Den nødvendige Gud

Det er stadigvæk Grosbøll og hans gudsfornægtelse, jeg har siddende i hovedet og ikke rigtig kan få ud.

Selve det med gudsfornægtelsen har jeg sådan set taget stilling til, se her, idet jeg nærmest er endt det samme sted som biskop Rebel: at dette åbent at fremkomme med en fornægtelse af Gud er imod en præsts dekorum, altså imod den anstændige opførsel, man må forvente af en præst.

Men hvis man nu ser bort fra denne fornægtelse, det vil sige, hvis man giver ham så lang snor, at man indrømmer, at han aldrig selv har forstået det uheldige og misforståelige i fornægtelsen, og i stedet nøjes med at spørge, om der mon i hans prædikener ligger en ny og anderledes gudsforståelse, kan så ikke denne gudsforståelse vise sig at være relevant for præster, der jo dog skal forkynde evangeliet ind i en verden, der ikke er meget for at snakke om Gud?

Det skal jeg her prøve at undersøge ud fra et interview i Kristeligt Dagblad fra 2009, se her, i anledning af, at han havde udgivet nogle prædikener under titlen ”Ugudelige prædikener”.

Dengang, i 2009, foer jeg også i blækhuset og frembragte et indlæg her på bloggen om netop det interview, se her. Men hvad jeg dengang var interesseret i, var hans fornægtelse af, at han havde givet efter, hvilket på en lidt anden måde viser, at han ikke har forstået forskellen på et udsagn i en teologisk debat og et udsagn om ens egen tro. Nu, derimod, vil jeg på baggrund af Lars Sandbecks og Viggo Mortensens tidligere nævnte artikler undersøge interview’et ud fra et forsøg på at finde frem til hans teologi og eventuelt sammenligne den med min egen. For jeg mener jo også om mig selv, at jeg forsøger at få gudstanken gjort aktuel i en moderne verden.

I interview’et bliver Grosbøll bl.a. spurgt:

Hvorfor kalder du bogen “Ugudelige prædikener”?

– Nu har jeg i den grad måttet høre for de linjer i “En sten i skoen”. Folk mener, at der så ikke er nogen Gud i det, jeg prædiker. Okay, så læs prædikenerne med bevidstheden om, at her er der åbenbart ingen Gud til stede. Og se så, om I synes, at det egentlig ændrer ret meget. Det mener jeg ikke, at det gør. Jeg mener, at Gud efterhånden er blevet et ord, som ingenting siger.

Men er Jesus så guddommelig? Ham holder du jo meget af, fordi han kaster lys over dit og mit liv?

– Lad mig sige det på den måde: Når liv får den tyngde og får det lys og de glimt over sig, hvad vil du kalde det? Men jeg vil lade folk selv om at vælge, hvilke ord de sætter på. Men jeg kunne godt finde på i et uheldigt øjeblik at kalde det for guddommeligt.

Lad mig nøjes med her at drage den konklusion, at dette at kalde det, at liv får tyngde, åbenbart ikke nødvendigvis fører med sig, at der er tale om en guddommelig indgriben. Og selvfølgelig tvinges jeg her til at spørge, om der da er det for mig. Er jeg nødt til, ikke i et uheldigt øjeblik, men som en nødvendig konsekvens af bibelens ord at kalde den livstyngde, ordet har fremkaldt hos mig guddommelig? Det vil jeg mene, jeg er, og jeg skal komme ind på det om lidt.

Først er der et par andre udsagn fra interview’et, jeg vil citere:

Thorkild Grosbøll, er du ikke bange for, at du med den titel på ny igen og igen får stillet spørgsmålet: Tror du på Gud eller ej?

– Det må man gerne spørge om, og jeg svarer, at jeg tror bestemt ikke på Gud. Jeg tror på Jesus, min herre og min konge. Jeg mener ikke, at Gud kan bruges til noget. Ikke andet end som et poetisk udtryk. Men hvorfor skal det egentlig være finere, at det er Gud, der har lavet verden og ikke Big Bang?

Det er det med Gud som skaberen, der her tages frem. Den Gud tror han ikke på. Men vi andre gør det jo ikke, fordi det skal være finere, så det er vist en stråmand, han dèr opstiller.

