Man må have mig undskyldt, at det forrige indlæg sluttede lidt brat. Men jeg havde vist fået kastet flere bolde op i luften, end jeg kunne gribe i et enkelt indlæg.
Én af disse bolde var ovenstående spørgsmål: Hvad er en myte?
Problemet er, at vi ikke længere har en umiddelbar tilgang til begrebet myte. Det er videnskabens fremmarch, der har ødelagt denne umiddelbare tilgang. Når videnskaben nu kan sige noget om det, man ikke kunne sige noget om tidligere, så ser det ud, som om mytens objektive side ikke kan være sand, og så er kun mytens subjektive side tilbage, en side, der måske også i tidens løb vil forsvinde.
Man kan definere en myte som en påstand om noget ukontrollabelt, der har til formål at indramme vor tilværelse, så den bliver meningsfuld. Problemet i vore dage er så, at dette ukontrollable nu forekommer kontrollabelt, og derfor forsvinder troen på dette ukontrollable sådan lidt efter lidt. Mytens påstand er en påstand i det objektive, der har til hensigt at sige noget i det subjektive, så den verden, mennesker skal leve i, bliver menneskelig.
I gamle dage, da skabelsesberetningerne i bibelen blev til, var verden opdelt i himmel og jord. Jorden var menneskenes bolig, himlen Guds bolig. Sådan var der orden i tingene. I vers 6 i 1 Mos 1 fortælles der så om, hvordan Gud skabte himlen som en hvælving, og der er for moderne mennesker ingen tvivl om, at det verdensbillede, der prægede fortælleren, var verdensbilledet med den flade jord under en rund himmelhvælving. Men hvis der er tale om moderne mennesker med en vis historisk-kritisk forståelse, er der heller ingen tvivl om, at de redaktorer, der har føjet de to skabelsesberetninger sammen, kapitel 1 og kapitel 2, har accepteret den modsætning, der var – og er – i den objektive side af de to beretninger: i første skabelsesberetning skabes mand og kvinde samtidig, i anden skabelsesberetning skabes manden først, derefter kvinden ud fra et ribben, taget fra manden.
Men denne uoverensstemmelse har ikke gjort skår i glæden for disse redaktorer. De har åbenbart regnet den subjektive del af fortællingen for det væsentligste, den subjektive del, der dukker op i refrain’et i kapitel 1: Og Gud så, at det var godt.
Men både den flade jord og uoverensstemmelsen i rækkefølgen har man i mange hundrede år formået at se bort fra. Det kom først til at betyde noget for tiltroen til de bibelske skabelsesberetninger, da man måtte revidere den bibelske kronologi. Hvor man, hvis man udregner bibelens årstal, får som resultat, at verden blev til for cirka 6000 år siden, dèr viser en sammenregning af en række forskellige aflejringer, man har fundet, at verden er meget, meget ældre. Og når dertil kom den darwinistiske forklaring på fremkomsten af de mange forskellige arter, blev det for mange årsagen til, at de brød med kristendommen.
Det blev det således for Tom Holland. Under punkt 14 tager Martin Davies, se hans angreb på Holland her, følgende påstand fra Holland frem:
Hvis den sekulære humanisme nedstammer ikke fra fornuften eller fra videnskaben, men fra den særlige måde, kristendommen har udviklet sig på – en måde, som efter et stigende antal menneskers mening i USA og Europa har accepteret, at Gud er død – hvordan er så dens værdier mere end skyggen af et lig? Hvad er basis for dens moral andet end en myte? (side 524).
Men umiddelbart efter føjer han til:
Men en myte er ikke en løgn. I dens dybest liggende lag kan den være sand, som Tolkien, denne troende katolik, hævder.
Det er ikke noget, Davies godtager. Han udlægger Hollands anskuelse således:
Hvad Holland synes at antage er a) at vi nu skal acceptere, at kristendommen er en myte, en historie, som ikke rent faktuelt er sand, og b) at det at erkende, at den er en myte i virkeligheden ikke betyder noget, fordi en mytisk historie alligevel på en måde kan være sand, og vi i Vesten kan og skal fortsætte med at leve på denne sandhed.
