Islamofobi igen?

Det var mærkeligt at læse en formodentlig ret kyndig teologs bedømmelse af forskellen mellem islam og kristendom i mit sidste indlæg. Jeg tænker på bemærkningen af Felix Körner om, at både kristne og muslimer burde glæde sig over, at Hagia Sofia igen bliver gjort til en moské, for nu bliver der igen bedt i bygningen.

Det inspirerer mig til her igen – for jeg véd ikke hvilken gang – at forsøge at opstille et par forskelle mellem kristendom og islam.

Og jeg vil begynde med en konstatering, der efterhånden må hænge min trofaste læser ud af halsen: En muslimsk martyr er en person, der kender sandheden med så stor en sikkerhed, at han kan slå andre ihjel for sandhedens skyld. En kristen martyr er en person, der kender sandheden med så stor en sikkerhed, at kan han lade sig slå ihjel for sandhedens skyld.

Og jeg véd ikke noget bedre eksempel på forskellen mellem de to forskellige slags martyrer end begivenhederne ombord på det fjerde fly den 11. september 2001. Som man måske husker, blev dette fly forsinket i afgangen. Dette bevirkede, at passagererne, som var ganske almindelige amerikanere, efter at flykaprerne havde taget kommandoen over flyet og anbragt de forholdsvis få passagerer i den bagerste ende af flyet, gennem mobilsamtaler med deres pårørende blev klar over, hvad der var sket med tvillingtårnene i New York og derigennem nok kunne regne ud, hvad deres kaprere havde planlagt skulle ske med det fly, de sad i. Derfor prøvede de at erobre magten over flyet tilbage fra kaprerne, men ak, det mislykkedes som bekendt, og flyet styrtede ned på en mark i Pennsylvanien.

Men de havde med deres handling forhindret, at flyet blev fløjet ind i en bygning i Washington med mange døde amerikanere til følge.

Som man kan se: både kaprerne og passagerne er i besiddelse af det, man kan kalde martyrvillighed, vilje til at sætte livet til for noget, der er værd at kæmpe for. Men hvad man synes er værd at kæmpe for, er vidt forskelligt for de to grupper og afspejler på udmærket vis forskellen mellem islam og kristendom.

Muslimerne ser det som en martyrs opgave at sætte frygt i de vantros hjerter ved at slå så mange vantro ihjel som muligt, også om han selv bliver dræbt ved forsøget, ja, også, om han ligefrem planlægger, at han selv vil blive slået ihjel ved den terrorhandling, han udfører.

Den kristne kæmper derimod for at redde liv. Når passagererne besluttede sig for at prøve at vinde kontrol over flyet, skyldtes det naturligvis deres ønske om at redde deres eget liv, men jo også deres ønske om at undgå at være med til at slå andre mennesker ihjel.

En anden forskel på de to religioner hænger sammen med det. For kristendommen er Ordet det vigtigste, Magten afledet deraf. For islam er det omvendt, Magten er det grundlæggende, Ordet blot tænkt som middel for magthaverne til at fastholde magten.

Ikke desto mindre bruger vore dages muslimer ord om nogen. De synes at have bevæget sig langt ind på Ordets område. Det hænger muligvis sammen med, at de ikke rigtig mere har nogen magt at prale med. For det meste kan vi derfor henregne deres ord til begrebet ”tomme tønder”, der buldrer mest, netop fordi de er tomme.

Således er Erdogans forudsigelse om muslimernes erobring af Jerusalem, som blev nævnt i det forrige indlæg, at regne for tomme trusler. Der er virkelig ikke noget, der tyder på, at denne trussel vil gå i opfyldelse indenfor en tidsramme, der er til at overskue.

Men dette, at islams grundtese er Magt, viser sig også derved, at de misbruger Ordets kræfter. De betragter en muslim som mere værd i Guds øjne end en ikke-muslim, og det betyder, at de har meget svært ved at tænke gensidighed ind i deres argumenter. Og det fører igen med sig, at det er alt for almindeligt hos muslimer at træffe en argumentation, der kun er halv.

Det er ikke så få gange, jeg har truffet på yderst velmenende muslimer, som – fromme som de er – hjertensgerne vil overbevise os ikke-muslimer om, at islam er en fredelig religion, der ikke kunne drømme om at opfordre til vold. Og for at understrege denne opfattelse, bruger de de koran-ord, der er fredelige og udelader uden samvittighedskval dem, der er alt andet end fredelige, skønt koranen formelig vrimler med sådanne ord.

