Oven på teksten fra i søndags, fortællingen i Luk 12,13-21 om den rige bonde, er der dukket nogle mærkelige overvejelser op i den gamle præsts hjerne.
Jeg har i de senere år – også i mange artikler her på bloggen – arbejdet ud fra den tanke, at Jesus ville fjerne enhver lovforestilling hos os. Med til en lovforestilling hører en moralforestilling om godt og ondt, en idealforestilling om ét eller andet ideal, man skal efterstræbe, og alt sådant vil Jesus slå en streg over. I stedet vil han fortælle os, hvordan mennesket er indrettet, hvordan vore forhold trives eller mistrives, hvad det er, der gør livet rigt at leve. Han vil, som det fremgår af dobbeltlignelsen i Matt 7,24-27, i stedet for modsætningen god/ond sætte modsætningen klog/tåbelig.
Men så bliver jeg minsandten både i den prædiken, jeg hørte, og i den prædikenvejledning fra præsteforeningens blad, som jeg siden konsulterede (2020/22-23), indirekte opfordret til at pakke alle den slags forestillinger sammen, for, lyder det fra disse to kilder, Jesus påviser med sin fortælling menneskenes grådighed, vores griskhed, vores bestandig stræben efter stadig mere jordisk gods.
Og ærlig talt, som én, der i al min tid som præst og i mit indtil nu ret lange otium har set pengene strømme ind på min konto hver måned, har jeg – som vel de fleste andre fastansatte – følt mig dejlig fri for pengesorger; takket være et gavmildt samfund er jeg sluppet for at skulle spekulere på, hvad morgendagen ville bringe af økonomiske udfordringer; hvis jeg blot satte tæring efter næring og ikke vovede mig ud i dumme pengespekulationer, så kunne – og kan – jeg være ret sikker på, at sådan vil det fortsætte til mine dages ende. Så den tale om, at vi alle er grebet af grådighed og hele tiden stræber efter at få mere, at vi aldrig er tilfredse, men altid vil sikre os endnu mere, den gik hen over hovedet på mig; jeg følte mig ikke ramt; det var ikke mig og min tilværelse, der blev talt om.
Bedre bliver det ikke af, at begge mine hjemmelsmænd bruger 1 Tim 6,10 til at understrege, at vi mennesker virkelig er nogle gerrige idioter, der stræber efter stadig mere. ”Kærlighed til penge er roden til alt ondt”, hedder det dèr. Men stemmer det overens med vore erfaringer? Specielt i denne corona-tid synes det modsatte at blive forudsat af regeringen. Vi hører, at det nu, hvor der igen skal gang i hjulene, hvor økonomien skal ”åbnes op”, er nødvendigt, at vi alle ”svinger dankortet”. Det vil sige: fra regeringens side hører vi ikke, at ”kærlighed til penge er roden til alt ondt”, tværtimod synes forudsætningen at være, at kærlighed til penge er det, der kan hjælpe os op af den økonomiske sump, corona-virussen har sendt os ud i.
Nu kom vist meldingen fra regeringen om de ekstra penge, man vil sprøjte ud i omsætningen, lidt for sent til, at en almindelige prædikant kunne tage den med op på prædikestolen og bearbejde den, gennemhegle den eller løfte den til skyerne, som man nu havde økonomisk viden til, men jeg gad vidst, om nogen præst ville vove, som jeg her, at sætte de to ting op mod hinanden.
For det skal da indrømmes, at der er en række Jesus-ord, der synes at anbefale et samfund uden penge. Der er f.eks. ordet fra Luk 9,58: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.« Og der er Jesu ord til den rige unge mand: »Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!« (Mark 10,21). Dette sidste ord var det, der fik Frans af Assisi til at prøve at leve af tiggeri. Efter Luthers mening faldt det ikke så heldigt ud. Han skriver om bl.a. tiggermunkene og om munkeløftet om fattigdom i skriftet “Mod munkeløfterne”, se her:
Den anden del er den legemlige fattigdom, og den kan være tredobbelt, hvis det må være mig tilladt at drive spøg med dem, der driver spøg: Enten, at du ikke bruger nogen ting, hvilket er umuligt, du må nemlig bruge mad og klæder for at bevare dette liv. Eller sådan at du ikke administrerer eller bekymrer dig om nogen ting. Hvilket er barnagtigt, barnligt, sygt, dumt, og hører dem til, der er slaver eller er i en andens hånd. Eller sådan, at du intet ejer for dig selv, men administrerer det i fællesskab. Og disse to (sidste) er det nødvendigt at aflægge løfte om, hvis du vil aflægge et munkeløfte om fattigdom, især den anden forståelse. Forøvrigt, den legemlige fattigdom er en særlig mangel på mad og drikke og klæder, som har brug for andres hjælpemidler, idet den ikke kan hjælpe sig med sine egne hjælpemidler. Her ser du dette Satans narrespil. Lukas roser i Apostlenes Gerningerne apostlenes handlinger, fordi de havde alting fælles, og derved havde overflod, men han kalder det ikke fattigdom og kalder dem ikke fattige, tværtimod, siger han, var der ingen iblandt dem, der led nød.
