Muhammed og koranen

Da jeg for en to-tre år siden arbejdede med Luthers oversættelse af Richardus’ skrift imod koranen – et skrift, som jeg lagde ud på min hjemmeside om Luther, se her – skrev jeg i et indlæg om Richardus, se her, at det forhold, at Muhammed gennem sine ”åbenbaringer” får lov til at bryde en ed, han har aflagt, betyder, at vi må forkaste den opfattelse, at koranen er blevet til på nogenlunde samme måde som toraen. Hvad toraen angår, kan man sige, at jøderne har haft en masse lovbestemmelser, som de kan tildele stor autoritet ved at tilskrive dem en fortidig, fiktiv person, som har fået bestemmelserne fra Gud selv. Og der har været dem, der vil sige det samme om koranen, fordi vi véd forbavsende lidt om både Muhammed selv og koranens tilblivelse.

Men det mener jeg ikke går an. Vi er, mente jeg dengang – og mener jeg stadig – igennem de tilladelser til løftebrud, som Allah giver Muhammed, nødt til at antage eksistensen af en virkelig Muhammed. For ingen ville være så dum at opdigte sådanne tilladelser, slet ikke da, når der var tale om gennem disse tilladelser at tilfredsstille Muhammeds ovenud store sexlyst.

Ud fra de to tilfælde, som jeg omtalte i dette indlæg, kan man drage to konklusioner. 1) Man kan argumentere for, at koranen af den grund ikke kan være Guds ord, for det er umuligt at forestille sig, at en guddom kan give tilladelse til løftebrud. 2) Man kan argumentere for, at Muhammed med stor sandsynlighed må have eksisteret, for ingen senere muslimer ville finde på at lave sådanne beretninger, hvis man ville sandsynliggøre, at Muhammed virkelig var Guds profet.

Her vil jeg prøve ved hjælp af to citater at vise, at samme dobbelte argumentation kan anvendes på mange andre koranvers.

Det ene citat stammer fra Robert Spencers bog ”The History of Jihad”, side 17:

Jesu ord og gerninger i evangelierne kan kendes og studeres uafhængigt af spørgsmålet om deres historicitet. Det samme gælder for Muhammeds ord og gerninger. Islams grundlæggers ord og gerninger og de forskellige begivenheder, som dannede islam som en religiøs og politisk magt, danner grundlaget for den islamiske tro indtil vore dage. Eftersom islam har en stigende tilstedeværelse i Vesten, burde disse elementer i islam kendes, uanset om de har historisk værdi eller ej.

Mange af nøgleelementerne i Muhammeds liv og i de hundrede år efter hans død, som berettes af de tidlige muslimske historikere, fandt sandsynligvis aldrig sted, men eftersom de er en del af den islamiske tro og den islamiske verdensanskuelse indtil i dag, er det vigtigt, at de, hvis liv i stigende grad blive påvirket af denne lære, kender og forstår disse elementer.

Og så går Robert Spencer ellers i gang med at referere, hvad den ældste muslimske biografi af Muhammed, den af Ibn Ishaq, fortæller om hans liv. Og han gør det altså uden at fortabe sig i spekulationer over den historiske sandhed. Hans sigte er ikke at finde den historiske sandhed om Muhammed, men er at finde ud af, hvad muslimer i dag mener om Muhammed og hans liv. For dagens muslimer tager jo i al almindelighed disse fortællinger for pålydende.

Det andet citat stammer fra en bog ”Mohammed und der Koran” fra 1957, skrevet af en kendt islamforsker, Rudi Paret, som har leveret en oversættelse af koranen til tysk. Det gode ved den bog er bl.a., at den stammer fra en tid, hvor det endnu ikke var blevet skik for en videnskabsmand, der ville vinde anerkendelse, at føle sig forpligtet på at undskylde islam. Islam var dengang en lidt misliebig religion, som kun kunne interessere specialister.

