Mordet på Olof Palme

Onsdag den 10-6 blev der afholdt et digitalt pressemøde, hvor chefanklageren Krister Peterson fremlagde de resultater, som en undersøgelsesgruppe er nået frem til i arbejdet med Palme-mordet. Det blev mødt med en række protester, ikke mindst fra svenske medier. Det har fået Peter Nedergaard fra Berlingskes ”Groft sagt” til at komme med følgende, måske lidt ondskabsfulde kommentar, se her:

Mordet på Olof Palme ser nu ud til at være opklaret. Alt viser sig nu efter 34 års efterforskning at pege på kontormanden og grafikeren Stig Engström, som arbejdede i Skandia, der har en stor afdeling nær det sted på Sveavägen i Stockholm, hvor Palme brutalt blev skudt ned. Det var således ikke en stor international sammensværgelse med rod i kurdiske eller sydafrikanske kredse, som ville af med verdensnavnet Palme.

Det kunne Engström altså ikke være bekendt. Stort format må flugte med stort format. At det viser sig at være en lille ubetydelig svensk mand uden internationale kontakter, som myrdede den hidtil mest verdenskendte og anerkendte svenske statsminister, er næsten det værste af det hele. Sverige er i chok.

Og ærlig talt, det var også mit indtryk af reaktionerne på det pressemøde, hvor resultaterne af de 34 års politiarbejde blev lagt frem. Der har været nærmest utallige privatpersoner, der har givet sig i lag med at komme med forslag til, hvem der kunne tænkes at have begået mordet på Olof Palme, og de fleste af disse forslag har været fantasifulde tanker om sammensværgelse fra onde, udenlandske magter eller fra indenlandske, halvnazistiske kredse. Det har givet sig udslag i, at der er fremkommet en væld af bøger om sagen, og når nu det officielle Sverige vil prøve at afslutte sagen, vil naturligvis en sådan ikke-løsning, som forskergruppen kom frem med, møde kritik: at ”Skandiamanden”, Stig Engström, er morderen, er jo ganske uspændende, det kan der ikke fabrikeres en detektivroman på, og ikke sandt, ærgerligt nok har nu gruppen ødelagt alle muligheder for fremtidige, godt sælgende bøger om Palme-mordet.

Nå, så slemt går det nu nok ikke. Men disse mange protester og det forhold, at danske medier, f.eks. Deadline, var mere interesseret i at høre kritikken fra nogle af disse private forskere frem for at fortælle, hvad der egentlig blev sagt på pressemødet, gjorde, at jeg gav mig til at gennemhøre en video fra pressemødet. Den kan ses her. Det var anstrengende, det tager mere end to timer, men jo ganske interessant for én, der for mange år siden fik en del tid til at gå med at læse kriminalromaner.

Besynderligt nok gik det så sådan, at jeg blev sulten efter flere informationer. Og her er jo internettet fortræffeligt. Man får en masse forslag, som man så kan læse igennem. Jeg var nu ret overbevist om, at det måtte være Stig Engström, for gennemgangen af det, der pegede på ham på pressemødet forekom mig overbevisende. Men alligevel, måske man skulle undersøge andre teser også.

Det gjorde jeg i hvert fald, og specielt fandt jeg frem til en hjemmeside for en dansker, der hedder Paul Smith. Den hedder palmemordet.dk, se her. Han har skrevet en del bøger om Palme-mordet, og på hjemmesiden – og formentlig også i bøgerne – argumenterer han for, at morderen er en anden end den Stig Engström, den officielle svenske gruppe havde fundet frem til. Det skulle efter hans mening være tale om en ensom ulv, som var udpræget Palme-hader, som boede i nærheden og havde en psykologisk profil, der kunne få ham til at lade sit had blusse op i en morderisk handling.

Og jeg må indrømme, efter at have læst hans hjemmeside igennem – som nok indeholder de samme argumenter som hans bøger – er jeg blevet overbevist om, at han har ret: det var denne ensomme ulv ved navn Christer Andersson, som begik mordet.

Men jeg er så sandelig også blevet overbevist om, at den svenske politiefterforskning har været under al kritik. Temmelig meget tyder på, at man er gået ud fra det, som Peter Nedergaard formulere så udmærket i sin ”Groft sagt”: at fordi Palme var et verdensnavn, kunne det kun være én eller anden international konspiration, der slog Palme ihjel. Den svenske forfatter Leif G.W. Persson har formueret det på denne måde:

Politiske mennesker som Olof Palme bliver næsten altid myrdet af politiske årsager.

Den tese tilbageviser Paul Smith med mange eksempler på det modsatte, se her. Attentatet mod den svenske udenrigsminister Anna Lindh i 2003 blev begået af en ganske upolitisk person; Oscar Lafontaine og Wolfgang Schäuble, også de blev angrebet og såret af ensomme ulve. Osv., osv.

