Forarget på de forargede

Den, der er forarget, er mig, denne blogs ejer, og dem, jeg er forarget på, er DR’s journalister. I Tv-avisen den 14-7 begyndte man med en historie om situationen på Ægæerhavet. Man, dvs., DR’s korrespondent Mikael S. Lund, havde fået kontakt med en person, Amjad, som af den græske kystvagt var blevet efterladt midt på havet, som det hed sig, se her. Og han fortalte en efter Mikael S. Lunds opfattelse gruopvækkende historie. Og denne historie brugte journalisten til at udtrykke sin forargelse med.

Han fortalte, at Amjad sammen med 34 andre mennesker, der blev kaldt ”migranter og flygtninge”, var om bord på en gummibåd, som sejlede ud fra Tyrkiet til den græske kyst. De var kommet tæt på den græske ø Samos’ kyst, da de blev overfaldt af maskerede mænd. Amjad fortæller:

Amjad Naim siger, at gummibåden, han sad i, blev omringet af fem kystvagtsskibe ud for Samos.

Bevæbnede græske mænd om bord på et af skibene forsøgte at ødelægge gummibådens motor med en bådshage og trak båden ind til kystvagtens skib.

Ifølge Amjad Naim skød mændene varselsskud i vandet.

– Jeg blev slået med bådshagen på armen. Jeg råbte, at jeg var palæstinenser og søgte asyl. Men de tog bare alle vores ting og så satte de os ned i to små, orange redningsflåder uden mad eller drikke. Det var som om, de så os som monstre og ikke flygtninge, siger Amjad Naim, der på det tidspunkt havde gemt sin mobiltelefon i sine underbukser.

Derefter blev de to både trukket efter et græsk kystvagtskib, indtil trossen blev kappet, kystvagtskibet sejlede bort, og de 34 mennesker blev overladt til deres skæbne. Dog tog et tyrkisk kystvagtskib dem ombord og satte dem af i Tyrkiet. Men, bedyrer Amjad, han vil prøve igen at nå til Europa. For hans kone befinder sig i Holland.

Og se, denne historie er fortalt, både i den Tv-avis, jeg så, og i ovenstående link, som en rigtig snøft-historie. Det er på forhånd givet, hvem der er skurkene og hvem der er stakkels uskyldige mennesker. Ingen overraskelser her. Og forargelsen retter sig udelukkende mod den græske kystvagt. Det er den, der har handlet imod diverse konventioner og menneskerettigheder.

Og som sædvanlig med den slags udsendelser er der en masse ting, der ikke bliver spurgt om. Man ser på sagen udelukkende fra én side, andre synspunkter er man ikke interesseret i.

Der blev jo f.eks. for nogle år siden indgået en aftale mellem EU og Tyrkiet, hvorefter Tyrkiet ville forhindre, at migranter sejlede mod Grækenland fra Tyrkiet. EU skulle så betale Tyrkiet en masse penge som modydelse. Man kunne måske have ventet, at der hos europæiske journalister kunne mobiliseres en vis forargelse, vendt mod præsident Erdogan, fordi han så åbenlyst misligholder denne aftale. Men nej, det var der ikke plads til, hverken på Tv eller på internettet. Eller rettere: det havde man overhovedet ikke blik for, eller hvis man vidste det, udelod man det med vilje, for man vil da ikke ødelægge en god historie. Og for at en historie kan være god, skal man røre de europæiske samvittigheder, fremkalde dybe følelser af, hvor ondt der handles mod disse uskyldige mennesker.

Samme journalistiske holdning viser sig hos journalisterne hos en nyhedskanal, der hedder ”Deutsche Welle”. Mikael S. Lund henviser til en lignende beretning hos dem, se her. Og her forlyder det, at der ikke er tale om et enkeltstående tilfælde, men at man har observeret, at den græske kystvagt nu opererer langt mere aggressivt end tidligere. Og også her er det den, man er forarget på, ikke Erdogan.

Og ingen tvivl om det: vi skal have ondt af de stakkels migranter, der dog her kaldes flygtninge (refugees). Og det er måske ikke særlig sjovt at være afghansk flygtning på vej til Europa. Men alligevel. Vi hører, at sådanne mennesker er nødt til at arbejde sort i Tyrkiet for at kunne overleve. Men vi hører umiddelbart efter, at en sådan flygtning arbejdede 4 måneder på en fabrik i Tyrkiet for at kunne tjene penge til at betale menneskesmuglerne med. Så altså: Ligefrem en sulteløn kan der vel ikke være tale om.

