Falsk arkitekturhistorie

Det er Robert Spencer, der på jihadwatch.org gør opmærksom på en historieforfalskning af de mere alvorlige, foretaget for at stille islam i et bedre lys, eller – for at bruge den pågældendes egen formulering – foretaget for at bekæmpe islamofobi, se her.

Robert Spencer begynder sin kritiske artikel således:

Diana Darke fremhæves ofte af BBC og også på The Guardian, og det er let at se, hvordan hun er blevet den britiske intelligentsias foretrukne ”Mellemøst-ekspert”. Hendes nye bog med de latterlige påstande, som kan ses nedenfor, er endnu et eksempel på den britiske elites stadige anstrengelser for at overbevise briterne om, at islam er en del af deres egen kultur og arvemasse, så de kan føle sig udskammet, hvis de sætter sig imod muslimsk masseimigration til Storbritanien eller mod jihad-vold eller sharia-undertrykkelse af kvinder og andre. Det er blot mere af Storbritaniens stadige kulturelle selvmord.

Og så gør han ellers, som han plejer: han oplister alle de ting i artiklen, som han finder forkert, og bringer så dele af artiklen efterfølgende.

Artiklen i The Guardian kan ses her. Den begynder med at omtale Notre Dame’s brand og den omtale, kirken fik som ”Den vestlige verdens vartegn”. Det blev Diana Darke overrasket over, siger hun, for hun vidste, at oprindelsen til denne majestætiske gotiske kirke ikke lå i ren og skær europæisk kristen historie, men i en kirke i den syriske ørken fra det femte århundrede. Og hun siger:

Jeg blev overrasket over den reaktion. Jeg troede, at der var flere mennesker, der kendte sandheden, men der synes at være en stor mængde uvidenhed om historien bag den kulturelle udveksling. Ud fra en baggrund af stigende islamfobi mente jeg det var på tide, at nogen rettede op på den fortælling.

Og så skrev hun en bog om sagen: ”Stealing from The Saracens”. Det er den bog, der er omdrejningspunktet i The Guardians artikel, og det er derfra de udmærkede fotografier er taget.

Men eftersom journalisten fra The Guardian godtager alle hendes ret vilde påstande uden indvendinger, er det en lise at lytte til Robert Spencer.

Han undrer sig for eksempel over, at artiklen i The Guardian kan hævde, at ”designet i Europas største bygninger er plyndret fra den islamiske verden”, når man umiddelbart derefter fortæller, at Notre Dames udseende er inspireret fra en syrisk kirke fra det femte århundrede, to århundreder før islam opstod. Der var ikke meget islam at lade sig inspirere af dengang, siger Spencer med rette. Man kan i The Guardian’s artikel se billeder af de to bygninger. Og skulle man få den tanke, som Robert Spencer ikke får med i sit angreb på Diana Darke, at det dog er mærkeligt, at den kirke, der har dannet mønster for alle Europas store katedraler, nu ligger i ruiner, og skulle man videre vove at tænke, om det monstro er de muslimer, der jo siden fik magten i Syrien, hvor den gamle kirke ligger, der har ødelagt den, så må man endelig tænke om igen. For en sådan tanke ville jo være islamofobisk, og islamofobisk må man endelig ikke være.

Robert Spencer igen:

Endnu mere latterligt er dog den påstand, at Klippemoskéen udgjorde basis for kirkearkitekturen i Europa, når Klippemoskéen selv var inspireret af den store katedral i Konstantinopel, Hagia Sofia.

Underligt! Man trykker på control f og skriver ”hagia” på artiklen fra The Guardien. Intet resultat viser sig. Hvad er dog det? Nævner hun slet ikke muligheden for, at denne vældige katedral kan have været inspirator for de vestlige katedraler, og tillige for Klippemoskéen? Næ, går man billederne igennem, er der intet billede af Hagia Sofia.

Er damen Mellemøst-ekspert? Det må være ”muslimsk Mellemøst-ekspert”, dvs., en ”ekspert”, der er villig til at lyve det bedste, hun har lært, blot islam kan fremstilles i et godt lys; det synes hun i hvert fald at være ekspert i.

Ligeledes vil hun påstå, at Markuskirken i Venedig er kopieret efter Klippemoskéen. Robert Spencer hævder, at den er inspireret af Hagia Sofia, og nævner som bevis, at Markuskirken, ligesom Hagia Sofia, udnytter hver ledig vægplads i kirken til kristne kunstværker, og spørger, om man dog ikke ville have været lidt tilbageholdende, hvis det var Klippemoskéen, der var inspirationskilde, for som bekendt hersker der et billedforbud indenfor islam, og Klippemoskéen er derfor uden malerier af nogen art.

En ting, som Robert Spencer ikke nævner, er, at Diana Darke hævder, at en kirke i London: Temple Church, er en direkte kopi af Klippemoskéen, endda i den grad, at man har medtaget de arabiske skrifttegn, den er udsmykket med på trods af, at de håner treenighedstroen.

