Helstøbt II

Tanken om den indre sammenhængskraft, som Jesus ønsker at fremelske hos os mennesker, som jeg omtalte i mit forrige indlæg, får mig til at tænke tilbage på en rettelse, jeg i sin tid foretog på den danske oversættelse af Matt 6,22-23. Her hedder det i oversættelsen fra 1992:

Øjet er legemets lys. Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst, men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke – hvilket mørke!

I den oversættelse, jeg har rettet det til, hedder det:

Øjet er legemets lys. Er dit øje helstøbt, er hele dit legeme lyst, men er dit øje ondt, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke – hvilket mørke!

Problemet, vi oversættere står med, er, at det ord, der er oversat til henholdsvis ”klart” og ”helstøbt”, er det græske ord aplouV (haplous). Det betyder egentlig énfoldig, og man kan se på ovenstående link, at Luther har brugt ordet ”einfältig”, og at den latinske oversættelse har ”simplex”. Blot kan vi ikke bruge ”enfoldig”, for det betyder i vore dage ”naiv”, ”tossegod”, af og til nærmest ”dum”. Og som et erstatningsord for ”énfoldig” (i modsætning til ”mangfoldig”) er det, jeg vil foreslå ”helstøbt”.

Den overvejelse har jeg været igennem nogle gange her på bloggen, f.eks. her. Men nu er det så, det slår mig, at de ideal for menneskelivet, som Jesus her opstiller: at vi skal turde være os selv, være helstøbte, det opstillede han også i mit forrige indlæg, dengang blot med ordet ”psykæ”, men altså ”psykæ” i betydningen ”person”, ”indre sammenhængskraft”, eller – vil jeg føje til her – ”helstøbthed”.

Denne gang vil jeg så sætte det i modsætning til det muslimske ideal for et menneske, som er, at mennesket skal være ”muslim”, dvs., én, der underkaster sig. Men nej, siger vi kristne, Gud vil ikke have vores underkastelse, han vil have vores forståelse. Den, der underkaster sig, underkaster sig, hvad enten han forstår eller ej. Men den kristne tænkes at forstå og selv ud fra denne forståelse goutére det, der skal gøres. Han tænkes ikke at overgive sin personlighed til Gud, men tænkes omvendt i kraft af Guds tilgivelsesord at få mulighed for at spille hele sin personlighed ud.

Det viser sig f.eks. i Joh 15,15 deri, at Jesus ikke mere kalder sine disciple ”slaver”, men ”venner”. Det begrunder han med, at slaven ikke véd, hvad hans herre gør, og heri ligger jo underforstået, at vennen véd, hvad hans ven, Jesus, gør.

Og det viser sig også i Matt 7,12, den gyldne regel:

Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.

Denne gyldne regel findes ikke i koranen. Forståeligt nok, sådan set. For med den regel siges det jo, at menneskene godt ud fra sig selv véd, hvad der skal gøres, de behøver ikke nogen lov til at fortælle dem det. Begge guddommeligt givne love, loven til jøderne på Sinai og loven til muslimerne gennem koranen, er overflødige.

Det er noget af det, der er fordelen ved demokratiet. Fordi menneskene selv har formuleret de love, der skal gælde, og derfor selv er i stand til at forstå baggrunden for dem, derfor vil de af sig selv overholde lovene. Og omvendt: fordi lovgiverne er en del af folket, derfor vil de – om de ellers kan komme af sted med det – helst formulere lovene på forståelig vis, så de kan accepteres af befolkningen.

Derved eller blandt andet derved skabes der et tillidssamfund. Og hvad det giver i besparelser på politibudgettet, det er ikke småting. (Se evt. om Gert Tinggaard Svendsens oplevelse i Sydafrika her).

Det har ikke mindst vist sig værdifuldt her i coronatiden.

