En muslim imod Tom Holland

Tom Holland skrev tilbage i 2012 en bog betitlet ”In The Shadow of The Sword: The Battle for Global Empire and the End of the Ancient World”. Den bliver på en stadig eksisterende hjemmeside omhyggeligt gennemgået, se her. Denne hjemmeside tilhører Mohammed Amin, og han er muslim. Det gør diskussionen mellem de to interessant.

Med til det interessante hører en anden hjemmeside af Mohammed Amin. Den hedder ”Hvorfor videnskaben lader Gud ude af betragtning”, se her. Endvidere er Amins lille afhandling om islam god at få forstand af – og god, når man vil se, hvordan muslimer undviger prekære spørgsmål. Den findes her.

Vi begynder med Amins afhandling om videnskaben. Jeg kan kun erklære mig fuldstændig enig i hans konklusion: at videnskab og gudstro ikke støder sammen, men opererer indenfor hver sit område. Jeg kunne ikke selv have beskrevet forholdet mellem de to størrelser klarere. Dog må jeg gøre opmærksom på, at man på engelsk har to ord for det, vi kun har ét ord for, nemlig ordet ”videnskab”. Når man siger ”science” tænker man på naturvidenskaben. Vil man omtale de humanistiske videnskaber, som vi jo med største selvfølgelighed også kalder videnskaber, taler man om ”The Humanities”. Og denne specielle engelsk/amerikanske sprogbrug kan måske undskylde Amin. Når han skal forklare, hvorfor gudstroen ikke føjer noget til den videnskabelige iagttagelse, bruger han udelukkende eksempler fra naturvidenskaben. Han spørger ”Hvorfor er himlen blå?” og svarer: ”Fordi Gud har bestemt det sådan”, og han spørger: ”Hvis man forsigtigt lægger en nål oven på en vandoverflade i et glas, hvorfor synker nålen da ikke?” og svarer som før: ”Fordi Gud har bestemt det sådan”. Og det er jo sandt nok, at denne teologiske begrundelse ikke føjer noget som helst til den videnskabelige forklaring.

Men fordi han udelukkende fokuserer på naturvidenskaben, falder det ham ikke ind at spørge: ”Hvorfor skulle 6 millioner jøder dø i Hitlers gaskamre?” for på det spørgsmål vil han nok trods alt være lidt loren ved at skulle svare: ”Fordi Gud har bestemt det sådan”. Det er også grunden til, at han kan erklære, at de tre monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam er enige om, at der ikke sker noget i verden, som ikke er udtryk for Guds vilje. For kristendommens vedkommende henviser han til Matt 10,29: ordet om spurven, der ikke falder jorden uden Gud.

Men for mig at se er det netop spørgsmålet om, hvordan menneskets vilje kan opretholdes ved siden af Guds vilje, der skiller islam og kristendom.

Allerede Lucrets, romersk filosof, 95-55 f. Kr., sloges med det problem. Han havde lagt alting ind under en form for naturlovsnødvendighed, men mente så alligevel at måtte trække noget af denne nødvendighed tilbage, for at mennesket kunne have en fri vilje.

Senere tog debatten fart i den muslimske verden i en strid mellem mutazilitter og asharitter i 900- og 1000tallet. Jeg har tidligere omtalt Robert R. Reilly’s udmærkede bog herom ”The Closing of the Muslim Mind. How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis”. Lad mig nøjes med at nævne, at al-Ashari, der tror på Guds altgennemtrængende vilje, indrømmer, at hvis det er Gud, der bestemmer alle menneskers tanker og følelser, så er der ikke forskel på en sovende person, der taler i søvne, og en vågen person, der har sig selv med i det, han siger.

Jeg har også gjort opmærksom på, at netop dette var et nøgleproblem i striden mellem Erasmus og Luther. Jeg har her sammenkædet dette med Reilly’s beskrivelse af al-Ashari.

Og hvis man springer over dette problem, problemet med forholdet mellem Guds vilje og menneskets vilje, får man ikke noget værktøj til at afgøre, hvad der er sandt og hvad falsk, når det drejer sig om islam, dens opståen og dens teser.

I Amins afhandling om islam fortæller han om Muhammeds åbenbaringer i Mekka, om hans flugt til Medina, og så hedder det om tiden i Medina:

Der var et antal væbnede konflikter såvelsom våbenhviler med de hedenske folk fra Mekka, men gradvist omvendte flere mennesker sig til islam, og i 630 overgav Mekka sig fredeligt til Muhammed, og Kaabaen blev renset for afgudsdyrkelse.

