Virker det?

I mit forrige indlæg forsøgte jeg at flytte spørgsmålene til Jesu ord over fra at være moralspørgsmål til at være funktionsspørgsmål. I stedet for at spørge: Hvad er etisk korrekt? skal man spørge: Virker det? Altså, i stedet for at spørge: Gør jeg det rette, når jeg holder igen med mine skældsord? (Matt 5,21), skal man spørge: Virker det? Gør det mit forhold til mine nærmeste bedre? I stedet for at spørge: hvordan kan jeg undlade at dømme, som Gud kræver det af mig? (Matt 7,1f), skal man spørge: Virker det faktisk ind på mit forhold til mine nærmeste, når jeg undlader at dømme? Får det dem til at undlade at dømme mig?

Forudsætningen for dette er, at Jesu ord ikke er tænkt og talt som moralske opfordringer eller som høje etiske idealer, men som klogskabsbetragtninger, sådan som han selv siger Matt 7,24-27, hvor han i lignelsesform sammenligner dem, der retter sig efter hans ord (altså hans gode råd) med en klog mand.

Jeg vil her prøve at bruge disse overordnede betragtninger på to spørgsmål, der er oppe i tiden: Angela Merkels enorme hjælpepakke i tysk regi, og hendes tilsvarende pakke i EU-regi. Og: Angela Merkels forslag om at tvinge EU-landene til at gå med til en fordeling af de flygtninge, der arriverer til Europas grænser.

Berlingske skriver her om Merkels indsprøjtning til Tyskland, og her om EU’s forslag om fælleslåntagning. Her anføres så bl.a. Mattias Tesfayes modstand mod den fælles flygtningepolitik.

Som man måske har lagt mærke til, er der en del røster, der har hævet sig mod EU’s planer om coronahjælp til Sydeuropa. Og det har i alt væsentligt være moralske røster. Man føler sig som nordeuropæer noget brøstholden over at skulle levere gaver til sydeuropæerne, som længe før coronakrisen har forsømt at gøre noget ved deres dårlige økonomi, som kører med alt for store underskud på statsbudgetterne, som generelt har en langt lavere pensionsalder end os nordeuropæere, osv. Det vil sige: man tænker i retfærdighedsbaner.

Men måske tænker Merkel og Macron – som jo var de første til at foreslå denne mægtige julegave til Sydeuropa – mere i funktion: Vil det virke? Vil de betingelser, vi opstiller, på sigt komme til at til at ændre landene til det bedre? Osv. Naturligvis kan man have sine tvivl desangående, især fordi man ikke gør noget ved euroen, når nu den faste valutakurs og de vidt forskellige løndannelsessystemer er hovedårsagerne til den velkendte ubalance. Det forhindrer dem dog ikke i også at tænke moralsk: Vi, der ikke blev så hårdt ramt af coronaen, bør hjælpe dem, der blev usædvanlig hårdt ramt, som både Italien og Spanien.

Når vi kommer til flygtningepolitikken, ser billedet noget anderledes ud.

Her har det gennem mange år udelukkende været moralske argumenter, der tæller, og man har omhyggeligt undgået enhver overvejelse over, om det virker, og minsandten også enhver overvejelse om ændring af det, der bevisligt ikke virker.

Mattias Tesfaye har på udmærket vis fortalt, hvorfor vi danskere er imod.

Den tyske EU-ambassadør sagde torsdag, at asylpolitik har høj prioritet for det kommende formandskab.

»Jeg tror ikke på, at vi kan få en løsning på migration, hvis ikke den indeholder en form for tvungen omfordeling,« sagde ambassadør Michael Clauss ved et arrangement i tænketanken EPC i Bruxelles.

Clauss efterlyste solidaritet. Han sagde, at han ikke ser det som en reel løsning at udvise solidaritet ved at betale andre lande for tage asylansøgere.

Tesfaye vil slet ikke gå den vej. Alt, hvad der indebærer omfordeling, vil kun gøre problemet større i Europa, hvor flere end halvdelen af dem, som ankommer, ikke har ret til beskyttelse.

»Det er hverken i Europas eller Danmarks interesse at løse det ved at omfordele folk. Det vil bare få endnu flere til at sætte sig i bådene, og flere uledsagede mindreårige vil komme hertil,« siger han.

Det har Tesfaye så evig ret i. Og erkendelsen af den kendsgerning, at vi med al vor hjælpsomhed blot får endnu flere såkaldte flygtninge til at sætte sig i bådene, har været utrolig længe undervejs, før den af nogle bliver anerkendt. Nu bliver den det så endelig af den danske og den østrigske regering. Og så ser naturligvis disse regeringer nødig, at et forslag bliver vedtaget, der fuldstændig ser bort fra denne kendsgerning.