Det betyder, at den første efterforskningsleder, Hans Holmér, ødelagde utrolig meget ved hårdnakket at holde fast ved, at det var PKK, den kurdiske oprørsbevægelse i Tyrkiet, der stod bag mordet. Det lykkedes ham at få igangsat en omfattende eftersøgning af materiale blandt kurdere i Sverige, men da det endte uden resultat, blev han afskediget.

Så efterforskede man folk indenfor politiet, så troede man, at det sydafrikanske regime stod bag, så var det noget helt tredje. Og alle disse fritflyvende teorier blev så siden grebet af diverse romanforfattere og danner grobund for en rig krimi-litteratur, men havde jo ikke så meget med virkeligheden at gøre.

Paul Smith har et godt argument imod tanken om, at en professionel morder stod bag: Olof Palme blev skudt i ryggen, ikke i hovedet. Og han nævner her de stikkerlikvideringer, der fandt sted under krigen i Danmark: altid skulle de slutte med to skud i hovedet, så var man sikker på, at stikkeren virkelig var død. Desuden ville en professionel morder havde udvalgt et andet sted at udføre mordet på. Det ville have været let at ringe på hos Palme og skyde ham med en lyddæmpet pistol, så liget først ville blive opdaget den næste morgen, hvor morderen ville være over alle bjerge. For Palme var det meste af tiden uden livvagter omkring sig.

Siden fik efterforskerne fat på Christer Petterson, fik ham anholdt og anklaget og dømt ved byretten. Dog blev han frikendt ved landsretten, selv om Lisbet Palme havde udpeget ham ved en konfrontation, dvs., hendes vidnesbyrd blev afvist af landsretten. Og desforuden sagde landsretten, at politiet næste gang de kom med en anklaget, skulle sørge for at have nogle håndfaste beviser; at bygge anklagen alene på vidneudsagn gik ikke an så lang tid efter mordet.

Når det var Petterson, man greb fat i, skyldtes det, at han i nogen grad lignede en fantomtegning, man havde fået fremstillet. Det var også en blindvej at slå ind på. Man havde alt for ringe sikkerhed for, at det vidne, der stod bag denne tegning, virkelig havde set forbryderen og ikke en helt anden. Men Christer Petterson-sagen bevirkede, at man, da man faktisk omsider fik øje på Christer Andersson som en mulig gerningsmand, ikke kunne komme til at få ham anklaget og dømt, fordi man ikke igen turde møde frem med en anklage, der udelukkende byggede på løse antagelser og vidneudsagn.

Der udkom så i 1999 en vældig betænkning om efterforskningen af mordet. Denne betænkning havde i nogen grad gjort det, man skulle have gjort fra begyndelsen; den lod de første vidner komme til deres ret, lod det, de fortalte om hændelsesforløbet få sin fulde indflydelse på resultatet. Men heller ikke den kom frem til noget resultat, selv om Paul Smith glæder sig lidt over, at de peger på GH som den mest sandsynlige kandidat; GH er et pseudonym for Christer Andersson, man ville beskytte hans navn, hvis det nu ikke var ham.

Også den afsluttende efterforskningsgruppe var gået tilbage til begyndelsen, men nåede jo altså til et andet resultat end denne GH, som Paul Smith skrev om, nemlig Stig Engström. Og som sagt, ved at høre pressekonferencen troede også jeg på, at ham måtte det være. Men min tillid fik ved min senere læsning nogle skud for boven.

Først kom jeg til at undre mig lidt over, at en privatforsker ved navn Thomas Pettersson, som havde skrevet en bog om Palme-mordet og deri udpeget netop Stig Engström som morderen, ikke blev nævnt af de to på pressemødet, ja, at det på et spørgsmål fra The New York Times blev benægtet, at hans bog havde spillet nogen rolle for dem, skønt de jo var nået frem til det samme resultat. Det var, som om man som professionelle ville hæve sig op over dygtige privatpersoner.

Men senere opdagede jeg Paul Smith, og af ham erfarede jeg, at Christer Andersson havde en revolver af den slags, som blev brugt ved mordet. Han havde våbentilladelse til at have den, men da politiet indkaldte samtlige de våben i Stockholmområdet, der havde kunnet bruge de patroner, der var anvendt ved mordet – man havde jo fundet kuglerne – dukkede han ikke op med sin revolver på trods af flere indkaldelser. Og da politiet omsider henvendte sig telefonisk til ham, fortalte han, at han havde solgt sin revolver, fordi han manglede penge til huslejen, noget, Smith viser er løgn, men altså en løgn, som politiet godtog uden nærmere undersøgelse.