På side 119 skriver Paret om koranens vidnesbyrd:

Det første indtryk, vi får, når vi læser de enkelte koransteder, er forvirrende. Intetsteds aftegner det sig i klare billeder, hvad der virkelig er sket. Overalt finder vi mere eller mindre dunkle henvisninger – antydninger af begivenheder eller situationer, som vi først må finde ud af ved hjælp af andre overleveringer, før vi overhovedet kan begynde at forstå dem. Det ville være ganske umuligt på baggrund af den slags koranske forkyndelse at rekonstruere forløbet af blot en enkelt krigshandling. Således bliver der f.eks. i Sura 8,7f hentydet til slaget ved Badr på følgende måde:

”Da Allah lovte dere at en av de to parter skulle tilhøre dere, og dere ønsket at den ubevæpnede skulle tilhøre dere. Men Allah ønsket å slå fast sannheten i Sine ord og å skjære over de vantros rot. Så Han kunne grunnfeste sannheten og la løgnen gå til grunne, selv om også synderne hatet (det)”. (Se den norske oversættelse her vers 8 og 9).

Man må i forvejen vide, at muslimerne egentlig kun ville angribe den mekkanske karavane (”den ubevæbnede”) og først efterfølgende måtte beslutte sig til et regelret slag imod den hær, der rykkede frem for at beskytte karavanen, for bare i nogen måde at kunne forstå koranteksten.

Paret fortsætter med at bruge vers 43 fra samme sura som eksempel, her efter den norske oversættelse:

Da dere var på den nærmeste side (av dalen) og de (vantro) var på den fjerneste side, og karavanen var lavere enn dere. Og om dere skulle ha truffet en avtale (med fienden om slaget), så ville dere visselig ha vært uenige om avtalen. Men (Vi brakte møtet i stand) for at Allah kunne fullende en sak som (allerede) var besluttet, for at den som var gått til grunne ved (å forkaste) et klart tegn, kunne gå til grunne, og for at den som allerede levde ved (å ha antatt) et klart tegn, kunne leve, og Allah er visselig Althørende, Allvitende. (Se den norske udgave her, vers 43).

Spencer udbygger også sin skildring af begivenhederne omkring Muhammed med koranvers, ikke fordi han er 100% overbevist om den historiske sandhed, de bringer, men fordi han vil vise os, hvordan den nutidige fromme muslim tolker disse koransteder. Han citerer f.eks. sura 3,13 for at understrege koranens forklaring på sejren ved Badr, at det var Allah, der hjalp muslimerne. Her lyder den norske oversættelse (som er vers 14):

Sannelig, det var et tegn for dere i de to hærer som støtte sammen; den ene hæren kjempet for Allahs sak, og den andre var vantro. Og de (troende) så dem med egne øyne som dobbelt så mange som dem selv. Og Allah styrker med Sin hjelp hvem Han vil. Sannelig, i dette er det lære for dem som har øyne. (Se her).

Han henviser også til sura 3,124-127:

Og Allah hadde (allerede) hjulpet dere ved Badr, da dere var svake. Ta derfor Allah til Beskytter, slik at dere kanskje blir takknemlige. Da du sa til de troende: Er det ikke nok for dere at deres Herre vil styrke dere med tre tusen nedsendte engler? Jo, om dere er utholdende og rettferdige, og de kommer over dere plutselig, så vil deres Herre styrke dere med fem tusen voldsomt angripende engler. Og Allah har bare gjort det til et gledelig budskap for dere, og for at deres hjerter må berolige seg ved det. Og hjelpen kommer bare fra Allah, den Allmektige, den Allvise. (Se her).

Interessant nok henviser Spencer også til sura 8,18:

Dere drepte dem da ikke, men Allah drepte dem, og du kastet ikke da du kastet, men Allah kastet, så Han kunne prøve de troende med en god prøvelse fra Seg, sannelig Allah er Althørende, Allvitende. (Se her).

Det er interessant, fordi Robert R. Reilly henviser til det samme vers, se her. Men hos Spencer får vi den oplysning, at den person, der kastede, men altså ikke kastede alligevel, fordi det var Allah, der kastede, var Muhammed. Det fortælles nemlig om ham, at han under slaget kastede nogle småsten imod fjenden med tilknyttede forbandelsesord. Så vil man sige, at det var Muhammeds magiske kraft, der hjalp muslimerne, er det altså forkert; det var Allah, der kastede stenene.