Danmark har med Østrig indledt et samarbejde med nogle afrikanske lande om at håndtere grænser og genbosætning. Det drejer sig om to lande: Tunesien og Rwanda.

»Jeg er med på, at det indtil videre er to små projekter, vi har sat i søen. Men jeg mener også, at det viser vejen. Det vil jeg gøre noget ud af at fortælle mine europæiske kolleger,« siger Tesfaye.

Men det bliver meget svært at få sådanne idéer godkendt af de andre lande. For på flygtninge- og migrationsområdet har der lige fra starten hersket moralske tankegange. På intet tidspunkt har man overvejet, hvad de langsigtede virkninger skulle være, hvad der kunne tænkes at komme ud af migrantstrømmen. Man har hverken overvejet det på de landes vegne, der sender migranterne af sted – det er måske forståeligt – men heller ikke på de landes vegne, der modtager migranterne. Kun det moralske argument har haft gyldighed: at vi etisk er forpligtet på at overholde asylreglerne, det, jeg har kaldt fodjordsreglen. Hvad meningen er med det, hvad denne regel skulle gøre godt for, hvad den skulle til for i første omgang og hvad den skal til for nu, alt sådant er glemt i den konkurrence, der finder sted mellem de europæiske lande om at være mest moralsk.

Kan da de tanker, jeg har anført – oven i købet anført som tanker, der går tilbage til Jesus selv – hjælpe os til et klarere syn?

Det, der skulle optage os i stedet for blot at overholde visse moralregler, er, hvordan vi får vore fællesskaber til at trives. Det kan uden videre forstås med hensyn til de fællesskaber, der kan kaldes de nære fællesskaber. Men er der ikke også større fællesskaber end arbejdspladsen og familien? Hvad med folkefællesskabet? Er det ikke værd at overveje, hvad vi kan gøre for at styrke dette fællesskab?

Det må vist siges, at dette fællesskab ses der bort fra af mange af dem, der går ind for stadig indvandring. Oven i købet mener disse moralister, at vi, der af hensyn til det folkelige fællesskab vil have alle spontane flygtninge standset ved grænsen, mangler al god moralfornemmelse.

Det vil sige: På det punkt, men ikke, hvad angår hjælpepakker til Sydeuropa, er det forbudt at stille spørgsmål til funktionen. Virker det?, det spørgsmål kan man stille til de 300 mia euro, man vil optage som lån og videregive som gaver. Og så må alle moralske indvendinger tie. Men stiller man tilsvarende spørgsmål til migrantspørgsmålet, er man umoralsk, mangler menneskelighed.

I den grad har moralspørgsmålet overskygget funktionsspørgsmålet, at de tanker, man har gjort sig derom, altid har haltet langt bagefter moralspørgsmålet.

Da indvandringen begyndte, var der tale om gæstearbejdere, der naturligvis ville rejse hjem, hvis der kom arbejdsløshed.

Da de ikke rejste hjem, men blev, fik vi at vide, at etnisk mangfoldighed var et gode, der var værd at stræbe efter. Ikke fordi man bevidst hidtil havde stræbt efter det, men fordi man havde opnået en grad af en etnisk mangfoldighed i landet i kraft af sin ”høje” moral.

Gennem nogle få år var der også nogen, der hævdede, at flygtningene – som man kaldte dem – ville være en økonomisk fordel. Men det argument måtte vige, da flere undersøgelser viste, at de i økonomisk henseende snarere var en klods om benet.

Altid er begrundelserne kommet bagefter, altid er det den høje moral, der har fået os til at handle, som vi har gjort, den forestilling, som jeg tolker Jesu ord efter: at vi skal droppe al tale om love og regler og god moral, og i stedet se på vore fællesskaber og handle, sådan at de kan styrkes, den ser man omhyggeligt bort fra.

Men hvad nu, hvis man tog den alvorlig! Hvad nu, hvis man så folkefællesskabet som et fællesskab, man skulle værne om i lige så høj grad, som vi værner om familiens fællesskab!

Familiens fællesskab, som vi kender det her i landet, er ikke noget, der er faldet ned fra himlen. Det er noget, der har udviklet sig gennem de sidste mange hundrede år. En overgang var skilsmisse forbudt, den katolske kirke har stadig den regel, at man ikke kan skilles. Luther mente dog, at skilsmisse ved den verdslige lov kunne tillades i ganske særlige tilfælde. Og siden er det jo gået ned ad bakke med den ægteskabelige troskab.

