Hagia Sofia

Det har tilsyneladende ikke været helt ligetil for Erdogan at gøre den græsk-ortodokse kristenheds største helligdom, Hagia Sofia, til en moské igen. Så vidt man kan forstå på Robert Spencer, se her, har han dels skullet høre, hvad den tyrkiske højesteret vil sige til projektet, dels måttet finde sig i, at samme højesteret affyrer en simpel løgn for at omgøre beslutningen fra 1935 om at forvandle den gamle kirke fra moské til museum.

Hans beslutning har mødt indsigelser fra mange sider i Vesten, indsigelser, som han dels er ret ligeglad med, dels måske i sit stille sind glæde sig over, fordi de viser, at han er én, der tør stå op imod det hedenske Vesten.

På den anden side kan vi i Vesten jo formode, at denne beslutning skyldes, at han føler sig trængt på den indenrigspolitiske linje og derfor gerne vil demonstrere sin muslimske troskab, ligesom man kan formode, at der ligger et ønske bag beslutningen om igen at blive den muslimske verdens førende stat, noget, de arabiske stater er ret skeptiske overfor; de husker kun alt for tydeligt, hvordan de havde det under det osmanniske riges støvlehæl.

Men under alle omstændigheder – vi i Vesten kan jo være ret ligeglade med, hvilke juridiske spidsfindigheder Erdogan skal igennem for at kunne gennemføre sit ønske, vi kan bare gå ud fra, at han nok har magt nok til at kunne gøre det. Og min opfattelse af den sag er, at vi bare skal lade ham gøre det uden protester af nogen art. Hagia Sofia er trods alt kun en bygning, og selv om den har stor værdi for os kristne, bliver den jo ikke revet ned, den bliver blot gjort til moské igen. Og skulle tyrkerne en dag beslutte sig for at forlade islam, kan den jo føres tilbage til sin oprindelige brug.

Nej, værre end bygningsændring eller bygningsnedbrydelse, er ødelæggelse af mennesker. Og det sker der desværre ikke så lidt af indenfor islam.

Men hvis jeg ikke regner denne ændring af Hagia Sofias status som noget væsentligt, hvad skriver jeg så dette indlæg for?

Jeg skriver det, fordi Robert Spencer – ene af alle – har gjort opmærksom på, at den tyrkiske højesteret for at kunne afgøre, at det er lovmedholdeligt at gøre kirken til moské, henholder sig til noget, de påstår er en købskontrakt mellem Mehmet den Anden, der i 1453 erobrede Konstantinopel, og kirkens daværende ejer, den græsk-ortodokse kirke.

Spencer er meget imødekommende; han siger, at denne købskontrakt muligvis er ægte, men føjer dog til, at det er værd at bemærke, at ingen hidtil har talt om den. Han skriver:

Jeg har aldrig set nogen omtale af den i de talløse historier om erobringen. Og det må man sige, hvis dette ”salg” virkelig fandt sted, skete det under betydeligt pres. Muslimerne overtog Hagia Sofia den 29. maj 1453, da de var i gang med at plyndre Konstantinopel og i stort talt myrdede de kristne eller gjorde dem til slaver. Den økumeniske patriark eller kejseren eller hvem man har gjort til dens ejer, var ikke i stand til at nægte at sælge. Hvis der kom nogen ind i dit hus, stjal dine ejendele, dræbte dine bedsteforældre, gjorde din kone og dine børn til slaver, og offentligt annoncerede, at dette hus var hans, og senere gav dig en købskontrakt, ville du så betragte det som en fair og retmæssig ejendomshandel?

Men ikke nok med det. Spencer citerer en vis Shahid Qureshi, som i London Post skriver:

Da sultan Mehmet i en alder af 21 erobrede Konstantinopel og gjorde en ende på det byzantinske kejserdømme i 1453, købte han Hagia Sofia for sine egne penge, før han forvandlede den til moské. Detaljerne fra denne handel findes stadig i Tyrkisk Museum, som det kan ses af nedenstående foto. Det er hovedårsagen til, at retten kunne beordre Hagia Sofia til igen at blive moské.

Og han bringer så et billede af det, der skal forestille en købskontrakt. Og han opfordrer også de bedende muslimer til at sende en venlig tanke til sultanen, som var så forudseende, at han lavede en købskontrakt, så kirken igen kunne gøres til moské. Ellers havde det jo ikke været muligt.

Efter min mening må man oven på den historie spørge: Hvor dumme regner de kære muslimer med, at vi kristne er? Tror de virkelig, at vi hopper på den?

