Selvødelæggende kultur

Det er Kasper Støvring, der i Information for den 14-7, se her, skriver om de sortes kultur i USA og muslimernes herhjemme og tildeler begge betegnelsen ”selvødelæggende”.

Det var overskriften og billedunderskriften, der fangede min opmærksomhed. I overskriften hed det:

De røde forbedrer ikke minoriteters forhold, de fastholder dem i en selvødelæggende kultur.

Og i det, der stod under billedet, hed det:

Selvfølgelig findes der racisme, og selvfølgelig skal man bekæmpe den. Men identitetspolitikken forbedrer ikke, den forværrer derimod minoriteternes vilkår: Den fastholder minoriteter i offerrollen, ydmyger dem med medlidenhed og ansporer dem til at reproducere en selvødelæggende kultur,’ skriver Kasper Støvring i denne kronik.

Desværre er der en del buzzwords i disse præciseringer. Og da buzzword netop betyder ord, der bruges af mange, men som kun de færreste kender den præcise betydning af, er det sådan set ret uheldigt. Og man må vist også sige, at artiklen i sig selv ikke giver megen oplysning om, hvor Støvring egentlig vil hen, og hvad præcis han sigter til.

Han begynder med de mange nedrivninger af statuer, citerer Henry Kissinger (Frygt ikke menneskers ondskab, men deres selvretfærdighed) og når på den måde frem til de venstreorienteredes selvretfærdighed, som han ser som noget, der står bag statueødelæggelserne, og så hedder det:

Selvretfærdige krænkelsesentusiaster, der aldrig har stillet sig selv et vanskeligt moralsk spørgsmål, ønsker nu som før at rense historien for alt det, der falder uden for deres flade menneskesyn. Derfor fjerner de statuer af store, men sammensatte historiske skikkelser.

Som den canadiske skribent Mark Steyn siger: »Denne generation har besluttet sig for at ødelægge alt, hvad den ikke forstår, og det er temmelig meget.«

Og så følger det citat, der er brugt nedenunder billedet, det om identitetspolitikken, der ikke forbedrer, men forværrer minoriteternes vilkår. Men hvad er det så lige identitetspolitik betyder? Og hvad er det for minoriteter, hvis vilkår forværres? Ja, i sammenhængen her tænkes der nok på de sorte i USA. Men jeg fornemmer, at Støvring også vil medtænke muslimernes forhold i Europa.

Og den tanke vil jeg godt gribe fat i. For om dem og den måde, vore selvgode, selvretfærdige, gloriepudsende eliter har mødt vore muslimske landsmænd på, kan man godt sige, at de fastholder dem i offerrollen, ydmyger dem med medlidenhed og ansporer dem til at reproducere en selvødelæggende kultur.

Det med offerrollen først.

Gang på gang føler muslimer sig krænkede. Og gang på gang gør de opmærksom på det. Og – og det er det prekære – gang på gang giver vore ”Gutmenschen” dem ret: Det er da også for galt, at vi danskere bliver ved med at tænke i modsætningsforholdet ”dem og os”. Og det er da muligvis for galt. Men selve det, at muslimer føler sig krænkede, viser, at de tænker i modsætningsforholdet ”dem og os”. Og det, at diverse ”Gutmenschen” giver dem ret, er med til at fastlåse dem i dette modsætningsforhold.

Naturligvis tænker disse pæne mennesker ikke over, at det forholder sig sådan. Tværtimod mener de, at de med deres medlidenhed er med til at få disse fremmede til at føle sig bedre hjemme hos os. Og når de skælder eller skammer os andre ud, fordi vi ikke er lige så forstående overfor vore muslimske landsmænd som dem, tror de, at de hjælper de fremmede til at blive mindre fremmede. Men det modsatte sker. Det får muslimerne til at søge endnu stærkere tilbage mod den kultur, de forlod. Og det er ret prekært. For nu kommer det hele pludselig til at se anderledes ud. For muslimerne kommer fra en kultur, der fortæller dem, at de er Guds yndlinge, vi andre kun skabt for at tjene dem. Elitens medlidenhed og dens anstrengelser for at få os andre til at dele den får nok muslimerne til at spille offerkortet, men det medfører ganske mod de smukke hensigter, at muslimerne ser deres religiøse tese om muslimernes overlegenhed bekræftet: vi, ikke-muslimerne, retter jo ind efter deres følelse af krænkethed, vi undlader jo at kritisere deres religion, vi viser jo forståelse for dem, også når det gælder sociale ydelser, og alt det viser muslimerne, dels, at der er et ”dem og os”, men at det er noget, der skal være der ifølge deres religions teser, og dels, at dette ”dem og os” er til deres fordel.

