Følelse eller forudsætning

Det er troen, der er tale om i overskriften. Er troen en følelse eller er den en forudsætning? Det skal her overvejes.

At troen kan være en følelse, lyder måske lidt underligt. Men jeg tror, der ligger en dunkel fornemmelse af, at det vist må forholde sig sådan, i mange nutidsmennesker. Man har stadig missionsfolkenes omvendelsesoplevelse i tankerne, og dette, at mange af dem tillod sig at betragte de mennesker, der ikke havde haft en sådan omvendelsesoplevelse, som ikke-kristne, har sat sig spor i den kollektive erindring.

Ikke mindst Kaj Munk har lidt under denne missionske anskuelse. Han opdagede under store kvaler – som han gav udtryk for i mange skuespil – at han hverken kunne gribes af den overmåde store forelskelse, som den romantiske kærlighedsforståelse krævede, eller gribes af den trossikkerhed, som den missionske trosforståelse satte ham i udsigt. De mangler, han mente at opleve på elskovsområdet, fik han bugt med gennem sit ægteskab med Lise i 1929, men usikkerheden på trosområdet var det først under besættelsen, at han fik nogenlunde bugt med.

I ”Kaj Munk paa Tomandshaand”, side 40-41, citerer A. Drewsen Christensen fra en samtale, han havde med Munk, efter at han havde været ovre og se ”Ordet” på Betty-Nansen teatret. Han nævnte pastor Bandbuls ligtale over Inger, se den evt. her, replik 869, og mente, at det var en god ligtale. Dertil svarede Munk:

Det har De saa sandelig ret i, hr. pastor, det er da ogsaa en af mine ligtaler, tilmed en af de bedre. Og nu skal jeg sige Dem noget, ved De, hvorfor dette stykke er skrevet? Det skal jeg sige Dem. Det er fordi jeg selv har staaet lige saa afmægtig ved et bestemt dødsfald og følt, hvor tomme og ligegyldige mine pæne ord lød. Følt, at var jeg for alvor en troens mand, saa havde jeg ikke haft brug for alt mit prædikeri til at skjule vantroens afmagt med, saa kunde og skulde jeg have sagt: I Jesu navn du døde, jeg byder dig staa op! Og den døde var staaet op. Saa havde man virkelig været ordets forkynder, men i stedet for er vi bare nogle mere eller mindre pjankede mandfolk, der løber rundt i noen lange, sorte klæder og en hvid møllesten om halsen og snakker og snakker om noget, som vi knapt ved, om vi selv tror paa.

Oven på den svada får de to præster en lang og god samtale, der slutter med, at Drewsen Christensen spørger:

Tror De nu egentlig, at det er guds mening, at den sande tro skulde have magt over liv og død?” ”Ja, somme tider tror jeg det, til andre tider ikke. Det er svært, meget svært, men” og nu slog hans stemme om, ”saa er der jo den udvej, at det var ligsynsattesten, der var noget i vejen med. Og skal vi nu ikke gaa ud og skyde ænder?”

Det er Anker Gemzøe, der i ”Kaj Munks digtning og livssyn”, side 128 har henledt opmærksomheden på denne samtale. I forlængelse heraf citerer han fra Drewsen Christensens anden bog ”Ridderen i munkekutte”, side 106, om, at grunden til, at stykket blev en succes, var, at ”Munk havde beaandet dette stykke med sin egen medfølelse saa levende, at det rev tilskuerne med”.

Men på en måde er det måske mere oplysende at citere fra side 108:

Sandheden er, at ”Ordet”, ligesom alle andre af Munks religiøse stykker, er skrevet ud af hans fortærende tvivl. Det taler om, hvorledes Munk ud sit sinds lidenskab krævede, at forholdene skulde være, burde være, men hvordan de netop ikke var.

Og fra side 109 er det også rimeligt at citere:

Munk ønskede at se gud som den, der fra skyen sendte sit dræbende lyn mod al ondskab og lægede alle sår, ikke med milde og trøstende ord, men med handling. Men Munk havde erfaret bittert, at det gjorde gud netop ikke, og hvad var der så ved undertroen?

