Singer’s sang

I Deadline fra i går aftes (den 17-7 kl. 22.30) fik vi et glimt af den australske filosof Peter Singer. Han blev interview’et af Niels Krause Kjær. Anledningen var, at Krause Kjær ville have opklaret, om vi mennesker virkelig lever op til det ideal, vi hele tiden opstiller: at hvert liv er lige meget værd, at man ikke kan gøre et menneskeliv op i penge, at man vægter alle mennesker lige.

Og når man vil have sat spørgsmålstegn ved sådanne teser, er Peter Singer god at gæste. Han går ind for den etik, der hedder utilitarisme, nytte-etik. Her er spørgsmålet: Hvor får man mest for pengene? Hvor gør vore penge mest nytte? Og her mente Singer ganske ligeud, at kan man redde halvtreds mennesker i Afrika for det, det koster at redde ét menneske i Danmark, så skal man foretrække de halvtreds.

Efter interview’et med Peter Singer hørte vi to filosoffer i studiet tage hans teser op til undersøgelse. Og den ene af dem huskede et eksempel, Singer tidligere var fremkommet med. Efter en ulykke i USA, hvor en lille pige var faldet i en brønd, og alle var dybt grebet af hendes skæbne – man ville gøre hvad som helst for at redde hende – og hvor der blev indsamlet et millionbeløb til hendes redning, havde han gjort den beregning, at man for det millionbeløb kunne have reddet 500 liv i Afrika. Oven i købet havde han tilladt sig at spørge, hvorfor man dog ikke gjorde det i stedet.

Han var knap så kategorisk i Deadline-interview’et. Men dog utilitaristisk nok til at sige, at selv om Danmark yder megen u-landshjælp, var det efter hans mening slet ikke nok.

Alt sammen for at undersøge rigtigheden af den sætning, at ethvert liv er lige så meget værd som ethvert andet.

Efter min mening er denne utilitaristiske tilgang til etikken en tilgang, der nærmer sig det rene vrøvl. Eller: Man begynder og begrunder sin etik det forkerte sted. Man begrunder den i det store overblik, et overblik, som i virkeligheden kun Gud kan have, i stedet for at begrunde den i dagliglivet. Man nøjes med at spørge: ”Er ikke ethvert liv uendelig meget værd? Må vi derfor ikke behandle ethvert liv ens?” og glemmer at spørge: ”Hvem er dette liv noget værd for?”

Det er jo sandt, at for Gud er alle mennesker lige meget værd. Men vi er ikke Gud, vi kan ikke i en stor etik-rus glemme, at vi er mennesker, sat på denne klode i bestemte sammenhænge, og det sammenhænge, der bestemmer, hvad der er godt og ondt.

Har jeg f.eks. fået et barn, er jeg knyttet til dette andet menneske på en særlig måde. Og det betyder, at jeg holder mere af dette barn end af andre børn. Ligeledes er jeg selv knyttet mere til mine forældre end til andre gamle mennesker, besøger dem mere, end jeg besøger andre gamle, tager mig mere af dem end af andre. Og alle opfatter jo det som noget ganske naturligt. Sådan er nu engang tilværelsen indrettet, og den etik, vi retter os efter, udspringer af denne indretning, ikke af en tænkt etik, der vil have mig til at tage mig lige så meget af andres forældre som af mine.

Men det er da sandt nok, at vi røres på vor samvittighed ved at se sultende børn i Afrika, og at vi føler det naturligt at give noget af vor overflod for at hjælpe dem.

Jeg kom i den forbindelse til at tænke på nogle vilde idéer, jeg havde i mine første præsteår. Jeg forestillede mig, at der måtte kunne dannes en slags forening – man kunne kalde os ”de danske farisæere” – som valgte at nedsætte medlemmernes tøjforbrug til det mindst mulige for at kunne få råd til at sende store pengestrømme til Afrika. Det blev dog ved tanken, dels fordi jeg er et klummerhoved til at organisere den slags, dels fordi jeg på et kursus på præstehøjskolen stiftede bekendtskab med Marx’s tanker og bagefter – for at finde et alternativ til Karl Marx – kastede mig over Henry George’s ”Fremskridt og Fattigdom”, en bog, der hævder, at en afgift på jordbesiddelse vil kunne afskaffe arbejdsløsheden og på den måde både bevare den økonomiske frihed og give hvert menneske det, det har ret til: nemlig en mulighed for med sine hænder at tjene til livets ophold.

