Der har været en del snak om, hvorvidt man fra lovgivningsmagtens side skulle forbyde muslimerne at kalde til bøn fra deres moskéer. Sidst har Den korte Avis en artikel om sagen, se her.
Men besynderlig nok gentager man dèr en muslimsk argumentation. Man siger nemlig – det er Michael Nedersøe, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Horsens byråd, der fremkommer med den – at vi her i landet har religionsfrihed, men ikke religionslighed. Danmark er et kristent land, og derfor bør man bibeholde den kristne kirkes forrettigheder, deriblandt den, at den – og andre kristne kirker – må ringe til gudstjeneste, men at andre religioner ikke på samme måde må kalde til bøn.
Den argumentation vil jeg mene, vi bør afholde os fra. Ikke blot, fordi argumentationen er muslimsk, også fordi vi har én, der er bedre. Faktisk har vi to argumentationer imod de muslimske bønnekald, så lad os tage dem i rækkefølge.
Den ene tog jeg frem for ti år siden, se her. Også dengang var der muslimer, der ønskede at kalde til bøn fra deres moskéer. Og en ingeniør i én eller anden kommune gav i den anledning udtryk for, at kirkeklokker, ambulancekørsel, skoleklokker og alarmsignaler alt sammen var ”samfundsaccepteret støj”. Og med til begrebet ”samfundsaccepteret støj” regnede han så de muslimske bønnekald.
Og man må jo indrømme, at en sådan argumentation er sekulær. For det, den verdslige øvrighed skal, er at sørge for lighed for loven. Og når den ene religion må kalde til bøn, så må vel også den anden. Det synspunkt mener jeg godt, man kan acceptere, om end man måske nok vil kunne finde et lidt pænere udtryk end ”samfundsaccepteret støj”.
Men som jeg gjorde opmærksom på dengang i 2009, er det vel også lighed for loven, hvis man indskrænker de muslimske bønnekald til ét eller to om ugen. Så vil det nemlig svare til det, der skete med kirkens klokker på reformationstiden. På det tidspunkt forvandlede den daglige klokkeringning sig nemlig fra at være religiøs til at være borgerlig. Peder Laurentsen redegør i sin ”Malmøbog” for, hvordan man nu ringede ved middagstid og ved solnedgang, for at folk kan vide, hvad klokken er.
Nu skal jo en from muslim vistnok bede hele fem gange i døgnet. Kun bønnen om fredagen indtager en vis fremhævet stilling. Derfor kunne det give en vis mening at sige, at ved denne gudstjeneste i moskéen kan man i religionslighedens navn tillade bønnekald.
Det ville være en lovgivning, der rettede sig efter vore sekulære principper og ikke efter et muslimsk princip, hvorefter den religion, der sidder på magten, har lov til offentligt at kalde til gudstjeneste, de andre religioner ikke.
Dette muslimske princip har muslimerne brugt overalt, hvor de erobrede statsmagten. De undertrykte religioner, kristendom og jødedom, var underlagt mange begrænsninger, herunder for kristendommens vedkommende, at kirkeklokkerne skulle tie. Sådan var det i Spanien i de første tre-fire hundrede år af den muslimske erobring. Men da så de kristne konger lidt efter lidt tilbageerobrede store dele af det muslimske Spanien, gav dette princip bagslag. For nu var det de kristne, der sad på magten, og derfor var det det muslimske bønnekald, der skulle tie, og kirkeklokkerne, der gav lyd fra sig.
En tysk imam gav for nogle år siden udtryk for, at muslimerne i Tyskland blot ønskede at leve under de samme kår, som muslimerne levede under, mens de kristne fyrster i Spanien herskede over dem. Og sandt nok, disse muslimer havde et vist selvstyre med qadien som dommer i sager, der kun omhandlede muslimer, men den gode imam glemte vist, at bønnekald fra moskéerne ikke var tilladt.
På samme måde glemmer vore udmærkede bønnekaldsmodstandere, at hvis vi lader det muslimske princip, at det er flertallets religion, der har forrang, gælde, så må vi til sin tid, når muslimerne kommer i flertal her i landet, affinde os med tavse kirkeklokker. Plus alle de andre begrænsninger i religionsfriheden, der vil blive tale om.
Der er dog også en anden sekulær tankegang, man kan benytte sig af imod muslimske bønnekald. Man kan benytte sig af det fænomen, der hedder hævd, se her.
