Folkestolthed

Dette begreb, som her afbildes med et nyt ord, opfundet til lejligheden, er der ikke mange, der i dagens tumult spekulerer over. Men måske vi bør ofre det lidt større opmærksomhed, hvis vi vil forstå vore etniske mindretal, hvad enten det nu er de sorte, som i USA, eller det er muslimerne, som hos os. I hvert fald: Hvis det, der er den dybereliggende årsag til urolighederne og til hadet mod os hvide, er, at muslimerne eller de sorte ikke føler, deres historie giver dem anledning til særlig megen folkestolthed, så er det måske dèr, vi skal gribe ind, i stedet for som sædvanlig at gribe i egen barm og forsøge at se kede ud af det for noget, som vi vist i grunden er grumme stolte over.

Se f.eks. dette indlæg fra det muslimske forår i Egypten i 2011, scroll ned til Mona Eltahawy og læs min glæde over at høre, hvordan hun pludselig blev forvandlet fra en almindelig dygtig journalist til en egypter, der formelig flød over af begejstring over den genfødsel, hun troede sit folk udsat for.

Eller læs dette indlæg om iranernes stolthed over deres før-islamiske fortid, en fortid, som deres muslimske ledere ikke gerne ser dem glæde sig over.

Måske jeg også bør henlede opmærksomheden på dette indlæg. Det handler om muslimernes skizofreni, som deres religion næsten påtvinger dem, noget, der forhindrer dem i at være hele mennesker, og altså også forhindrer dem i at nære den glæde over at være netop dette menneske, i netop denne kultur, med netop denne religion, som vi andre nyder i fulde drag med vores noget anderledes religion.

Men så er det, at jeg oven på de mange raceuroligheder i USA spørger mig selv, hvad de sorte egentlig har at være stolte af. Hvad kan de glæde sig over i deres fortid? Hvilken form for stolthed har de over deres race, deres kultur, deres slægtshistorie?

Ikke nogen, synes det.

For historien er jo en mærkelig størrelse. Den bevæger sig ad snørklede veje, der er alt andet end gennemskuelige. Den har således bevæget sig, så den har givet os hvide europæere en ganske uhørt overlegenhed gennem omkring to hundrede år. Muslimerne kunne ikke stå sig overfor os, kineserne måtte også pakke sammen, og afrikanerne blev ligesom indianerne i Nord- og Sydamerika gjort til kolonier for diverse europæiske stormagter. Én ting er, at vi europæere i vore dage er alt andet end stolte af disse tildragelser og prøver at sige undskyld for dem det bedste, vi har lært, noget andet er, at alle disse undskyldninger ikke giver de sorte fra Afrika noget godt fundament for at tro på sig selv, glæde sig over sig selv, være stolte af sig selv.

Og det hjælper ikke meget på sagen, at vi forsigtigt prøver at gøre opmærksom på, at vi jo dog selv kom i tanker om, at slaveri ikke var en særlig heldig måde at behandle vor sorte næste på, og at derfor de europæiske stater i forskellige omgange ophævede det, ja, at amerikanerne ligefrem udkæmpede en borgerkrig for at kunne ophæve slaveriet (selv om der lå mange andre faktorer bag den amerikanske borgerkrig). For er det at have været slave noget at være stolt af? Er det, at ens forfædre har levet i Afrika i et folk, der på alle måder var europæerne underlegne, en god fortid at have, hvis man leder efter noget, man kan glæde sig over?

Vi plejer at nøjes med at undre os over det, vore forfædre kunne få sig selv til. Men når historiens sære gang har ført til, at nogle folk gennemgår en kulturel og teknisk udvikling, som langt overgår den udvikling, andre folk har været igennem, vil så ikke disse andre folk til stadighed føle sig underlegne? Og med alt vort undskylderi kan vi jo ikke ændre på de historiske kendsgerninger. Afrika var langt op i historien et underudviklet kontinent, udsat for først arabisk slavejagt, siden europæisk ditto. Nogen fælles stolthed over at være sort fandtes ikke, den ene stamme tjente tykt på at skaffe slaver fra andre stammer, som de så solgte til arabere eller europæere.

Og var der nogen kultur, der var værd at bevare? Eller rettere: Var der nogen kultur, der kunne overleve sammenstødet med den stærke europæiske kultur? Det ser ikke umiddelbart ud til at have været tilfældet, om end det må indrømmes, at de afrikanske stammers historie for det meste er skrevet af hvide europæere, der ikke har haft blik for noget som helst positivt ved afrikansk kultur.