George’s tanker har jeg siden anset for den rigtige måde at løse samfundets problemer på. Men jeg må indrømme, at jeg efter temmelig mange år i Retsforbundets tjeneste har indset, at der er stærke økonomiske – og hermed menes selviske – kræfter, der modsætter sig en sådan politik. Nu har jeg nøjedes med at prøve at bruge George’s teorier til at forklare de økonomiske op- og nedture med. Se f.eks. lidt om min dalreteori her.

Så da én af de to filosoffer undervejs kom til at sige, at man, hvis man ville føre Singer’s tanker ud i livet, jo måtte fordele alle formuer lige mellem alle mennesker, slog det mig, at det jo just er det, jeg er nået frem til ud fra Henry George’s teorier. Hvert eneste menneske er afhængig af jorden. Man skal have noget at spise for at kunne leve, og det, man får at spise, frembringes af jorden. Man skal have et sted at bo, og ved at bo et bestemt sted og betragte det som noget, der tilhører mig og kun mig, holder jeg med lovens magt andre ude fra at bo her, og derfor er det kun rimeligt, at jeg betaler de andre for ikke at kunne bo, hvor jeg bor.

Ganske vist tænkte denne filosof nok med begrebet ”formuer” på penge i banken og den slags, og om det kan man godt sige, at hvis det er en formue, jeg har skrabet sammen af mit arbejde, kan man godt spørge, hvorfor jeg skal give andre del i den. Men hvis man med ”formue” mener ens jordejendom, så er det faktisk lige efter Henry George’s model, at man gennem en skat på jorden holder andre skadesløse for den del af jordens overflade, man har ”sat sig på”.

Men lad os bare forlade disse halvøkonomiske materier. Vi har jo for længst overladt alle økonomiske teorier til økonomerne, og overbevist os om, at den slags forstår vi os ikke på, det går over vores forstand og langt ind i præstens. Samtidig med at vi dog gasser os lidt ved tanken om, at vi har været heldige med vores huskøb og nu sidder for en meget lav husleje.

Min tanke dengang – men jeg var jo nok lidt naiv – var, at man ved at indføre denne udmærkede ordning her i landet, ville kunne få andre til at se, hvor godt det gik os, og derved skabe en domino-effekt, der måske endda ville kunne nå frem til Afrika og derigennem fratage de rige afrikanere magten over de fattige. Det er som bekendt ikke lykkedes.

I morgen, søndag den 19-7, skal der prædikes over Matt 19,16-26, fortællingen om den rige, unge mand, til hvem Jesus sagde: ”Vil du være fuldkommen, så gå bort, sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige og kom så og følg mig!” Og det er jo meget apropos. Er det så ikke Franses ideal, vi skal rette os efter? Altså, Frans af Assisi, der jo blev skældt ud af sin far, hvilket blot fik ham til at aflevere alt, hvad han havde, til sin rige far for derefter at leve af, hvad han kunne tigge sig til?

Nu fik han jo ikke derved en steppebrand af godsafgivelse til at brede sig ud over verden. Ja, verdens ønske om at sikre sig bredte sig såmænd ind over franciskanerne og deres munkeorden. Ikke blot sikrede de sig en række udmærkede bygninger, de prøvede også at sikre sig faste indkomster, så de ikke var så afhængige af, hvad de kunne samle ind ved tiggeri. Det var de såkaldte konventualer, der tillod noget sådant. Men det besluttede den anden halvdel af franciskanerne, de såkaldte observanter, skulle være forbudt. Så i 1510 gik samtlige danske franciskanerklostre over til observanterne. Men ak, ét et teori, noget andet praksis. Så sent som i 1533 kunne borgerne i Horsens fortælle, at munkene stadig havde visse ejendomme i byen. På det tidspunkt havde nok en del af munkene forladt deres kloster. Ikke længe efter kunne i hvert fald byens borgere indrette klostret til præstebolig og hospital, bolig for fattige og gamle.