Til det brug har de opfundet et nyt begreb, begrebet ”islamofobi”. Dermed betegner de i én stor pærevælling direkte hadefulde ord mod muslimer, beskrivelser af muslimer i samfundet, som udskiller dem fra andre, velment kritik af islam og relevante spørgsmål om profeten og koranen.

Her fornylig har EU har betalt en tyrkisk tænketank, Seta, for at levere en undersøgelse af islamofobi i Europa.

Britta Mogensen har for Den korte Avis læst den danske del af den rapport, der er kommet ud af det, se her. Hun slutter med følgende svada:

Özcan og Bangerts [navnene på de to forfattere til den danske del, rr] motiv for at gå på jagt efter den såkaldte islamofobi i Danmark er at bidrage til ”sameksistens”. Jamen, det er da helt sikkert, at der intet er som svinske beskyldninger mod værtslandet, som kan fremme sameksistensen mellem to inkompatible kulturer.

Måske ville det også være en stor hjælp til sameksistensen, hvis danskerne ikke dagligt blev konfronteret med forbrydelser, hvis bestialitet for mange tilfældes vedkommende langt overstiger, hvad der tidligere var kendt i vores land.

Rapporten er også omtalt i Berlingske, se her. Og ordlyden af den kan ses her; den er på engelsk.

Jeg skal tillade mig at komme med nogle iagttagelser vedrørende denne rapport.

Og den første skal såmænd gå på selve begreber ”islamofobi”: Kan man virkelig lave en sociologisk undersøgelse med al den pondus, der ligger i titlerne og den påståede videnskabelighed, om et så svævende begreb? Begrebet i sig selv forhindrer jo undersøgelsen i at se sagen fra danskernes side. Det spørgsmål, som vi andre sidder med, og som Britta Mogensen også rejser i det lige bragte citat, om mon muslimerne en bloc opfører sig på en måde, så der er en vis sandsynlighed for, at danskerne naturligt vil vende sig mod dem og ønske dem fjernet fra samfundet, det er fuldstændig fraværende. Og hvis jeg skal undskylde de unge damer med de fine titler en lille smule, vil jeg sige, at det til en vis grad ligger i selve det opdrag, de har fået, altså at undersøge, hvor stor en grad af islamofobi der findes i Danmark.

Men dernæst er det kendetegnende – eller afslørende – for rapporten, at den, når den bebrejder danskerne, at de gang på gang tænker i ”dem og os” problematikken, fuldstændig overser, at vore muslimske landsmænd gør nøjagtig det samme, blot altså med modsat fortegn. De skriver således i deres Introduction på side 12:

I forbindelse med den opildnende retorik kunne det være relevant at tilføje nogle overvejelser over den negative diskurs og den injurierende brug af en terminologi i den offentlige debat. Dette diskuteres i den seneste udgave af SOSRacism, hvor man hævder, at populismen opretholder et billede af et delt samfund, når udtryk som ”os imod dem” bruges. ”Os” refererer til det danske folk som en homogen gruppe, og ”dem” er særlig rettet mod muslimer og brugt negativt. Den opdeling advokerer ikke for demokrati, men for etnokrati.

Det er karakteristisk, at det ikke falder forfatterne ind at spørge, om muslimer tænker i sådanne ”dem og os” problematikker. Hvorfor forsvarer de to forfattere, at muslimske kvinder går med hijab alle vegne, og hvorfor vender de sig imod burkaforbuddet? Hvis de virkelig går ind for demokrati i modsætning til etnokrati, så er det da vore muslimske landsmænd, der holder på etnokratiet, når de på disse måde og på mange andre måder ønsker at skille sig ud.

Så når de lige på side 13 at nævne, at der også findes organisationer, der er positive overfor muslimer, inden de begynder at beskrive de hadforbrydelser, de ud fra blandt andet disse organisationers tal kan se har fundet sted. Men det er karakteristisk, at de nok i overskriften taler om ”fysiske og verbale angreb”, men har lidt svært ved at finde eksempler på fysiske angreb i det hele taget.