Jamen, er det da ydmygende for muslimerne at være genstand for en sådan medlidenhed?

Nej, ikke efter muslimernes grønspættebog. Men eliten har en uerkendt ydmygende forestilling om muslimerne, den nemlig, at de endnu ikke er nået op på vort udviklingstrin. Det ligger som en skjult undertone under al elitens medlidenhed, at vi er kommet længere i udviklingen end muslimerne. De er højlydt forargede på os andre ikke-elitære, hvis vi en gang imellem skulle komme til at sige noget om, at det muslimske kvindesyn er middelalderligt, for ved at sige sådan forhindrer vi den gode integration, men selv tænker de hele tiden nøjagtig det samme: muslimerne skal udvikles op til vort trin, og det skal nok kunne lade sig gøre, bare vi lader være med at fortælle dem, at det er det, vi forventer af dem.

Det er det ydmygende ved den medlidenhed, som eliten vil, at vi skal vise muslimerne.

Men ansporer det så vore muslimske landsmænd til at reproducere en selvødelæggende kultur?

Det ansporer dem i hvert fald til at holde fast ved deres religion. Men at denne religion ligefrem er selvødelæggende, er ikke umiddelbart til at se. Den har jo trods alt eksisteret i henved 1400 år uden i dette tidsrum at have ødelagt sig selv. Og der er vel heller ikke noget, der tyder på, at den sådan lige foreløbig vil ødelægge sig selv. Eller er der?

Det har i hvert fald vist sig ødelæggende for islams énhed, at der ikke i koranen er fastsat nogen enkel og forståelig procedure, hvormed man kunne finde en værdig efterfølger for Muhammed. Det nåede Gud ikke at få åbenbaret for Muhammed, før han døde. Og det har lagt en vedvarende fraktionsstrid ind i islam, nemlig striden mellem shi’itter og sunnier.

Dertil kommer det forhold, at koranen ikke kræver, at man er lydig, den kræver, at man lystrer, dvs., adlyder ordre uden at behøve at forstå. Der tænkes altså ikke at skulle foregå nogen debat om, hvad der er det rigtige at gøre, man tænker sig kun, at man skal rette sig efter det, der står i koranen.

Da man f.eks. havde en vigtig strid indenfor islam, striden mellem mutazilitterne og asharitterne, altså striden om, hvorvidt koranens ord skulle forstås i deres historiske sammenhæng (mutazilitternes synspunkt) eller den skulle forstås som en række forskrifter, der var gyldige i enhver tidsalder (asharitternes opfattelse), blev striden ikke afgjort gennem debat, men gennem magtudøvelse. Og da det blev asharitterne, der vandt, formåede de at holde al debat om sagen nede i århundrederne fremover – til stor skade for den kulturelle udvikling indenfor islam, som Robert R. Reilly har redegjort for det i sin bog ”The Closure of The Muslim Mind”, se min omtale af det her.

Var det selvødelæggende?

Ja, det var det i den forstand, at en anden kultur, nemlig den vestlige kultur, formåede at udvikle sig med stor hast, mens den muslimske kultur stod stille.

Man skal selvfølgelig ikke overse, at man også indenfor den kristne kultur i høj grad har forsøgt at knægte den frie debat. Men selv om man havde indsat paven som den øverste dommer over, hvad der var ret kristendom og hvad ikke, så var debatten indenfor kirken alligevel langt friere end indenfor islam. Og med Luther blev pavens domsret på det område hugget ned.

Men nu har vi så i Vesten fået demokratiske samfund, der fastholder den frie debat som sin forudsætning. Og desforuden er der ind i dette vestlige samfund flyttet efterhånden temmelig mange muslimer, som nu lever her hos os og gebærder sig efter deres egne regler. Men kan de det uden at lade sig påvirke af os?

Jeg har tidligere, nemlig her, citeret fra Tom Hollands bog ”Dominion”, og jeg gentager citatet her. Det lyder:

At leve i et vestligt land er at leve i et samfund, der stadig i høj grad er mættet med kristne forestillinger og antagelser. Dette er i lige så høj grad sandt for jøder og muslimer, som det er for katolikker og protestanter. To tusind år efter Kristi fødsel behøver man ikke tro på, at han stod op fra de døde for at bliver præget af kristendommens formidable – ja uundgåelige – indflydelse. Lad det være overbevisningen om, at samvittighedens arbejde er den bedste bestemmelse af, hvad der er en god lov, eller den overbevisning, at kirke og stat stadig eksisterer som to forskellige størrelser, eller den, at polygami er uacceptabelt, kristendommens grundelementer kan findes overalt i Vesten.

