Arme Luther!

Karsten Møller Hansen er sognepræst i Taarnby på Amager, og han har den 5-7 begået en kronik i Berlingske, se her, der på en mærkelig måde vistnok ender med at være luthersk, selv om han undervejs foretager de mærkeligste krumspring for at komme uden om den mand.

Han nævner i begyndelsen de syv dødssynder: vrede, misundelse, dovenskab, liderlighed, frådseri, forfængelighed og hovmod og får så sagt en masse kirkehistoriske forkertheder om dem, heriblandt noget om Luther, men ender med at tolke dem på sin egen lidt spidsfindige måde, så der tilsyneladende alligevel kommer noget rigtigt og nutidigt ind i billedet. Til sidst skriver han:

Alternativet til frådseri er ikke fattigdom, men generøsitet. Alternativet til stolthed er ikke ydmyghed, men en sund stolthed. Alternativet til liderlighed er ikke cølibat, men kærlighed. Jeg holder meget af vores land. Der er ingen andre steder, jeg hellere vil bo. Men vores manglende stolthed er lige dele hovmod og falsk ydmyghed.

Midt imellem enten kun at være optaget af dig selv eller kun at holde dig selv nede for at kunne være sammen med de andre, ligger en verden, hvor vi deler ud til hinanden af alt det, som vi gør os umage med at være.

Og det er jo ikke så dårligt sagt. Det er oven i købet en smule luthersk. For Luther var jo om noget optaget af, hvordan evangeliet kunne give mennesket frihed til at være sig selv. Og det er vist nogenlunde dèr, Karsten Møller Hansen ender.

Problemet er så blot, at vi, før vi når frem til denne lykkelige slutning, skal så gruelig meget ondt igennem.

Han begynder med at slå fast, at mennesket er skabt i Guds billede. Blot har mennesket også en evne til at gøre det gode, det besidder, til noget ondt, ondt for andre og ondt for sig selv. Derfor skal mennesket korrigeres. Og til det brug er tanken om de syv dødssynder velegnet. Blot er tanken om synd noget, nutidsmennesket ikke gouterer. Og, hedder det så,

Det er desværre kirkens egen skyld. Eller rettere, det var Luthers skyld. Denne kloge mand så ikke meget gudskabt i mennesket. I stedet totalbestemte Luther mennesket som synder.

Den teologiske præmis var selvfølgelig, at kun den, der er synder helt, kan modtage Guds nåde helt, og leve med synden. Problemet er så bare, at da humanismen bredte sig op gennem de sidste par århundreder, og kirkens lære blev for de få, var der ikke nogen, der så sig som syndere i religiøs forstand, og hvis du ikke er synder, hvad skal du så med Guds tilgivende nåde? Hvad skal du tilgives for? Hvilket vil sige, at vi står i kirken og giver folk noget, de slet ikke har spurgt efter.

Og se, så siger han pludselig noget, som jeg har sagt før ham: at forudsætningen for at tale om syndernes forladelse, er, at vi er syndere. Og nægtes den forudsætning, så prædiker kirken noget, som folk ikke har spurgt efter. Det svarer jo grangiveligt til det, jeg har givet udtryk for som min opfattelse. Og så må jeg da blive glad, ikke?

Nej, ikke helt.

Han kommer alt for let om ved den del af kirkens historie, der kommer før Luther. Det er, som om han tror, at Luthers totalsyndighedsforståelse springer ud af den blå luft. Det gør den ikke. Den var tværtimod en klar videreførelse af tanker fra Augustin, der var en levende virkelighed hele middelalderen igennem.

Middelalderens historie beskrives således af Karsten M. Hansen:

Fra det 4. århundrede med Evagrius, gennem Thomas Aquinas, forbi Dante og helt op til det 16. århundrede spillede de syv dødssynder; vrede, misundelse, dovenskab, liderlighed, frådseri, forfængelighed og hovmod en afgørende rolle i menneskets forståelse af, hvordan man bedst lever et godt liv. Gennem klostervæsenet, kirkens lære, universiteterne, og store litterære værker som Den Guddommelige Komedie og Canterbury Fortællingerne bredtes dødssynderne ud til ethvert menneske.