For hvad der skulle gøres for at slå virus-angrebet ned, kunne jo ikke bestemmes fra centralt hold i alle detaljer. Her var det nok, at man fra centralt hold gjorde opmærksom på, hvordan virussen arbejdede, hvordan man ved at holde afstand, spritte af og vaske hænder kunne komme virussen til livs. Så overlod man det til de enkelte skoler og arbejdspladser at træffe de nødvendige foranstaltninger, nu hvor man gik over til igen at åbne samfundet.

Og det fungérede jo forbavsende godt. Men det gjorde det blandt andet, fordi myndighederne stolede på, at folk forstod, hvad det gjaldt, forstod betydningen af de forholdsregler, der skulle træffes.

Når man således gav tilladelse til, at tyskere kunne krydse grænsen, hvis de havde lejet et sommerhus på Vestkysten, så stolede man på, at de kørte op til det lejede sommerhus og både på vejen derop og deroppe opførte sig ansvarligt i forhold til coronafaren; altså, man stolede på, at de forstod faren ved virussen.

Så naturligt var det, at det nu, hvor jeg nævner det, forekommer lidt besynderligt at gøre opmærksom på sådanne selvfølgeligheder. Selvfølgelig ville tyskerne gøre, hvad der skulle gøres for at holde virussen i skak. Det vil vi jo alle sammen, for vi kan alle forstå faren ved virussen, vi bøjer os alle for de regler, der må opstilles i den anledning.

Alle?

Er det nu også alle, der sådan uden videre retter ind efter disse forholdsregler?

Jeg læste i hvert fald, at de franske politimyndigheder næsten på forhånd havde opgivet at få deres beskyttende tiltag tvunget igennem i landets indvandrerområder. Man formodede, at der blandt muslimerne ville være for stor modstand mod noget, som franskmændene foreslog, så kunne det være aldrig så fornuftigt. Måske man også hos muslimerne mente, at man som Guds udvalgte folk var immune overfor virussen. Og i hvert fald stod der jo ikke noget i den åbenbarede lov, koranen, om, at man skulle gøre dette eller hint nu her i coronatiden.

Og jeg mindes også en vis forargelse i den danske del af befolkningen, da man så billeder fra Yahya Hassans begravelse. Alle de danskere, der havde måttet rette ind efter ret skrappe bestemmelser om antal mennesker ved begravelsen i kirken og antal deltagere ved jordfæstelsen på kirkegården, fandt det lidt besynderligt, at muslimer ved den lejlighed lod hånt om alle afstandskrav og alle antalskrav. Derimod overholdt de omhyggeligt alle deres særlige muslimske forholdsregler om, at kvinderne skulle optræde bagerst i følget.

Disse iagttagelser vil jeg bruge til at prøve at få os ikke-muslimer til bare lidt bedre at forstå vore muslimske landsmænd.

De har, som de er flest, en forestilling om, at muslimer er bedre mennesker end ikke-muslimer. Den forestilling får de, mener de selv, bekræftet ved at se på det løsslupne sexliv, som vi ikke-muslimer for dem at se forlyster os med. At deres hankønsvæsner i høj grad forlyster sig sammen med os på vore natklubber og ofte forgriber sig på ”vore” kvinder, det ser de stort på.

Men de har også en forestilling om, at den muslimske moral er bedre end den danske, fordi den har Gud som afsender. ‘De danske love er menneskeskabte, vore er gudskabte’, kan de sige. Og hos nogle af dem giver det sig udslag i, at de foragter demokratiet, hos andre, at de accepterer det, i hvert fald indtil muslimerne får flertal i befolkningen.

Jeg skal ikke påstå, at der findes særlig megen sammenhæng i disse forestillinger. Men da de baserer sig på en særlig muslimsk forestilling om, at man blot som god muslim skal adlyde, også selv om man ikke forstår, betyder den manglende sammenhæng ikke stort for dem.

