Skarpsindig analyse uden løsning

Hele to artikler på samme dag i Information, som er værd at læse, det er dog fantastisk. Oven i køber rummer de begge en særdeles skarp analyse af den hjælpepakke, som EU har vedtaget for at hjælpe specielt Italien op i omdrejninger igen oven på coronakrisen.

Kan man ønske sig mere?

Ja, det kan man faktisk. Når man som jeg har en næsten sygelig tendens til hele tiden at undersøge, hvad der ikke siges, så er det lige ved, at man bliver frustreret. Der er tale om en artikel på side 2 af Richard Swartz, betitlet: ”EU’s problem er ikke Tysklands styrke, men de andre landes svaghed”, se her, og en bagsideleder, som også handler om Italiens gebrækkeligheder: ”Skal Italien stoppe med at være Italien”. Den første er bag betalingsmur, den sidste har jeg kun kunnet se i mit papireksemplar.

Det ærgrer mig faktisk, at Richard Swartz, når han analyserer euroens krise så korrekt, overhovedet ikke kan få øje på den egentlig ret indlysende løsning, nemlig at give hvert land sin egen valuta igen og så lade disse valutaer flyde i forhold til hinanden. Han skriver om Italien, at det er

et land, som er stort nok til, at det alene kan styrte euroen i grus og trække andre sydeuropæiske lande med. Sker det, vil euroen blive ustabil og mål for valutaspekulanter. Hvad der så vil restere af EU, vil være et teoretisk snarere end et praktisk spørgsmål.

Det er jo sandt nok, at det vil give rystelser i alle euro-lande, hvis det store land, Italien, får uoverstigelige vanskeligheder. Men vil det gå ud over EU? Er EU da afhængig af, at euroen fungérer? Det er det første sted i hans analyse, hvor jeg vil anbringe min røde streg. Hvis man lader markedsmekanismen gælde også i forholdet mellem valutaer, vil de store gevinster ved det frie marked i Europa snildt kunne bevares, selv om valutaerne udvikler sig forskelligt. Der er heller ikke noget til hinder for, at man kan fortsætte udviklingen med at indføre ens normer for både det ene og det andet, hvilket jo er en stor grund til bureaukratiet i Bruxelles. At sammenkoble euroen og EU på den måde, Swartz gør, og tro, at med euroen falder EU’s eksistensberettigelse, er altså for meget.

Men rigtigt er, hvad han så skriver:

Sådan skulle det ikke være gået med fællesvalutaen. Advarsler var der ellers nok af fra begyndelsen. Især fra økonomer. Et europæisk eurofællesskab ville ikke blive et ‘optimale valutaområde’. Og flere lande, fremfor alt Italien, var ikke kvalificerede til at indgå i det. Men politikerne kørte økonomerne over.

Der var økonomer, der advarede mod indførelsen af euroen. Man mente ikke, at så vidt forskellige løndannelsessystemer kunne arbejde sammen, det ville, som man sagde, ikke blive ‘et optimalt valutaområde’.

Derefter skildrer Swartz de tanker, der var baggrund for dannelsen af euroen: Man krævede den modydelse af Tyskland, hvis man skulle acceptere genforeningen, at landet gik med til at forlade D-marken:

Herr og Frau Müller var ikke begejstrede, men blev beroliget med, at den nye valutas købekraft og stabilitet ville blive beskyttet med strenge regler. Desuden ville overgangen til ‘rigtige penge’ fremtvinge reformer i det valutarisk ustabile Sydeuropa. Grunden til stabil økonomisk vækst var lagt. Italienere, spaniere, grækere, ja, selv franskmænd, ville blive mere som tyskere: arbejdsomme, disciplinerede, sparsomme – eller bare holde op med at leve over evne.

Tyve år senere står det klart, at den vision var ønsketænkning.

Ja, kære Swartz, det var ønsketænkning, men hvorfor kan du så ikke fremkommer med noget, der bare i nogen måde er en løsning?

Swartz fortsætter med at beskrive de problemer, som Italien rejser:

Reformer udebliver. Øget opsparing? Sænket pension? Højere pensionsalder? Oprydning i banksektoren? Beskæring af bureaukratiet? Højere skatter? Hver gang de italienske politikere forsøger, siger befolkningen fra. Så hellere stemme på de populister, som siger, at alt er EU’s skyld, og at tyskerne bare har at betale de regninger, som sydeuropæerne hverken kan eller vil betale. Et første skridt ser ud til at være taget fra valuta- til overførselsunion, fra vækst til omfordeling.