Det kan da godt være, at man gjorde en del ud af de syv dødssynder. Men de blev set i en helt anden sammenhæng end den, de her sættes ind i.

Hvis vi i stedet for ser på munkevæsenet, får vi et meget bedre billede af, hvad der kendetegnede middelalderen, og hvad der skete med den lutherske reformation.

Fra Augustin havde man arvet den tanke, at menneskets tre drifter, kønsdriften, driften efter legemlige behageligheder og driften efter social anerkendelse, var onde, var udtryk for arvesynden i mennesket, eller var en ændring af menneskets væsen, opstået ved syndefaldet i Edens have. Når derfor munken aflagde sine tre munkeløfter, lovede han at gøre sit yderste for at bekæmpe disse tre drifter. Han lovede cølibat og skulle derfor bekæmpe kønsdriften, han lovede fattigdom og skulle derfor bekæmpe driften efter legemlige behageligheder, og han lovede lydighed og skulle derfor bekæmpe driften efter social anerkendelse.

At bekæmpe kønsdriften kunne munken vel så nogenlunde have held med. Og at bekæmpe driften efter legemlige behageligheder kunne han også på forskellig vis gøre sig umage med; han kunne faste til bestemte tider, han kunne gå med en stikkende ubehagelig undertrøje, eller han kunne som franciskanerne give afkald på behagelig transport på hesteryg eller i vogn og nøjes med apostlenes heste. Men driften efter social anerkendelse kunne han ikke holde nede, specielt ikke, efter at tanken om skærsilden og de overskydende gode gerninger var blevet almindelig. For i hele dette tankesystem indgik munkes og nonner såkaldt gode gerninger: fromme bønner midt om natten, faste, afholdenhed fra den altid syndige kønslige omgang; alt sådant betragtedes af almindelige mennesker som nødvendige ingredienser i det store regnskab; for hvis ingen udøvede sådanne overskydende gode gerninger, hvordan skulle der så kunne være overskydende gerninger at sælge af i det forråd, den såkaldte thesaurus ecclesiae, kirkens skat, hvorfra paven solgte aflad, så man ved at købe aflad undgik et vist antal år i skærsilden?

Og så længe dette tankesystem holdtes vedlige, nød munke og nonner godt af andre menneskers anerkendelse. Man anså dem for fromme mennesker, man mente, de stod nærmere Gud end almindelige mennesker, man ærede dem ved at give dem underhold og gode bygninger at bo i.

Hele dette system brød Luther i stykker. Men det mærkelige er – det har Karsten Møller Hansen ret i – at Luther brød systemet ned ved at gennemføre en totalbestemmelse af mennesket som synder. Det, som man middelalderen igennem kun havde gennemført halvt, eller gennemført på en hyklerisk måde, det gennemførte Luther helt. Det var ikke muligt for mennesket at bekæmpe drifterne, mente han, de var der, og de blev der. Hvad man kunne, og hvad man skulle, var at sætte dem ind under Guds tilgivelse og så ellers bruge de midler, Gud havde givet for at holde de værste udslag af dem i tømme.

Kønsdriften holdtes i tømme gennem ægteskabet. Det betød ikke, at den ægteskabelige akt blev syndfri, ikke i Luthers øjne, men dens værste unoder blev begrænset. Driften efter legemlige behageligheder holdtes i tømme gennem de økonomiske kræfter; de havde til opgave at sørge for en rimelig fordeling af goderne. Og driften efter social anerkendelse holdtes i ave af statsmagten; den lydighed, man skyldte sin fyrste, også om han var uretfærdig, var nødvendig for at holde denne drift nede.