Nu er det jo ikke uden videre rigtigt, at muslimerne går ind for den opfattelse, at ”samvittighedens arbejde er den bedste bestemmelse af, hvad der er god lov”, for de har jo koranen og vil sikkert mene, at koranen er den bedste bestemmelse af, hvad der er god lov. Men fordi de i 1924 fik afskaffet det hensygnende kalifat, har de manglet noget, der kunne give deres regeringer autoritet. Det har de fundet i det vestlige system, hvor folket vælger en lovgivende forsamling. En sådan findes selv i det højislamiske Iran, omend parlamentets indflydelse er begrænset af ”Vogternes Råd”.

Det vil sige: nogen let overgang fra et liv under muslimsk overherredømme til et liv i en demokratisk verden er der ikke tale om.

Men man kan alligevel lægge mærke til, at der efterhånden er ganske mange muslimer, der bestræber sig på at fortælle os vesterlændinge, at islam betyder ”fred”. Om de selv tror på det, vides ikke, men de vil vist gerne tro på det, eller i hvert fald have, at vi tror på det; selv kan de så nøjes med at håbe på, at deres unge ikke giver sig til at undersøge koranen på egen hånd, eller håbe på, at de med deres autoritet kan få dem til at rette ind.

Men ak, desværre lærer de unge muslimer af os danskere ikke at være autoritetstro. Og så er der jo kun koranen tilbage, hvis de skal finde ud af, hvem de er.

Vi må altså spørge: Skal vi tro på Tom Holland og hans optimisme, eller skal vi tro på Kasper Støvring og hans mere pessimistiske opfattelse, at ”de røde” ved deres holdning ansporer muslimerne til at reproducere deres selvødelæggende religion?

Det har jeg ikke noget svar på. Men det er min opfattelse, at så længe teologerne og folkekirken i det hele taget ikke får sig taget sammen til at påpege de afgrundsdybe forskelle mellem kristendommen og islam, så længe vil der bestå en fare for, at vore muslimske landsmænd ved at holde fast ved deres religion ikke blot ødelægger deres eget menneskeliv, men også får gjort vort samfund umenneskeligt.

For fuldstændighedens skyld: Den forskel, vi teologer bør påpeger, består i, at mens kristendommen har ordet som grundlag, har islam magten. Og ”Ordet” – det er kristendommens påstand – er et grundmenneskeligt fænomen. Vi er født med sprogmulighed, og sproget, som følger med vor kulturelle udvikling, gør os til hele mennesker. Kan gerne være, at vi ikke forstår eller fæster lid til alle kristendommens mærkelige trossætninger, dette, at det drejer sig om at forstå, det bøjer vi os for, for vi har hele vejen op igennem vor opvækst skullet forstå samfundet, os selv, vor næste og verden, som den er i sig selv.

Men er man besat af islams fromhed, er det ikke forståelsen, der kaldes på, men ærbødigheden. Magten har klædt sig ud som den, der véd bedst; og den véd jo vitterlig bedst, eftersom den hele tiden holder sig til koranens befalinger, og disse befalinger er givet af Gud, hvor ”Gud” her forstås som det, der giver ubetinget autoritet og kræver ubetinget lydighed. Men den ubetingede lydighed giver ikke mennesket mulighed for at være sig selv. Den kræver jo, at man bøjer sig, uanset om man har forstået eller ej. Og hvordan kan et helt menneske bøje sig for noget, det ikke forstår?

Kun på den måde er islam selvødelæggende: den ødelægger det naturlige menneskeliv.

Men når islam skjuler sin magtudøvelse under sproglige finesser, bliver den lumsk at have med at gøre. Den har den fromme gudsforståelses fine handske på, men skjuler under handsken en jernnæve. Den lader, som om den taler til vor forståelse: ‘kan I ikke godt forstå, at vi bliver kede af at se vores profet omtalt som en selvisk og krigerisk person?’ Men samtidig véd den lige så godt som diverse redaktører, der omhyggeligt undlader at trykke Muhammed-tegningerne, at der er muslimer, der kan finde på at udøve voldshandlinger imod dem, der ikke forstår muslimernes fromhed, når de føler sig pikerede over vor kritik.

Derfor er det stadigvæk et uafklaret spørgsmål, om det bliver os kristne med vore ytringsfrihedskrav og ligefremme debatkultur, der vinder, eller det bliver muslimerne med deres under fromhedens maske skjulte trusler, der går af med sejren.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.