Lad mig nævne nogle iagttagelser, som man kan gøre sig i Thorkild Hansens bog ”Slavernes Øer”, der beskriver slavernes forhold på De Dansk-Vestindiske Øer.

I 1759 blev en sammensværgelse, som havde planlagt et oprør, optrævlet. Hovedmanden mente man var Samuel Hector. Han var oprindelig fra den engelske ø Antigua, hvor han havde været med i et slaveoprør i 1738 som 18-årig. Her var han blevet taget til fange og lovet frihed, hvis han ville angive andre. Han angav i sin ungdommelige uvidenhed sin far, som så blev henrettet. Dette fortrød han resten af sit liv. Og det havde gjort ham skamfuld på negrenes vegne, at de fandt sig i de hvides nedværdigende behandling, en skamfuldhed, der udsprang af det, han selv havde gjort. Thorkild Hansen skriver om ham (side 207):

Det var ikke muligt at tvinge en eneste oplysning ud af ham, under hele retssagen optraadte han med utilsløret haanligt smil, der heller ikke forlod ham, da Hesselberg [forhørslederen, byfogden, rr] maatte gaa over til andre metoder. Byfogden kunde ikke lade være med at beundre ham, han var en slave langt ud over det almindelige.

Han blev henrettet på den mest bestialske måde, man kan tænke sig: lagt ind i et alt for lille jernbur i den brændende sol uden mad og drikke; der gik 42 timer, inden han døde.

Er det en person, man kan være stolt af? Byfogden kunne ikke lade være med at beundre ham, jeg kan heller ikke, og mange andre må sikkert ligeledes udtrykke en stor respekt for ham på grund af – ja, på grund af hvad? Jeg vil svare: på grund af den menneskelige integritet, der prægede ham.

Fra omkring midten af 1700-tallet begyndte brødremenigheden en mission blandt slaverne for at gøre dem kristne, altså kristne efter brødremenighedens opskrift. Og det lykkedes over al forventning. Men det er ganske mærkeligt at læse om det i dag. For mens brødremenigheden på det personlige plan gik ind for den fuldstændige overgivelse af enhvers egenvilje til frelserens bestemmelser, og de udsendte missionærer levede asketisk og selvopofrende, gik de på det samfundsmæssige plan i ét med tapetet. De formåede ikke at bryde med den selvfølgelige opfattelse, der herskede blandt de hvide, at hvide mennesker var bestemt til at herske, sorte til at være slaver. Hvilket medførte, at brødremenigheden selv gennem et tidsrum holdt slaver. Ak ja, selv brødremenigheden, der troede, de havde gjort sig fri af pengenes magt, viste sig at være underlagt den nøjagtig som alle andre.

Thorkild Hansen har blik for det ironiske i kristendomsforkyndelsen for slaverne:

Det gjorde ikke noget, at de [brødremenigheden, rr] fremhævede underkastelsen som den største dyd. Det gjorde ikke noget, at kristendommen gjorde alle mennesker til slaver. Det betød jo ogsaa, at alle slaver blev mennesker.

Men brødremenigheden ville ikke blot gøre slaverne til kristne, de ville også gøre dem til europæiske kristne. Derfor betragtede de de sortes dans som djævelens værk og forbød den, hvor de kunne komme af sted med det. Men via historiens mærkeligt kringlede gang er der jo sket det, at denne dans, som de sorte havde med fra Afrika, og som var en del af deres menneskelighed, ikke lod sig kue, men i tidens løb ikke blot holdt sig levende blandt de sorte, men også vandt genklang hos de hvide. Selv mødte jeg den i min gymnasietid, hvor vi i sangtimerne sang ”Negro Spirituals” med stor lyst, selv om vi jo ikke som de sorte havde rytmen siddende i kroppen.

Kan man være stolt over det? Måske, men i hvert fald kan jeg ikke helt lade være med som hvid at nære en vis skadefryd over, hvordan et menneskeligt træk, som blev forsøgt udryddet, ramte de udryddende bagfra som en boomerang.

Men det værste er nok alligevel paragraf 2 i proklamationen om slavernes frigivelse fra 1848. Uden at nogen på det tidspunkt gjorde sig det klart, og uden at ville andet end det bedste for slaverne, satte denne paragraf ikke slaverne fri, men satte dem blot ind i en ny form for slaveri: lønslaveriet. Det var først den amerikanske filosof og økonom, Henry George, der i slutningen af århundredet gav os teorier, så vi kunne se det dobbeltbundede i proklamationen, om end Grundtvig på en måde havde været ude med den samme tanke før ham.

