Inden jeg fornylig fyldte 85, fik jeg en mail fra Kristeligt Dagblad. De har en rubrik, der hedder ”Rund i dag”, og til den ville de gerne have sikret sig de rette oplysninger. Jeg sendte dem så deres omtale af min ringhed ved min 75 års fødselsdag og ved min 80 års fødselsdag, så de selv kunne udse sig de oplysninger, de havde brug for. Og så skrev jeg, at jeg jo skrev ivrigt på min blog, noget, jeg plejer at forklare med, at jeg synes, der er noget forkert ved det, når alle de idioter, der skriver i medierne, ikke får noget modspil. Men så føjede jeg til:
Men man kan vistnok også betragte det som et forsøg på at få lidt bedre hold på kristendommen, inklusive tilværelsen som kristen. Det har forresten hele min præstegerning gået med. Så hvad det angår, er jeg ikke gået på pension.
Og ikke sandt, så er det jo, som om man kommer til at kikke lidt i sit livs bakspejl. Og da jeg samtidig af Kristeligt Dagblad blev beæret med som deltager i deres kronikkonkurrence, dels at få mit kronikforslag antaget – hvad jeg sådan set ikke rigtig havde regnet med – dels at få det offentliggjort netop på min fødselsdag, se kronikken her, så giver det mig endnu en anledning til at sige lidt om, hvad der har drevet mig.
Det kan siges at være to ting, dels et religionsfilosofisk spørgsmål, dels et teologisk spørgsmål.
Det religionsfilosofiske spørgsmål er det, der rejser sig, når man bliver klar over, at den, der iagttager denne verden, en videnskabsmand f.eks., selv er en del af den verden, han iagttager.
Det var mærkeligt nok Søren Kierkegaard, der først gjorde mig opmærksom på, at der kunne ligge et problem her. Jeg husker stadigvæk, at jeg som soldat havde tjeneste juleaften, og at det gav mig nogenlunde fred til på Kronborg kaserne at læse Kierkegaards ”Uvidenskabelig Efterskrift”. Ikke, at jeg forstod særlig meget af de sofistikerede problemer, Kierkegaard opererede med, men jeg lagde mærke til den bebrejdelse, han kom med overfor Hegel, hvor han sagde, at den udmærkede hr. professor leverede et vældig fint system, der omfattede hele verden, blot opdagede man ved nærmere eftersyn, at hr. professoren selv var som et sært dingeldangel, der ikke var kommet med i systemet, eller som et titelblad, der ikke bindes ind sammen med bogen i øvrigt.
Den iagttagelse har fulgt mig siden. Og den har været en vis trøst for mig som præst. For jeg har herigennem fået en indvending mod dem, der mener, at videnskaben siger alt om tilværelsen, og at hvad videnskaben ikke kan sige noget om, simpelthen ikke er til. For hvad siger nemlig videnskaben om os mennesker? Den siger, at vi er et legemligt væsen med indbygget hjerne, og den siger, at denne hjernes enkeltdele fungérer efter indviklede biokemiske principper, men altså principper, der – skønt indviklede – dog er inde under naturlovsnødvendigheden.
Men drager man de fulde konsekvenser af sådanne tanker, ender man dèr, hvor Kierkegaard påstod, at Hegel endte: man bliver ude af stand til at få sig selv anbragt i disse tanker. Det er altid de andre, der er robotter, aldrig videnskabsmanden selv. For er videnskabsmanden en robot, står hans ord jo ikke til troende, heller ikke hans påstand om, at mennesket er underlagt naturlovsnødvendigheden.
Det var sådanne tanker, der fra begyndelsen af firserne og cirka 25 år frem fik mig til at frekventere de foredrag og de studiegrupper, der blev oprettet ved Aarhus Universitet under navnet ForumTeologi/Naturvidenskab. Jeg husker specielt, hvordan det var ret vanskeligt for Roger Penrose at få anbragt menneskets frie vilje. Jeg mener at kunne huske, at han forestillede sig microtubes i de menneskelige hjerneceller, hvor acausale processer fandt sted. Men det lykkedes ham vist ikke at få sådanne processer ført op på det makroplan, hvor vi mennesker opererer.