Og det er også lidt mærkeligt, at sådanne årvågne journalister ikke er i stand til at gennemskue det uholdbare i UNHCR’s argumentation overfor Grækenland. ”Grækenland har”, siger man, ”en legitim ret til at kontrollere sine grænser og tage hånd om irregulær migration”, men, fortsætter man, det må man kun gøre, ”når man respekterer international menneskeret og standarderne for beskyttelse af flygtninge”. Der var bestemt god grund til at spørge ind til, hvordan man kan beskytte sine grænser uden at have ret til at drive flygtninge og/eller migranter tilbage.

Det er jo denne selvmodsigelse, der er årsagen til, at EU ikke kan beskytte sine grænser til søs og i stedet må have sine nabolande til at gøre arbejdet. En fuldstændig bagvendt situation. Men ok, sligt interesserer ikke DR’s journalister. Og det er noget af det, der forarger mig.

Sådan set forarger det mig også, at Mikael S. Lund tilsyneladende ikke er klar over, at den græske flåde tidligere har skubbet alle migrantbåde tilbage uden det store vrøvl fra EU’s side. Det gjorde man frem til januar 2015. Syriza var gået til valg på at gennemføre en mere lempelig politik på Ægæerhavet, og da man vandt valget, gennemførte man det. Og da menneskesmuglerne opdagede det, fik vi den store migrant-tsunami fra sommeren 2015 til marts 2016, hvor vist nok samtlige europæiske ledere blev klar over, at et sådant migrantpres var umuligt at håndtere. Selv Sverige indførte transportøransvar for de rederier, der sejlede fra Tyskland til Sverige.

Men dengang betragtede alle journalister tsunamien som en naturkatastrofe, man spekulerede ikke på, hvad årsagen til den store flom af migranter kunne være. Jeg undrede mig dengang over – og var vel også lidt forarget på diverse veluddannede journalister – at et journalistisk nul som undertegnede forholdsvis let kunne finde ud af, hvad årsagen til ”flygtningekrisen” var, mens langt klogere og bedre udrustede mennesker ikke kunne finde ud af det, se her. Og denne forargelse opdager jeg nu stadigvæk sidder i mig.

Vi slutter med Mikael S. Lunds omtale af Amjad Naim:

– Her i Tyrkiet har jeg ingen fremtid, og jeg kan ikke vende tilbage til Palæstina. Så min eneste mulighed er at prøve igen, selvom det er farligt, siger Amjad Naim, der oprindeligt stammer fra Gaza, hvor han tidligere er blevet såret i et bombeangreb.

Er det ikke sikrere at blive her i Tyrkiet, hvor der ikke er krig?

– Jeg kan ikke få arbejdstilladelse her, så vi kan kun blive ansat illegalt til en sulteløn, selvom jeg har læst jura. Og min hustru er i Holland, siger Amjad Naim, der siger, at det ikke er lykkedes ham at blive familiesammenført med hans palæstinensiske hustru.

I stedet ringer han til sin menneskesmugler. Smugleren lover, at der snart vil sejle en ny båd mod Grækenland.

Igen blusser min forargelse op. Hvorfor spørger man dog ikke, hvordan han får råd til at betale menneskesmuglerne, når han kun kan blive ansat til en sulteløn? Det lyder, som om han mener, han er for fin til almindeligt fabriksarbejde, når han dog har studeret jura, og af den grund vil til Holland. Og hvorfor retter journalistens forargelse sig ikke mod Holland? Hvis hans kone har fået opholdstilladelse i Holland, skulle han vel nok kunne blive familiesammenført. Men hun er måske i venteposition i Holland, eller er måske ligefrem en illegal indvandrer. Det kunne man vel nok tillade sig at spørge om. Og dette, at Holland rykker i ham, fordi hans kone er dèr, kunne vel lige så godt vendes om, så hun kom til Tyrkiet, legalt eller illegalt, som det nu kan flaske sig.

Ak, ak, alle de ubesvarede spørgsmål! Men det er vist ikke fra DR, man skal vente, at sådanne spørgsmål bliver stillet.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.