At tale med to tunger

Clara Marie Westergaard, cand. mag. i islamiske studier, har den 29-7 et udmærket indlæg i Kristeligt Dagblad, se her. Heri gør hun opmærksom på, at Erdogan har udstedt et dekret på engelsk og arabisk, men med et vidt forskelligt indhold på de to sprog. Hun skriver:

Der er altså ikke tale om ét dekret, som blot er oversat mellem forskellige sprog. I det engelske, og dermed det, som man må formode er henvendt mod den vestlige verden, kan man læse, at Hagia Sophia som moské vil være åben for alle uanset nationalitet og religiøst tilhørsforhold. Det er i den engelske version understreget, at man skal være velkommen til at forholde sig til beslutningen, så længe man respekterer Tyrkiets ret til at træffe den.

Den arabiske version af dekretet har en anden ordlyd. Her slås det fast, at gendannelsen af Hagia Sophia til moské er et skridt mod ”befrielsen af al-Aqsa”. Med dette refereres der til moskéen i Jerusalem, hvorfra Muhammeds himmelfærd, ifølge islamisk tradition, udgik, og dermed også til det forhold, at al-Aqsa ikke står på muslimsk grund.

Dekretet bekendtgør, at beslutningen repræsenterer et håb for undertrykte muslimer, og at det er et symbol på islamisk civilisation fra Bukhara til Andalusien, altså fra de østlige til de vestlige egne af det gamle islamiske kalifat.

Jeg har fundet den samme oplysning i den israelske avis, Haaretz, i den engelsksprogede udgave, se her, i en artikel af Louis Fishman. Også han gør opmærksom på, at de to gengivelser er vidt forskellige, skønt det jo ellers ved første øjekast ser ud som blot to oversættelser af den samme tekst.

Clara Maria Westergaard kan endvidere fortælle lidt om de arabiske reaktioner på denne forskel:

Den arabiske version har dog fremprovokeret kritiske reaktioner, særligt fra visse arabiske medier, og nogle mener, at Erdogan spiller med på en ekstremistisk dagsorden med sin sprogbrug med det bevidste formål at skabe splid ved at vække en religiøs følelse. Flere kalder ham for hykler i sammenligning med den engelske version af dekretet.

Man har før hørt, at de arabiske lande på ingen måde er glade for Erdogans forsøg på at genoprette det ottomanske rige i al dets herlighed. De husker kun alt for godt, hvordan det var at leve under det tyrkisk-ottomanske styre. Westergaard fortsætter:

Selvom det ikke er gået den internationale offentlighed forbi, at Erdogan har valgt at bruge en så forskellig tone på engelsk og arabisk, er det alligevel påfaldende, at han gør det uden nogen kommentar knyttet til en sådan variation. Det virker dog ganske klart, at Erdogan ønsker at adressere den engelsksprogede og den arabisktalende verden på så grundlæggende forskellige måder, at hans udtalelser kommer til at virke uforenelige, og at han dermed spiller et dobbeltspil.

Erdogan gør det, siger Westergaard, uden at knytte nogen kommentar til denne dobbelttale. Det får én til at tænke på, om der mon skulle være tale om taqiyya, løgnetale til fordel for islams udbredelse. Dette begreb havde Thomas Hoffmann fremme for et stykke tid siden, se her, hvor han gjorde opmærksom på, at Muhammed havde ment, det var helt rigtigt, at én af hans tilhængere, der blev forhørt af Muhammeds fjender, havde nægtet at have noget med Muhammed at gøre. Hvilket kan udlægges i retning af, at Muhammed godkender taqiyya. Det er jo, som man nok véd, i modsætning til det, Jesus anbefaler sine disciple at gøre, hvis de bliver truet til at afsværge sig kendskab til ham. Jeg var sidst inde på det den 28-7, se her, i forbindelse med min undersøgelse af, hvad vel ”haplous” kunne betyde, og hvordan mon egentlig Matt 6,22-23 skulle oversættes.

Og jeg har, vist både dèr og ved tidligere lejligheder, undersøgt dette Jesus-ord som udtryk for den kristne holdning, f.eks. i modsætning til den muslimske. Men eftersom både Clara Maria Westergaard og de arabiske medier, hvis reaktion hun gengiver, anser det, Erdogan har gjort, ikke for en overtrædelse af kristne dyder, men for en overtrædelse af almenmenneskelige regler, man kan næsten sige: en overtrædelse af de almindeligt gældende sprogregler, vil jeg mene, det kan være relevant at hævde, at det, Jesus vil med sine forkyndelse, nok er at kalde mennesker ind i den kristne menighed, men også er at gøre dem til hele mennesker igen. Igen? Ja, for den lovforståelse, de har haft som jøder, var umenneskelig, og det, han forventer af dem og kalder dem ind til, er den sandt menneskelige holdning.

