Demonstration for Huda?

Det er den kurdisk-danske forfatter Sara Omar, der i Kristeligt Dagblad for den 13-6 stiller dette ret indlysende spørgsmål: Hvorfor er der ingen, der har fået den idé at lave en demonstration i anledning af, at Huda Ali Ahmad blev slået ihjel af sin mand, fordi hun var blev for dansk? Se her.

Kristeligt Dagblad har i nogle artikler redegjort for Hudas skæbne. Hun kom med sin familie til Danmark fra Syrien, lærte dansk og integrerede sig lynhurtigt. Det brød hendes mand sig ikke om, og da han fik lokket hende med til Syrien, lykkedes det ham at få hende og hendes otteårige søn slået ihjel.

Det dette drab, som Sara Omar sammenligner med drabet på George Floyd, et drab, der har skabt demonstrationer ‘en masse’ i alle vestlige lande. Og på den baggrund siger hun:

Det er den samme diskussion, som blev startet efter mine bøger. Jeg spørger mig selv: Hvor er demonstrationerne? Hvorfor så vi ingen på gaden, da Huda blev stenet? Denne sag handler også om samfundspassivitet, hvor vi trækker på skuldrene og siger, ’nå, hun blev endnu én i rækken af æresdræbte kvinder’.

Det er nu ikke så svært at svare på det spørgsmål, hun stiller. Det har i alt væsentligt med forskellen mellem kristendom og islam at gøre. Drabet på George Floyd fandt sted i en kristen stat, hvor det grundsyn, der præger staten, går ud på alle menneskers ligeværd. Drabet på Huda fandt sted i en muslimsk stat, hvor det grundsyn, der præger staten, går ud på, at mænd er mere værd end kvinder.

Godt nok har de muslimske stater søgt at neddysse deres afhængighed af islam, men i de såkaldte ”æresdrab” udvises stadig stor forståelse for morderen. Man prøvede i sin tid at sammenligne disse drab med det, man i Europa kalder ”crimes of passion”, altså affektdrab, hvor den ene part, som regel manden, i et parforhold i den grad kommer i sine negative følelsers vold, at han slår ihjel. Men den argumentation holder på ingen måde. De muslimske ”æresdrab” er næsten altid nøje planlagte, og har man mulighed for det, lader man ofte en mindreårig trykke på aftrækkeren, fordi straffen så er mindre.

Det vil sige, at hvis det ”vi”, som Sara Omar omtaler som passivt, er et muslimsk ”vi”, hvis hun ønsker sig, at det er muslimske kvinder i muslimske lande, der gør oprør mod deres undertvungne stilling ved at demonstrere mod Hudas drab, så vil hendes ønske være forgæves de første mange, mange år. Så længe muslimerne er underlagt koranen, vil de stræbe efter at opføre sig, som koranen foreskriver, at en kvinde skal opføre sig, dvs., så længe vil de muslimske kvinder stræbe efter at underordne sig mændene og ikke blot selv føle, at de har gjort det rette ved at gøre det, men også åbent eller skjult vende sig imod de kvinder, der prøver at ”være sig selv”. Deres handlinger vil være – med et nyt ord, som Eva Selsing her bruger i en anden sammenhæng – dydssignalering. Det er det, man plejer at kalde farisæisme.

Det var jo det epokegørende ved Sara Omars roman ”Dødevaskeren”, at hun afslørede netop dette forkvaklede, muslimske kvindesyn og afslørede, at det dertil svarende syn på manden gav manden en slags ret til at straffe de kvinder, der ikke ville indordne sig under mændenes paroler.

Men hun har siden modarbejdet sig selv ved ikke at ville tage afstand fra islam som sådan. Det bebrejdede jeg hende for her, om end jeg jo godt kan se, at det er let for mig at komme med den bebrejdelse, men helt anderledes svært for hende at skulle forlade den religion, hun er opvokset med.

Men nu kunne det jo også være, at det ”vi”, Sara Omar bebrejder den manglende deltagelse i Hudas død, er et vestligt ”vi”, at hun altså spørger, om ikke Hudas liv er lige så meget værd som George Floyds og om ikke hendes drab er lige så fordømmeligt som Floyds i den vestlige kulturs øjne.

Og skal vi prøve at forstå den forskelsbehandling fra vore vestlige samfunds side, må vi have lidt af forhistorien med.

Først må vi pege på en særstilling, islam er kommet til at indtage i vore samfund. Den store indvandring af muslimer til Europa har ført det lidt overraskende resultat med sig, at enhver kritik af islam er blevet betragtet som en hæmsko for muslimernes integration. Mikael Jalving stiller i en blogartikel i Jyllands-Posten et tilsvarende kritisk spørgsmål, og har man øje for denne angst for at kritisere islam, giver svaret sig af sig selv. Han skriver i anledning af de mange statueødelæggelser af tidligere slaveejere, se her:

Jeg kan naturligvis ikke undgå at få en kontrarevolutionær tanke. For hvis opgørets time er kommet, hvad så med Muhammed? Skal den stolte profet, krigsherre og slaveejer ikke også have hammeren? Tilfældet Muhammed er faktisk ekstra graverende. En ting er statuer. Langt værre er det vel at tillade skoler og moskeer at undervise i slaveejerens lære, liv og hans nedværdigende syn på sorte? Hvis Londons borgmester Sadiq Khan vil fjerne alle de racistiske mindesmærker i byen, må den logiske konsekvens være også at lukke de muslimske skoler i London.