Nu er det jo ingen kunst at tvivle på, at en dødeopvækkelse som den i ”Ordet” kan finde sted i den virkelige verden, det er noget, vi alle tvivler på. Men når der bag denne tvivl i hvert fald for Munks vedkommende gemmer sig en tvivl på den gode Guds godhed i det hele taget, så er vi fremme ved en væsentligere aspekt ved det at tro. For modsiger ikke selve tilværelsens indretning tanken om en skabende og opretholdende Gud? Er det ikke meget mere rationelt helt at opgive al tanke om alt det gudhalløj, og nøjes med at regne den fysisk-kemiske verden for virkelig, alt andet for indbildning, fiktion, løgn?

Det mener i hvert fald Piet Hein i det digt, der den 24-5 findes på bagsiden af Horsens Folkeblad. Det lyder således:

ALLE VORE KRAVLEGÅRDE

Vi trænger så bittert til trange kår.

    Og hvad kan det nu bero på?

Det tar nok adskillige tusind år

at voxe fra krav om en kravlegård.

Vi råber til himlen i dag som i går.

    Giv mig en løgn at tro på.

Og ikke sandt, det er jo da et udmærket digt. Oven i købet lidt finurligt. Men også finurligt på en måde, som Piet Hein vist ikke har tænkt på.

Man fornemmer jo nok, at de mennesker, der råber på kravlegårde, er de andre, de, der ikke er så oplyste personer som Piet Hein selv. Det er et kendt prædikanttrick: Man siger: Vi er alle syndere, men regner dog derved sig selv for en lidt bedre synder, fordi man trods alt véd, at man er en synder, hvor de andre går omkring og bilder sig ind, at de er gode nok.

Sådan her:

Piet Hein vil jo ikke selv ind i nogen kravlegård. Han er en fri fugl, der selv har valgt sin livsanskuelse og argumenterer for den. Det gør han i talrige andre gruk. F.eks. i dette:

Husk at elske, mens du tør det!

Husk at leve, mens du gør det!

Og jo, han kan bestemt noget med sproget, den Piet Hein. Men han glemmer som utrolig mange andre såkaldt moderne mennesker at overveje, hvilke forudsætninger han taler ud fra. Ganske vist deles disse forudsætninger af så at sige hele den danske befolkning, men derfor ophører de ikke med at være forudsætninger. Oven i købet er de trosforudsætninger, dvs., det er noget, som vi her i den vestlige verden tror på, selv om vi alle deler den tro og derfor tager den for givet, for noget, vi ikke behøver at argumentere for, og heller ikke sådan helt alvorligt behøver at tro på.

Han glemmer at overveje og tage stilling til det spørgsmål, der vel er det dybeste af alle dybe spørgsmål, det nemlig: Hvorfor begår du ikke selvmord?

Med sin lidenskabelige skabertro tager dog Kaj Munk stilling til det spørgsmål. Ved at insistere på, at dog det onde i sidste ende må have en mening, får han forsynet de dage, han må leve efter den traumatiske oplevelse med Marie Sands død i barselsseng, med den baggrundstro, at han dog må pukke og blive ved med at pukke på Guds mening med det skete. Så meningsløst er det hele ikke, at selvmordet er den eneste udvej. Nej, der må være en mening, Gud må være der bag den meningsløse ulykke, og en dag, en dag vil han nå frem til den almægtige og slynge ham bebrejdelserne i ansigtet: Hvorfor lod du dog dette ske, når du kunne have forhindret det?

Det er Jobs forløsende tro midt i det meningsløse, der rammer ham, det er den, der forhindrer selvmordet, den Job, der i Job 19,25-27 efter at have beskrevet sin elendige tilstand og klaget over den siger:

Dog ved jeg, at min løser lever,

til sidst skal han stå frem på jorden.

Når min hud er skrællet af,

når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud;

ham skal jeg skue,

ham og ingen anden skal mine øjne se.