Jeg har ofte, også her på bloggen, sagt det på den måde, at Jesu forkyndelse er et enzym, der fremskynder en naturlig proces, der måske ville finde sted også uden enzymet.

Og det betyder, at mange af Jesu formaninger, blandt andet den fra Matt 6,22-23 om øjet som legemets lys, er almenmenneskelige, har gyldighed for alle, som blot vil være mennesker og leve fuldt og helt som mennesker.

Når Paulus således i Ef 6,5f siger:

Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje.

så er det tanken om den menneskelige helstøbthed, der gør sig gældende. Dels optræder det ord, jeg særligt har interesseret mig for, ”haplous”, i udtrykket ”af et oprigtigt hjerte” – direkte oversat står der: ”i jeres hjerters énfoldighed”, hvor vi jo altså lige skal erindre os, at ”énfoldighed” er det modsatte af ”mangfoldighed”; det var det, der fik mig til at foreslå oversættelsen ”helstøbt” i Matt 6,22 – dels optræder et andet ord for ”helstøbthed”, nemlig ”psykæ”, dèr, hvor det på dansk hedder ”af hjertet”.

Og netop, hvis vi sætter denne formaning ind i situationen mellem en herre og hans slave, kan vi nok forstå, hvad der menes med dette ”haplous”, denne ”helstøbthed”. For Paulus opfordrer jo slaven til ikke at være slave, men menneske. Han opfordrer ham til ikke længer at udvise en slaveholdning, der ikke vil eller kan leve sig ind i sin herres vilje og blot udlever en ”arbejd-efter-reglerne-arbejdsmoral”, men i stedet udvise en menneskeholdning, altså sætte sig ind i sin herres formål med det, han vil have gjort, og arbejde ud fra en ægte samhørighed med sin herre.

Man kunne også tænke sig, at slaven var på én måde overfor sine medslaver og på en anden måde overfor sin herre, man kunne forestille sig, at han havde et opmærksomt øje for, hvornår hans herre betragtede ham og hvornår han så til den anden side, man kunne forestille sig, at han sleskede for ham og ville gøre sig til. Men intet af det anbefaler Paulus, han vil blot have ham til at være fuldt og helt menneske.

Nu er Erdogan jo ikke nogen slave – måske nærmest det modsatte – og det kan derfor lyde mærkeligt, at man vil anvende en formaning til en slave på ham. Men ligesom det er forkert for den slave, Paulus taler om, at spille et skuespil for sin herre for at få ham til at synes godt om ham, sådan er det også forkert af Erdogan at sige noget pænt til europæerne for så nogenlunde at tækkes dem. I stedet burde han have mod til at være sig selv overfor os vesterlændinge også i det, han siger med dekretet.

Oven i købet bliver hans holdning til os vesterlændinge yderligere afsløret som falsk, når han har nærmest den modsatte anskuelse overfor araberne. Han taler virkelig med to tunger. Og det er ikke blot imod de formaninger, Jesus og Paulus giver, det er også imod almindelige, menneskelige regler for godt samkvem mellem mennesker.

Og eftersom det også er arabiske medier, der finder Erdogans dobbeltspil forkert, tillader jeg mig altså at drage den slutning, at Jesu opfordring til at være helstøbt er en opfordring, der har almenmenneskelig gyldighed.

Det har den praktiske konsekvens, at vi ikke rigtig véd, om vi kan stole på Erdogan. Vi, dvs. EU, har givet ham penge for at standse migranter til Grækenland, men alligevel hørte vi for et halvt års tid siden om busser, der fragtede migranter fra Istanbul hen til grænsen til Grækenland, om folk, der nærmest tvang migranter ind over grænsen til Grækenland. Stod Erdogan bag dette? Ja, nu, hvor vi erfarer hans dobbelttale, kan vi jo ikke sige os fri for at få mistanken om noget sådant bekræftet.

Er nu dette med den almenmenneskelige gyldighed af visse Jesus-ord noget, som alle religioner vil kunne anerkende? Det skulle man jo formode, hvis der er tale om noget almenmenneskeligt. Det er dog ikke uden videre tilfældet, som man kan se af Muhammed tilladelse til at lyve og af Erdogans dobbelttale.