Et andet sted hedder det:

Når du tror på Jesus, tror du så på, at han er Guds inkarnation?

– Hvad betyder at inkarnere? Den, der hengiver sig til en linje af Shakespeare, er ifølge Jorge Luis Borges selv Shakespeare. Den vision af guddommelighed eller mening, som findes i vores bibeltekster, inkarneres, i det øjeblik det tages til hjerte og bliver motor for vores handlinger. Hvad vil man så med mere? Vi har stadigvæk selv skabt vores gud, der er ingen andre til at gøre det. Der er ikke nogen anden end os, der har skrevet den bog (Bibelen).

At vi selv har skabt vores Gud, vil jeg da godt give Grosbøll ret i, om end nok på en lidt anden måde, end han tror. I min optik har vi mennesker fået sproget som en – ja, guddommelig – gave. Men det mærkelige ved sproget er, at der på forhånd ligger forestillinger og tanker og realiteter deri, som vi først efterhånden og gennem flere århundreders udvikling finder frem til. Og det er altså noget, der ligger der på forhånd, derfor er disse forestillinger ikke noget, vi opfinder, det er noget, vi opdager.

Tydeligst viser det sig indenfor matematikken. Vi opfinder ikke den pytagoræiske læresætning, vi opdager den. For at summen af kateternes kvadret er lig med hypotenusens kvadrat i en retvinklet trekant, det er jo ikke noget, der først blev sandt, efter at Pytagoras havde formuleret sin sætning, det har alle dage fra urtid til i dag forholdt sig sådan.

Men også i de politiske forhold kan man iagttage en udvikling af sproglige forhold. Vi er f.eks. i vore dage blevet klar over, at slaveri bør være forbudt, for alle mennesker har fået sprogevne og må i lighed med alle andre betragtes som et individ, som en person, og personer kan ikke gøres til genstand for køb eller salg. Det har godt nok holdt hårdt og taget mange århundreder at nå frem til den erkendelse, men selv indenfor islam, hvis koran ellers godkender slaveriet, er man ved konsensus nået frem til den grundsætning, at slaveri er forbudt.

Og gudsbegrebet har såmænd været genstand for en tilsvarende udvikling. På det punkt har Grosbøll ret: vi har selv skabt vor Gud. Men man må rejse et tillægsspørgsmål: har vi opfundet ham eller har vi opdaget ham? Eller: Ligger der i sproget selv en skjult forestilling om noget uafviseligt, noget, man ikke kan komme uden om, en forklaringsmodel, man må bøje sig for?

I hvert fald måtte man på Det gamle Testamentes tid i høj grad slås med den tanke, at der kun var én Gud. Det var ikke sådan, som man i Israels nabofolk gik ud fra, at hvert folk havde sin gud, og Israels folk havde så Jahve, nej, deres Gud, Jahve, var den eneste, han, og ikke alle de andre, havde skabt himmel og jord.

Det førte så til den forestilling, at Israel var Guds udvalgte folk. Men den tanke gennemhullede Jesus. Israels folk havde ingen særstilling overfor Gud, en tanke, der blev videreført af Paulus i hans modstand mod, at hedninger skulle omskæres. Og så stærkt slog denne tanke igennem, at da islam blev dannet i 620’erne, forestillede Muhammed sig ikke, at Allah specielt var arabernes Gud, nej, han var den eneste Gud, men han havde nu udover den åbenbaring, han havde givet jøderne og de kristne, givet araberne en åbenbaring på deres sprog.

Så det er sandt nok: vi har selv dannet os vort gudsbillede.

Men det er væsentligt at gøre opmærksom på én ting mere. Også de sociale sprogspil – dem, jeg har kaldt retfærdighedssprogspillet og relationssprogspillet – er givet os med sproget fra urtiden af, men kommer først langsomt til bevidsthed i menneskeverdenen.

Retfærdighedssprogspillet først. Det er det, der ligger bag loven fra Sinai og bag den lovforståelse, som jøderne på Jesu tid havde.