Og det er jo ganske mærkeligt, ikke blot, at Luther kalder det, at nogen forsøger at efterleve det, man opfatter som et krav om fattigdom, for et Satans narrespil, men også, at vi faktisk forstår hans indvending. For franciskanerne – for nu at tage dem – levede et liv i ejendomsfællesskab, men ikke et fattigt liv. Det gjorde andre i datidens samfund, men de boede i bygninger med lerstampet gulv, ikke som franciskanerne i murstensbygninger med klinkegulv. Og ved at tigge, konkurrerede franciskanerne jo med de ægte tiggere. Så jo, der er virkelig tale om, at Satan har forvandlet det, der tænktes at være en god gerning, til et narrespil, der er alt andet end en god gerning, selv om den jo bliver holdt i ære som sådan.
Og synes man ikke, at Luthers ord imod ejendomsløshed har betydning for én, så kan man lytte til Lukas. Han holder sig ikke tilbage, hvad angår citater af Jesus, der synes at anbefale ejendomsløshed. Hvor Matthæus i 6,19-21 skriver:
Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.
dèr skriver Lukas det samme, Luk 12,33, men foran dette ord sætter han lige denne opfordring:
Sælg jeres ejendele og giv almisse.
Og han udvikler det nærmere i Apg 4,32-37 om ejendomsfællesskabet i den ældste menighed. Blot skal man jo her være opmærksom på, at han også fortæller, hvorledes ejendomsfællesskabet ophørte derved, at der var et ægtepar, Ananias og Safira, der snød, Apg 5,1-11. Så i de paulinske menigheder herskede der ikke ejendomsfællesskab.
Men tilbage til de to prædikener. Hvorfor rammer de efter min mening ved siden af? Hvorfor går jeg derfra uden at føle, at det kom mig ved?
Ja, hvis jeg læser prædikenvejledningen af Kresten Drejergaard, tidligere biskop i Odense, så vil jeg for det første indvende, at Drejergaard lægger et lovskema ned over fortællingen. Han skriver om ordet, der rammer den rige mand:
Det er den [overflodssituationen rr], der er sandhedens øjeblik. For det er i den situation, at vi skal afgøre, hvad vi vil bruge alle vore muligheder til. Grundlæggende er det altid et valg mellem at gøre det rigtige eller at gøre det forkerte.
Nej, vil jeg indvende, vi står ikke grundlæggende i en sådan situation. Det er lovforståelsen, der får det til at se sådan ud. Men Jesus vender sig imod enhver lovforståelse af tilværelsen. Det, det drejer sig om, er i stedet at være vågen overfor de udfordringer, som vore relationer stiller os i, at have et øje på hver finger, så vi i tide kan opdage, hvis noget er galt, at reagere på det, der sker, hvor vi mindst venter det. Det, det er ham om at gøre, er at vise, hvordan vore relationer er sådan indrettet, at det afgørende sker i løbet af sekunder, sker, før vi får tænkt os om, sker, så der fremkaldes en umiddelbar reaktion hos os, som vi nok har ansvar for, men som ikke har noget med en højtidelig beslutning om godt eller ondt at gøre.
Men sådan, på denne forkerte måde, ser Drejergaard på tilværelsen. Senere skriver han:
Vi kan sagtens se, at livet er vigtigere end både høstudbytte og rigdom. Men hvad så, når vi selv står i en tilsvarende situation? Hvad er så det vigtigste? Hvad skal jeg bruge mine muligheder, min rigdom, min magt til?