Og dog tror vi stadig på familiefællesskabet. Dog kan vi stadigvæk godt se, at det bedste hjem for børn at vokse op i, er et hjem, hvor far og mor er gode venner, udgør en énhed, et fællesskab. Og når vi tillader skilsmisse, hænger det sammen med, at vi anerkender, at mennesket har sine svagheder, og at det ikke nytter at prædike moral for nutidsmennesket, det er nu engang, som det er.

Men overfør så lige disse tanker på folkefællesskabet! Så opdager man, at moraltænkningen ganske har taget over, funktionstænkningen ligger helt død.

Hvordan et samfund som det danske reagerer, når der kommer en masse fremmede og bosætter sig i deres land, det burde man kunne have dannet sig tanker om ved at se sig omkring i verden. I de lande, hvor der i kraft af fortidens fejltagelser er ført andre folkeslag ind i de oprindelige, er der alle steder opstået uroligheder. Den selvfølgelighed, hvormed et folk levede i sin naturlige folkelighed, er borte, man ser de fremmede som fremmede og vil ikke uden videre dele land med dem. Det gælder Fiji-øerne, det gælder Sydafrika, og det gælder også USA. Raceuroligheder, kalder vi det, og vi burde jo egentlig drage den lære af sådanne iagttagelser, at det ikke giver noget godt samfund at blande forskellige folkeslag på det samme landområde.

Men ak, hvor man på familiefællesskabets område er hurtig til at sige, at sådan er mennesket nu engang, dèr kan man på folkefælleskabets område ikke befri sig for moraltænkning; man skammer i stedet de mennesker ud, som vil bremse den stadige tilførsel af nye fremmede. Måske man ikke længer bruger de falske argumenter, jeg nævnte før, men den moralsk løftede pegefinger bruger man til gengæld des mere.

Jeg har her på bloggen, som man måske véd, givet navn til denne løftede pegefinger, den hedder samaritanitis. Man mener nemlig ud af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner at kunne uddrage den moral, at vi skal tage os af den fremmede. Og, siger man, er det ikke det, vi gør? Og er det ikke netop os, der retter os efter Jesu regler, og ikke jer indvandringsmodstandere?

Til det er at sige, at Jesus ikke ville give os en ny lov. Han fratog loven dens gyldighed, og det betyder, at al lov, al moraltænkning, al idealstræben mistede gyldighed. Hvad der betød noget, var fællesskabets trivsel, menighedens fællesskab eller de helliges samfund, som vi siger i trosbekendelsen. Men vi skulle selv overveje og prøve at leve os ind i, hvordan netop vore fællesskaber kunne styrkes. Der blev ikke givet os andet end antydninger, gode råd, forslag til, hvad der kunne gøres. Men vi måtte selv beslutte os, vi måtte selv tænke os om, det var op til os at forstå fællesskabets krav, dets vanskeligheder, dets herligheder, dets udfordringer.

Nu er der jo så ankommet en masse fremmede, fremmede, hvoraf de fleste er muslimer. Og sket er sket. Vi har fået indvandrerghettoer, hvor ikke dansk lov, men sharia gælder. Vi har erfaret, hvordan det går, når vi har tilladt os at nøjes med moraltænkning og fuldstændigt har set bort fra, om det virkede, ja, helt har glemt at tænke over, hvad det mon egentlig er, der skal virke. Er det integrationen? Javist, men hvad vil det sige? Og hvordan vil det gå i fremtiden, hvor muslimerne synes at blive flere og flere?

Jamen, findes dette folkelige fællesskab i det hele taget?, vil man indvende.

Og det spørger man om, når man lige har oplevet Mette Frederiksen som en anden Mor Danmark stå og rose ”os danskere” – ja, sådan sagde hun – fordi vi har rettet os efter myndighedernes anvisninger. Er det ikke en fornægtelse af den folkelighed, der viser sig som en kendsgerning også f.eks. i vores klimaminister Dan Jørgensens ønske om, at Danmark skal være foregangsland?

Hvordan kan vi så fuldstændig glemme denne danske folkelighed, når vi oplever, hvordan den bliver truet af en alt for stor indvandring af fremmede?

Svar: Det kan vi – ”vi” er her indvandringstilhængerne – fordi ”vi” synes, det giver sådan en god mavefornemmelse at være god mod de fremmede. Det kan vi, fordi moralsynspunktet helt har overskygget funktionssynspunktet, hvilket – nok til manges overraskelse – faktisk er imod Jesu anbefalinger. Det kan vi, fordi vi som farisæerne på Jesu tid elsker at pudse vor glorie.

Og imens vi bruger uanede mængder af Brasso til dette høje formål, forsumper den danske folkelighed mere og mere.

Ak ja.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Indvandringspolitik, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.