Det bringer mig tilbage til en artikel, jeg skrev i 2018, se her, om en kunstudstilling i Firenze. Også her ville man hævde, at Europas kunst var afhængig af islamisk kunst. Og også her var det jihadwatch, der var på pletten med en indvending. Først og fremmest jo den indvending, at det er lidt svært at påstå en særlig stor påvirkning af europæisk bildende kunst fra islamisk side, når bildende kunst netop indenfor islam er forbudt.

Men mærkeligt nok hævder forfatteren til en artikel om udstillingen i The Guardian, at det bedste bevis på påvirkning fra muslimsk hold er et maleri af de hellige tre kongers tilbedelse. For på Marias og Josefs glorier ses nogle arabiske skrifttegn. Hurra! En forbindelse mellem islams og Europas kunst er fundet.

Vrøvl, siger man fra jihadwatch’s side. Der er tale om nogle såkaldte pseudo-kufic skrifttegn. Man troede, de blev brugt på Jesu tid, og de symboliserer aldeles ikke nogen respekt for islam, tværtimod en forkyndelse af, at kristendommen vil brede sig ud over hele jorden.

Men overfor begge disse fænomener, udstillingen i Firenze og Diana Darke’s bog, må man dog spørge: Hvorfor skal vi ligefrem lyve om islam og islams indflydelse for at acceptere islam som en størrelse, det er værd at sætte sig ind i? Kan vi ikke nøjes med at se forskellen mellem de to religioner? Ja, bliver det hele ikke meget mere spændende, hvis der virkelig er forskelle, og hvis vi vover at fastholde og måske endda forklare disse forskelle? Det er jo sandt, at mesquitaen i Cordoba (som er afbildet i artiklen) er et vældigt kunstværk, så vældigt og imponerende er det, at de kristne ikke nænnede at nedbryde det, da de fik magten i Cordoba. De nøjedes med at bygge en kirke inden i den muslimske helligdom. Men er det til at overse, at de buer, der præger denne moské i Cordoba er meget smukke buer, men også buer, der synes at være specielle for den muslimske kunst, og ikke ses efterlignet i de kristne kirker.

Til sidst: Diana Darke har sin egen hjemmeside, se her. Den indeholder en række artikler, hun har fået offentliggjort forskellige steder. De omhandler mange forskellige emner, herunder også Notre Dames brand. Der er også hele to artikler om nogle film, som det britiske udenrigsministerium engang i 1960 lod fremstille for at lokke arabere til England. De er i sort/hvid og har arabisk tekst. Og de skildrer England som et land, der er velegnet for arabere at leve i, ikke mindst fordi man frit kan udøve sin religion og bliver venligt modtaget alle steder. De to artikler afslører, at Diana Darke mentalt stadig befinder sig i 60’erne. I hvert fald tager hun ikke stilling til de mange vanskeligheder, England har med at integrere den efterhånden store del af befolkningen, der er muslimsk. En enkelt bemærkning lader dog ane, at hun godt véd noget om vanskelighederne, men tilskriver dem de britiske lederes retorik.

Og hendes opfattelse af arkitekturhistorien svarer meget godt til artiklen i The Guardian og indeholder de samme selvmodsigelser. Og hun har også en udmærket artikel om de mange ruiner af gamle kirker, der findes i Idlib-området, hvor hun fortæller om deres tilblivelse i 300-500 e.Kr., og det kan da være godt nok at få åbnet vore øjne for den kulturskat, der befinder sig dèr, og det er da også muligt, at visse træk ved disse kirker har dannet baggrund for konstruktionen af europæiske kirker. I det hele taget ser vel arkitekter mere på, hvad der kan lade sig gøre, end på, om den eller den konstruktion er opfundet af muslimer eller af kristne.

Og hvis det er tilfældet, finder der altså en udvikling sted i arkitekturen, en udvikling, som ikke respekterer grænserne mellem religionerne, men også en udvikling, som giver mulighed for fremkomsten af nye træk. Hvem opfandt f.eks. stræbepillerne, den konstruktionsdetalje, som giver mulighed for de store vinduer i de gotiske katedraler? Kan det mon tænkes, at denne opfindelse ikke blev gjort af muslimer, men af europæere? Tja, Diana Darke kan vist ikke tænke denne tanke. Hun nævner den i hvert fald overhovedet ikke. Man har indtryk af, at hun mener sig hævet over alle os almindelige mennesker og tror, at vi automatisk vil tro på alle de ting, hun som ekspert fortæller os. Almindelig snusfornuft er for hende tilsyneladende en by i Rusland.

Jeg mener: vi andre kan jo godt se forskel på Notre Dame i Paris og den gamle kirke i Syrien. Der er blandt andet stræbepillerne til forskel. Og vi kan også næsten af os selv se forskel på en mørk romansk kirke og en helt anderledes lys gotisk kirke, lys, fordi man med stræbepiller kan sætte vinduer ind i de mure, som nu har fået hjælp af stræbepillerne til at bære hvælvingerne. Mere indviklet er det vel ikke. Og skulle vi blive betaget af f.eks. de mange katedraler i Nordfrankrig og måske endda blive lidt stolte over, at europæisk kultur har kunnet frembringe sådanne perler, så må en sådan stolthed vel være tilladt. Eller er det måske den, hun mener er islamofobisk, og den, hun stræber efter at fratage os?

Tja, det er det vist. Men lad det ikke lykkes!

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.