Og spørger man igen: hvorfor dog ikke ladet al denne overtro fare?, så er svaret, at det jo er denne ”overtro”, der har bestemt, hvordan vi i vore dage tænker. Der har fundet en udvikling sted, javist, men denne udvikling har jo fundet sted, fordi der i sin tid var en personlighed, nemlig Jesus, der vovede at protestere mod sit samfunds frihedsnedbrydende opfattelse. Og den ligefremhed eller den resoluthed, vi har i vor omgang med den arv, vi har fra vor nære og fjerne fortid, den har vi jo også et sted fra: fra Jesus måske, og fra Luther i hvert fald.

Så når Piet Hein vil mene, at alle vi andre – og det vil nok sige: alle vi kristne – bygger på en løgn, som han i hvert fald ikke vil bygge på, så er det næsten umuligt for ham ikke i sin tankeopbygning at bruge nogle af de sten, der står kristendom på. Han véd det bare ikke.

Og vil han ikke anerkende nogle af de sten – hvis han f.eks. vil anse alle kristendommens trossætninger for løgn – så kan vi måske nok gå med til at bruge kravlegårdsbilledet, i den forstand, nemlig, at vore trossætninger ikke kan bevises, men vi kan med fuld ret påstå, at han i lige så høj grad som os sidder i en kravlegård. Han tror ganske vist, at han holder sig til det, videnskaben fortæller os og intet mere, men det passer ikke. At livet er godt i sig selv, det er ikke noget, han véd, det er noget, han tror. Og denne tro er udmærket, for så vidt den har forhindret ham i at begå selvmord, og det kan vi da kun glæde os over, når vi tager hans mange gruk i betragtning.

Han vil muligvis også irriteres over vores påstand om, at det er Guds ånd, der virker i vore fællesskaber og står bag udviklingen på en for os uforståelig og uoverskuelig måde. Og han kan formentlig slet ikke gå med til, at vore samfund udgør en kampplads for kampen mellem Gud og Satan. Og det er sandt nok, kommunismens og nazismens ødelæggende ideologier kan måske forklares på anden måde end som en djævelsk fascination af tanken om, at mennesker med de rigtige meninger eller af den rigtige afstamning er mere værd end andre, men det er nu bemærkelsesværdigt, at den tanke om alles ligeværd, som vi hylder i dag som noget højst selvfølgeligt, har kristne rødder, om end også Seneca har givet udtryk for den.

Og resolutheden, som udspringer af troen på syndernes forladelse, især som denne tanke er fremført af Luther, også den hører med til den kristne ”løgn”, men har Piet Hein ikke i høj grad arvet den i sin selvforståelse? Og er denne selvforståelse i mindre grad ”løgn”, fordi Piet Hein ikke fører den historisk tilbage til dens oprindelse, og ikke vil tale om nogen Gud, der afstedkommer resolutheden, fordi han forlader synder? Er vi andre, der har godtaget vor afhængighed af historien, i højere grad lukket inde i en kravlegård end han, der ikke vil kendes ved denne afhængighed?

Ingen af os behøver jo at råbe: ”Giv os en løgn at tro på!”, for troen er noget, vi ganske ubevidst og ubemærket arver fra vort samfund. Og den tro, som han altså kalder en løgn, er blandt andet troen på alle menneskers lige værdi og troen på resoluthed som menneskets adelsmærke.

Forskellen på den pietheinske ateisme og vores teisme er vist kun den, at vi véd af, at vor tro er en tro, eller i Piet Heins sprogbrug: er ”løgn”, hvorimod han er uvidende om, at den livsanskuelse, han betragter som grundfast og urokkelig, også bygger på tro. Ikke tro som en følelse, større eller mindre, af gudsafhængighed, men tro som en forudsætning for at leve, som han gør.

Det vil sige: Han befinder sig ligesom os i en kravlegård. Blot lider han af en synsskade, så han overhovedet ikke ser tremmerne, men bilder sig ind, at når han rejser sig op og går rundt i kravlegården, så er det ham selv, der holder balancen, og ikke nogen tremmer – eller altså overleverede trossætninger – han støtter sig til.

