, om Blixen da selv tror på den myte, hun lader Leonidas fortælle, vender hun spørgsmålet om: tror du, kære læser, på denne myte? Og her er det sandelig ikke så ligetil at svare.

For er tilværelsen styret af trofasthed? I betragtning af, at dette siges til en troløs, nemlig Angelo, er der egentlig ikke meget, der taler for det. Her synes det snarere at være den mere kloge, der narrer den mindre kloge. Og hager man sig fast i den tolkning, hvad tilværelsen jo sådan set giver god grund til, så vil man naturligvis sige, at når Leonidas kom tilbage, skyldes det, at Lucrezia i tide opdagede, hvem det var, der kom, så den gamle ikke opdagede, at han blev bedraget.

Men når Blixen ikke fortæller os, hvad der skete mellem Leonidas og Lucrezia, kan det hænge sammen med, at hun vil holde den anden mulighed åben for os. Blot må vi selv komme i tanke om den, selv vove for egen regning og risiko at antyde den. For man kan jo også tænke sig, at Leonidas hørte og forstod, man kan tænke sig, at de to fik talt sammen, ja endda fik talt ud sammen.

Det kan en anden fortælling – eller skal vi ligefrem sige: en anden myte – antyde for os, en fortælling, som også Blixen kender. For hvis vi siger, at intet menneske da kan erfare et sådant svigt og tilgive det, så siger denne anden fortælling det modsatte. Peter fornægtede sin herre og mester i ypperstepræstens gård. Men efter sin opstandelse, da de mødtes ved Tiberias sø, tilgav Jesus ham, Joh 21, 15-19. I det mindste dette ene menneske modbeviser den myte om tilværelsen, at det er magt og snilde, det kommer an på, ikke trofasthed.

Men fortællingen om ham er en myte, for det er jo ganske ubevisligt, at Jesus opstod fra de døde; det er mytens ene side, den ubevislige påstand, hvor den anden side er opfordringen til os om ligesom han at holde tilgivelsens mulighed åben og opleve meningsfuldhed, en tilværelsens helhed, hvoraf vi er en del.

Denne myte er fuldkommengørelsen af skabelsesmyten.

Man plejer ikke at kalde beretningen om Jesu opstandelse for en myte. Men jeg tror, det kan være relevant i denne sammenhæng. Så får vi også belyst forskellen mellem det, en fortælling kan, og det, en myte kan.

Fortællingen angler efter vores tro. Men det, vi skal tro på, er egentlig noget, vi sådan set godt kunne få at vide, vi kunne jo spørge Lucrezia. Og det er muligvis for at fastholde en vis mytekarakter over fortællingen, at Blixen i en efterfølgende fortælling fortæller om ægteskabet mellem Angelo og Lucrezia, hvor hun dog – ikke helt fortællemæssigt korrekt – undgår at lade Lucrezia røbe noget om, hvad der foregik den nat.

Men myten gør troen uundværlig. Vi stilles med myten om Jesu opstandelse overfor valget mellem at tro på opstandelsen og dermed tro på tilgivelsesmuligheden og at fornægte opstandelsen – det var bare disciplene, der så syner – og dermed lade fornægtelse være fornægtelse, uforløst og utilgivet.

Jeg har i den første af de to salmer, jeg i sin tid skrev til Laubs melodi til ”Hil dig, frelser og forsoner” fortalt om, hvordan Jesus tilgav Peter efter opstandelsen, og derefter spurgt mig selv: ”Tror jeg på på denne måde/ du tog Peter selv til nåde”, og umiddelbart derefter givet det selvfølgelige svar: ”Herregud, hvor kan jeg andet/ jeg, der hver dag jo har sandet/ at min tillid bærer du”. Se her.

Men jeg er klar over, at fortællingen om Jesu opstandelse er en myte, den forbliver i det ubevislige, og det er netop fra dette sted, den opfordrer os til trofasthed og giver os sammenhæng i tilværelsen.

Det betyder også, at jeg godt er klar over, at man, hvis man vil beskæftige sig historisk-kritisk med evangelierne, ikke kan indregne myten i sine overvejelser, som var der tale om en håndgribelige kendsgerning. Det har jeg givet udtryk for i den anden af de to salmer, hvor jeg fortæller om, hvordan Jesus havde forudsagt, at han skulle opstå fra de døde, og at man jo derfor kunne tænke sig, at det var den forudsigelse, der lå i Peters hjerne og skabte de opstandelsessyner, som de andre så tilsluttede sig. Jeg spørger i vers 7, om det var sådan, det hang sammen, at ”hvad han ønskede så gerne/ skabte syner i hans hjerne”, men jeg slutter verset med at spørge: ”Eller stod du virk’lig op?”

Og så har vi dobbeltheden i troen på en myte. At tro på Jesu opstandelse er dels at tro på det overnaturlige, at en død krop bliver levende, og dels derudfra at drage den slutning, at en tilgivelse, der genopretter det brudte fællesskab, er mulig. Og det er dels at regne med det overnaturlige, at der er en Gud til, som har skabt vor verden, og som i sin trofasthed opretholder den indtil i dag, og dels derudfra at drage den slutning, at livet er godt i sig selv, og at det er godt at hengive sig til hinanden. Begge dele hører med til kristendommen.

Blot har jeg fornemmelsen af, at man i vore dage helst vil nøjes med det, der har med vort samliv med hinanden at gøre og droppe de ubevislige påstande, der dog upåtvivleligt hører med til mytens væsen. Man vil ikke tro på Gud, men man lever dog, som om alt, hvad der hører gudstroen til, er sandt. Man vil ikke tro på Jesu opstandelse, men man lever dog i uopgiveligt håb om, at ægte menneskeligt fællesskab er muligt.

Hvor længe det bliver ved med at gå, er ikke godt at vide. Men jeg vil nu kæmpe for, at den heri indbyggede modsigelse må ophøre så snart som muligt.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.