Men sjovt nok går vi vesterlændinge uden videre ud fra, at den sekularisme, som vi opbygger vore samfund efter, kan godkendes og vil blive godkendt af alle andre religioner. Der er her tale om et andet Jesus-ord, som vi uden at tænke over det tillægger almen gyldighed, nemlig ordet om at give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er, Matt 22,15-22.

For kort tid siden tog jeg mig for ud fra forskellige anmeldelser at skriver lidt om Tom Hollands bog ”Dominion”. Jeg citerede her lidt fra hans indledning:

To tusind år efter Kristi fødsel behøver man ikke tro på, at han stod op fra de døde for at bliver præget af kristendommens formidable – ja uundgåelige – indflydelse. Lad det være overbevisningen om, at samvittighedens arbejde er den bedste bestemmelse af, hvad der er en god lov, eller den overbevisning, at kirke og stat stadig eksisterer som to forskellige størrelser, eller den, at polygami er uacceptabelt, kristendommens grundelementer kan findes overalt i Vesten. (Holland, side ??)

Holland vil mene, at sådanne overbevisninger skyldes kristendommens overmåde store indflydelse, jeg, at det skyldes forhold, der i forvejen ligger i menneskets sprog, forhold, som kristendommen blot stiller sig positivt overfor.

Nu har jeg i mellemtiden fået købt Hollands bog og kan derfor citere fra side 521 (Ja, jeg har smuglæst de sidste sider for at blive klar over, hvor Holland ville hen). Her står der:

Sekularismen afhang på samme måde af den omhu, hvormed den slettede sine spor. Hvis den skulle godtages af jøder eller muslimer eller hinduer som noget, der på neutral måde sammenknyttede dem med folk af anden tro, så måtte den ikke blive set som det, den var, nemlig en opfattelse, der kun havde ringe mening udenfor en kristen kontekst. I Europa er det sekulære igennem så lang tid blevet sekulariseret, at det var let at glemme dets oprindelse. Hvis man gik med på dets forudsætninger, var det uundgåeligt, at man blev bare lidt mere kristen. Når Merkel siger velkommen til muslimer i Tyskland, inviterer hun dem til at indtage deres plads på et kontinent, der ikke på nogen måde var neutral i sin opfattelse af religion: et kontinent, hvor man gik ud fra, at skillelinjen mellem kirke og stat selvfølgelig kunne passe på islam.

Jeg er ikke mere helt sikker på, at jeg er så enig med Holland, som jeg gav udtryk for i mit forrige indlæg om ham. Jeg vil hellere mene, at kristendommen har fat i noget almenmenneskeligt, som lå der før kristendommen, og giver det plads, og at andre religioner, først og fremmest islam, ikke ønsker at give plads til dette almenmenneskelige og derfor bestandig befinder sig i en modsigelse mellem det oprindeligt menneskelige og de trospåstande, religionen fremsætter.

Det vil sige: der ligger en fornægtelse af noget dybt menneskeligt i islams inddeling af mennesker i muslimer og ikke-muslimer, i mænd og kvinde, og – i hvert fald tidligere – i slaver og frie. Og da det menneskelige slår igennem så det ene og så det andet sted – vi er jo alle mennesker – kan det også vise sig i, at araberne kan se, at Erdogan taler med to tunger, og bebrejder ham for det, selv om han måske fra en anden synsvinkel af blot benytter sig af sin muslimske tilladelse til taqiyya.

Og for øvrigt er det i overensstemmelse med denne opfattelse af forholdet mellem Jesu ord og den menneskelige tilværelse, at jeg har kaldt Jesu formaninger for klogskabsbetragtninger. Du skal være dig selv, fordi det er det, der ligger i din sproglige natur, og du er jo et sprogligt væsen indtil den inderste marv af dig selv. Og: Det kan bedst betale sig at indrette samfundet efter en sekulær model, hvor lovene diskuteres og indføres af de mennesker, der skal adlyde dem; så er der størst chance for, at de adlyder dem af sig selv, ligesom det giver det sproglige væsen, som mennesker er, den største tilfredsstillelse, hvis det sprogligt kan give udtryk for, hvad det bærer i sig.

Vi har en tilbøjelighed til at erstatte klogskabsbetragtninger med moraske overvejelser. Men da Jesus bekæmpede al lovtrældom, er det nok tvivlsomt, om han ville gå med til det. I hvert fald ville han hævde, at selv om det syvende bud byder os ikke at lyve, er det vigtigste, vi opnår ved at holde os til sandheden, ikke, at vi forbliver på den rigtige side af forskellen mellem godt og ondt, men at vi får et bedre samfund.

Dette indlæg blev udgivet i Islam, Ny testamente og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.