Det var Luther, der havde anbefalet munkene at forlade deres klostre og blive borgere i byerne, gifte sig og udfører et fornuftigt stykke arbejde.

I en prædiken over den rige unge mand hævder han, at en sådan godsafgivelse kun er noget for de særligt udvalgte. Når man gifter sig, siger han, sker det af og til, at der kommer børn ud af det. Og børn har brug for et trygt og sikkert hjem. Det får de ikke, hvis forældrene forærer alle deres penge væk.

Nuvel, dette ville ikke være et indlæg af mig, hvis jeg ikke havde ét eller andet at beklage mig over. Det har jeg også. Og det kommer her, så kan man springe fra, hvis ikke man gider høre det.

Da man i studiet havde diskuteret modsætningen mellem de mange millioner, der strømmede ind for at redde pigen i brønden, og de knap så mange, der bruges på at hjælpe sultende og syge afrikanere, og da den ene af de to filosoffer havde forklaret, at en sådan overflytning ikke var mulig – mange af pengene var givet af private, og hvis regeringen sagde, at man ikke ville ofre så mange penge på et enkelt menneskeliv, når der var så mange at redde i Afrika, ville regeringen miste stemmer og ikke være regering ret meget længere – stillede Niels Krause Kjær et umuligt spørgsmål: Jamen, hvis de nu kunne lade sig gøre at tage pengene bort fra pigen og give dem til afrikanerne, skulle man så gøre det?

Med det spørgsmål bevæger han sig op i samme tynde luftlag som Peter Singer. Men hvor Singer dog stadig havde en vis jordforbindelse, mister Krause Kjær den fuldstændig med dette ”hvis det nu kunne lade sig gøre”, for det kan det jo ikke, og al etik bør forholde sig til virkeligheden, ikke til tænkte problemer.

Og så til sidst to NAQs (never asked questions):

Det er egentlig lidt mærkeligt, at alle tre deltagere sådan fuldstændig kan overse, at dette med at sætte pris på at redde menneskeliv er en argumentation, der har blomstret i fuldt flor i flygtningedebatten. Mange er de debatdeltagere, der har forklaret, at man ved at lukke grænsen for de spontane flygtninge, kunne spare mange penge, penge, der kunne bruges meget bedre på at forbedre flygtningenes kår i de lejre, de er flygtet fra. Jeg tror, man har regnet ud, at man for de penge, en spontan flygtning koster det danske samfund, ville kunne hjælpe 35 flygtninge i nærområdet. Og ville man absolut havde flygtninge ind i landet – flygtninge, som man fra dag ét behandler som indvandrere – kunne man øge antallet af kvoteflygtninge. Man skulle synes, at det var oplagt i det mindste at nævne, at man har den samme problematik på dette område, som når man diskuterer Peter Singer’s utilitarisme. Men nej, ikke et ord om denne sag.

Ligeledes kunne man ønske sig, at man havde taget spørgsmålet om den europæiske toldunion op til overvejelse. Det er jo meget godt med al denne u-landshjælp, men den bedste hjælp, man kan give, består ofte i at åbne sine grænser for u-landenes varer. Dog er det noget, som EU kun modvilligt gør. Derved mener man, at man ville gøre europæere arbejdsløse.

Men bortset fra det, var det en udsendelse noget over middel. Ikke mindst, fordi de to filosoffer ikke uden videre købte Singer’s af Krause Kjær forbedrede argumenter.

Nå ja, jeg kan heller ikke dy mig for at nævne, at Krause Kjær i interview’et med Peter Singer fremdrog et argument, som han vist havde hørt fra visse tidehvervsteologer, nemlig det argument, at næsten er den nærmeste. Men i sin store nytestamentlige uforstand knyttede han denne tale om næsten som den nærmeste sammen med Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Og så måtte jo Singer belærer ham om, at Jesus med denne lignelse netop ville sige, at en jøde kan få en samaritaner til næste.

En sjov lille detalje!

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Luther, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.