Dette er identisk med min opfattelse, bortset fra udsagnet om, at en myte ”ikke faktuelt er sand” (factually true). Jeg vil nøjes med at sige, at mytens udsagn i det objektive er ukontrollabelt. At Gud er til, er ikke faktuelt usandt, men det er noget, der ikke videnskabeligt kan kontrolleres. At mennesket af Gud sættes til at herske over den øvrige skabning, er heller ikke faktuelt usandt, men det er en påstand, der ikke bygger på videnskaben. Derimod kan man med en vis ret sige, at vi kristne, hvis vi mener, at dette, at mennesket skal herske over den øvrige skabning, beror på, at mennesket, men ikke andre levende væsener, har et sprog – jfr, at det var Adam, der i anden skabelsesberetning skulle give dyrene navne, ikke dyrene, der skulle navngive Adam, 1 Mos 2,19 – kommer til at være afhængige af, hvad videnskaben finder ud af. For den påstand, at mennesket, men ikke dyrene, har sprog, er blevet anfægtet af adskillige videnskabsfolk. Så på det punkt bevæger myten sig hen i nærheden af videnskaben.
Når jeg ikke har noget imod at kalde kristendommens trossætninger for myter, hænger det sammen med, at alle mennesker efter min mening tror på myter; det er de nødt til for at kunne leve. Og lever de i den kristne verden – måske endda som fisk i vandet – skyldes det, at de rent faktisk tror, blot vil de ikke være ved, at de tror.
Dog, denne opfattelse er ikke nok for Davie. Han insisterer på, at det kristne evangelium faktuelt er sandt. Han stiller følgende spørgsmål til Holland:
Hvis der ikke er nogen Gud og hvis Jesus Kristus derfor ikke var Gud, der var blevet menneske for at frelse verden, hvilken sandhed er der så tilbage, og hvordan kan dette være tilstrækkelig basis for den kristne opfattelse af moralske spørgsmål, som Holland stadig vil bibeholde?
Jeg vil tillade mig at spørge, hvad Davie mener med, at Jesus Kristus er Gud og er blevet menneske for at frelse verden? Det lyder som det rene abrakadabra. Ja, ja, jeg véd da godt, at diverse alvorlige teologer sagtens kan få en vis mening ud af det, men kan de forklare, hvordan man kan leve på en sådan anskuelse? Bliver det til mere end i luften fritsvævende begreber, når man skal til at forklare det?
De to ting tager han op i næste afsnit:
Intetsteds i ”Dominion” giver han [Holland] faktisk gode grunde til at tro, at Gud ikke eksisterer, eller at han ikke blev inkarneret som Jesus Kristus.
Mit spørgsmål er: Jamen, skal han det? Begge dele er trosspørgsmål, og de afgøres eksistentielt, ikke rationelt. At ville afgøre dem rationelt, som Davie synes at have til hensigt her, er en lige så stor fejl, som at ville nægte at tage en eksistentiel afgørelse, fordi man ikke kan kalde den rationel, sådan som Holland gør det. De to herrer er således lige gode om at misforstå, hvad en myte er.
Hollands begrundelse for at kalde sig ateist følger nu i dette citat fra hans bog:
Tidsspektret synes altfor utrolig overvældende til, at man kan tro, at et enkelt menneskes liv og død for to tusind år siden på nogen mulig måde kan have den kosmiske betydning som kristendommen påstår. (Side 520).
Dette knyttes sammen med en anden lige så personlig begrundelse:
Hvis Gud eksisterede, hvordan kunne han så tillade, at så mange arter udviklede sig, blomstrede og derefter bare forsvandt? (Side 520).