Her er det igen den moralske eftertankes situation, Drejergaard tænker ud fra. Men er det en sådan situation, Jesus har for øje. Afbilder han ikke i stedet for os en situation, hvor det uventede bryder ind i den omhyggelige planlægning? Drejergaard fortsætter:
Den rige bondes tåbelighed består i, at han ikke tænker på andet eller andre end sig selv. Han taler om ”det, jeg vil”, og om ”det, der er mit”. Han har alle mulighederne, men taler kun om sig selv og sit eget.
Og ja, på den måde løfter der sig en nydelig moralsk pegefinger: Husk, at der er andre mennesker til, der kunne have brug for noget af din rigdom! Og bevares, det lyder jo smukt, men er det virkelig det, Jesus vil? Hvis det er, hvorfor taler han så om en tåbelig bonde. Den rige bonde stilles jo ikke overfor noget valg, han bebrejdes for ikke at være rede, når den uventede dom kommer over ham. Og hvis det er det eneste, vi kan få ud af fortællingen: at han ikke var gavmild, hvad bliver der så af talen om, at vi er besat af grådighed, at griskhed bestemmer over os dag og nat? Vi i vore samfund tænker jo da i ganske mange sammenhænge på de fattige, endda så meget, at vi giver noget af vor rigdom bort til dem. Så ganske mange af os tænker på andre end os selv. Og derfor overholder vi vel loven.
Nej, må jeg så bede om Joachim Jeremias, gode gamle Joachim Jeremias, der med sin bog: ”Die Gleisnisse Jesu” ofte har hjulpet mig, når jeg var i bekneb. Han advarer mod at tro, at det bare er den truende død, Jesus vil advare imod.
Snarere viser den gennemgående tone i Jesu advarselsråb og advarselslignelser, at han ved den truende fare ikke har den enkeltes uventede død for øje, men den forestående eskatologiske katastrofe og den forestående dom. Således også her. Luk 12,16-20 er en eskatologisk lignelse. Jesus forventer, at hans tilhører drager denne slutning ud fra deres situation: vi er lige så dumme som denne rige nar, der trues af døden, når vi hanker op i vores ejendom og gods – ansigt til ansigt med syndfloden. (Side 143).
Det vil sige: Lignelsen her er en kraftig formaning: våg og bed!, en formaning, der gentages gang på gang i evangelierne, fordi man dengang levede i det, der med en teknisk betegnelse kaldes ”nærforventningen”: Ganske snart ville Menneskesønnen komme igen på himlens skyer og tage dem til sig, der var vågne og ventede på ham.
Problemet er så blot – og her tror jeg ikke, Jeremias og jeg vil være enige – hvordan vi skal forstå denne mytologiske tale. Bare det at forstå, at der er tale om mytologi, altså om ved hjælp af dommedagens begreber at sige noget om, hvad det drejer sig om her i livet før dommedag, det er en yderst vanskelig sag. Og det gør det ikke nemmere, når vi hele tiden vil have en lovforståelse af tilværelsen lagt ned over Jesu ord og lignelser. Så først synes vi, vi får orden i tingene. Men, vil jeg hævde, netop med dette trick ødelægger vi Jesu tale.
Jeg har tidligere prøvet at forklare, at Jesu dommedagslignelse Matt 25,31-46 siger det samme som ordet om, at den venstre hånd ikke må vide, hvad den højre gør, Matt 6,3, se her. Og jeg har også – og det er betydelig vanskeligere – prøvet at vise, hvordan lignelsen om brudepigerne, Matt 25,1-13, handler om netop vore forhold til andre mennesker, se her, om, hvordan det væsentligste for Jesus er forholdets opretholdelse, ikke lovens overholdelse, heller ikke, når loven tilspidses til at handle om kærlighed og tillid og fortrolighed. Nå nej, det sidste plejer vi ikke at lade lovtankegangen brede sig indover, for det kan vi alle forstå er umuligt, men de to første ting er altså også umulige at lovfæste, selv om vi jo sædvanligvis gør os de største anstrengelser for det.
Jamen, hvordan kan man handle, så den venstre hånd ikke får at vide, hvad den højre gør?
Det kan man ved at lade forholdets opretholdelse være ledestjernen for ens gerninger. Og dette gælder for alle de forhold, vi står i til andre mennesker. Du skal ikke være imødekommende og omgængelig, fordi loven kræver det, men fordi en sådan tilgang til den anden er med til at opretholde forholdet.