Jeg skal ikke kunne sige, om de bøger, jeg udgav i firserne på eget forlag, løste denne gåde. Selv mente jeg det ganske vist – og mener det sådan set stadigvæk – men bøgerne gav nu ikke anledning til den helt store debat i de danske teologiske kredse. Hvilket sådan set er mærkeligt. Jeg mener, her kom jeg med løsningen på et altafgørende teologisk problem, og så var der ingen, der lyttede.
Jamen, gav jeg virkelig med f.eks. den første af disse bøger, den, der hedder ”Under sprogets herredømme”, en løsning på de teologiske problemer? (Jeg har lagt bogen ud på nettet, se her, så slipper vi for det run på landets boghandlere, der vil opstå, når det slipper ud, at her er løsningen på alle teologiske problemer).
Jeg hævdede i hvert fald, at ligesom det ved en computer ikke er de elektroniske processer selv, men de programmer, computeren er udstyret med, der bestemmer udkommet, sådan er det heller ikke vore nerveprocessers uomgængelige naturlovsnødvendighed, der bestemmer, hvem vi mennesker er, men de ”programmer”, vi er udstyret med.
Jamen, er de ikke i lige så høj grad inde under naturlovsnødvendigheden?
Sådan ville det muligvis være, hvis der kun var var tale ét program i sproget, der styrede os. Men nu mener jeg at kunne påvise, at der er to programmer – i bogen kaldet ”sprogspil” – der styrer os, og at det uforudsigelige ved menneskers opførsel ligger i, at to sprogspil kæmper i os om at være styrende.
Og så er vi fremme ved det teologiske spørgsmål, der har optaget mig. Det er spørgsmålet om forholdet mellem loven og evangeliet. En løsning på det problem fik jeg færten af ved en slags omvendelsesoplevelse i 1975; måske det snarere var et lys, der gik op for mig. For netop, hvis man gjorde sig klart, at vort sprog er delt op i tre afdelinger, såkaldte ”sprogspil”, kan man komme nærmere en forståelse af, hvad der driver os mennesker.
Der er et videnskabeligt sprog, der prøver at sætte alting ind i en årsags-virkningssammenhæng. Det sprogspil lader vi ligge i denne omgang. Og så er der et såkaldt ”retfærdighedssprogspil”, der tænker ud fra, hvad jeg har ret til og hvad jeg har pligt til. Dette sprogspil har det med at optræde som det eneste gyldige i vort samkvem med andre. Det har en bindende karaktér, hvilket jo hænger sammen med, at dets logik er afgrænset, det er en del af sproget, det er et sprogspil blandt flere, hvad man blot ikke kan se, når man tænker i retfærdighedssprogspillet. Men der er altså flere, der er et ”kærlighedssprogspil”. Dette sidste sprogspil er evangeliets sprogspil. Hovedspørgsmålet for den, der er i dette sprogspil, er ikke, hvordan jeg gør, hvad retfærdighed kræver, eller hvorvidt jeg modtager, hvad der er min ret, men hvad jeg skal gøre, for at de forhold, jeg står i til andre mennesker, kan vokse og trives. Fra kærlighedssprogspillet kan man se tilbage på det retfærdighedssprogspil, man var bundet af, men fra retfærdighedssprogspillet er det umuligt at se andre sprogspil end retfærdighedssprogspillet.
Jeg har givet en længere redegørelse for de to sprogspil og deres indbyrdes kamp i omtalte bog side 81 og fremefter, se her. Men Jesus har givet en redegørelse, der er noget kortere – og dertil fri for alle filosofiske overtoner – i lignelsen om de to sønner eller lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,11-32. Han lader i sin lignelse den ældste søn, ham, der er blevet hjemme, komme med denne anklage mod sin far:
Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.
Hvis vi nu går med til teorien om, at sproget, vi omgås hinanden med, indeholder disse to sprogspil: retfærdighedssprogspillet og kærlighedssprogspillet, så kan vi nok fornemme, at den ældste søn tænker i retfærdighedssprogspillet. Vi kan lægge mest vægt på hans følelser; han føler sig forurettet, kan vi sige. Men ud fra det forrige, jeg har sagt, vil jeg mene, det er mere passende at lægge vægt på det sprogspil, der har taget magt over ham. Og har man selv befundet sig i en tilsvarende situation, hvor man først bag efter blev klar over, at man kunne gå i dagevis og ruge over en forurettelse, man mente var begået imod én, uden at kunne komme ud af den, så bliver man klar over, at det ikke er følelsen af forurettethed i sig selv, der binder og forhindrer én i at komme ud af sin retfærdighedsholdning, det er sprogspillet, der forekommer logisk afsluttet, sprogspillet, der er et hjerneprogram i sig selv, uden samspil med det andet program, der kunne være tale om: kærlighedssprogspillet.