Hvad det første argument angår, forekommer det mig, at man næsten kan få hans bogs hovedindhold til at modargumentere det. Jo, for hvis det skyldes kristendommen, altså i sidste ende eksistensen af et enkelt menneske, Jesus fra Nazareth, at vi har opnået de kulturelle og tekniske fremskridt, vi har opnået, så ville Jesus altså være den indirekte årsag til terrorbalancen i tresserne og halvfjerdserne, det vil sige, han ville have været den indirekte årsag til en total ødelæggelse af kloden, hvis det var endt sådan. Og bevares, i en mælkevejs målestok ville det vel kun være et lille pift, men hvis vi er den eneste klode med liv og endda forstående mennesker på, så kan man vel godt kalde det et kosmisk tab, selv om der jo ikke mere ville være nogen til at kalde det det.
Davie bruger en lidt anden argumentation imod Holland her. Han sammenligner videnskabens resultater angående udviklingen fra Big Bang med fortællingen i 1 Mos 1 og finder en slående overensstemmelse, idet universet opfattes som resultatet af en intelligent designers arbejde, en designer, som har brugt tiden efter Big Bang til at fintune sit skaberværk, så der kunne fremstå mennesker, som kunne kende ham, elske ham og deltage i hans herredømme over den skabte orden. Men han falder noget igennem i sin argumentation ved at fortsætte således:
Hvis det er tilfældet, så giver det mening at sige, at menneskehedens eksistens ikke er en tilfældighed, men målet for en kosmisk proces, og det giver videre mening at hævde, at denne intelligente designer: ”Gud”, ville have foretaget de nødvendigt tiltag for at sikre sig, at hans formål med at skabe menneskeslægten ville nå sin fuldendelse, selv hvis det betød, at han måtte påtage sig menneskeskikkelse for at give menneskeheden en frisk begyndelse, når den havde behov for det.
”Hvis det er tilfældet” skriver han. Hvorfor skriver han ikke ”eftersom det forholder sådan”? Hvad han påviser med denne imødegåelse, er kun, at det er muligt at fastholde myten om Guds skabelse af verden, ikke, at den følger med nødvendighed af videnskabens resultater. Hans argument er altså ikke noget argument imod Holland, for det er også muligt at fornægte al tale om Gud og skabelse. Skal myten fastholdes, skal den fastholdes af eksistentielle grunde, fordi man opdager, at man lever i en verden, bestemt af denne myte, ikke fordi videnskaben fortæller os, at der står en intelligent designer bag verdens tilblivelse og opretholdelse, for det fortæller videnskaben os ikke.
Så kan man næsten sige, at Davie har bedre held med sin argumentation imod dette med dinosaurernes udryddelse. Her siger han, at Hollands argumentation bider sig selv i halen. For når han hævder, at en god Gud ikke kunne have fundet sig i, at væsener, han havde skabt, blev udryddet, forudsætter han eksistensen af en moralsk målestok, dvs., en transcendent standard for godhed ud over naturen, altså det, teologer kalder ”Gud”. Hele argumentet, siger Davie, forudsætter derfor eksistensen af en god Gud og en menneskelig mulighed for at kende hans vilje. Eller, hvis man skal sige det lidt drillende, argumentet er kun et argument for den, der svømmer som en fisk i det hav, kristendommen har efterladt sig.
Men driller man på sidstnævnte måde, er det lidt usikkert, hvem drilleriet går ud over. For det argument, Davie anvender mod Holland, er af samme art som det, Holland selv bruger, når han siger, at selv de kristendomskritikere, der vil angribe kristendommen for de mange voldsepisoder og fejlagtige opfattelse, der har præget den gennem tiderne, bruger vurdéringer, som de har fra just den selvsamme kristendom.
Dog, lad os standse drillerierne!
Hvad jeg her vil slutte med, er en slags videreføring af en kun halvt gennemført tanke fra det forrige indlæg. Her spurgte jeg, om det ikke ville være udtryk for, at man var et mere helstøbt menneske, hvis man deltog i kirkens lovsang over skaberværket. Der forekommer mig at være en vis halvhed over det menneske, som er sig bevidst, at han lever på kristne efterladenskaber, men ikke drømmer om at ville tilslutte sig de kristne myter, selv om han har en vis forståelse for, hvad en myte er.
Holland erklærer sig jo som ateist, men holder alligevel fast ved myten om Gud, der gør de stærke til skamme. Men hvorfor ikke åbent erklære sig for kristen, når dette dog må betyde, at han ”tror på” denne myte, og måske andre sider af den kristne myte også?