Og hvis historien er opfundet for at overbevise nutidens muslimer om, at muslimer sandelig altid har været fredelige folk, der ikke kunne drømme om at erobre en kirke og gøre den til moské uden først højtideligt at have købt den, må man stille spørgsmålet lidt anderledes: Tror de virkelig, at muslimer ikke kan tænke? Nu har de gået i mange hundrede år og været stolte over, at muslimerne dengang var stærke nok til at slå de kristne i kamp, og så skal de finde sig i, at det hele gøres til en købsaftale? Eller: Kan man virkelig tro på, at man i dag kan overbevise muslimer om islam som en fredens religion ved at fortælle denne rørende købshistorie, når den dog er indpakket i en decideret erobrings- og voldshistorie? Jeg mener: Tyrkerne mente, at de ved at være gået over til islam havde fået carte blanche til at fortsætte de islamiske erobringer. Grækerne havde ikke gjort dem noget. Hvis de havde været fredelige, ville de sagtens have kunnet slutte fred med byzantinerne og Konstantinopel ville aldrig være blevet erobret. Men som de ”gode” muslimer, de var, skulle de absolut som deres muslimske forgængere gøre hele verden til muslimsk område.

Derfor erobrede de Konstantinopel. Derfor er islam så langt fra at være en fredens religion, som tænkes kan. Derfor er den slags forsøg på at lave om på historien kun til at grine af.

Eller den ville være det, hvis ikke det var, fordi der såmænd nok skal være nogle muslimer, der tror på det. Og så er det godt, denne begrundelse kommer frem i lyset, så den kan blive modsagt og udstillet i al sin ynkelige mangel på logik.

Via Robert Spencer er jeg også blevet opmærksom på en islamvidenskabsmand og jesuit Felix Körner, som har en tæt tilknytning til pave Frans. Han gør som jeg opmærksom på, at det hele måske skyldes en ”indenrigspolitisk selvpromovering fra Erdogans side”, og opfordrer til, at man ikke hidser sig op over Erdogans handling, se her. Men tro nu ikke, at han og jeg er enige. Han følger nøje sit overhoved, pavens, falske udglattende forståelse af islam.

Når Hagia Sofia igen bliver tilbageført til et gudshus, så skulle de troende i virkeligheden først og fremmest glæde sig. For nu bliver der igen bedt på dette sted.

En sådan bemærkning er noget nær kætteri. Som om det er ligegyldigt, om det er muslimske eller kristne bønner, der opsendes til den almægtige. Som om Fadervor kan sammenlignes med Sura 1’s bøn om at bevare de troende fra jødernes og de kristnes fejltagelser.

Men det vidner om, at den katolske kirkes overhoved og de mennesker, der omgiver ham, nærmest på forhånd har kapituleret til islam, her repræsenteret ved Erdogan.

Robert Spencer mener, at Körner med fordel kunne sætte sig ind i, hvad Erdogan faktisk siger, se her. Og så citerer han Erdogan:

I dag oplever Hagia Sofia endnu en genoprettelse (resurrection), som den har set mange af, siden den blev bygget. Genoprettelsen af Hagia Sofia indvarsler befrielsen af Al-Aqsa moskéen. Genoprettelsen af Hagia Sofia er den muslimske viljes march ud imod verden for at komme ud af dette interregnum.

Spencer kommenterer:

Dette er ikke blot en selvpromovering. Det er en erklæring om en kommende aggression imod Israel.

Og han spørger, hvad det er for et interregnum, Erdogan omtaler. Han anklager Körner for at se en løve udenfor døren, men insistere på, at det er en huskat.

Jeg plejer ikke at være særlig skadefro, i hvert fald ikke overfor vore hjemlige muslimer. Men overfor en løve som Erdogan kan man vel nok tillade sig at undre sig lidt over, om mon Hagia Sofia vil kunne tiltrække lige så mange turister som moské, som den hidtil har kunnet som museum. Godt nok har man forsikret de bedende muslimer om, at de ikke skal distraheres af diverse kristne mosaikker, som man vil skjule bag lagner og på forskellig anden måde, men de tænkes jo da at skulle være synlige for de museumsgæster, man stadig vil give plads til. Hvis moskéen skal give plads til syv daglige bønner, vil der så vidt jeg kan forstå blive en idelig trækken for og trækken fra af diverse gardiner. Men hvad, det er vel en ringe pris at betale for denne kirkeforvandling.

Men spændende bliver det, om kirken atter kan blive en indbringende turistmagnet. Vi får se efter corona-krisen. Hvis vi da i det hele taget kommer om på den anden side af den krise.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.