Nationaløkonomisk korrektion

Det er noget af et vovestykke, jeg her indlader mig på. Oven i købet et vovestykke, som jeg måske ikke er helt glad for. For jeg agter at komme med nogle kritiske kommentarer til tidligere overvismand Niels Kærgaards artikel i Berlingske her fornylig, se her. Og ham har jeg ellers en del respekt for. Det samme har jeg for forhenværende departementschef Jørgen Rosted. Men også han får en kommentar med på vejen af mig i anledning af en artikel i Information, se her. Han får den til dels, fordi han taler udenom. Det samme gør Niels Kærgaard, men ham har jeg også noget at indvende imod, fordi han ikke anvender (eller kender) min krisemodel, hvilket måske ikke kan overraske.

Kærgaard har indvendinger at rette imod indførelsen af mimsen i 1975 og imod Anders Foghs skattestop i 2001. Begge dele var, siger han, økonomiske flop. De kunne fint sælges politisk, men de havde højst uheldige virkninger økonomisk. Og Anders Fogh var endda økonom af uddannelse.

Dog skal man måske lægge mærke til det, han skriver om mimsen:

I 1974-75 havde den første oliekrise ramt landet, og der var begyndt at komme arbejdsløshed. Da samlede Anker Jørgensen alle landets økonomiske professorer på Marienborg 21. aug. 1975, og der blev økonomerne og regeringen enige om, at det rigtige var at sætte gang i økonomien med en midlertidig momsnedsættelse. Fra 29. sept. 1975 og fem måneder frem blev momsen sat ned fra 15 til 9,25 procent. Der skulle gang i hjulene, og en midlertidig momsnedsættelse skulle nok få forbrugerne til at tage pungen op af lommen (dankortet var jo ikke opfundet).

Det var altså ikke et løssluppent politisk missil, der blev affyret af nogle uvidende, men popularitetssøgende politikere, men et alvorligt og formodentlig gennemtænkt forslag fra omhyggeligt uddannede og omhyggeligt granskende professorer. Alligevel var der noget galt. Der var det galt, siger Kærgaard, at det øgede forbrug også rettede sig mod varer, produceret i udlandet. Og det var vel den hjemlige produktion, man ville støtte.

Det er sikkert rigtigt nok. Men mere væsentligt var det dog vist, at økonomerne regnede med, at de gode tider, som man havde oplevet i tresserne, ville komme igen. Mimsen var beregnet på at give Danmark et forspring, når arbejdsløsheden forsvandt. Men, som Kærgaard skriver:

I 1975 troede man, at arbejdsløsheden ville vare et halvt års tid. Men den steg indtil 1993. Og hvem tør spå om, hvor langvarig den nuværende krise bliver?

Hvorfor troede man det? Ja, det gjorde vist nok alle økonomer. Den kendte amerikanske økonom, John Kenneth Galbraith, mente således i 1970, da arbejdsløsheden næsten var forsvundet, at økonomerne nu omsider havde lært at betjene de rette økonomiske håndtag, og at det var på den måde, de havde fået arbejdsløsheden ned i nærheden af 0%. Og derfor: I stedet for som Kærgaard at nøjes med at se på forslaget om mimsen som en fejlvurdéring, burde man måske se på selve de økonomiske teorier, der lå bag forslaget.

Jeg har her skildret det, jeg kalder ”dalreteorien”, en teori for økonomisk udvikling baseret på Henry George’s økonomiske tænkning. Den går ud fra det omvendte af den normale teori. Det farlige er ikke de lange perioder med en smule opgang og en smule nedgang, det farlige er de uventede opgangsperioder, den i tresserne og den i nullerne. For sådanne periode vil altid efterfølges af en ualmindelig stor nedgangsperiode. Når der fandt økonomisk fremgang sted i disse perioder, skyldtes det to uventede begivenheder. EF’s og EFTA’s oprettelse af det store europæiske frihandelsområde fremkaldte de glade tressere, og Kinas indtræden i verdensøkonomien den store fremgang i nullerne.