Man kan spørge om det samme, hvad angår troen på Jesu opstandelse. For hvis denne myte blot siger det samme som det, jeg har kaldt afsmitningsreglen, og hvis man faktisk lever sit liv ud af en tro på afsmitningsreglen, hvorfor så ikke tilslutte sig troens fællesskab fuldt ud?
Jesus levede ud fra afsmitningsreglen, dvs., han levede ud af en tro på, at et menneske i de fællesskaber, han lever i, får tilmålt med det mål, han måler med: hvis han er rethaverisk i sine nære forhold, mødes han før eller siden af rethaveriskhed, men hvis han er forstående og lever sig ind i andres situation, mødes han før eller siden af den samme holdning. Men Jesu død blev ud fra denne tankegang det størst mulige dementi af afsmitningsreglen. For jøderne besvarede hans forkyndelse med lovens strengeste straf: han skulle henrettes.
Derfor lod Gud ham opstå fra de døde. Det skulle siges så tydeligt, at det ikke var til at misforstå, at afsmitningsreglen gælder. Og menigheden, der levede i tro på Jesu opstandelse, levede netop i tro på afsmitningsreglen. Og reglen gælder vel ofte, uden at man er klar over det, men den har nu større sandsynlighed for at fungere, når den tros frem. Eller snarere: den lever bedst i en atmosfære af taknemmelighed over de velsignelser, den giver fra sig. For vel kan vi ved egen kraft vise indlevelse, være forstående, sætte os ind i den andens tankegang, men at disse anstrengelser fra vores side bliver troet på af den anden eller de andre, det er ikke en sag, hvor vi kan gøre fra eller til; det er – som vi kristne siger – en sag for ånden.
Men har man forstået kristendommen så langt – eller forstået noget, der minder om det, udtrykt i ens egne begreber – hvorfor så afskrækkes af kristennavnet? Hvorfor så vige tilbage fra at kalde sig kristen? Skyldes det de kristnes bastante trosforestillinger? Skyldes det alle de mærkelige trossætninger, som ofte synes at hobe sig op som en hindring udenfor kirkens dør? Skyldes det tanker om, hvad ens omgangskreds vil sige? Hvad det end skyldes, var det ikke en idé, om man kom hen i kirken for at give udtryk for sin taknemmelighed over de trygge forhold, man lever i. For taknemmelighed får lettere én til at vise forståelse, og forståelse forstærker den indbyrdes tillid.
Sjovt nok er denne undren hos mig over Hollands tilbageholdenhed med at tiltage sig kristennavnet identisk med min undren over en del muslimers tilbageholdenhed med at frasige sig muslimnavnet. Der er jo ganske mange muslimer, der har indset det gode ved vore demokratiske samfund og prøver at bevise for andre og for sig selv – ikke mindst det sidste – at islam kan harmonere med frihed og åben diskussion og afstandtagen fra vold. Blot er der så mange kameler, de må sluge i den proces, at man uvilkårlig siger: Hvorfor vil de dog absolut fortsætte med at være muslimer? Hvorfor ikke opgive alle disse halve tankegange, de fører jo ikke til andet end halvhed?
Nuvel, selv om der er tale om en undren i begge tilfælde, så er der nok alligevel forskel på de to tilfælde. Eftersom man risikerer voldelig forfølgelse, ja ligefrem drab ved at fornægte sin muslimske tro, så kan frygt forklare, at man beholder sit muslimske identitet. Men ikke helt. For mange af dem, der kæmper for at beholde muslimnavnet, er i forvejen udsat for trusler om vold fra deres medmuslimers side.
Og for Tom Hollands vedkommende kan der jo også være tale om, at han gerne vil vælge en platform, ud fra hvilken han har størst chance for at blive troet. Og han tænker muligvis, at hans budskab har større chance for at blive troet, hvis han kalder sig ateist, end hvis han kalder sig kristen.
Men lidt underligt er det nu alligevel. Både det ene og det andet.
ricardtriis 