På baggrund af alle de prøveskydninger, man gennemførte, finder jeg det lidt mærkeligt, at man på pressemødet brugte megen tid på at fortælle, at det var for sent nu at matche revolver og kugle, for revolveren ville være for korroderet. Ligeledes gjorde man også meget ud af at forklare, hvordan man på kuglen kunne se, hvor langt løbet på revolveren havde været. Men fortælle, at man havde gennemført prøveafskydninger af samtlige våben af den type i Stockholm og omegn – bortset fra Christer Anderssons – det gjorde man ikke. Man har jo utvivlsomt stiftet bekendtskab med Paul Smiths argumentation – den afgørende bog udkom i 2012 – og man skulle synes, at det ikke var helt ligegyldige kendsgerninger, når det nu var våbnet, man omtalte. Men nej.

Behøver jeg at nævne, at den indvending heller ikke blev taget op i medierne, end ikke i Bo Bjørnvigs artikel i Weekendavisen, som ellers er den eneste, der giver et fyldigt referat af pressemødet, se her.

Jeg skal kort gennemgå Paul Smiths argumentation, men vil man have en mere fyldig redegørelse, kan man se Arne Mariagers anmeldelse af bogen fra 2012 i Vejle Amts Folkeblad her, eller man kan se en endnu fyldigere på hjemmesiden palmemordet.dk.

Nu er jeg ikke politimand og har ikke haft til opgave at udrede nogen forbrydelse, men jeg kan godt forstå, at skal man opklare et mord, må man sikre sig, at den person, man vil anklage for mordet har haft et motiv til at myrde, har haft et mordvåben og har haft mulighed for at udføre mordet, tre m’er. Om Christer Andersson gælder alle de tre m’er. Han havde, som omtalt, en revolver derhjemme, fordi han var medlem af en skydeklub. Og han havde mulighed for at udføre mordet, fordi han boede forholdsvis tæt på mordstedet, 1½ km derfra. Endelig fik han på selve dagen et gevaldigt skub til sit i forvejen store Palme-had. Han havde tidligere vundet en stor gevinst i lotto. Disse penge havde han anbragt i aktier, som han så havde lånt flere penge på, som han igen havde lånt penge på. Og da regeringen netop da bekendtgjorde, at omsætningsafgiften for aktiehandel skulle sige, og aktiekurserne derved raslede ned, blev Christer Andersson forvandlet fra noget nær millionær til lazaron. Han havde i forvejen hadet Palme så meget, at han havde sendt et skud fra sin revolver mod sit fjernsyn, fordi Palme var på skærmen, men dette had blev her forstærket.

Men selvfølgelig spiller tilfældighederne ind. Hvordan skulle han f.eks. vide, at Palme og familie netop den aften var i biografen? Det forklarer Paul Smith med, at biografen først spillede kl. 21,15, selv om der var annonceret med klokkeslettet kl. 21,00. Derfor stod Palme og familien udenfor og ventede, og blev på den måde set af Andersson. Han havde så god tid til at gå hjem og hente sin revolver og stå parat, når filmen sluttede godt 23. Endvidere betød hans nære bopæl, at han ved at løbe op ad trappen for enden af Tunnelgatan efter mordet, kunne ryste eventuelle forfølgere af sig. Der er vidneudsagn, der støtter denne forklaring, men da jeg ikke har læst alle vidneudsagn igennem, véd jeg ikke, om der er lige så mange, der afkræfter den.

Derimod forekommer det mig mærkeligt, hvis Christer Andersson ikke er morderen, at han gang på gang sætter sig i den café, der er lige overfor mordstedet, får sig en kop kaffe og ser tavst over på mordstedet. Og på det tidspunkt bor han langt derfra, så der er derfor ikke tale om ren og skær tilfældighed, nej, han direkte opsøger mordstedet.

Og ligeledes kan man måske betragte hans selvmord som en slags indrømmelse af den udåd, han havde begået. Hans lillebror ringede til politiet, fordi han ikke kunne komme i forbindelse med sin bror, og bad dem se op til ham i hans lejlighed, om der skulle være noget i vejen. De to betjente ringede da også pligtskyldigst på, men da ingen åbnede, råbte de til sidst, at det var politiet og at han skulle åbne. Da lød der et skud derindefra, og da betjentene så sprængte døren, fandt de, at han havde skudt sig med sit jagtgevær.

Så nej, Leif G.W. Persson har ikke ret i, at politiske mennesker næsten altid bliver myrdet af politiske årsager. Det var ikke nogen grim, international sammensværgelse, det var et ganske almindeligt menneske med en bestemt profil, der gjorde ham til morder, da han fik lejlighed til det.

Men hvad det fortæller om den menneskelige psyke, om den er mere tilbøjelig til at tro på det, der virker sensationelt end på det mere dagligdags, det vil jeg overlade til læseren at spekulere over.

Dette indlæg blev udgivet i Historie. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.