Man ville måske tro, at kønsdriften blev udslettet ved munkelivet. Men nej, mente Luther, hvis et mandfolk mærkede kønsdriften tage ved sig, skulle han gifte sig. Her gjaldt nemlig Paulus’ ord i 1 Kor 7,9, at det er bedre at gifte sig end at brænde af begær. Og så bliver der ikke mange tilbage i klostrene. For hvis dette er Guds råd, så nytter det jo ikke at bede om Guds hjælp til at bekæmpe de udslag, denne drift giver sig også i munkelivet.

Alle disse tanker var en bombe under de hidtidige forestillinger. Munke i hobetal forlod deres klostre. Borgere i byerne rankede ryggen i bevidstheden om, at gode gerninger herefterdags var gavnlige gerninger. Og kirkerne fyldtes af mennesker, der søgte den tilgivelse, gennem hvilken de fik Guds godkendelsesstempel på trods af deres medfødte synd.

Og én ting mere: præsterne giftede sig. Det havde i det lange løb den konsekvens, at forestillingen om drifterne som syndige ikke kunne bibeholdes. Allerede Luther har i en bryllupsprædiken fra 1531, se her, sagt, at Gud godt kan lide en sådan brunst, og at de to, når en sådan brunst og kærlighed – læg mærke til, hvordan han sidestiller de to begreber – forbliver aktiv, vil opæde hinanden af stor kærlighed, en bemærkning, han dog udelader i en udgave fra 1536, som også er forsynet med et tillæg om brunstens indbyggede syndighed. Og de gifte lutherske præster, der i deres ægteskab måtte give ham ret i disse betragtninger, fastholdt vel totalsyndighedstanken, fordi den var fastholdt af Luther, og fordi den forekom from, men de udskiftede efterhånden den næsten legemliggjorte syndighed med nogle psykologiske betragtninger, noget, som mange teologer i vore dage også forsøger sig med. Og det lader sig ikke gøre.

Det kan siges at være den lutherske kirken forbandelse i vore dage. Vi vil så gerne være gode lutheranere og derfor prøver vi med mange tricks at fastholde den totalsyndighedslære, som han stod for. Men fordi vore mange alvorlige Luther-forskere ikke har opdaget, at der netop, hvad totalsyndighedslæren angår, er opstået en kløft mellem Luthers tid og vor tid – en kløft, som der ikke kan bygges bro over – derfor griber man til mange forskellige udveje for at nå frem til det lutherske mål: at forkynde det glade budskab om Guds nåde.

Nogle prøver som sagt at fastholde menneskets totale syndighed ved hjælp af forskellige psykologiske forklaringer. Andre forsøger sig med andre midler, f.eks. som Karsten Møller Hansen med det middel at bruge de syv dødssynder som udgangspunkt for nogle moderne tanker om at turde være sig selv. Det er nu ikke så heldigt et greb. Han er jo f.eks. nødt til at forvandle dødssynden ”hovmod” til det delvis anerkendte begreb ”stolthed”, i hvert fald mener han jo, det er anerkendelsesværdigt, hvor det er en sund stolthed, der er tale om.

Jeg vil imidlertid, som man nok kan tænke sig, gå en helt tredje vej. Jeg vil foreslå, at man tænker i relationer, at man altså forstår begrebet ”Guds tilgivelse” som et udtryk for, at relationen mellem mig og min Gud er genoprettet. Ikke noget med så og så mange synder, der alle sammen er tilgivet. Ikke noget med at skulle føle sig som en stor synder, før man kan modtage syndernes forladelse. Blot dette, at forholdet til Gud er, som det skal være.