Dette er tydeligvis skrevet af én, der absolut skal have Muhammed gjort til et fredeligt menneske. Men ligesom man i naturvidenskaben skal lade argument kæmpe mod modargument, sådan bør man gøre det her. Men Amin gør det ikke. De ældste kilder til Muhammeds historie, vi har – og det er muslimske kilder – beretter, hvordan Muhammed i Medina henrettede alle mandlige medlemmer af en jødisk stamme og tog kvinderne som sexslaver – han udvalgte selv de smukkeste – og hvordan han dels brød en våbenhvile, han havde indgået med Mekka, dels krævede ti mennesker udleveret til henrettelse som betingelse for, at han ville skåne byen. Det er noget, disse kilder beretter om med stolthed, men man kan da ikke sådan uden videre springe det, de fortæller, over, måske endda i formodningen om, at vi ikke-muslimer intet aner om virkeligheden i Medina og Mekka på Muhammeds tid. Det gør ikke desto mindre Amin.

Men så til hans gennemgang af Tom Hollands bog ”I skyggen af sværdet”!

I sin recession af denne bog giver han en række fyldige citater, og det er ganske spændende. Tom Holland giver dels en fyldig gennemgang af tiden før Muhammeds komme, dels en lige så fyldig gennemgang af, hvad vi véd om Muhammed, noget, han fortæller, overraskede ham ikke så lidt. Også mig overraskede det, kan jeg sige, for jeg troede, at vi havde langt bedre kilder til Muhammeds liv end til Jesu liv. Men kilderne mangler, koranen, der påstås at være blevet til mellem år 610 og Muhammeds angivne dødsår 632, kender vi først til fra manuskripter omkring år 700, og noget tyder på, at den på det tidspunkt ikke var færdigredigeret.

Amin refererer og citerer beredvilligt Holland, når han redegør for den moderne korankritik, en kritik, der først optræder i 1800-tallet, inspireret af den moderne bibelkritik. Det i sig selv er ganske modigt gjort af Amin, for han bekender i sin gennemgang af islams troslære, at han som alle andre muslimer regner med, at koranen er Guds eget ord, åbenbaret for Muhammed via englen Gabriel. Det kan en moderne korankritik ikke gå ud fra, og, siger Amin, det er helt, som det skal være, for historieforskning og teologi har hver deres område at bevæge sig på.

Ikke desto mindre må man indrømme, at netop tesen om koranens guddommelige ophav blander historievidenskab og religion sammen. Denne sammenblanding forstærkes af den tese, som mange muslimer deler, at koranen fra dag ét har haft den form og ordlyd, den har i dag, at den altså som guddommeligt skrift har været undtaget fra den udvikling med opståede fejl og rettelser ved afskrifterne, som andre oldtidsskrifter har været genstand for.

Han citerer således Hollands gennemgang af det fund, der for fyrre år siden blev gjort i Sana i Jemen. Her fandt man en række ældgamle manuskripter til koranen. Myndighederne indkaldte to tyske videnskabsmænd til at hjælpe til med at tyde dem. Men da det kom frem, at disse manuskripter havde en del afvigende læsemåder, lukkede myndighederne ned for al adgang til manuskripterne. Dog var det vist lykkedes de to tyskere at få en mikrofilm med manuskripterne ud af Jemen før nedlukningen.

Holland fortæller bl.a.:

selv om rækkefølgen af ord og vers ofte var ændret og kopieret forkert, så er det også tydeligt, at disse ændringer kun var sket ved en fejl. Det er intet spor af bevidst tilføjelse i nogen af fragmenterne i Sana.

Det kommenterer Amin således:

Det, at forfatteren [altså Holland, rr] går med til, at koranen er blevet til på nogenlunde det tidspunkt, som muslimerne har ment, synes at have haft begrænset genklang i noget af den kritik, som anmelderne har rettet mod forfatteren.

Men han har tilsyneladende ikke blik for, at ligegyldigt om der er få og små afgivelser fra den nutidige tekst eller der er mange og store ændringer, begge dele rammer en pæl igennem påstanden om, at Allah selv har sørget for en fuldstændig ufejlbar overlevering til den dag i dag. Eller han overser, at påstanden om koranens direkte guddomstale på uheldig vis blander noget guddommeligt ind i noget højst jordisk-historisk. Det, han får sagt om naturvidenskaben, at de religiøse udsagn ikke har nogen videnskabelig relevans, holder ikke, hvis koranpåstanden er sand. For koranpåstanden lægger noget absolut ned over en højst jordisk hændelse. Man gør en bog med en almindelig jordisk tilblivelses- og overleveringshistorie til et guddommeligt skrift, og dermed tildeler man almindelige jordiske begivenheder i overleveringen af bogen en guddommelig absoluthed; hvilket så omvendt betyder, at bogens guddommelighed bliver anfægtet af videnskabelige opdagelser om netop denne bogs tilblivelse og overlevering.