Nu er det jo sådan, at tiltales du i retfærdighedssprogspillet, så er du tilbøjelig til at svare i retfærdighedssprogspillet. Man kunne derfor vente, at faderen ville gå ind på retfærdighedssprogspillets tankegang og begynde at argumentere med, at den ældste søn nu ikke har haft det så forfærdeligt. Men det gør han ikke. Han er – ligesom Gud selv, vil vi forkyndere sige – besat af en anden logik, af kærlighedssprogspillets logik. Ud fra den logik eller ud fra dette sprogspil svarer han:
Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.
Det, det gælder om for den, der er i kærlighedssprogspillet, er, at forholdet til den anden er, som det skal være. Det er det, der bevidnes i den første sætning. Og det er dette familieforhold, faderen vil have sin ældste søn med ind i. Derfor retter han sønnens omtale af den yngste søn fra ”din søn dèr” til ”din bror her”. Det er jo det, det drejer sig om – altså drejer sig om i kærlighedssprogspillets regi. Derfor er faderen glad, for nu er forholdet genoprettet. Og derfor mener han også, at den ældste søn burde være glad.
Jesus lader det være uvist, om den ældste søn går med ind til festen. Man kan sige, at han vil lade de farisæere og skriftkloge, som er afbildet i den ældste søn, selv afslutte historien. I den historie, jeg har givet i min omtale af de to sprogspil, har jeg ladet ham, der var grebet af retfærdighedssprogspillet komme løs, fordi hans kone tiltalte ham i kærlighedssprogspillet. I de hele taget er jeg en hund efter fortællinger, der kan vise, hvordan retfærdighedssprogspillet kan nedbrydes. Således har jeg her gengivet en del af Kaj Munks beretning om smeden i ”Puslespil”. Han endte jo med at blive omvendt af sin lille datter. Og oven i købet endte han med at se, hvor det var, han havde grebet fejl i sine hævntanker. ”Og så snakker jeg endda om, at jeg har noget til gode!” lader Kaj Munk ham sige som afslutningsreplik. I sine hævntanker havde han været bundet af retfærdighedssprogspillet, men det er han kommer fri af nu.
I kapitel 15 i min bog, side 99, har jeg gjort rede for sammenhængen mellem min sprogteori og Løgstrups tale om de suveræne livsytringer. Løgstrup er ude i et andet ærinde, end jeg er, og derfor er det vel forståeligt, om end fra min synsvinkel lidt ærgerligt, at han ikke spekulerer over, hvordan et menneske går over fra de kredsende livsytringer til de suveræne livsytringer. Måske også den tankegang, han bruger, slet ikke giver mulighed for nogen spekulationer over den slags.
Men min tankegang gør. Oven i købet vil jeg mene, at denne overgang er identisk med det, som Det ny Testamente kalder omvendelsen, og derfor er udtryk for Guds indgriben i vor verden. Og vil man mene, at vi nu nærmer os det sædvanlige præstesnakkerads, hvor Gud pludselig kommer flyvende ind i billedet, så er det måske rigtigt nok. Men læs lige dette Løgstrup-citat fra ”Den etiske fordring”, side 231:
Når har da ordet “tilgivelse” sin fulde og hele betydning? Dertil hører to ting: 1) Krænkelsen må have været så alvorlig, at den satte hele det indbyrdes forhold på spil, ja, i realiteten var så “utilgivelig”, at forholdet gik i stykker og måtte oprettes på ny —i tilgivelsen. Det er den samme daglige tales paradoksalitet, at der kun kan være tale om tilgivelse, hvor der er begået såkaldt “utilgivelige ting”. Thi kun de såkaldt “utilgivelige ting” bryder forholdet —og tilgivelse betyder netop at genoprette et brudt forhold. At blive tilgivet i egentlig forstand giver kun mening, hvor vi i den grad har svigtet en tillid, at vi har ødelagt forholdet —og ikke ved om det lader sig genoprette, før vi af den anden får at vide, at han har besluttet trods alt at ville have med os at gøre. Tilgivelsen er en uforudset begivenhed. Den er en historisk akt, i hvilken den forurettede tager forholdet op igen til den, der øvede forurettelsen. 2) Endvidere hører det til “tilgivelse” i ordets hele og fulde betydning, at krænkelsen må have været til at undgå. Fordringen må have været til at opfylde.