Igen: reciprocitet eller at tænke i gensidighed ligger ikke til vore forfattere. Hvis vi danskere havde for vane at tænke på samme måde, ville vi nok have opfundet et begreb ”danofobi”. Og skulle en forsker skildre det, ville han eller hun finde talrige eksempler på en sådan danofobi. Og han behøvede ikke at nøjes med verbale angreb, der ville være rigeligt med fysiske angreb fra muslimers side mod danskere at tage af. Men ak, gensidighed er for vore to forfattere en by i Rusland.

I den forbindelse får Brian Arly Jacobsen mulighed for at indsparke den bemærkning, at de danske politikere er ansvarlige for den udvidelse af råderummet for, hvad det er acceptabelt at sige, som har fundet sted. Igen: Man undlader fuldstændig at nævne alle de nedværdigende ord, der anvendes af vore muslimske landsmænd mod os danskere.

Så har de et afsnit om arbejdsmarkedet. Her har de som de andre steder lukket det ene øje, så de kun interesserer sig for de tilfælde, hvor en arbejdssøgende er blevet fravalgt på grund af et fremmedklingende navn. Det kan naturligvis være lidt svært at påvise, at det er derfor, vedkommende ikke er blevet ansat, men det er sådan set lige meget, jeg skal ikke nægte, at der givetvis vil være arbejdsgivere, der hellere ansætter danskere end muslimer. Men i modsætning til de to forfattere forstår jeg godt disse arbejdsgivere. Der er jo virkelig mange muslimer her i landet, der sørger for, at arbejdsgiveres forestillinger om muslimer ikke bliver alt for rosenrødt.

Hvad skolelivet angår, begynder de med at omtale forsøget på at indføre forbud mod bederum på skolerne. Men derefter går de over til den fratagelse af statsstøtte til visse muslimske friskoler, der fandt sted, efter at man havde fundet ”jihad-materiale” i et kopirum på én af skolerne, (side 17). Dette afsnit slutter med at være forarget over en undersøgelse om skolemiljøet, der blev sat værk januar 2018. Men egentlig er det et yderst afslørende træk ved rapporten, at den ikke er i stand til at se det højst uheldige for muslimer i Danmark, at man finder jihad-undervisningsmateriale på en muslimsk friskole. Hvor har mon disse skolemennesker deres loyalitet? Hvem holder de med? Ja, mere end det: Hvem holder vore to forfattere med? Synes de, det er særlig fremmende for den forestilling, de vist ønsker at udbrede: at islam er en fredelig religion, og at muslimer hjertensgerne vil arbejde for sameksistens med danskerne her i landet, når der bliver fundet alt andet end fredeligt materiale på en skole? Hvorfor vil de ikke stå sammen med os om at bekæmpe de muslimske terrorister? Eller véd de ikke, at der var nogle af vore muslimske landsmænd, der rejste til Syrien for at kæmpe sammen med IS?

Men ok, hvordan vi danskere føler og tænker, rager dem tilsyneladende en høstblomst. Vi har bare at være forstående overfor muslimerne og ikke stille nærgående spørgsmål.

Så kommer de til de politiske forhold. Og, naturligvis, at de har noget imod Inger Støjberg, kan vel efter det foregående ikke undre. Men Støjbergs ængstelse for ulykker under ramadanen, når vore muslimske landsmænd ikke får hverken vådt eller tørt en hel dag igennem, betragter de – naturligvis, kan man næsten sige – som udtryk for islamofobi, (side 18). At det er noget, man kan iagttage i muslimske lande, at ulykkestallet i trafikken stiger under ramadanen, er vist undgået deres opmærksomhed. Og selv om der ikke er udført ligefrem videnskabelige undersøgelser desangående, skulle det vel egentlig være nok at bruge sin sunde fornuft, når man betænker, at ramadanen her på vore nordlige breddegrader ofte er fyldt med meget lange dage. Men det synes at være den rettesnor, de som muslimer retter sig efter: at når noget er befalet af den muslimske tradition, så kan fornuften bare holde kæft.

Der er nogle flere småting under politiske forhold, men dem springer jeg over, for at komme frem til deres anklage mod Javeh Tavakoli, side 21. De synes altså ikke, hun kan tillade sig at bruge følgende overskrift på sin blog: ”Selv baby-sex er mainstream islam”. Det er jo i høj grad islamofobisk. Og det er da for galt, at den slags kan forekomme i Danmark. Stort minus her.