Lad mig slutte med to citater, ét fra Grundtvig og ét fra Kaj Munk. Det fra Grundtvig lyder således:

Jeg maa nemlig bede saavel Læseren som Læserinden lægge vel Mærke til, at det er ingenlunde, som man sædvanlig snakker, blot Vorherre Christus og hans Tjenere, der forlanger Tro af os, thi den forlanger alle de vise eller uvise Mestere, som vil oplyse os om alle muelige Ting, ligesaa fuldt, skiøndt de gierne, saa vidt som mueligt, tager dem iagt for at bruge det Ord. (Grundtvig i Danskeren 1851, side 535).

Piet Hein er fuld af tro. Men han siger det ikke til nogen.

Kaj Munk-citater er fra en artikel, der hedder ”Paaskens Opad”, fra Jyllands-Posten den 9. april 1939, se her:

Ring da, I Paaskeklokker! Fortæl den svimle, feberstønnende Jord, at der endnu er nogen hernede, der har Mod til at kime med Glæde. Verden er fuld af Angst i disse Aar, ogsaa mit Hjerte hamrer. Livet, det skønne Liv, skal det i al Evighed forraaes og forspildes? Gud er dog Himlens og Jordens Skaber, ogsaa Jordens, og fra Skov og Strand og Mark skinner der stadig Glimt i Glimt af Hans Visdom og Vælde og Ynde, Violens Duft og den Kæres Kys og Barnets Leg og Mandens festlige Strid med Stof og egen Vilje og andres men lystent Begær savler hen over Jorden, og Hadet glammer mod Himlen. “Herre, vor Gud!” spørger vi, “hvad skal vi se, før vi udfris herfra? Skal vore Børn ligge med oprevne Buge? Og hvor dybt skal vi selv forraade og svigte?” Paaskeklokkerne kimer hen over alle 5 Verdensdele om ham, der opstod af Graven, skønt det var umuligt, og for til Himmels og naaede op, skønt de kloge mente, det var ud i det blaa. Med denne Tro paa det utrolige tør vi gaa i Kamp mod Angsten i os og om os. Endogsaa Angsten for, at vor Tro tager fejl – at der skete ikke noget Paaskemorgen – at det var de afsindsfortvivlede Mænd og Kvinder, der af Skuffelse, Sorg, Nattevaagen, Sult og Dødsangst gled ud i et Anfald af Hysteri. Om alt kan jeg falde i Tvivl, om min Hustrus Kærlighed, om jeg selv er til. Men det røde Blod i mit Hjerte rejser sig til stærke, villende Slag, at jeg er til, at hun elsker mig, at han er opstanden. Ja, denne Tro vil jeg kæmpe for mod Verden og mod mig selv, for det ved jeg dog godt, den er mit Livs dyreste Eje, og hvad de andre byder mig i Erstatning for den er sølle, latterligt, haabløst.

Det, de villende slag vil overbevise om, er, at jeget er til, at kærlighed findes mellem mennesker, og at Kristus er opstanden. Det sidste må med. For det utrolige i hans opstandelse forlener de andre dele af det, der tros på: at jeg er til, at hun elsker mig, med det uselvfølgelige, med det forunderlige, med det, der bør takkes for.

Denne tro, hverken den ene eller den anden del af den, er ikke logisk, ikke ugrundelig ad videnskabelig vej, ikke bevisbar som en matematisk grundsætning. Den står for så vidt fritsvævende i luften. Men vil nogen nøjes med de to første dele, som f.eks. Piet Hein synes at ville, så står de i lige så høj grad svævende i det fri. Der vindes først helhed over det med den tredje del af troen: at Kristus er opstået.

Og når det røde blod overbeviser mig om sandheden i disse trossætninger, bringer jeg mig selvmordet på afstand. Vel forstår jeg ikke Guds førelse, men jeg forstår, at han vil gøre mig til et helt menneske, og det takker jeg ham for, og jeg forstår, at han bruger mit samliv med de andre i fællesskab til dette formål, og det er jeg endnu mere taknemlig for. For det er jo dog mit livs dyreste eje.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.