Jeg har før gjort opmærksom på det foredrag af Sørine Gotfredsen, som jeg i oktober 2018 hørte i et emeritus-konvent, se her. Hun havde fortalt om, hvordan hun havde undret sig over sin trang til at undlade at gøre det gode, og tidligt havde haft en fornemmelse af, at der var skyggefulde kræfter på færde. Og her tillod jeg mig at indvende, at jeg aldrig havde kendt til den slags fornemmelser, men at det ikke betød, at jeg mente at have noget at prale af. For alle de gode egenskaber, jeg måtte have, var egenskaber, der var skabt af de fællesskaber, jeg stod i; jeg havde bare glædet mig over den samhørighed og den lyst til hinanden, der prægede disse fællesskaber, så var det hele gledet som en leg. Hvad jeg mente, vi skulle prædike i stedet for den evindelige prædiken om syndernes forladelse, var taknemlighed, taknemlighed for åndens virken i vore fællesskaber, så tilliden blev hel, taknemlighed over den måde, samkvemmet med de andre forløb på, så vi kom til at befinde os godt i hinandens selskab, taknemlighed over alle de små og store, drilske og alvorlige, underforståede og ligefremt udtrykte ytringer af samhørighed, der prægede os i de fællesskaber, vi levede i.

Det er den måde, vi bedst kan efterleve Luthers prædiken på. For han var, som jeg siger i en afhandling om hans prædikener over bjergprædikenen, ikke lutheraner, se her, han var ikke interesseret i at prædike synderne og disses forladelse, som man ville formode, når det er bjergprædikenen, han skal prædike over.

I bjergprædikenen står de velkendte ord:

I har hørt, at der er sagt: ‘Du må ikke bryde et ægteskab.’ Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte. (Se her).

Og det er da klart, siger den moderne lutheraner, her strammer Jesus loven, så det bliver ganske umuligt at overholde den, i den hensigt, naturligvis, at vi skal henfly til Guds tilgivelse. Og det venter man derfor at finde hos Luther i hans prædiken over dette ord. Men ikke, om man finder det. Man kan selv se efter her.

I denne prædiken vender Luther sig både mod dem, der drager ud i ørkenen for at leve et kysk liv, og mod dem, der mener, det er syndigt at lade mænd og kvinder omgås frit. Om de sidste hedder det:

Du må godt have lov til at se på ethvert kvinde- eller mandsbillede, men pas på, at begæret udebliver. For det har Gud forordnet, at enhver skal have sin ægtehustru eller ægtemand, og at han skal knytte sin lyst og sit begær til hende eller ham og lade denne lyst og dette begær få retning derhen imod. Kan du lade det blive ved det, så under Gud dig det rigtignok, ja han udtaler sin velsignelse over det og finder velbehag i det, eftersom det er hans ordning og skabelse. (celle 17).

Luther er forunderlig folkelig i disse prædikener. Han henvender sig til almindelige mennesker i Wittenberg og synes sine steder, som f.eks. i ovenstående citat, at have glemt det, han fremhæver andre steder, at brunsten, altså den lyst og det begær, ægtefællerne har til hinanden, er udtryk for arvesynden. Nej, hedder det her, det er Guds ordning og skabelse.

Så skal han ganske vist lige slå et slag omkring Paulus’ ord i Rom 7,18 om, at der i hans kød ikke bor noget godt, men straks derefter, i celle 31, hedder det så:

Men at nogle her har disputeret og nøje undersøgt, om det også er synd, når én begærer en kvinde til sin ægteskab, eller omvendt en kvinde begærer en mand, det er naragtigt, og begge dele er spørgsmål, der er stillet imod skriften og naturen. For hvordan skulle mennesker blive ægtefolk, hvis de ikke havde lyst og kærlighed til at være sammen? Ja, det er jo derfor, Gud har indgivet brud og brudgom en sådan brunst, ellers ville enhver flygte fra ægtestanden og undgå den. Derfor har han i skriften påbudt begge parter, både mand og kvinde, at de skal have hinanden kær, og han har vist, at han har velbehag i det, når mand og kone kommer godt ud af det sammen.