Men hvad så, når muslimerne taber i krigen? Er det så Allahs skyld? Robert Spencer opfatter sura 3,153 som en forklaring på muslimernes nederlag ved Uhud-bjerget. Her hedder det:

Og Allah har visselig oppfylt Sitt løfte til dere, da dere slo og ødela dem med Hans tillatelse, inntil det tidspunkt da deres mot sviktet dere og dere stred om befalingen imellom dere, og dere ble ulydige etter at Han hadde vist dere det dere elsket. Blant dere er det noen som ønsker denne verden, og blant dere er det noen som ønsker den kommende. Så vendte Han dere bort fra dem for å prøve dere, men Han har visselig tilgitt dere. Og Allah er rik på nåde mot de troende. (Se her).

Nederlaget skyldes, efter denne teori, at der var nogle blandt krigerne, der ønskede sig denne verden. Og åbenbart har Allahs almagt ikke rakt så vidt, at han har kunnet ændre på denne indstilling. Man kan også bemærke sig, at en forklaring på, at menneskene rammes af noget ondt, en forklaring, der forekommer blandt kristne, dukker op her: det skyldes, at Gud vil prøve mennesket.

Og vil man nu stille spørgsmålstegn ved, om nu også koranordene skal tolkes ud fra disse historiske begivenheder, så mener jeg, man med sindsro kan følge Robert Spencer i det spørgsmål: sådan tolker de muslimske lærde selv koranordene. Det gælder Ibn Ishaq og den noget senere Al-Tabari, og det gælder mange andre lærde også plus en lang række haditter: de bestræber sig på at gøre sådanne koranord forståelige, og – mener de – det kan kun gøres ved at henføre dem til begivenhederne i Muhammeds liv.

Det samme må siges om de tilladelser til løftebrud, jeg omtalte i begyndelsen. Man kan læse Richardus’ beretning om det her. Her anbringer Richardus baggrundshistorien først, i #103, og først i #104 citerer han koranstedet, som er sura 66,2, hvor der står:

”O profet, hvorfor forbyder du dig det, som Gud har tilladt? Vil du gøre dine hustruer tilpas? Gud har hermed fastslået, at du har lov til ikke at holde din ed”.

Og her spørger man sig selv – ganske som ved koranordene om krigen – hvordan man dog skulle kunne fatte, hvad der er tale om, hvis ikke baggrundshistorien oplyser det for os. Historisk er det selvfølgelig et problem, at disse forklaringer på de uforståelige korantekster først foreligger i skriftlig form mellem 150 til 200 år efter Muhammeds død. Men det uforståelige ved teksterne lader os på den anden side drage den slutning, at en senere forfatter nok ville have gjort dem umiddelbart forståelige, hvorfor de må tilskrives Muhammed. Hvilket vil sige, at vi med rimelig stor sikkerhed kan sige, at der på det tidspunkt, den muslimske tradition fortæller det, har eksisteret en sexglad krigsherre, der tilskrev både sine sexuelle udskejelser og sine sejre en åbenbaring fra den guddom, han forkyndte som den eneste guddom.

Dog, vi lader de historiske spidsfindigheder ligge og vender tilbage til Robert Spencers korrekte iagttagelse: at man kan kende og studere både Jesu ord og koranens ord uafhængigt af deres historicitet. For dette må jo inspirere til at spørge: Kan man tage Muhammed som et eksempel på et perfekt menneske ud fra disse koranord? Og: Kan man tage Jesus som et eksempel på et perfekt menneske ud fra ordene i evangelierne?

Lad os begynde med Jesus og tage de ord frem, som jeg nogle gange her på bloggen har beskæftiget mig med, Luk 6,37-38:

Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«

Hvis man oversætter som her: ”..skal man give jer i favnen…”, er man allerede kommet med den fortolkning, at det sted, hvor man ikke skal dømmes, ikke fordømmes, opnå tilgivelse og få givet, er ved den himmelske dom ved verdens ende. Men hvis man oversætter det, der faktisk står i den græske grundtekst: ”.. skal de give jer i favnen ..”, kan man opfatte det sted, hvor der ydes gengæld for ens gerninger, som menigheden, og dem, der yder det, som de andre medlemmer af menigheden. Baggrunden for disse formaninger er så den, at mennesket er et resonansvæsen: som det bliver tiltalt, sådan svarer det tilbage, tiltales det med forståelse, svarer det med forståelse, tiltales den anden med rethaveriskhed, opildnes der også rethaveriskhed i den anden.