Noget sådant er ikke tilfældet for de kristnes helligskrift, bibelen. Her hjælper tværtimod den videnskabelige tilgang os med bedre at kunne forstå bibelens ord.

Vi har således i den kristne tro på Jesu opstandelse en påstand, der så tydeligt unddrager sig videnskabelig undersøgelse. Men vi har også en række ord i Det ny Testamente, der skal forklare os, hvilket liv der udspringer af troen på Jesu opstandelse. Vi har f.eks. det mærkelige ord om at hade far og mor, Luk 14,26. Men inden vi går i gang med at hade vore forældre, er den historisk-kritiske videnskab i stand til at fortælle os, at aramaisk, Jesu modersmål, brugte ”hade” og ”elske” til at sige, at man foretrak noget frem for noget andet, og at dette, at man skal ”hade far og mor”, derfor betyder det samme som det, Matthæus har oversat over dette Jesus-ord med: ”at den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd” (Matt 10,37-38), se evt. her. Det kan også være svært nok, for det betyder jo, at man tænkes at gribes i den grad af sandheden i Jesu ord, at man holder fast ved dem, selv om man trues på livet, og selv om far eller mor formaner én til at lade være med at holde sig til sandheden.

Og lige forud for dette mærkelige ”hade-forældre-ord” har vi lignelsen om det store gæstebud, Luk 14,15-24. Også dette ord har en parallel i Matthæusevangeliet, nemlig i lignelsen om kongesønnens bryllup, Matt 22,1-14. Dog fortæller de videnskabelige undersøgelser os, at det denne gang er Lukasevangeliet, der ”har ret”. For den bemærkning, der står i Matt 22,7 om kongen, der brændte mordernes by, hentyder tydeligvis til Jerusalems ødelæggelse år 70 e. Kr., og frem for at betragte det som en profeti, som Jesus fremsatte, vil almindelig husmandslogik hævde, at der i den mundtlige overlevering af lignelsen er blevet tilføjet denne bemærkning, og at dette viser, at Matthæusevangeliet er blevet til efter år 70.

Så i al almindelighed gælder det for Det ny Testamente, at den almindelige kritisk-videnskabelige tolkning snarere hjælper end forhindrer den kristne i hans bibellæsning.

Det kan man som anført ikke sige om koranen, i hvert fald ikke, hvis koranen skal betragtes som Guds eget ord, åbenbaret til Muhammed gennem englen Gabriel.

Jeg har været en del optaget af disse historiske begivenheder, der modbeviser koranens guddommelighed. F.eks. har jeg her nævnt, at man i Basra har fundet nogle ældgamle moskéer, der har en bederetning, som snarere er Jerusalem end Mekka. Derved bliver det ord om ændring af bederetningen (qiblaen), som står i koranen (2,142(3)-148), et uægte koranord, for Basra blev først muslimsk efter Muhammeds død.

Dette er noget, Tom Holland er opmærksom på, men han bruger kun denne iagttagelse om den ændrede bederetning til at sandsynliggøre sin teori om, at Muhammed ikke har levet i Mekka, men i en by nær ved det nuværende Petra ved Dødehavet. Det vender Mohammed Amin sig imod. Han skriver:

Jeg finder det mere interessant, hvad han [altså Holland, rr] skriver om de tidlige moskéer, han nævner. Men jeg ville gerne have flere data, f.eks. om hvad man véd om andre moskéers orientering, og noget om, hvorvidt de andre moskéer, han nævner, peger i samme retning.

Noget kunne tyde på, at det ville være gavnligt, om vi i den vestlige verden mere målrettet gik efter at finde ting, der kan modbevise koranens guddommelige ophav. Havde f.eks. Holland gjort det i stedet for at være optaget af at fjerne Mekka fra den ældste muslimske historie, så var måske Amin blevet klar over det angreb, koranen bliver udsat for gennem fundet af de gamle moskéer, og så havde han måske ikke været så ivrig efter at få serveret flere data.

Oplysningen om den anderledes bederetning på moskéer findes her. Her henvises der til en bog af Dan Gibson ”Early Islamic Qiblas”. Men denne nedgøres på en hjemmeside af David King, se her. Så man véd ikke rigtig, hvad man skal tro.

Dog er der også andre indvendinger imod koranen som guddommeligt skrift, se her.

Men alt i alt: Mohammed Amin vil gerne være en vestlig videnskabsmand. Og det er han sikkert også, hvad naturvidenskab angår, men han tillader sig, hvad historiske kendsgerninger angår, at overse ikke så få for muslimer prekære ting.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther, Ny testamente og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.