Den snusfornuft, der præger Luther her, står godt til vore dages opfattelse af kønsdriften. Så Karsten Møller Hansen behøver ikke springe Luther over på grund af hans totalsyndighedstanke. Der er ved siden af den en gedigen folkelighed, som slår igennem både her og dèr. Blot er vi altså nødt til at anskaffe os en stor teologisk si, så vi kan frasi alle Luthers forestillinger om drifterne som udtryk for synd.

Til sidst blot to ting.

I den gamle oversættelse af Matt 5,27 stod der, at enhver, der ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte. Det er muligt, det lyder mere dagligdags med den nuværende oversættelse, den med det lystne blik, men den nye oversættelse flytter fokus hen på enkeltmennesket på en måde, der måske ikke var hensigten; som om selve dette at lade sit blik følge den andens runde former er synd. Der kan dog i det oprindelige udtryk ”så at han begærer hende” ligge en antydning af, at der her medtænkes den kvindelige modtager, så blikket bliver et syndigt blik, fordi det inviterer til hor.

At det syndige blik er syndigt, fordi det er inviterende, har Luther antydet i begyndelsen af prædikenen, hvor han siger, at Jesus konkluderer,

at ægteskabsbrud også kan ske med øjnene, med ørerne, med munden, og allermest med hjertet; f. eks. når man ser på en kvinde, eller driver spøg med hende, ja tænker på hende med ond lyst. (celle 3).

Jeg tænker på det, at Luther her ikke kan nøjes med blikket, men føjer til: driver spøg med hende. Så ligger invitationen nær. Og det er den, der er syndig, for, som Luther siger i det før angivne citat, celle 17, en sådan lyst og et sådant begær skal man kun give sin ægtefælle.

Men har Gud da befalet os at ”nøjes med” vores ægtefælle?

Det har han jo i det sjette bud. Men vi er fra kirkens side sædvanligvis ophørt med at prædike det sjette bud som noget, vi skal overholde; vi vil så nødigt anses for snerpede. Og dog véd de fleste af os godt, at det er bedst – om ikke andet, så for børnene – at ægtefæller holder sammen livet ud.

Men der er mere at sige om dette sammenhold end lutter moralisme. Jeg har her prøvet at skildre en side af menneskets udviklingshistorie ud fra en Luther-prædiken fra 1538 over Mark 7,31-37. Luther bruger i den prædiken ordet ”Effata”, ”luk dig op” til at undre sig over barnets udvikling: børnene fødes, siger han, uden ører og sjæl, men i løbet af et år har de ved et mirakel fået sjæl og tunge, dog er det er mirakel, der er så almindeligt, at vi ikke mere ser det som et mirakel.

Og så prøver jeg at antyde, hvordan hormonet oxytocin ikke blot binder barnet til sin mor, men også binder de to ægtefæller sammen. Så det er dette hormon, der ikke blot gør os modtagelige overfor det lille barns kluntede bevægelser og prøvende sprogtilegnelse, men også får os til som mænd at betages af kvinder, og – måske – kvinder til at betages af mænd, så det forunderlige fænomen, der hedder forelskelse, kan opstå. Men det mærkelige ved dette hormon er, at det er personfikseret. Barnet binder sig ikke til hvem som helst, men netop til sin mor. Og moderen elsker ikke et hvilket som helst barn, men netop sit eget barn. Ligeledes: manden binder sig ikke til enhver kvinde, men netop til hende, han har fået et ja-ord fra, og kvinden heller ikke til en hvilken som helst mand, men kun til ham, hun har givet sit ja-ord.

Det er mere end god moral, der afgør dette. Det er den menneskelige udviklingshistorie, der har givet os hormonet oxytocin, som lader os binde os til hinanden.

Noget kunne tyde på, at dette hormon har gjort sin virkning i Luther, så han, ham selv uafvidende, i ikke så få tilfælde har sat totalsyndighedstanken på pause.

Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.