Paragraf 1 lyder:

Alle Ufrie paa de danske vestindiske Öer ere fra Dags Dato frigivne.

Og paragraf 2 ser sådan ud:

Negerne paa Plantagerne beholde i 3 Maaneder fra Dato Brugen af de Huse og Provisionsgrunde, hvoraf de nu ere i Besiddelse.

Det vil sige: i sølle tre måneder er slaverne frie. Derefter skal de arbejde for løn for at kunne betale husleje og jordleje af deres små jordlodder, hvor de kan dyrke til eget behov.

Grundtvig kommer ind i billedet med denne påstand i artiklen ”Herremænd og Bønder” i Danskeren 1849:

Det er nemlig ikke blot altid ubilligt, altsaa igrunden uretfærdigt, at Jorden, som vi alle skal leve af, falder i nogle faa Rigmænds eller Herremænds Hænder, saa hele det øvrige Folk maa leve af Haanden i Munden; men det er tillige nuomstunder, som man seer i andre Lande, reent ødelæggende, dels fordi baade Høie og Lave blive daglig mere egennyttige og haardhjertede, saa de søber kun daarlig Kaal med hverandre, (Se her, side 531).

Det må man jo sige om situationen på De dansk-vestindiske Øer, at den jord, som i fremtiden skulle ernære også de nu frigivne slaver, fremover ville ”falde i nogle få rigmænds hænder”, nemlig de hvide plantageejeres hænder.

Lidt senere siger Grundtvig:

ethvert Folk er sit Fædernelands Grund-Eier (paa pluddervælsk “Suveræn”) og kan aldrig retmæssig ved nogen Lov tabe sin Eiendoms-Ret, saa det er kun Nytten og Brugen af Jorden, der retmæssig kan fordeles ved Lands-Loven og blive Gienstand for Kiøb og Salg, og disse Ting bør da ordnes ved Love, som har fælles Bedste for Øie og tager særdeles Hensyn til Landets Forsvar og Landefredens Haandhævelse. Om vi derfor havde faaet en Lovgivning, som gik ud fra den falske Grundsætning, at enten Kongen eller en Slump Herremænd eiede Landet og kunde give eller sælge det til hvem de vilde, og kunde altsaa, om de lystede, lade det ligge øde, ja med Flid ødelægge det, saa hele Folket maatte sulte ihjel, da seer man let, at saadanne Love var ligesaa uretfærdige, som ubillige og ugudelige, og burde uden videre afskaffes. Hvad Juristerne kalde fuld Eiendoms-Ret, som man kan have over sine Penge, sine Klæder og sit Boskab, det har Ingen selv over sit Huus og ingen uden hele Folket over Jorden, som skal bære og føde dem, (side 534f).

Nu er dette ikke noget, Grundtvig selv har fundet på. Der var i begyndelsen af 1800-tallet engelske filosoffer, der hævdede det samme. Men vi skulle helt frem til slutningen af århundredet, før nogen igen gjorde opmærksom på, at det betyder utrolig meget for de økonomiske forholds retfærdighed, hvem der ejer jorden. Først og fremmest var det Henry George, der viste, at det forholdt sig sådan. Men de mennesker, der på hans tid var undertrykte og blev truet med at måtte sulte ihjel, var ikke tidligere sorte slaver, men hvide indvandrere, som boede under elendige forhold i de amerikanske storbyer. Hvorfor gjorde de det? Fordi der var arbejdsløshed, svarede George. Hvorfor var der det? Fordi jorden ikke er fri. Og den sammenhæng prøvede han så at påvise.

Men så langt var menneskeheden ikke kommet i sin erkendelsesudvikling i 1848 på De dansk-vestindiske Øer. Og man kan ikke bebrejde guvernøren, Peter von Scholten, at han skrev, som han gjorde i sin proklamation. Tanken om, at den ret, et menneske har til livet, nødvendigvis må føre med sig en ret til et stykke jord at leve af, var endnu kun et stykke tankelegetøj for de intellektuelle, ikke moden til at omsættes i praksis.