Det kan forklares, hvis man antager, at to kræfter holder hinanden i skak, nemlig forventningspriserne på jord og fast ejendom og produktivitetsstigningerne. Så længe disse kræfter ikke foretager de store udsving, vil vi befinde os i dalreperioden med en stadig, men ret beskeden arbejdsløshed. Men når der uventet sker en stor stigning i produktiviteten, får vi en voldsom fremgang i økonomien og tilsvarende nedgang i arbejdsløsheden, ønskedrømme for enhver økonom. Men fordi forventningspriserne på jord og fast ejendom ret hurtigt forøges, grundet produktivitetsstigningen, og fordi disse stigninger ikke fortsætter, derfor efterfølges de glade opgangstider af trykkende nedgangstider. Det var, hvad vi oplevede i halvfjerdserne, og derfor var mimsen en dårlig idé. Og det var, hvad vi oplevede frem til 2013, og derfor var det en dårlig idé at beskære dagpengeperioden i den tro, at den fulde beskæftigelse snart ville komme igen. Men, kære økonomer, det gør den ikke; vi er atter inde i dalreperioden, og her hersker til stadighed en større eller mindre arbejdsløshed, og det nytter ikke at håbe på de gode tiders genkomst, og det er for resten også dumt. For kommer der en uventet stigning i produktiviteten, en stigning, som forventningspriserne på jord og fast ejendom ikke havde taget højde for, så er det bombesikkert, at der følger en meget uheldig nedgangsperiode efter.

Nå, som sagt er dette ikke lige den økonomiske teori, Niels Kærgaard arbejder efter. Det havde jeg sådan set heller ikke ventet. Derimod kunne man godt have ventet af ham, at han ville præcisere sit angreb på Anders Foghs skattestop en lille smule.

Det, han har imod skattestoppet, er baseret på hans keynesianske model af økonomien. Når der er gang i hjulene, skal man kræve for meget op i skat, og når det er nedgangstider, skal man kræve for lidt op i skat. Men med skattestoppet gjorde Fogh det modsatte; derfor gik det galt: ”Vi fik en højkonjunktur og et boligboom og ramlede derfor med fuld fart ind i finanskrisen”. Javist, det gjorde vi, og det skyldtes bl.a. økonomernes dårlige teorier. Men hvorfor dog ikke nævne, at når vi i Danmark klarede os dårligere end Sverige, skyldtes det, at Sverige havde en form for grundstigningsskyld, som bevirkede, at deres jordprisstigninger ikke kom ud for den samme himmelflugt som vores?

Nå, hovedsagen for Niels Kærgaard kommer frem i dette citat:

Det er derfor fuldt berettiget, at alle med blot noget kendskab til Danmarks økonomiske og politiske historie var ved at falde ned af stolen, da Jakob Ellemann-Jensen under partilederdebatten lancerede både en midlertidig momsnedsættelse og et skattestop som hovedbestanddelene i Venstres politik. Det var at gå tilbage til to af de sidste 50 års mest oplagte økonomisk-politiske fusere.

Og det er måske rigtigt nok. Men hvor mange eller hvor få økonomer støtter disse tanker? Det er uvist, men vist også ret ligegyldigt. For som Kærgaard bemærker, ”det er ekstremt svært at forudsige en krises længde”.

Så er der Jørgen Rosteds bemærkninger i Information. Rosted kommer med nogle alternative betragtninger om EU’s forslag til løsning af corona-krisen. Det er dog ikke blot det nuværende løsningsforslag, Rosted kritiserer, det er faktisk hele det hidtilværende økonomiske samarbejde i EU. Man har fra EU’s side ville gennemføre en hård budgetdisciplin, og det gjorde man, uanset, om det ville gå ud over beskæftigelsen. For ”kravet om budgetdisciplin og Finanspagten dominerer det hele”.

Derfor foreslår Rosted en anden vej:

Et godt bud på et bedre regelsæt er en dobbelt målsætning: at medlemslande skal føre en politik uden negative konsekvenser for andre. Og at medlemslande skal sørge for en holdbar statsgæld – en statsgæld, de selv kan betale renter og afdrag på, og som de selv hæfter for.