Og en anden side af denne kamp for at opretholde forholdet er som sagt at være vågen og opmærksom. Og det afbilder Jesus med sit ”våg og bed!” Og det dukker jo altså op i lignelsesform i lignelsen om de ti brudepiger. Men det dukker også op andre steder. F.eks. dukker det op – ganske uventet – i lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Den gode gerning, han gjorde, og som vi til stadighed prøver at gøre ham efter, skyldtes ikke en lang overvejelse over, hvordan kan kunne komme til at gøre det gode, der var ikke tale om en aktion, det skyldtes den tilfældighed, at han på sin vej traf på én, der var overfaldet og altså reagerede på dette møde, dvs., der var tale om en reaktion. Jeg kom for nylig i tvivl om, hvorvidt den ny oversættelse, Bibelen 2020, har medtaget ordet ”tilfældigvis”, se her.
Og så dukker dette ”våg og bed” også op lige efter lignelsen om den rige mand. Her er de mennesker, der afbildes, ikke brudepiger, men tjenere:
I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det. (Luk 12,35-40).
Man kan næsten kalde dette den lukanske gengivelse af lignelsen om brudepigerne. For det er den samme årvågenhed, der opfordres til. Og denne årvågenhed i forventning om Menneskesønnens komme er det altså, jeg vil ”oversætte” fra mytesprog til dagligsprog ved at sige, at det betyder, at vi skal have et øje på hver finger for at kunne være opmærksomme på, hvordan vore relationer har det, er de ved at gå i stykker, eller er alting så godt og trygt, som det gerne skulle være?
At kunne spørge sådan forudsætter, at man er kommet fri af lovtrældommen. Denne trældom er uhyre udbredt, også blandt kristne. Mange kristne mener, som f.eks. Kresten Drejergaard, at livets heksekedel består af afgørende vejskel, hvor det er den enkeltes ansvar at vælge rigtigt, vælge mellem godt og ondt, vælge mellem næstekærlighed og egenkærlighed. Derfor holder man fast på tanken om den frie vilje, for når den slags situationer er, hvad dagligdagen er bygget op af, så må naturligvis mennesket have en fri vilje, så det kan drages til ansvar ved dagenes ende for, hvordan det har forvaltet sit pund.
Men Jesus ser anderledes på menneskelivet. Menneskets dagligdag er delt op i relationer, og disse relationer vedligeholdes ved at tale. Det vil sige, at al tale, al samtale, al drøftelse, alle skænderier, alle vrede svar, alle forstående omtaler, alt sådant er stedet, hvor det afgørende sker. Og vil man indvende, at man i alle sådanne situationer handler mere på rygmarven end via fornuftige overvejelser, så er svaret: Ja, netop. I alle disse situationer handler du umiddelbart og afslører derigennem, hvad der bor i dig. I alle disse situationer reagerer du mere end du agerer. I alle disse situationer véd den venstre hånd ikke, hvad den højre gør. Og det er helt, som det skal være.
Det betyder, at mange almindelige mennesker i deres ganske almindelige liv handler mere kristeligt end de, der forkynder grådighed som noget, der omfatter alle mennesker. Det betyder, at de, der lever i kald og stand og giver til nødlidende af deres overflod, netop er almindelige mennesker, og at beskrivelsen af dem som grådige og griske rammer helt ved siden af. Det betyder, at den kristne forkyndelse må bruge andre midler, hvis den vil overbevise folk om, at syndernes forladelse er en nødvendighed for dem.
Men det betyder ikke, at Fanden er død. Han lever i bedste velgående. Men hans metoder er mere sofistikerede end tidligere. Han skjuler sig bag alle de gode gerninger, almindelige mennesker mener de udfører. Han skjuler sig bag den samaritanitis, der får almindelige mennesker til at ville åbne fædrelandets grænser for den muslimske indvandring, hvorved den tillid, som Gud Helligånd har opbygget blandt danskerne, sættes i fare. Han skjuler sig bag de toldbestemmelser, der er til fordel for EU, men til ulempe for u-landene, men som ingen omtaler og ingen derfor drømmer om at ændre. Han skjuler sig i den utilstrækkelige økonomiske videnskab, der ikke formår at få arbejdsløsheden ned på nul, og derfor er medskyldig i megen af den sociale elendighed, der præger vort samfund.
”Syndernes forladelse” betyder ikke, at der er en masse synder, der skal forlades. Det betyder, at ligesom forholdet til Gud bringes i orden ved et ord om kærlighed og en tro derpå, således bringes forholdet til næsten også i orden ved et ord, der inviterer ind i forholdet igen, og den andens tro derpå. Det ene ikke uden det andet.
ricardtriis 