Udødelig sjæl?

I går blev der prædiket over Matt 10,24-31. Det er den tekst, hvori der står noget om spurve, der falder til jorden. Den del af teksten har jeg ved en tidligere lejlighed i forbindelse med Lars Sandbecks vanskeligheder med troen på en almægtig Gud undret mig over, se her. Men denne gang er det noget andet ved teksten, der slår mig. Det er det ord, der står lige før det med spurven:

Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. (vers 28).

Og det undrer mig en del. For jeg har hele tiden ment, at det gammeltestamentlige synspunkt på forholdet mellem sjæl og legeme var, at sjæl og legeme var knyttet sammen, hvilket står i modsætning til det synspunkt, den græske tanke har: her er sjæl og legeme to adskilte størrelser, og når legemet dør, forestiller mange af de græsk inspirerede tænkere sig, at sjælen lever videre, næsten automatisk.

Den tanke har da også vundet stærkt indpas i den kristne verden. Her hedder den tanken om sjælens udødelighed. Jeg mener at kunne huske, at Poul Martin Møller, Søren Kierkegaards beundrede lærer, engang i 1840’erne tog til orde for ikke at straffe dem, der nægtede forestillingen om sjælens udødelighed. Han gjorde det, ikke fordi han ikke selv troede på sjælens udødelighed, men fordi det er bedst at gendrive den slags forkerte opfattelser med argumenter, ikke med straf. Men selv var han altså overbevist om, at mennesket har en udødelig sjæl.

I slutningen af 1800-tallet var der imidlertid en række videnskabsmænd, der undersøgte hebræernes tanker om disse materier, mest jo ud fra Det gamle Testamente. Og de nåede frem til et andet synspunkt end det om sjælens udødelighed. For de gamle hebræere, hed det nu, var sjæl og legeme knyttet sammen. Hvor grækerne så ned på alt legemligt og betragtede det som noget underordnet, dèr var legemet for hebræerne lige så meget værd som sjælen.

Tydeligt kommer det gammeltestamentlige syn på sagen frem i profetens syn i Ez 37,1-14. Her får profeten ordre til at profetere over en række udtørrede ben. Han profeterer, og benene overtrækkes med hud og en menneskemængde rejser sig. Men de var uden ånd. Han får så ordre til at profetere igen og så kom ånden fra de fire verdenshjørner og blæste liv i disse ben, så de blev til en overmåde stor hær.

Men i andre sammenhænge ses det også. Når f.eks. Jesu samtidige, farisæerne, skulle gøre rede for deres syn på, hvad der skete med mennesket efter døden, hævdede de, at der ved tidernes ende ville forekomme en legemernes opstandelse. De kunne ikke forestille sig et liv i Guds rige, uden at legemet som den naturligste ting af verden fulgte sjælen ind til Gud.

Og det er jo også karakteristisk, at det glade budskab, som apostlene udbredte, ikke var et budskab om Jesu legeme, der blev i graven, mens hans sjæl stod op fra de døde, men netop et budskab om, at den hele Jesus blev oprejst, med både legeme og sjæl.

Og ikke sandt, oven på al denne ganske velunderbyggede opfattelse, som vore gammeltestamentlere har undervist os i, kommer så dette skriftsted og vil hævde, at der i hvert fald er den forskel på sjæl og legeme, at de, der forfølger de kristne, vel kan slå legemet ihjel, men ikke formår at dræbe sjælen. Er der da alligevel den forskel på sjæl og legeme, at sjælen i modsætning til legemet er udødelig?

Ja, det kunne man tro.

Men det er alligevel lidt underligt. Her havde man lige vænnet sig til denne sammenkædning af sjæl og legeme, her havde man holdt på det, som også dagligdags erfaring synes at vise: at sjæl og legeme er nøje sammenvævet, så det ene ikke synes at kunne forekomme uden det andet, her havde man, synes man da selv, forstået, at man, når man angriber legemet, f.eks. med tortur, også angriber sjælen, her havde man forstået den meget sørgelige kendsgerning – som jo da må betragtes som en kendsgerning – at forfalder hjernen, som jo er en del af legemet, så forfalder sjælen også, ja, den forfalder i den grad, at én, hvis ægtefælle bliver dement, kan opleve, at den andens sjæl forandrer sig, ja, man havde fundet et ord fra den gamle græske kirkefader Maximus Bekenderen (580-662), et ord, der hævdede, at sjælen aldrig ophører med mere og mere at legemliggøres, og legemet aldrig ophører med mere og mere at sjæleliggøres, og vænnet sig til gang på gang at glæde sig over det, og så oplever man, at dette Jesus-ord pludselig springer op for øjnene af én og synes at slå alt dette i stykker.