Dernæst må man gøre sig klart den udvikling, der har fundet sted i den efterkristne, vestlige verden. Her har man – naturligvis uden at nævne Jesu navn – taget hans udsagn i Matt 7,3 til sig, men gjort det på den bagvendte måde, at det i stedet for at forhindre farisæisme bliver et udtryk for farisæisme. Der er tale om ordet om at vente med at tage splinten ud af næstens øje, til man har fjernet bjælken i sit eget. Dette ord har medført, at man som et godt og politisk korrekt vestligt menneske er begyndt at konkurrere om, hvem der er i stand til at indrømme de største fejl hos vestlige mennesker. Der er altså tale om at konkurrere i dydssignalering. Dog er det aldrig ens egne fejl, man indrømmer, det er altid ens bedsteforældres; sådan for en sikkerheds skyld.

Jeg har kaldt fænomenet en sygdom, og jeg har givet den navnet bjælkenitis, se her.

Og når derfor sorte personer i USA anklager de hvide for slaveriet i sin tid, kan man være sikker på, at der ikke er nogen ende på selvbebrejdelserne. Så mange er de, at både hvide og sorte uden besvær fører dem op til nutiden.

Det vil i tilfældet George Floyd sige, at de hvide betjente, der her dræbte en sort, tilhører en gruppe, der i den grad er indstillet på selvbebrejdelser, at man fuldstændig glemmer at se på de større sammenhænge og uden videre omtanke fyrer op under de stadig eksisterende tilfælde af racediskrimination. Og det vil også sige, at disse demonstrationer imod racediskrimination uden besvær overføres til Europa, skønt antallet af sorte hos os er noget nær et stort rundt nul. For sygdommen bjælkenitis foreligger, og den, der har noget at bebrejde de hvide, kan være sikker på, at han kan komme med næsten hvilken bebrejdelse det skal være, de hvide vil falde til patten og indrømme og indrømme og indrømme; det vil i hvert fald de mange politisk korrekte. Derigennem kan de nemlig lave dydssignalering, og det er jo så dejligt at få denne følelse i maven: jeg hører til de gode.

Men i tilfædet Huda er det jo ikke en modsætning mellem et mindretal og et flertal i samfundet, der er tale om, nej, her ligger modsætningen i forholdet mellem mand og kvinde. Og her er der ikke tale om en religion, der forsøger at få styr på folks vilde tanker og følelser om mandens overlegenhed overfor kvinden, som i kristendommen, hvor dog i det mindste det kristne grundskrift sætter mand og kvinde lige, jfr Gal 3,28, nej, her er der tale om en religion, der netop understøtter tanken om mandens overlegenhed overfor kvinden, ikke blot i denne religions historiske fremtræden, men også i islams grundskrift, koranen.

Dertil kommer jo, at islam er en lovreligion, dvs., at den indeholder udførlige opskrifter på, hvordan en mand og hvordan en kvinde skal opføre sig. Hvis muslimske kvinder blot kan overbevises om, at Huda har villet være for selvstændig, har villet ”være sig selv”, som Sara Omar udtrykker det, så vil de meget let fristes til at vende sig imod hende og derudfra mene, at hun selv har været ude om den skæbne, hun fik. Den dydssignalering, der forefindes blandt muslimer og specielt muslimske kvinder, er af en helt andet og langt mere dræbende art, end den dydssignalering, der findes blandt vestlige mennesker ud fra Jesu ord om splinten og bjælken.

Det betyder så også, at Sara Omar kommer til at indtage en mellemposition, der er ret uheldig. Hun vil ikke give slip på sin religion, dvs., på koranen, men hun vender sig imod den lovforståelse af menneskelivet, der præger islam og koranen. Hun bliver i Kristeligt Dagblads interview med hende bedt om at gøre os klogere på Hudas mands karakter og svarer:

Ud fra jeres beskrivelser ser jeg en mand, der er fundamentalistisk religiøs i og med at han tillader sig at have to koner. Han er familiens overhoved, og han føler, at han er mere værd end kvinden. Og den følelse er med til at legitimere, at det er i orden at tage Hudas liv. Ud fra afhøringsrapporterne kan vi se, at han ikke angrer, fordi han mener, drabet er et spørgsmål om ære. Så snart det bliver betegnet som dette, ved han, at han vil blive hyldet som en helt. Han er en svag mand, som desperat forsøger at fremstå stærk.

Og det er en særdeles præcis beskrivelse. Det vil sige: den er præcis efter vestlige normer, men ikke efter muslimske normer. Hvad hun jo også siger med ordene om, at han af muslimer vil blive betragtet som en helt, der forsvarer sin ære. Det er ikke blot Huda, der lever et dobbeltliv, fordi hun trods sin glæde ved det danske samfund og den stilling, hun har opnået deri, holder fast ved sin religion: islam, det er også Sara Omar, der analyserer og beskriver mennesker ud fra vestlige forestillinger, men stadig tror, at det er muligt at ændre islam i overensstemmelse med disse forestillinger.

Men vi vestlige mennesker, der gerne vil islams menneskesyn til livs, kunne jo begynde med Mikael Jalvings iagttagelse, at Muhammed var en hvid slaveejer. Og vil man have yderligere oplysninger om den muslimske slavehandel, kan man finde dem i Kirsten Valeurs bog ”Slaveriet indenfor islam”, en bog, hun har skrevet en artikel om i Den korte Avis, se her.

Uriasposten har et lignende indlæg om Sara Omar-interview’et her.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.