Før 1975 forkyndte jeg ”synderne og disse forladelse”. Jeg var så bundet af retfærdighedssprogspillet, at jeg gik ud fra, at når der var noget, der hed syndernes forladelse, så måtte der nødvendigvis være noget at forlade, og derfor drejede det sig om at gøre det klart for tilhørerne, at de var syndere; først da kunne de rigtig glæde sig over deres synders forladelse. Og jeg havde endda dengang læst ”Den etiske fordring”, men tilsyneladende uden at forstå, hvordan det væsentligste ved tilgivelsen er, at et brudt forhold genoprettes.
Men nu, ud fra min forståelse af forskellen mellem retfærdighedssprogspillet og kærlighedssprogspillet, har jeg fået mulighed for at se, hvordan forkyndelsen af syndernes forladelse – modsat, hvad tidehvervsfolkene mener – ikke blot fører til, at vi kan udholde livet i denne syndens verden, ejheller fører til en mere eller mindre krampagtig overholdelse af høje etiske idealer, men simpelthen fører ind i en tankegang, hvor det væsentlige er de forhold, et menneske står i. Det var det, der i oktober 2018 fik mig til at vende mig imod Sørine Gotfredsens forståelse af synden, se her.
Nuvel, jeg har måske taget munden lidt vel fuld, når jeg hævder, at jeg med min sprogspilsteori har løst menneskets gåde. I hvert fald må man sige, at jeg med denne teori har givet mennesket to andre gåder. Kan gerne være, at vi mennesker skiftevis styres af de to forskellige sprogspil, retfærdighedssprogspillet og kærlighedssprogspillet, og at vi ved at blive opmærksom på det kan fastholde menneskets afhængighed af sine hjerneprocesser, uden at det fører til, at hele mennesket er underlagt naturlovsnødvendigheden. Men når der netop er to sprogspil, og når mennesket beherskes skiftevis af det ene og af det andet, er dette så nogen løsning overhovedet?
Så meget kan siges, at menneskets gåde er flyttet. Nu er der ikke tale om determinismens gåde, men om syndefaldets gåde og forløsningens gåde. Hvorfor griber mennesket fejlagtigt til retfærdighedssprogspillet, når det dog var kærlighedssprogspillet, der skulle herske? Og hvordan går det til, at et menneske, hvis tankegang helt er indesluttet i retfærdighedssprogspillet, pludselig som ved et mirakel befries og lever videre i kærlighedssprogspillet?
Syndefaldsberetning kan siges at være lidt upræcis, siger jeg side 115, og fortsætter:
Her er det kristne budskab helt anderledes præcist. Ordet — det Guds ord, hvormed vi ledes ind i kærlighedssprogspillet — var der fra begyndelsen. Det har fra begyndelsen været Guds hensigt, at vi skulle leve i kærlighedssprogspillet. Men denne hensigt blev forpurret ved syndefaldet. Derfor måtte Gud tale sit ord påny. Det skete i Kristus, “Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” (Joh 1,14). Og man kan nu sige, at det kristne budskab er særdeles økonomisk med overnaturlige hændelser. Godt nok er evangelierne fulde af underberetninger. Men disse underberetninger handler alle om det samme: om Kristus, der blev menneske, om, at han virkelig var Guds søn; det ene skal slås fast gang på gang: her, i dette menneske, møder du Guds søn, her, i denne rabbi fra Nazareth er det et ord fra Gud selv, du stilles overfor.
Hvorfor skal det være sådan? Hvorfor skal det netop fremhæves, at Kristus er Guds Søn? Det skal det, fordi kun et ord i kærlighedssprogspillet kan kalde ind i kærlighedssprogspillet. Kun, hvis der virkelig er tale om et ord, talt ud af den hengivenhed, der præger et menneske i kærlighedssprogspillet, kun da kan ordet befri, kalde ud af retfærdighedssprogspillet.
Tja, så kom han alligevel ind fra højre, ham Gud, endda i skikkelse af sin søn og helligånd. Men det kan vel ikke undre, at en gammel præst stadigvæk er grebet af den slags tanker.
ricardtriis 