Og bevares, det lyder jo meget pænt. Men hvad mener han med det? Det kommer frem lidt senere:

Opfylder de nordlige lande så kravet om at føre en politik uden negative konsekvenser for andre medlemslande?

Det tror de fleste vel, men sådan er det ikke. Lande som Tyskland, Holland og Danmark har et meget stort, permanent overskud i samhandlen med andre lande. Modstykket til det overskud er færre job i eksportindustrien i andre lande med højere arbejdsløshed og dårligere offentlige finanser til følge. Det gælder naturligvis også i de sydlige medlemslande. Derfor har politikken i de nordlige medlemslande negative konsekvenser for medlemslandene i syd.

Landene i nord må pålægges at skabe en mere balanceret samfundsøkonomi gennem flere investeringer i deres eget land – gerne i grøn omstilling og bedre velfærd.

De sydlige medlemslande er lagt i en benlås, som de ikke kan komme ud af. Kombinationen af fælles valutakurs, dårligere konkurrenceevne, høj arbejdsløshed, svagere offentlige finanser og tilbagevendende krav om offentlige besparelser er en ond cirkel.

Rosted siger det ikke direkte, men det er tæt på. Det er jo sandt nok, at vi nordlige lande med vores overskud i samhandelen med andre lande skader de sydlige lande derved, at dette overskud fører til færre job hos dem. Fejlen er Euroen. Fejlen er, at det, der førhen kunne udligne denne ubalance, nemlig en valutakursændring, ikke er muligt længere. Alternativet er enten løntilbageholdenhed i de sydlige lande eller lønfremgang i de nordlige lande. Men det er klart: at foreslå f.eks. Tyskland, at landet skulle øge sine lønudgifter for at mindske sin eksport af hensyn til de sydlige lande, det er i den grad imod den tænkemåde, som den frie konkurrence lægger op til os at bruge. Så det vil derfor ikke ske.

Medlemslandene skal føre en politik uden negative konsekvenser for andre, hedder det. Jo tak, men går det fælles marked ikke just ud på fri konkurrence? Er meningen ikke, at et firma i Danmark, der leverer gode og billige produkter, skal kunne udkonkurrere et firma i Italien, der leverer gode produkter, blot til en højere pris? Og står landene ikke på lignende måde i konkurrence med hinanden? Er meningen ikke, at denne konkurrence burde få landene i syd til at føre en bedre politik, med f.eks. en højere pensionsalder? Godt nok kan man måske sige, at vi nordlige lande med vores højere pensionsalder er mere konkurrencedygtige end de sydlige lande, der på grund af den lavere pensionsalder har en større udgift til pensioner, men det ville en forskellig kurs råde bod på. Men skal vi sådan helt frivilligt nedsætte vores pensionsalder for at give de sydlige lande en chance? Det er vist ikke Rosteds mening. Men hvad er så meningen?

Om begge d’herrer kan man sige, at de ikke tager hensyn til euroens skadelige virkninger. Men man må vist også sige, at den ene modsiger den anden en lille smule. Når Kærgaard mener, at man ikke bør nedsætte momsen, fordi man derved gavner andre lande lige så meget som Danmark, så vender han sig jo temmelig kraftigt imod Rosteds tese om, at man som EU-land ikke bør foretage sig noget, der kan have negative konsekvenser for andre. Og Rosted har tilsyneladende ikke blik for, hvordan Danmarks regering løser specielt Danmarks problemer.

Men inden man fortvivler over det, kan man trøste sig med Kærgaards bemærkning om, at det er ekstremt svært at forudsige en krises længde, måske endda trøste sig med dalreteoriens teser. For ifølge den kommer der ikke nogen alvorlig krise, før vi har haft et opsving svarende til det, vi havde i tresserne og nullerne. Og da et sådant opsving kun vil kunne forekomme, hvis der sker en uventet produktivitetsstigning, så vil selv de klogeste økonomer ikke kunne forudsige det. Og hvis de kunne, ville de nok være så kloge, at de holdt deres mund med det, for véd man det i forvejen, kommer det jo ikke uventet.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.