Men alt dette betyder, at de har ret svært ved at sætte sig ind i forudsætningerne for vort demokrati. Jeg har her givet udtryk for den opfattelse, at denne forudsætning går tilbage til kristendommen, nærmere bestemt til Jesu menneskesyn, hvorefter mennesket i Guds øjne udfylder sin bestemmelse, når det bruger sine øjne og sin fornuft og derfor forstår, hvad der sker, f.eks. iagttager, hvordan covid-19 opfører sig, så man kan tage velunderbyggede forholdsregler imod dette angreb på vor tilværelse. Men om man vil mene, at denne forudsætning er selvindlysende, gør det ikke noget i denne sammenhæng. Blot man prøver at sætte sig ind i, at med den anderledes menneskeforståelse, muslimerne har, er denne forudsætning ikke selvindlysende for dem, ja, måske den endda kan forekomme dem at angribe deres religions grundvold.

Vi skal jo ikke sådan lige med det samme glemme, at det iranske præstestyre var meget længe om at lukke de hellige steder i Iran ned, måske fordi man ikke rigtig forstod alvoren i covid-19-angrebet, måske fordi man mente, at man som Guds yndlinge i særlig grad måtte nyde godt af Hans beskyttelse. Men jeg mindes ikke at have set en forklaring fra disse teologer på, at muslimer altså alligevel ikke var under Hans beskyttelse. Er det ikke en anfægtelse for muslimerne?

Det samme uafklarede problem kan ligge til grund for mange af vore muslimske landsmænds lidt tøvende og halvvejs afvisende holdning til vore myndigheders regler og anbefalinger. Men der kan også ligge det til grund, at man for det første som muslim i Danmark ikke føler sig forpligtet til at rette sig efter det, danske myndigheder siger – de har jo ikke guddommelig autoritet til at sige noget til muslimer – og for det andet ikke er indstillet på, at det er op til os mennesker selv at forstå, hvad vi skal gøre, for hvis det er tilfældet, hvad skal man så som muslim med koranen?

Det kan vel også for os kristne være vanskeligt at forstå sandheden i Jesu ord i Matt 5,45 om, at Gud lader sin sol stå op over både onde og gode og lader det regne over både retfærdige og uretfærdige. Men vor kultur har jo for længst forstået og accepteret, at der hos Gud ikke er personsanseelse, Rom 2,11, (gammel oversættelse), og derfor ligger det pænt i forlængelse af vores verdensopfattelse, at covid-19 heller ikke skelner mellem kristen og ikke-kristen eller mellem muslim og ikke-muslim. Og så er det bare med at gå i gang med at finde vacciner mod denne virus, og indtil da at finde måder, hvorpå vi kan undgå, at den smitter mere end højst nødvendigt.

Men dette, at vi selv skal forstå, dette, at det er op til os selv som ansvarlige mennesker at finde ud af, hvad der er klogt og hvad der er mindre klogt, det er blevet os vesterlændinge en så selvfølgelig ting, at vi ikke spekulerer over denne opfattelses kringlede gang gennem historieforløbet op til os. Men her kan måske en besindelse på nogle Jesus-ord hjælpe os til at se, at denne selvfølgelighed måske i virkeligheden er en del af vor kristne arv.

Og skulle det ske, at vi med denne selvfølgelige sandhed kan få ram på nogle af muslimernes trossætninger, specielt den med, at muslimer i særlig grad har Guds yndest, så er det jo ikke det værste, der kan ske. Sandt nok, de stakkels muslimer må jo så til at gå deres religiøse overbevisning kritisk igennem. Men det måtte vi kristne jo også, da videnskaben tromlede frem, især den historisk-kritiske udforskning af bibelen. Og vi kom da helskindet og måske endda styrket igennem denne vridemaskine.

Vil muslimerne på samme måde komme styrket igennem de spørgsmål, som bl.a. coronakrisen rejser for dem?

Ærlig talt: jeg tror det ikke. Og endnu mere ærlig talt: jeg håber det heller ikke.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.