Kan det virkelig være rigtigt? Og hvis det ikke er rigtigt, hvordan skal så ordet om, at forfølgerne ikke kan slå sjælen ihjel, forstås?

Jeg har tidligere undersøgt et lignende ord, nemlig ordet om, hvad det gavner menneske, om han vinder hele verden, men bøder med sit liv, Matt 16,26, se her. Det står i en sammenhæng, som jeg tillader mig at bringe:

25 Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. 26 For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?

I vers 25 står der ”liv” to gange. I den græske grundtekst står det begge gange ”psykæ”. Allerede her kommer dobbeltbetydningen af ”psykæ” frem. Ordet handler om en situation, hvor disciplen er forfulgt og trues med døden. Vil man her ”frelse sit liv”, dvs., frafalde sin overbevisning for ikke at blive henrettet – her forstås ”psykæ” om det rent legemlige liv – så går det én sådan, siger Jesus, at man ”mister det”, dvs., mister sin ”psykæ”. Og selv om det ser selvmodsigende ud, kan det godt være rigtigt, for ”psykæ” kan også betyde ”personlighed”, ”selvværd”, ”indre sammenhængskraft”. Det er altså, hvad man mister ved at give efter for truslen om død.

Men mister man sit liv på grund af Jesus, altså sin ”psykæ” i betydningen det rent legemlige liv, så finder man sin ”psykæ”, sin ”indre sammenhængskraft”.

Det betyder så også, at det menneske, der i vers 26 vinder hele verden, men bøder med sit liv, udmærket kan leve videre som herre over hele verden. For det, han har mistet, er hans ”psykæ”, hans sjæl, hans personlighed, hans indre sammenhængskraft.

Lukasevangeliet er her oplysende. For det tilsvarende sted hos Lukas (Luk 9,25) hedder:

For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?

Her hedder det altså ikke, at man mister sit liv eller mister sin sjæl, men at man mister sig selv, eller bøder med sig selv. Det vil sige: de tre evangelier er enige, blot bruger Matthæus og Markus ordet ”psykæ” i betydningen ”indre sammenhængskraft”, ”personlighed”, hvad Lukas ikke gør.

Og går vi med dette in mente tilbage til ordet fra gårsdagens tekst, ordet om ikke at frygte dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan dræbe sjælen, så betegnes den sjæl, der ikke kan slås ihjel, også her med ordet ”psykæ”. Men ligesom i ordet om at miste sit liv på grund af Jesus, så man finder det, (Matt 16,25), hvor det liv, man finder, ikke er det legemlige liv, men ens ”psykæ”, ens personlighed, som netop ikke gik tabt, fordi man ikke gav efter for truslerne, sådan betyder dette, at forfølgerne ikke kan dræbe sjælen, ikke det, vi ud fra vor græsk-inspirerede forestilling om sjælens udødelighed tror: at sjælen er udødelig, nej, det betyder, at du ved at have fået styrke til at holde ud trods pinslerne bevarer din personlighed, din indre sammenhængskraft. Og du bevarer den altså, selv om du dør. Du dør som et fuldt og helt menneske.

Og ligesom før er også her lukasevangeliet oplysende. Ordet om, at forfølgerne ikke kan slå sjælen ihjel, ser hos Lukas således ud (Luk 12,4):

Og jeg siger til jer, mine venner: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere.

Også her undlader Lukas at bruge ordet ”psykæ”. Og det er naturligvis ikke til at afgøre, om han undlader det, fordi han er bange for, at man skal få en falsk græsk tankegang ind i hovedet – det er nu nok tvivlsomt – eller han blot har en større fornemmelse for Jesu aramaiske modersmål og derfor véd noget om den dobbelthed, der må tænkes med ind i ordet ”psykæ”, hvis oversættelsen fra aramaisk skal blive dækkende.

Det vil sige: når man har forfølgelsessituationen med og altså ikke læser ordet om dem, der ikke kan slå sjælen ihjel, isoleret fra denne sammenhæng, og når man desuden kikker med hos Lukas, så er det ikke den græske tanke om sjælens udødelighed, der her får et medspil, det er ikke de omhyggelige gammeltestamentlere, der må ændre deres opfattelse af Jesu opfattelse af forholdet mellem sjæl og legeme, det er i stedet Jesu nye forkyndelse, der slår igennem.

For ham at se kan mennesket ikke tvinges til noget. For ham at se må evangeliet forkyndes uden tvangsmidler overhovedet. For ham at se drejer det sig om at få mennesker til at forstå. Og dette, at et menneske kan forstå, endda forstå Guds ord, er menneskets adelsmærke, er det, der gør hvert menneske til en personlighed, er det, der giver et menneske den indre sammenhængskraft.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.