Det var den heller ikke i 1864, da USA’s slaver blev frigivet. Også da måtte man erkende, at vel blev slaverne fri for at være nogen andens ejendom, men frihed i betydningen ligestilling med andre i samfundet opnåede de ikke. I det amerikanske samfund – som i alle andre af datidens samfund – var der en indbygget ulighed, som bevirkede, at de sorte måtte begynde i bunden af samfundet sammen med de arbejdsløse hvide – som der var mange af – og i konkurrence (lønkonkurrence) med dem prøve at overleve så godt, de nu kunne.

Herhjemme dannede arbejderne fagforeninger for at tvinge lønnen op over eksistensminimum. Og det har siden da været den gængse metode at komme uligheden til livs på. Blot har denne metode ikke rigtig slået igennem i USA. Hvilket for resten Henry George’s metoder – med indførelse af en skat på jordbesiddelse – heller ikke har. Det betyder, at der i USA hersker en høj grad af ulighed.

Og i en sådan atmosfære af ulighed, hvor mange sorte, men ikke alle sorte, befinder sig på samfundets bund sammen med mange hvide, kan det være svært at oparbejde en stolthed over at være amerikaner. De hvide amerikanere kan vel nogenlunde få vekslet deres tidligere stolthed over at være danskere, svenskere, tyskere, osv., med en stolthed over at være amerikanere, men de sorte amerikanere har betydelig vanskeligere ved at gribes af nogen stolthed over deres amerikanske folkelighed.

Og dog var det ved at lykkes for George Floyd. The Economist bringer en nekrolog over ham, og i den fortæller de, hvordan han efter en tid i fængsel kom på bedre tanker og blev aktiv i sin kirke, Resurrection Houston. Da han så flyttede til Minneapolis og fik et job ved en restaurant, syntes alt at være på rette spor. Og det var det også, indtil coronaen ramte USA. Han blev afskediget, og det blev anledningen til, at et misbrug, der ellers var aflagt, begyndte igen. Jeg forestiller mig, at det med den slags er som med alkoholisme: er man først begyndt igen, er det meget svært at komme ud af det.

Jørgen Casse har i Den korte Avis et indlæg om George Floyd, se her. Her fortæller han om de former for narko, man har fundet ved obduktionen af Floyd. Det er hårde sager. Efter at have citeret, hvad Wikipedia skriver om dem, skriver han:

Det er værd at bemærke at begge stoffer medføre åndedrætsbesvær grænsende til åndedræts ophør. Dermed kan der skabes tvivl om betjentens medvirken til Floyds død, den kan udmærket være begrundet i de to narkotiske stoffers akkumulerede virkning på arrestanten. Man ville kunne konkludere at arrestanten ville være død uanset betjentens optræden.

Det er jo ikke til at vide, om han har ret i det. I det hele taget er hele balladen omkring Floyds død blæst lidt for meget op på grund af den video, vi efterhånden har set utallige gange, videoen med en betjents knæ på Floyds nakke, en video, der er gået viralt, og som griber os alle, uden at vi tænker alt for meget over, hvad der er gået forud, og hvad der kan være årsag til hans gentagne ”I can’t breathe”. Men det må jo en retssag kunne afklare.

Hvad jeg her har villet gøre mig tanker om, er den selvfølgelighed, hvormed vi danskere er danskere. Jeg har tidligere sat den op imod den uselvfølgelighed, der præger vore muslimske landsmænd, se her, hvor jeg forklarer vor selvfølgelige væren danskere med barnedåben. Vi er jo i barnedåben anerkendt, som vi er, og altså anerkendt på forhånd, uden først at skulle vise, at ”vi er gode nok”. Dette står i modsætning til den muslimske menneskeopfattelse, hvorefter enhver må kæmpe for sin ”ære”.

Det, der her kan være værd at overveje, er, om slaverne mon har fået den livsgnist, det synes nødvendigt for ethvert menneske at have, fra kristendommen. Det er jo ikke helt forkert, hvad Thorkild Hansen skriver, at når alle mennesker er slaver, så er altså slaverne mennesker. Så på en måde ligger der en anerkendelse af den døbtes menneskeværd i kristendommen, hvad også Paulus bevidner i Gal 3,28:

Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus,

Det står jo i grel modsætning til det slaveri, som mange kristne befandt sig i i oldtiden, og også i modsætning til de vanskeligheder, som de sorte synes at have i USA. Om man på trods af disse vanskeligheder kan genskabe i sig en vis stolthed over at være sort, er vel tvivlsomt. I hvert fald forekommer de forsøg, som Black Lives Matter Denmark har gjort på at udleve en sådan stolthed, mig noget krampagtige; de kan tilsyneladende kun fungére, hvis de samtidig kan tale os hvide ned. Og så er det jo i nogen grad imod den lighed, som de ellers taler for.