Den forståelse vendte Jesus sig imod. Det væsentlige er ikke retfærdighedssprogspillet, men relationssprogspillet. Det kommer, som jeg har nævnt flere gange her på bloggen, tydeligst frem i Jesu lignelse om den fortabte søn, Luk 15,11-32. Og det, der her er værd at iagttage, er, at retfærdighedssprogspillet, som den ældste søn er grebet af, synes at være det samme dengang som nu. Vi kender så udmærket den oplevelse at blive behandlet uretfærdigt. Vi kan så udmærket sætte os ind i hans anklage mod hans far.

Men vi kender vel også relationssprogspillet. Vi kender vel også til det fænomen, at vi overfor en bror eller et nærtstående familiemedlem kan lade retfærdigheden træde tilbage, måske som i lignelsen af glæde over at have fået en kær søn og bror tilbage, måske af andre grunde.

Og hvis det er det, Grosbøll vil understrege: at fortællingen her som Jesu fortællinger i det hele taget vil have os til på tilsvarende måde at skippe retfærdighedstankegangen og lade relationstankerne tage over, så synes jo, det jeg vil, og det, Grosbøll vil, at være ét og det samme.

Og så rejser sig også for mig det spørgsmål: hvad skal vi egentlig med Gud? Hvordan kommer gudsbegrebet ind på en uafviselig måde i denne forbindelse? Er det ikke nok at lade evangeliets ord ramme ned i vort forhold til vore medmennesker? Ja, vil det ikke i sidste ende måske være ødelæggende at tage Gud med ind i dette forhold, for vi tænkes jo at elske vor næste på grund af ham selv og ikke, fordi Gud har befalet os det?

Men netop med det sidste spørgsmål kommer vi til et fænomen, hvor måske vandene skilles, i hvert fald et fænomen, hvor gudstanken for mig bliver en bydende nødvendighed, hvad den jo ikke synes at være for Grosbøll.

Dette at elske næsten som sig selv betyder i min fortolkning ikke at have én eller anden dyb kærlighedsfølelse i sindet, som man så på forskellig måde søger at bibeholde. Det betyder i stedet at stå i det rette tillidsforhold til ham, det betyder igen at nære fortrolighed til ham, det betyder igen at stole på hans kærlighed, som han stoler på min.

Og dette at få et forhold, hvori man står til sin næste til at heles efter et brud, dette at tale et forsoningsord, så det trænger ind og bliver troet, det er noget, der – hvis det skal være ægte – kun kan ske med åndens hjælp. Jeg er ikke herre over den andens tro. Jeg kan tale mine ord med en ydmyg stemmeføring, jeg kan belægge dem med den inderligste fortrydelse, det nytter intet, jeg må dog i sidste instans lade ordet selv om at gøre sin virkning, dvs., jeg må stole på, at ånden vil virke med, vil samle vore hjerter til ét.

Og fordi jeg lever i en række tillidsforhold til mine omgivelser, og fordi jeg véd af, at disse tillidsforhold vel kræver min omtanke og passende indgriben og også synes at være afhængig af, at jeg er opmærksom hele tiden, men ikke er noget værd, dersom ikke ånden vakte tro hos den anden og de andre, derfor kan jeg ikke andet end så snart lejlighed gives at takke den Gud, der har ladet alt dette ske for mig. Uden hans ånds indgriben ville disse tillidsforhold ikke være det, de er.

Men er det Gud, der således skaber samhørighed mellem mig og min næste, så er den Gud, jeg kender fra dette forhold, naturligvis identisk med den Gud, der har lagt både retfærdighedssprogspillet og relationssprogspillet ind i sproget, ja, identisk med den Gud, der har ledet udviklingen så listigt, at netop det sprogafhængige menneske er blevet til, selv om vi naturligvis ikke kan se hans spor.

Så at fornægte denne skabende og opretholdende Gud, det vil være som at fornægte det evangelium, jeg tidligere forkyndte, og som jeg nu dels læser mig til i Det ny Testamente, dels hører forkyndt i kirken, og dels lovpriser Gud for i samme kirke.

Så altså, igen: Grosbøll og konsorter, det går altså ikke at fjerne Gud fra vor forkyndelse.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.