Og vil man mene, at Jesus selv rettede sig efter den formaning – hvad der jo kan være rigtigt nok – må man indrømme, at Jesu død bliver det næsten stærkest tænkelige modbevis på, at mennesket er et resonansvæsen, for jøderne råbte jo ”korsfæst ham” imod ham, selv om han havde levet i overensstemmelse med den tanke, at velvilje mødes med velvilje.

I så fald bliver Jesu opstandelse Guds hårdnakkede protest: Jo, mennesket er et resonansværen, jo, mennesket svarer igen på kærlighed med kærlighed. Og oldkirkens sejr i romerriget i kraft af martyrernes udholdenhed bliver et lige så utroligt ”bevis” på, at det virkelig forholder sig sådan.

Derfor: Vil du deltage i menighedens lovprisning af den opstandne, ligger der deri en formaning til dig om at møde din næste med indlevelse og forståelse, med kærlighed og tilgivelse, med imødekommenhed og accept. Og det er noget, du opfordres til at gøre, ikke fordi der ligger en høj moral deri, men fordi du derved får dit liv til at lykkes, for du kommer til at leve i et tillidssamfund og ikke et frygtsamfund.

Sådan vil det være at tage Jesus som sit idol, at betragte Jesus som det perfekte menneske.

Anderledes vil det være at betragte Muhammed som det perfekte menneske.

Så hedder det, at det, der bestemmer over mennesket, er dets frygt, frygt for døden og frygt for at blive sat udenfor det gode selskab. Så bliver idealmennesket Muhammed et menneske, der sejrede ved åbenlys magtanvendelse, et menneske, der fik andre til at tro på sin guddommelige sendelse i kraft af, at han vandt sejr i de krige, han førte. Beviset for, at han er udsendt fra Gud, ligger i, at Gud skabte frygt i fjendernes hjerter, så de løb deres vej. Det vil sige: beviset ligger i, at han formåede at slå sine fjender ihjel.

Og vil du være en del af dette fællesskab, så får du ganske vist lov til at herske over dem, der står under dig i værdighed, men du må til gengæld bøje dig for dem, der står over dig. Og vil du ikke det, prøver dette fællesskab at lære dig det på den hårde måde. Dette gælder også, hvis du er født ind i det muslimske fællesskab.

Det betyder også, at det, der tæller, ikke er argumenter, men magt. Står et menneske over dig, kan du ikke argumentere imod ham, du tænkes at bøje dig uden vrøvl for hans ordrer. Jeg véd ikke, om det af den grund er lettere for en muslim at leve her hos os. For her er der jo mange laverestående individer, en muslim kan afreagere på. Uriasposten offentliggjorde for nogen tid siden en video, der viste en muslimsk stor dreng overfalde en dansk dreng og tvinger ham til at kysse sin sko, se her. Den slags begivenheder er ikke ualmindelige her i landet.

Til sidst: Jeg har her gengivet noget af en artikel, som en muslim, der ikke mere er muslim, Eddie Mohammed Omar, har skrevet til den norske hjemmeside Rights.no. Når det kan være relevant at minde om ham her igen, skyldes det, at man kan forstå på ham, at noget af det, der omvendte ham, var, at han havde svenske venner, der tillod sig at komme med nærgående spørgsmål til koranen og hans påstand om dens guddommelighed. Godt nok kan man forstå på ham, at det var en meget svær tid, han skulle igennem, alle de år, hvor han var plaget af tvivl om sin religion. Men når man læser om hans store følelsesudbrud, da han endelig brød igennem, forstår man, at den svære tid var det værd.

Og man forstår vist også – det vil i hvert fald jeg mene – at vi ikke hjælper vore muslimske landsmænd ved at lade, som om vi anerkender alle deres mærkelige påstande om koranen, eller ved at holde alle de indvendinger imod koranens guddommelighed, som vi har, tilbage. Eddie var aldrig kommet ud af islams fangegarn, hvis der ikke havde været nogle venner, der kom med indvendinger. Så al vores pænhed og hensyntagen og ”forståelse” for den muslimske tro er ikke nogen hjælp for muslimerne, men tjener kun til at fastholde dem i den muslimske magtreligion.

Det er jo, hvad islam er. Og det viser sig, når man læser koranen, som de muslimske lærde læser dem.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.