Det ærgerlige i sagen om George Floyds død er ikke blot det følelseshysteri, der har bredt sig over det meste af verden, men lige så meget det forhold, at USA fungérer på den måde, det gør: med en udtalt liberalisme, som ikke holdes i spænd af nogen jordlovgivning, så arbejdsløshed er en altid eksisterende realitet. Det er svært at sammenligne USA med Europa, specielt, hvis det, der har gjort os i stand til at udvikle sociale hjælpeforanstaltninger, er det forhold, at de europæiske nationer stort set er homogene, hvad etnicitet angår; for så er det jo ikke så mærkeligt, at USA ikke kan udvikle noget tilsvarende. Måske andre folkegrupper bedre end de sorte har kunnet få en slags etnisk solidaritet op at stå, jeg véd det ikke, men når Floyds afskedigelse slog ham tilbage til det tidligere narkotikaforbrug, så er det det, der er tegn på, at noget er galt, mere end det er hans død.

Jeg kunne have lyst til at citere Martin Luther King: ”I have a dream”. For en drøm har jeg, den, nemlig, man ville begynde blandt økonomer at arbejde med Henry George’s teorier. I første omgang blot med hans kriseteorier, af mig kaldt dalreteorien, se her, så man kunne få bedre mulighed for at forudsige kriser, men i næste omgang naturligvis med hans arbejdsløshedsteori, som er en videreudvikling af dalreteorien, idet dalreteorien jo peger på de to opgangstider, tresserne og nullerne, hvor produktivitetsstigningen langt overgik forventningspriserne på jord og fast ejendom, og man derfor naturligt kan spørge, om mon ikke det forhold, at en passende stigende jordskat kan holde forventningspriserne nede, kunne få økonomer til at overveje, om det mon var den vej, man skulle gå, hvis man ville have arbejdsløsheden afskaffet.

Jeg har en del gange som præst oplevet, hvor stort et indhug dette at blive afskediget gør på ens selvrespekt. Og blandt andet derfor vil jeg blive ved med at fastholde min drøm, altså en drøm ikke blot om passende hjælpeforanstaltninger fra det offentliges side, hvis man bliver arbejdsløs, men en drøm om et samfund, hvor der er lige så stor efterspørgsel efter arbejdskraft, som der nu er efter arbejde, det vil sige: et samfund, hvor den, der bliver afskediget, med det samme kan gå hen et andet sted og finde arbejde.

Men eftersom det jo nok har lange udsigter med virkeliggørelsen af denne drøm, så lad mig i det mindste mindes min gymnasietids sangtimer og forestille mig, at også George Floyd i sin menighed har været med til at synge:

Swing low, sweet chariot

Coming for to carry me home

Så har jeg dog en fornemmelse af, at han, ligesom jeg, i hvert fald på et tidspunkt har haft den vished, at hvad han end er værd i menneskers øjne, i Guds er han værdifuld.

I går sang vi for øvrigt til morgensang en salme af Ingemann om det samme: ”Den store mester kommer” (DDS 612) om mesteren, der udsmelter sølvet af ertsen og véd, at når sølvet genspejler hans ansigt, så er processen fuldendt, et billede, som Ingemann bruger om Gud, der ser ind i sjælen og glædes, når han dèr ser sit eget billede, se her.

Den store mester kommer,

som smelter sjæl og sind.

Han sidder ved hjertegruben,

han ser i sjælene ind.

Og har i hjertedybet

sit billed klart han set,

så glædes den høje mester –

så er hans gerning alt sket.

Guds billede, det er det, vi bærer, når vi hviler i os selv, selvfølgelig glade ved at være den, vi nu engang ved skæbnens gunst/ugunst er blevet. Meget tyder på, at en sådan glæde også blev Floyd til del; hvad der er det sørgelige i hans historie, er ikke kun politivolden, men også dette, at han ikke formåede at holde fast ved den glæde.

Vi er sårbare væsener, og vi, der ikke har været ramt af noget misbrug, altså ikke er kommet i kløerne på hverken alkoholdjævelen eller narkodjævelen, må nok dels takke Gud for vor egen heldige skæbne, og dels nære medlidenhed med dem, for hvem det ikke lykkedes at holde sig fri af disse kløer.

Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.