Det link, de anbringer til Berlingske for at understøtte anklagen, virker ikke. Jeg fandt Tavakolis artikel alligevel. Den findes her. Og det viser sig, at Tavakoli meget omhyggeligt går diverse anbefalinger igennem, som muslimske lærde har fremsat, inklusive én fra selveste Ajatollah Khoumeini, og slutter med denne opsummering:

Ovenstående beskriver også, at samleje kun er forbudt før det niende år, eller indtil pigen er klar til det. Indtil da kan ”noget” aftales med pigens værge. Noget, som ikke ”skader” pigen, men efter det niende år legitimeres fuldbyrdet voldtægt af pigen. Hendes samtykke er unødvendig.

Men uha uha, hvis nogen opdagede, at det er sådan fat indenfor islam, kunne det jo bringe islam i dårligt lys. Så frem med bødeblokken, en mægtig bøde udstedt til Tavakoli. Men hvorfor? Jo, fordi hun tillader sig at bringe noget frem i lyset, som enhver from muslim mener skal holdes indenfor islams fire vægge.

Hvor hyklerisk kan man være! Hvad Tavakoli skriver, er jo kun citater fra muslimske lærde. Og hovedpersonen i Sara Omars roman ”Dødevaskeren” var udsat for misbrug fra sin onkels side som barn. Det er – indrømmet – i vore øjne ikke nogen anbefaling for islam. Men det er sandt.

Den samme overfladiske eller tendentiøse tolkning af begivenheder kan ses i deres afsnit om juraen. De er meget forargede over, at et dansk medie (Den korte Avis) havde skrevet som overskrift:

Rasende Muslimer Jog Politi Og Brandvæsen På Flugt – Trods Afbrændingsforbud Havde De Tændt Bål For At Fejre Muslimsk Eid.

Og det er jo klart, det viser, at Danmark er fuld af islamofobi. Godt nok fortæller de videre, at en række andre medier skriver, at det ikke gik sådan til, men når man springer over detaljerne, kan man let få fremtryllet et eksempel på islamofobi. Læser man således Ekstrabladet, se her, ser det ved første øjekast ud til, at vore forfattere har ret. De pågældende muslimer, der tændte bål i Gribskov på trods af tørken i 2018 og det afbrændingsforbud, den fremkaldte, har faktisk fået politiets tilladelse til at se bort fra det ellers for alle andre gældende afbrændingsforbud. Men når man kommer lidt ned i teksten, hedder det:

– Der blev ikke – som oplyst i medierne – kastet grene eller andre effekter efter politiet, står der i redegørelsen.

Alligevel besluttede vagtchefen at sende forstærkninger til stedet. Men inden de nåede frem, ændrede vagtchefen beslutning og bestemte sig for at lade være med at håndhæve afbrændingsforbuddet.

Det ville nemlig kræve, at et større antal mænd og kvinder blev anholdt. Og de var sammen med børn, der kunne risikere ‘meget ubehagelige oplevelser’, skriver politiet.

Samtidig var der ikke fare for, at ilden ville brede sig, forklarer politiet.

Hvorfor en håndhævelse af afbrændingsforbuddet ville kræve, at et større antal mænd og kvinder blev anholdt, oplyses ikke. Vi er henvist til at gætte. Og er man meget islamofobisk, vil man måske gætte på, at de skyldes de pågældende muslimers aggressive indstilling. Men også uden at være særlig islamofobisk, vil man nok let drage den slutning, at dette viser, at muslimer opererer med et ”dem og os” begreb, og det på den for os ret ubehagelige måde, at de tiltager sig ret til noget, som er forbudt for os andre. Afbrændingsforbud, det gælder da kun for ”dem”, dvs. for danskerne, ikke for ”os”, dvs. muslimerne. Herrefolksmentalitet? Uha, sig det ikke, man kunne tro, du var islamofobisk.

Er denne rapport et udtryk for alvorlig, gedigen samfundsvidenskab, eller er den udtryk for effektiv islamisk propaganda?

Jeg er ikke i tvivl. Men for EU er det hele ok, for de har givet penge til dette påstået videnskabelige makværk.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.