Om det bliver præcedensskabende, står tilbage at se. Tyskerne har ikke forandret sig. I deres sjæl og hjerte sympatiserer de med ‘de sparsommelige fem’. (Østrig, Holland, Sverige, Finland og Danmark, red.) Kovendingen vidner snarere om desperation end om indsigt i, hvor alvorlig Europas tilstand er.

Ja, han drejer kniven endnu mere rundt i såret:

Paris sagde: “For Guds skyld. Italien er tæt på bankerot! Vi (læs: I tyskere) må gøre noget!” Berlin svarede: “Vi kan låne dem billige penge til selvhjælp” – “Nej, det nytter ikke. Italienerne magter ikke at hjælpe sig selv. Vi må udvise solidaritet: forære dem penge”. – “Det er ikke solidaritet, men velgørenhed. Sådan kan Europa ikke fungere”. – “Hvad er alternativet? Skal EU gå under?”

Paris fik sin vilje. Tyskerne må nu fylde den italienske tank i håbet om, at dette kan kickstarte Italiens økonomi. Men hvorfor skulle det lykkes denne gang? Italiens problem er ikke mangel på benzin, men at tanken lækker, fordi den er gennemtæret og skulle have været udskiftet for længst.

Det, Swartz hidtil har beskrevet, er økonomiske problemer. Og så er det, man undrer sig over, at han til sidst betragter det som politiske problemer. Dette kan kun gå, siger han, så længe den almindelige tysker vil finde sig i at betale andres regninger. Når først de sætter politikere til magten, der vil noget andet, vil have et mere tysk Tyskland, så kommer der til at ske noget. Men nok ikke noget godt.

Men man kan ikke på den måde køre hen over de økonomiske problemer. Det kunne man ikke, dengang de EU-vilde politikere skabte euroen. Og det kan man ikke nu. Heller ikke i sin analyse.

Det er ikke desto mindre, hvad Swartz gør. Han glemmer eller overser eller er helt uvidende om, at de nuværende forhold udover at næsten tvinge tyskerne til at betale, også har leveret tyskerne en arbejdsløshed, der er ganske ringe, sammenlignet med den sydeuropæiske. Det, som den faste valutakurs landene imellem har forårsaget, er blandt andet, at tyskernes varer med deres løndannelsessystem har kunnet udkonkurrere de sydeuropæiske varer. Hvilket har bevirket en stor forskel i arbejdsløshedstallene i syd og i nord.

Bagsidelederen er ikke stort bedre. Den begynder med en lidet flatterende bemærkning fra en italiensk politiker: ”Det er ikke svært at styre Italien, men det er nyttesløst”, og går så over til at beskrive alle de forsøg, italienske politikere har gjort på at lave om på tingene i Italien. Gang på gang er de fremkommet med fine planer og mange ord. Men det er ikke blevet til noget.

Nu er faktum, siger lederen

at EU med de mange milliarder har leveret. Nu er det Italiens tur til at gøre det samme og vise, at pengene vil blive brugt på varige forandringer og ikke blot forsvinde ned i et sort hul.

Ja, EU har leveret, dvs., man har leveret det samme, som man plejer: krav om strukturelle forandringer i Italien i håb om, at italienerne vil rette sig efter disse krav, men jo ikke leveret det eneste, der måske kan rette op på de økonomiske problemer, euroen har skabt: Italiens udtræden af euroen.

Det er sandt, at EU-lederne har talt euroen op i den grad, at man fristes til at tro, at euroens fallit også vil være EU’s fallit. Men det burde dog være en nogenlunde vidende analytikers opgave at gennemskue dette bedrag og få øje på, at der måske var den anden her nævnte mulighed.

Og det er også sandt, at EU’s hjælpepakke med de mange nuller efter milliardbeløbene er blevet omtalt, som var det noget, politikerne gjorde for at redde EU. Når EU er i krise, siger man, kommer man fra EU’s side med forslag, der altid betyder mere EU. Det er jo rigtigt nok. Men man burde dog vel kunne analysere sig frem til, at dette at få Italien ud af euroen kunne være en realistisk mulighed. Og hvis man bare havde nævnt det som en mulighed, gerne som en mulighed, man med det samme affejede, fordi, ville man formentlig sige, Italien er så gældsplaget, at det ville være alt for ødelæggende at forlade euroen, så ville måske én og anden kunne få den tanke: Hvad nu, om man brugte alle de penge, man nu forærer Italien, til at afskrive en del af landets gæld. Så kunne landet få råd til at få sin lire tilbage uden at skulle se en enorm gældsbyrde i øjnene, og – hvad vigtigere er – man kunne komme til at konkurrere på lige fod med os andre uden at skulle lave hele sin infrastruktur om.

Men ak, den mulighed er der ingen, der nævner. Ingen i dagens Information, og ingen i andre aviser.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.