Da således en beboer i nærheden af Horsens Klosterkirke klagede over, at han blev vækket af kirkens klokker hver morgen klokken syv, så kunne man til ham sige, at det fænomen skulle han have tænkt på, før han købte sin lejlighed. For kirken lå der først. Det er jo også et sådant hensyn, man prøver at tage med alle de høringer, der skal til, før man kan lave en lokalplan, også en lokalplan, hvori indgår bygningen af en moské. Og hvis muslimerne gerne vil vinde lidt goodwill fra den danske befolkning, går de sikkert med til, at der kun udråbes bønnekald én gang om ugen, også selv om de så, hvis dette bliver skrevet ind i lokalplanen, er afskåret fra at benytte sig af det trick, de plejer at benytte sig af: at kræve flere og flere muslimske regler sat i værk, efterhånden som de bliver flere og flere.
Men hvad enten det er argumentet med lighed for loven, hvad landets religioner angår, eller det er argumentet med hævd for klokkeringning, hvis vi ud fra begge argumenter ender med at give muslimerne ret til f.eks. et ugentligt bønnekald, så kan vi være ret sikre på, at hvis vi ikke foretager os andet, så vil de fleste af dem forstå det, så det kommer til at bekræfte dem i deres religion. For er det ikke Guds vilje, at ikke-muslimer skal understøtte og tjene Guds yndlinge, muslimerne? Og er det ikke, hvad muslimerne ser, både derved, at vi understøtter muslimske familier økonomisk, og derved, at vi giver den ret til at holde gudstjeneste med bønnekald? Så det er den ret, Gud har givet dem, de her ser virkningen af.
Der er ikke tale om nogen forståelse af vort samfund som et sekulært samfund, som ikke gerne vil gøre forskel på religionerne. De medbringer jo deres egen forståelse af, hvordan et samfund skal indrettes, nemlig shariaen, og den tolker de tingene ud fra.
Når vi derfor ikke indretter vort samfund efter de muslimske regler, så vi giver kristendommen fortrinsrettigheder, men efter de sekulære regler, så muslimerne regnes for lige med de kristne, så skylder vi samtidig at fastholde vor sekularisme, forklare muslimerne den, måske endda være stolte af den.
Og her må vi erkende vor kirkes svigt. Den har ikke vovet at tale islam midt imod. Den har ikke turdet afvige fra det politisk korrekte, så den åbent fremlægger sine overvejelser over, hvorfor islam ikke er og ikke kan være sandheden om menneskelivet. Først når den træder i karaktér, først når den tør tale sandhedens ord ind i islams falskheder, først da får vor sekulære samfundsorden en chance for at trænge ind i muslimernes sind.
Denne direkte tale fra kirkens side bør så følges op af de almindelige danskere med en stolthed over vort samfund, en glæde over den tillid, der behersker os, en taknemlighed over alt det, naturen giver os. Og det gør efter min mening ikke spor, om muslimerne føler, at vi i denne glæde og stolthed regner vore samfund for bedre end de muslimske samfund, muslimerne kommer fra. Ikke fordi vi selv er bedre mennesker, men fordi den kristendom, vore samfund bygger på, er en bedre og sandere religion, end den islam, deres samfund, både dem her i landet og dem i landene, de kom fra, bygger på.
Med andre ord: den forkyndelse, vi vil komme med overfor muslimerne for at gøre dem klart, hvad kristendommen står for, skal ikke på nogen måde være understøttet af trusler, heller ikke trusler om at forbyde deres bønnekald, den skal naturligvis udelukkende bygge på den kraft, forkyndelsen har i sig selv.
Men det skal den så til gengæld også bygge på.
Til sidst kan jeg ikke dy mig for at gengive en historie, som jeg tolker som en parodi på muslimernes udnyttelse af deres letkrænkelighed. Blot har jeg ikke kunnet finde det link, jeg i sin tid læste den ud fra. Det må vist nærmest siges at være Rokoko-posten i ét eller andet tysk blad. Man fortalte, at en from tysker havde indgivet en klage over bønnekaldet i en bestemt by. Han følte sig krænket på sin kristendom, fordi man i kaldet hele tiden sagde, at ”Gud er større”, og han forstod jo godt, at man dermed mente, at muslimernes Gud var større end den kristne Gud. Det krænkede hans religiøse følelse at høre denne blasfemi gentaget 5 gange om dagen.
Og minsandten, retten i den tyske by gav ham ret. Bønnekaldet måtte ophøre.
Det er det, der gør, at jeg er ret sikker på, at det hele er ment som ironi. For det vil en europæisk ret jo aldrig gøre, ligesom ingen kristen ville føle sig krænket på sin religiøse følelse. Men det er jo just den slags argumenter, muslimerne anvender, for at få os til at ophøre med at kritisere islam: de føler sig krænkede, deres religiøse følelse lider overlast.
Til det må man vel sige: Det tror da pokker, når de render rundt med en så letkrænkelig religion, der bestandig veksler mellem at true sig til tavshed fra modstandernes side og at spille krænkelseskortet ud. Er der virkelig så mange irrationaliteter i deres religion? Bygger de virkelig på et så løst fundament?
Svaret er vistnok: ja, det gør de.
ricardtriis 